Det er for snævertsynet at tænke byudvikling som renoveringer og sociale indsatser. Replik til kronik af Morten Kabell og Jane Sandberg.
Dansk Arkitektforening udgav for nogle år siden bogen Arkitektur der forandrer – fra ghetto til velfungerende byområde af Niels Bjørn. Det var en problemanalyse af de fysiske forhold i udsatte områder i Danmark. Her blev der også omtalt, hvordan man i lande som Holland, Frankrig og USA har held med at benytte fysiske strategier til social forandring.
Bogen førte til, at Dansk Arkitektforening indledte et samarbejde med Københavns kommune,
Den 28. august 2014 udmøntede det sig i en kronik i Politiken, der er underskrevet af direktør Jane Sandberg fra Dansk Arkitektforening og teknik- og miljøborgmester Morten Kabell fra Enhedslisten.
Den, jeg mener, kræver et socialistisk svar.
Som arkitekt, og ikke mindst medlem af Enhedslisten, blev jeg paf over det isolerede fokus, kronikken har på fysiske løsninger for at komme ghettoisering til livs.
Der er intet nyt i, at arkitekter tror, at den sociale virkelighed kan skabes af de fysiske omgivelser. Diskussionen startede for min del i begyndelsen af 1970’erne, efter byggerierne af de store betonbebyggelser havde taget fart, og hvor arkitekterne underordnede sig ingeniørerne og betonindustriens kranspor om at bygge mest og billigst muligt.
Til gengæld gik arkitekter vældigt op i planløsninger, i separering af trafikarterne, grønne arealer, indkøbscentre og fælleshuse/rum i de nye store bebyggelser. Tilbud om nye »kvartersfællesskaber« i en mere og mere spredt by skulle ses i sammenhæng med de enorme isolerede enklaver af parcelhusområder, der dukkede op i samme periode.
I kronikken står der: »De planprincipper, som Urbanplanen, Tingbjerg og Mjølnerparken er opført efter, har desværre vist sig at have en række uhensigtsmæssige bivirkninger. Det er baggrunden for, at de strukturelle forandringer, hvor man går væk fra de funktionsopdelte planprincipper, hvor boligområdet lukker sig om sig selv, kan have så klar og målbar social effekt.«
Men hvorfor netop de bebyggelser fysisk lukker sig mere om sig selv end de mange andre bykvarterer, jeg færdes i, forstår jeg ikke.
Desuden står der:
»Det er en vigtig lære, når vi skal forsøge at rette op på tidligere tiders fejlslagne principper for boligbyggeri, hvor fokus har været på gode og sunde lejligheder med et nyt køkken eller en altan, mens man har glemt at tænke på, at beboerne skulle blive en del af byen og samfundet omkring dem.«
Men nej, det glemte man ikke dengang.
For planprincipperne opstod i anden tid, hvor der boede almindelige, arbejdende mennesker i forstædernes boligområder og øvrige almennyttige boliger, som tog væk på arbejde hver dag. Men i modsætning til parcelhusområder var der tænkt masser af sociale muligheder ind det almennyttige boligbyggeri.
Ingen havde dog dengang drømt om den kroniske arbejdsløshed, som den moderne, postindustrielle kapitalisme har medført. Og ingen kunne forestille sig den store koncentration af marginaliserede, ubemidlede grupper, som skulle ende med at bo her.
De »uhensigtmæssigheder,« som Morten Kabell og Jane Sandberg taler om, skyldes først og fremmest den bolig- og rentepolitik, der blev indledt i 1966, da man vedtog en lov, der favoriserede ejerboligen med gode rentefradrag, samtidig med at renten for nybyggeri steg enormt.
Folk var ganske enkelt idioter, hvis de flyttede ud i Farum Midtpunkt eller i de andre nybyggerier i 1970’erne og betalte en formue i husleje i stedet for at købe hus eller lejlighed. Det blev i stedet folk med ret til boligsikring, der flyttede ind, og netop denne sociale og økonomiske udskillelse blev forudsætning for den såkaldte ghettoisering.
Boligsikringen dukkede netop op i denne periode, fordi det vidste sig umuligt at leje de dyre lejligheder ud. Og saneringspolitikken i København hjalp også godt til med at få lejet de nye boliger ud til dem, der ikke havde råd til huslejestigningerne her.
De skattefinansierede støtteordninger til de fattige og lavtlønnede handlede først og fremmest om at sikre betonindustrien, entreprenørerne og bankerne penge.
Det var heller ikke småpenge, boligejerne fik gennem deres rentefradrag, som jo reelt var skattefinansierede af alle andre, der ikke boede i ejerboliger.
Stigmatiseringen af lejere var altså godt i gang i 1970’erne. De, der havde råd, flyttede fra de nye almene boligbyggerier og ind i ejerboliger. Siden har der været en social slagside i de sociale boligselskaber.
I 1970’erne, da der var mange røde arkitekter, var vi bevidste om de ideologiske strømninger, der agiterede for arkitektoniske og fysiske løsninger på sociale problemer.
Det gjaldt også for funktionalisterne, hvis mål først og fremmest var at afskaffe usunde boliger. Som deres russiske revolutionære venner konstruktivisterne formulerede det, skulle målet være »bestemt af det sociale indhold« og det krævede at arkitekterne tog klar stilling til »den radikale transformation af eksisterende koncepter af samfundsudviklingen«, altså udvikling af socialisme.
