Slutrapport i neoliberalismens tegn

Der ER fornuftige enkeltforslag i Produktivitetskommissionens rapporter, MEN …

Det skal anerkendes, at der rundt omkring i Produktivitetskommissionens rapporter ER løsningsforslag som i sig selv og isoleret set er skridt i den rigtige retning fx om bedre produktivitetsstatistik, stærkere konkurrencelovgivning, offentligt afbureaukratisering, øget kvalitet i uddannelsessystemet og stærkere beskatning af fast ejendom.

Problemet er blot, at træerne ikke vokser ind i himlen: De enkeltstående fornuftige forslag modvirkes helt og aldeles af den gennemgående markedsøkonomiske og neoliberalistiske trend i Produktivitetskommissionens anbefalinger.  

At styrke konkurrencelovgivningen fx er i sig selv en god ting, problemet er bare, at det er helt utilstrækkeligt til at tage kampen op med de store danske koncerners markedsmagt, der skal en helt anden holdning og vilje til at gennemføre priskontrol, påbud om ophævelse af indbyrdes afstemning af priser og i sidste ende om at opløse markedsdominerende koncerner til for reelt at ændre noget. Men det viger Produktivitetskommissionen tilbage fra at foreslå.

Regelforenkling og afbureaukratisering indenfor det offentlige er også i sig selv udmærket. Problemet er blot, at Produktivitetskommissionen ikke tager et opgør med den NPM politik, som netop i stor udstrækning har medført stigende kontrol - og dokumentationskrav inden for det offentlige de sidste årtier. Tværtimod at tage et opgør med NPM, foreslår Produktivitetskommissionen det videreført – og med mere af det samme er det svært at tage Produktivitetskommissionens kritik af bureaukratiseringen og forslag om at begrænse det alvorligt.

Og det er i sig selv udmærket, hvis beskatningen af fast ejendom skærpes, idet det vil indebære en rimeligere fordeling af skattebyrden. Problemet er blot, at Produktivitetskommissionens øvrige skatteforslag handler primært om lettelse af virksomheds-, erhvervs – og kapitalbeskatning samt om svækkelse af progressionen i beskatningen af arbejdsindkomst gennem lettelse af topskatten. Dvs. om at lempe beskatningen for de økonomisk set bedst stillede.

Den gennemgående trend hos Produktivitetskommissionen handler om markedsøkonomisk og neoliberalistisk inspirerede løsninger

Produktivitetskommissionens enkeltstående fornuftige løsningsforslag overskygges af, at produktivitetskommissionens anbefalinger grundlæggende og gennemgående handler om markedsøkonomiske og neoliberalistiske løsningsmodeller.

I den private sektor handler Produktivitetskommissionens anbefalinger om at give markedskræfterne fri gennem liberalisering, deregulering og fri markedsudvikling.

Og i den offentlige sektor følger Produktivitetskommissionens anbefalinger samme markedsøkonomiske og (neo)liberalistiske logik: De handler om øget konkurrence og markedsgørelse, mål og resultatstyring og styrket ledelse – med andre New Public Management - for at øge produktiviteten i den offentlige sektor – parallelt med den overordnede markedsøkonomiske og (neo)liberalistiske logik i anbefalinger for den private sektor.

Det samme gælder Produktivitetskommissionens anbefalinger på andre væsentlige områder såsom uddannelsesstøtte og skat.  Det er ikke vanskeligt at identificere kommissionens forslag om at erstatte SU med lån og/eller indføre brugerbetaling for videregående uddannelse som udsprunget af en neoliberalistiske tankegang – forslagene er da for længst også lanceret af den højreorienterede, neoliberalistiske tænketank CEPOS.

Og at forslagene om at reducere eller afskaffe topskatten har sine rødder i den neoliberalistiske lejr turde være evident for de fleste.

Vi ser med andre ord en produktivitetskommission i (neo)liberalismens tegn.

Skævvridning af analyse om privat sektor

Den neoliberalistiske tilgang i anbefalingerne fra Produktivitetskommissionen er IKKE noget, som pludselig og løsrevet dumper ned fra himlen uden sammenhæng med Produktivitets-kommissionens analyser af produktivitetsproblematikken.

Det må anerkendes, at der er punkter i analyserne, hvor man må være enig med kommissionen. Det gælder fx, at der er en række statistiske problemer med de pt. tilgængelig data og målemetoder vedr. produktivitet eller at der navnlig siden 1995 er et betydeligt produktivitetsproblem i dansk økonomi og at der er et særligt problem i den private servicebranche (jf. dog nedenfor).

