Små billige kameraer viser et andet Kina

Kinesiske film-instruktører inddeles af en eller anden mærkelig grund i generationer, hvilket især er sært, fordi man mest begyndte at gøre det omkring den femte generation, og så baguddatere. Den femte generation blev bremset efter Tiananmen i 1989, den sjette piblede først frem omkring årtusindskiftet. Og nu begynder inddelingen så småt at gå i smadder, for folk er ikke helt klar over, om vi nu er kommet til en generation syv, eller hvad der sker. Nogle kalder det generation D, eller dGeneration. For Digital. Og for Dokumentar.

Digitale dokumentarer spiller en kæmpe rolle i kinesisk film for tiden, i hvert fald i udlandets øjne. Udviklingen har givet instruktørerne mulighed for at filme uden for systemet, med små billige kameraer, men det betyder så også, at det er svært at få vist filmene i Kina. Inde eller uden for systemet, det er måske det vigtigste dilemma i kinesisk film for tiden. Det kunne ses i to glimrende dokumentarer i går.

Zhao Liang: Behemoth

Zhao Liang har prøvet mange ting i sin karriere. Petition fra 2009 var en rigtig Generation D film, et portræt filmet over 12 år af kinesiske indbyggere, der forsøgte at anmelde korruption hos regimet, og den vold og undertrykkelse, som fulgte med. Together fra 2010 var tværtom en film lavet med regimet, om det i Kina kontroversielle emne AIDS, hvilket betød det reelt var så som så med informationen i filmen, og Zhao Liang blev kraftigt kritiseret af tidligere venner for at have solgt ud.

Behemoth er en tredje vej: Lavet hovedsagligt for europæiske penge, især fra ARTE France, med premiere på Venedig Film Festivalen, og en ret typisk europæisk æstetisering. Eller måske en amerikansk, filmens titel bringer naturligvis mindelser om Harvard SEL’s nyklassiker Leviathan, der skildrede en fiskerkutter som et havmonster (og som SKAL ses på søndag, hvis man ikke har set den allerede).

Nu er det et landmonster, men det er lidt sværere at finde ud af, hvori monsteret består. Monsteret er det gigantiske mine-system, der æder bjergene og al naturen derpå, og tager arbejdernes helbred med sig i faldet. Måske er Behemoth kul-forekomsterne? I hvert fald synes det noget internt i verden, ikke enkelte maskiner eller mineskakter, men noget i sin helhed, som æder. Filmen starter f.eks. med tavse blik udover de udgravede skråninger, hvor pludselige eksplosioner får jorden til at falde sammen.

Den mest direkte leflen for det europæiske publikum er en ramme der er taget fra Dante’s Guddommelige Komedie. En nøgen mand lægger i landskabet, og hans voiceover klager over, hvad han ser i et helvedesdyb, på et skærsildsagtigt bjerg, og til sidst i en kold og steril himmel. Der er også en ihærdig brug af spejle til at lave skæve og mærkværdige billeder, som får billederne til ikke at passe sammen, som var verden gået af led.

Det er uden tvivl en god film, med stærke billeder om et vigtigt emne. Men jeg kan ikke slippe en følelse af, at det er en film, hvor instruktøren har tilpasset sin stil et andet publikum. Hvilket er vildt strengt at sige, for det er jo gjort af nød, fordi det ganske enkelt ikke er til at få penge til at lave de her film tilpasset et kinesisk publikum. Det er snyd og i sig selv en tragisk undertone til filmen.

Du Haibin: A Young Patriot

Du Haibin’s film er til gengæld en rigtig D-film, og en god en af slagsen. Vi følger unge Zhao Chantong over fem år, mens han langsomt udvikler sig fra fanatisk parti-soldat, der i filmens start går klædt i Mao-uniform, svinger en rød fane og skriger om japanernes uretfærdigheder mht Diaoyu-øerne (som kineserne kalder dem), hen mod en mere skuffet og spørgende universitetsstuderende.

Filmen er blot optaget på digitalt kamera - uden for mange dikkedarer - følger det meste af tiden blot Zhao, mens han studerer, rejser til provinsen for at undervise børn fra Yi-etniciteten, og til sidst vender tilbage til hans landsby, hvor de lokale myndigheder vil rive hans bedsteforældres hus ned uden den store medfølelse med deres liv. Det er ganske simpelt men såmænd også ganske stærkt. Filmen siger en hel masse om den kinesiske ungdom, og kommer formentlig aldrig til at kunne blive vist til præcis den ungdom. Måske via ulovlige dvd’er, hvem ved.

Det er et portræt af et Kina, hvor studerende stadig får forelæst, hvordan verden hænger sammen uden at skulle stille for mange spørgsmål, men hvor spørgsmålene ikke kan lades ude, når Bo Xilai først er en helt og senere den helt store skurk, eller når parolerne om fremskridt viser sig at have svært ved at slå til i mudderhytterne ude i provinsen, uden elektricitet, infrastruktur eller noget som helst.

Der er Mao-kitsch og beatboxing, gamle kinesiske sange, propagandistiske eller fra gamle operaer. Der er drukture, hvor alle sandheder lægges på bordet, og vrede/skuffede monologer om skuffelserne over samfundet. Det er en typisk kinesisk lille dokumentar, som måske ikke har de store ambitioner om at hæve sig over mængden. Men den er virkelig interessant og god.

Behemoth vises igen lørdag d. 7/11 kl 16:40 og lørdag d. 14/11 kl 21:30, begge gange i Dagmar.

A Young Patriot vises igen søndag d. 8/11 kl 21:30 i Palads, og søndag d. 15/11 kl 18:30 i Cinemateket.