Det ideologiske udgangspunkt for funktionalisterne gælder stadig for store dele af arkitektstanden. Den tager fortsat ikke politisk stilling til årsager og til løsninger på fattigdom og sociale problemer. I dag forfølger standen i endnu højere grad konstruktivisternes beskrivelse af forskellige arkitekternes mål fra 1921: »målet for den traditionelle arkitekt er alene bestemt af hans kontrakt med bygherren«.
Standen ignorere fortsat den politiske samfundsanalyse og forsætter med at bilde os ind, at man kan løse sociale og samfundsskabte problemer gennem ændringer af det fysiske miljø.
Nu med boligsociale indsatser, frem for større samfundsændringer.
Morten Kabel og Jane Sandager erkender dog: «Der skal grundlæggende forandringer til gennem langsigtede investeringer og positiv særbehandling af de udsatte byområder. De er blevet placeret i en isolation, fordi mange af de udsatte byområder er skabt som isolerede øer uden naturlig kontakt til de omgivende byer. Derfor skal investeringerne i gennemgribende fysiske forandringer gå hånd i hånd med sociale indsatser i form af bedre normeringer i børnehavner med mange børn af socialt udsatte forældre og gode uddannelsesmuligheder for unge på kanten af arbejdsmarkedet.«
De skriver desuden:
»Sideløbende har Københavns Kommune sammen med de almene boligselskaber skiftet fokus i sin indsats i arbejdet med de udsatte byområder. Nu vil vi tænke bredt, langsigtet og helhedsorienteret i stedet for at sætte ind med ukoordineret symptombehandling af problemer som kriminalitet, arbejdsløshed og lav uddannelsesgrad.
Der findes dokumentation for, at gennemgribende fysiske indsatser i samspil med sociale indsatser medfører sociale forbedringer for såvel den enkelte beboer som for boligområdet.
At vi kalder forandringerne gennemgribende, skyldes, at man ændrer grundlæggende ved bystrukturen i området. Det vil sige, at man ændrer på den logik, som ligger bag opførslen af bygningerne. Det er vigtig at være opmærksom på, at nogle af de målbare effekter skyldes, at boligområdet efter omdannelse kommer til at fremstå så attraktivt, at det fører til øget søgning fra nye beboertyper, som har højere indtægt, højere uddannelse etc. Det vil sige, at de arkitektoniske forandringer har gjort området attraktivt for nye beboertyper, som tidligere ikke var interesserede i at bo der.«
Det er muligt at stigende ejendomspriser, kapitaliseringen af andelsboligen har medført, at nogen nu vælger at flytte ind i sociale boligbyggerier, og det, at man også har indført en positiv særbehandling af lejere med gode indtægter, har da nok haft en vis effekt.
Men langsigtet og helhedsorienteret indsats mod al den arbejdsløshed, stress, psykiske, sociale og økonomiske problemer, som er koncentreret i visse dele af det almennyttige, kan jo ikke løses med fysiske forbedringer.
Jeg har boet i København hele mit liv, og er meget overrasket over nedenstående udsagn:
»I dag bor vi mange forskellige typer af mennesker sammen i byerne, fattige og rige, mennesker med forskelligt værdigrundlag, forskellig baggrund og forskelligt udsyn. For at de forskelle skal kunne eksistere smidigt, trygt og afbalanceret sammen, er der brug for, at byens fysiske udformning gør det nemt for os at forstå og afkode det fysiske miljø, gør os trygge og sikre, giver os oplevelser af høj kvalitet, og skal vi effektivt komme nogle af de udfordringer, vi har med socialt udsatte boligområder, i møde, kræver det, at tilgangen til projektstøtte ændres.«
Vi har altid boet mange forskellige typer og klasser sammen i byen. Der har altid været kvarterer, hvor nogen var mere rige end andre, og man har altid haft forskellig baggrund og udsyn.
Problemet handler ikke om at afkode det fysiske miljø, men at afkode hinanden. Og det har småborgerskabet og middelklassen med højere aspirationer altid haft problemer med. For dem handler det om, at hver passer sit og sørger for, at facaden er i orden. Det er det, der er så pinligt ved at bo i fattigkvarterne, fattigdommen er så forbandet synlig.
Arkitektens trøst er en frodig plante, der kan dække over meget grimt, og ikke mindst bygningers revner og forfald, så de ser pæne ud. Men planten kan ikke løse det grundlæggende ved huses fejlkonstruktioner.
Det samme gælder for samfundets og boligmarkedets iboende uretfærdigheder.
Et medlem af et socialistisk parti kan ikke nøjes med blot at se på fysiske og sociale indsatser i almene boligbyggerier, og da slet ikke ignorere, at den førte boligpolitik, såvel som social- og arbejdsmarkedspolitikken, er en del af klassekampen. Det vil sig: knyttet tæt sammen med produktions- og ejendomsforholdene.
Socialistisk boligpolitik handler om afskaffe privat- og bankkapitalens herredømme, både i boligsektoren og i ejerskabet til jorden.
Boligkamp er ikke blot en kamp om standard eller pulje- og støttemidler til renoveringer og sociale indsatser, men også en kamp om råderetten til en menneskelig bolig for alle.
Selvom det ikke er muligt her og nu, skal vi huske at sige det højt.
Hanne Schmidt er arkitekt og medlem af Enhedslisten
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96