Figur: Vækst i timeproduktivitet, private byerhverv. [1]

 Men på en række væsentlige punkter lider Produktivitetskommissionens analyser under en ”bias”, hvor kommissionen drejer – nogle ville måske sige skævvrider - data og analyser for at kunne nå frem til konklusioner, der passer med de anbefalinger man senere fremlægger.

Hvad angår analyserne af produktivitetsproblematikken i den private sektor gælder det for Produktivitetskommissionens ”frifindelse” af kapitalens bidrag til produktivitetsvækst og dermed af utilstrækkelige erhvervsinvesteringer som ansvarlig for den svage produktivitetsudvikling de seneste 15 -20 år, idet Produktivitetskommissionen i stedet udpeger et fald i TotalFaktorProduktiviteten som årsag til den samlede svage produktivitetsvækst.  

Figur: Vækstregnskab for timeproduktiviteten 1995 – 2011 ifølge Produktivitetskommissionen. [2]

En frifindelse, som sker på trods af, at Danmarks Statistiks og Økonomiministeriets vækstregnskaber peger på investeringsudviklingen som den centrale faktor og på trods af, at investerings-statistikken viser aftagende vækst i kapitalintensiteten og i kapitalapparatet siden 1995. som årsag hertil.

Figur: Dekomponering af vækst i arbejdsproduktivitet (markedsmæssige økonomi) ifølge Danmarks Statistik. [3]

Men det er næppe tilfældigt, at Produktivitetskommissionen således frifinder erhvervslivet for ansvar for produktivitetsproblemerne, men afspejler snarere, at kommissionen så langt fra at være kritisk overfor den private sektor tværtimod ønsker at udbrede private løsninger til den offentlige sektor.

Skævvridning af analyse om offentlig sektor

Også omkring den offentlige sektor drejes de tilgrundliggende data og analyser væk fra reelle og dokumenterede sammenhænge. Her vælger Produktivitetskommissionen at se bort fra de af EU besluttede og af Danmarks Statistik gennemførte output – baserede produktivitetsanalyser, som på grundlag af stigende produktion af ydelser viser en på den ene side ikke uvæsentlig, men på den anden side dog begrænset produktivitetsstigning i den offentlige sektor, hvor de tidligere inputbaserede målinger -  som Produktivitetskommissionen henholder sig til -  ingen produktivitetsudvikling viste i den offentlige sektor.

Figur: Offentlig produktivitetsudvikling 2000 – 2010 med input og outputbaseret måling. 2000 = 100. [4]

Ved at bortse fra disse dokumenterede realiteter omkring produktivitetsudviklingen i den offentlige sektor skaffer Produktivitetskommissionen sig et frirum til – på basis af indtil videre mere eller mindre spekulative undersøgelser - i stedet at male et billede af enorme ”produktivitetspotentialer” på 46 mia. kr. i den offentlige sektor, der er helt ude af trit med, hvad statistikken viser om den faktiske langt mere begrænsede produktivitetsvækst i den offentlige sektor.

Tabel: Af Produktivitetskommissionen angivet besparelse ved produktivitetsgevinst på 10 pct. i den offentlige sektor. [5]

Med andre ord er det som Produktivitetskommissionen lægger op til ikke effektivisering, men massive nedskæringer og besparelser på den offentligt leverede kernevelfærd. Med store skattelettelser som lokkemad for politikerne.

Skævvridning af analyse om offentlige udgifter og skatter

Endelig er også Produktivitetskommissionen syn på skatternes funktion ensidigt og forenklet. Produktivitetskommissionen ser bort fra at skatter i den universelle model i stor udstrækning er en anden måde (end fx forsikringer og brugerbetaling) at betale for velfærdsydelser på. I stedet fokuserer kommissionen alene på skatter som et privatøkonomisk tab, hvorved bolden er lagt tilrette for kommissionens neoliberalistisk inspirerede forslag om at reducere top – og erhvervsbeskatning.

Figur: Rangordning af forskellige skatters skadeeffekt på væksten ifølge Produktivitetskommissionen. [6]

I virkelighedens økonomi finansierer skattebetalingerne set over en bred kam de offentlige mere eller mindre gratisydelser, som borgerne til gengæld modtager.  Hermed er skat jo ikke bare et tab, men en betaling, for hvilken skatteborgerne får offentlige ydelser tilbage. Skat er med andre ord i virkelighedens verden i den skandinaviske model, hvor universelle offentlige ydelser finansieres via skattebetalinger blot en anden, ikke mar­kedsmæssig måde at betale for offentlige ydelser.

Skat er ikke bare et tab, men noget for noget

Undersøgelse efter undersøgelse af danskernes holdninger til velfærdsamfundet har da også vist, at danskerne ikke er så optaget af niveauet for skatterne og omfanget af skattebetalingerne, men langt mere optaget af, at den offentlige service har en god kvalitet og at den bliver bedre, fx ved at køer og ventelister reduceres.

Tvivlsomt dokumenterede, ideologisk farvede og ulighedsskabende løsningsforslag.

Det problematiske grundlag og den ideologiske farvning gælder også for en række af Produktivitetskommissionens anbefalinger.

Først og fremmest gælder det argumentationen bag forslagene om at det skulle øge produktivitet og effektivisering i den offentlige sektor og give store besparelser at øge udbud og udlicitering i den offentlige sektor.

Som det fremgår tidligere er der ikke dokumentation i kvalificerede videnskabelige undersøgelser for, at udlicitering af offentligt opgaveløsningen indebærer øget effektivitet og giver besparelser.  Tværtimod er der en række ting, som tværtimod trækker i retning af, at udlicitering og offentligt-private partnerskaber medfører ringere kvalitet og øgede omkostninger for det offentlige, navnlig på længere sigt.

Men det problematiske grundlag og den ideologiske farvning gælder fx også argumentationen om, at lettelse af topskat mm. skulle øge produktivitet og vækst så meget, at det bliver ”en gratis omgang”, ja endog vil give overskud. 

Nærmere betragtet viser afskaffelse af topskatten som tidligere fremgået på ingen måde at være selvfinansierende, men at skulle finansieres af ringere indkomstudvikling for offentligt ansatte og mennesker på overførselsindkomster. Og grundlæggende set bygger hele påstanden om, at sænkning af skatterne gennem øget arbejdsudbud vil skabe øget beskæftigelse, vækst og dermed øgede skatteindtægter på en forenklet og urealistisk økonomiske teori om, at øget udbud af sig selv skaber øget beskæftigelse.

I det hele er Produktivitetskommissionens anbefalinger i høj grad farvet af neoliberalistisk og udbudsøkonomi tænkning og dertil svarende løsningsmodeller.

Der er tale om anbefalinger som hermed for det første vil føre den danske samfunds – og velfærdsmodel i en mere (neo)liberalistisk retning, det gælder fx forslagene om mere liberalisering af den private sektor og forslagene om øget privatisering og udlicitering i den offentlige sektor.

Men disse anbefalinger vil for det andet på en række punkter vende den tunge ende nedad og øge uligheden. Det gælder fx forslagene om at erstatte SU med lån og/eller øget brugerbetaling på videregående uddannelser. Og det gælder navnlig klart forslagene om at lempe top – og erhvervsbeskatningen og dermed lette skatterne for de økonomisk mest velstående.

Samtidig er det tvivlsomt, hvorvidt kommissionens hovedforslag faktisk vil øge produktiviteten. Hvis hovedproblemet i den private sektor er, at virksomhederne takket være neoliberalistisk inspireret økonomisk politik ikke har investeret, hjælper mere frihed til og forkælelse af virksomhederne jo ikke noget.

Og hvis øget udlicitering i den offentlige sektor på sigt indebærer ringere kvalitet og serviceniveau i det offentlige ydelser og øgede omkostninger for det offentlige er det vanskeligt at se, at der hermed er vundet noget økonomisk.

Er Produktivitetskommissionen en ”trojansk hest” i den offentlige sektor?

Jf. indledningsvist til del II må man da også spørge sig selv om, hvad der ligger bag en angivelig centrum venstre – regerings udpegning af denne Produktivitetskommission.

Det kan i hvert fald ikke komme bag på nogen, at Produktivitetskommissionens analyser og anbefalinger har denne markedsøkonomisk og (neo)liberalistiske tilgang.

For jf. foran så har de centrale medlemmer af Produktivitetskommissionen hele tiden støttet markeds – og udbudsøkonomiske reformer og hele tiden støttet skattelettelser og velfærdsbesparelser – med andre ord hele tiden støttet en borgerlig, (neo)liberalistisk økonomisk politik.

At det igen er sådanne reformer og en sådan økonomisk politik man taler for i Produktivitetskommissionen er følgelig logisk.

Den ene mulighed er, at det faktisk alligevel er kommet bag på de politiske opdragsgivere, at det er markedsgørelse, liberalisering og New Public Management, som er Produktivitetskommissionens løsningsmodeller. Og at det er kommet bag på dem, at hovedangrebsfeltet tydeligt er den offentlige sektor

I så tilfælde er Produktivitetskommissionen så at sige hoppet ind i en trojansk hest og har rullet den ind i den offentlige sektor. Og når de sidste rapporter er offentliggjort af kommissionen, starter kampen om at massakrere velfærden.

Eller er regeringen på vej mod mere NPM, udlicitering og privatisering og liberalisering?

Den anden mulighed er, at regeringen – i hvert fald den toneangivende økonomiske ministre Corydon, Vestager og Thorning – udmærket var - og er – klar over, hvad de gjorde og hvad Produktivitetskommissionens ”medicin” handler om.

Vi har at gøre med en regering, som efter valg forlod det politiske alternativ man gik til valg på og i stedet har overtaget en borgerlig, mere eller mindre (neo)liberalistisk præget økonomisk politik med udbudsøkonomiske reformer, skattelettelser og velfærdsbesparelser.

En regering, hvor de 4 toneangivende socialdemokrater, fremover har opgivet at føre fordelingspolitik og sociale reformer, og hvis seneste vækstplans eneste bud på fremgang er at føje erhvervslivets krav om skattelettelser, velfærdsbesparelser, øget arbejdsudbud og løntilbageholdenhed.

Og hvori indgår ikke mindst som finansiering heraf indgår, at realvæksten i den offentlige sektor frem til 2020 skal skæres ned til 0,5 % årligt i gennemsnit og der yderligere herudover skal ”effektiviseres” i den offentlige sektor for 12 mia. kr. frem til 2020. Ikke mindst gennem forringelser af medarbejdernes arbejdstidsregler således om eksemplet fra lærernes arbejdstidsaftale har vist.

Her kan man forestille sig, at disse borgerligt tænkende økonomiske ministre i regeringen ganske kynisk vil bruge Produktivitetskommissionens forslag som legitimation af på et tidspunkt at gennemføre overenskomstforringelser, velfærdsbesparelser og udliciteringer– nu med ”topøkonomernes” tilsyneladende objektivitet og saglighed som legitimitet som ny ”modernisering” og ”nødvendig politik”.

Det vil dog næppe ske på denne side af det forestående folketingsvalg. Men skulle denne regering mod forventning blive genvalgt, skræmmer sporene fra valget i 2011, hvor man gik til valg på velfærdsfastholdelse, men efter valget overtog den borgerlige økonomiske politik.

Og skulle folketingsvalget i stedet ende med den forventede borgerlige regering er der næppe tvivl om, at den med kyshånd vil tage Produktivitetskommissionens forslag til sig og benytte dem som afsæt for en yderligere liberalistisk drejning af den danske velfærds- og samfundsmodel og for en yderligere tilbagerulning af velfærdstaten.

KONKLUSION:

Der ER løsningsforslag fra Produktivitetskommissionen som i sig selv og isoleret set er skridt i den rigtige retning.  Men produktivitetskommissionens analyser og anbefalinger er i alt for høj grad farvet af neoliberalistisk og udbudsøkonomisk tænkning og dertil svarende løsningsmodeller.

Der er for det første tale om anbefalinger som for det første vil føre den danske samfunds – og velfærdsmodel i en mere (neo)liberalistisk retning, det gælder fx forslagene om mere liberalisering af den private sektor og forslagene om øget privatisering og udlicitering i den offentlige sektor.

Men disse anbefalinger vil for det andet på en række punkter vende den tunge ende nedad og øge uligheden. Det gælder fx forslagene om at erstatte SU med lån og/eller øget brugerbetaling på videregående uddannelser. Og det gælder navnlig klart forslagene om at lempe top – og erhvervsbeskatningen og dermed lette skatterne for de økonomisk mest velstående.

Samtidig er det tvivlsomt, hvorvidt kommissionens hovedforslag faktisk vil øge produktiviteten. Hvis hovedproblemet i den private sektor er, at virksomhederne på trods af skattenedsættelser og øget privat forbrug ikke har investeret tilstrækkeligt i en årrække, hjælper mere frihed til og forkælelse af virksomhederne jo ikke noget.

Og hvis øget udlicitering i den offentlige sektor på sigt at resulterer i ringere kvalitet og serviceniveau i det offentlige ydelser og øgede omkostninger for det offentlige er det vanskeligt at se, at der hermed er vundet noget økonomisk.

Henrik Herløv Lund, økonom og velfærdsforsker - cand. scient. adm.
Ikke partitilknyttet

                                                                               
HENVISNING:

Den fulde kritiske rapport på 120 sider kan læses på min hjemmeside på følgende link:
http://www.henrikherloevlund.dk/artikler/Produktivitetskommissionensslutrapport-kritiskrapport.pdf

Jeg udgiver nyhedsbrevet KRITISKE ANALYSER" (om velfærd, økonomi og neoliberalisme).

Vederlagsfrit abonnement kan tegnes ved at maile til herloevlund@mail.dk

Alle rapporter og artikler kan downloades på henrikherloevlund.dk under "Artikler og rapporter"