Slagsmål og diskussioner - livet omkring Politisk Revy

Bente Hansen, mangeårig venstrefløjsdebattør og feminist, har i maj 2014 udgivet erindringsbogen Historien findes, der er en fortælling om en barndom og opvækst i Vestjylland og livet på den politiske venstrefløj i København

Modkraft bringer et uddrag om årene som redaktør på venstrefløjsbladet Politisk Revy.

Hør også interview med Bente Hansen på Faglitteratur på P1 om erindringsbogen Historien Findes.

Bente Hansen blev i foråret 1966 kontaktet af forfatteren Jesper Jensen, som var sendt ud for at spørge, om hun ville gå ind i redaktionen af det genopståede Politisk Revy.

Og det blev en hovedaktivitet for hende de næste fem år.

Bladet var startet et par år tidligere, men gik hurtigt ned med dårlig økonomi. Det genopstod dog snart, og redaktionen bestod nu af Jesper Jensen (ansvarshavende), Ulf Christiansen, Andreas Jørgensen, Sven Holm, Ebbe Reich, Preben Wilhjelm og Bente Hansen, og blandt de faste skribenter var Ivan Malinovski, Villy Sørensen og Carl Scharnberg.

Da Ebbe Reich forlod redaktionen i 1967, overtog Bente Hansen den daglige ledelse, og bladet blev en central stemme i de følgende års oprør, Vietnambevægelse, kulturrevolution og politiske aktiviteter.

Det som senere blev kaldt 68-oprøret:

I foråret løb Politisk Revy ind i endnu en sag, hvor myndighederne viste os, at de fulgte nøje med i, hvad vi lavede.

Vi udkom med nummer 100, og det faldt tilfældigvis sammen med 5. maj det år. Her mente vi, der var en god lejlighed til at få sagt fem-seks ting om NATO og vores lands haledikkende forhold til krigen i Vietnam.

Vi pyntede et par store dobbeltsider op med nydigtede befrielses-sange og genoptrykte et Danmarkskort, som også var bragt i nr. 81. Denne gang tilføjede vi et par steder, som efter vores mening viste vores tilknytning til USA’s miltærindustrielle kompleks.

Meningen var at understrege vores både moralske og faktiske andel i deres krig.

Vi markerede nogle militæranlæg og satte nogle lyttestationer på kortet, hvoraf nogle var kvalificerede gæt. Da trykningen afstedkom en fejlplacering af farverne, var det hele faktisk ganske upræcist.

Vi skrev nogle adresser på amerikanske firmaer, militær- og ambassadefolk, og jeg mener stadig, at telefonbogen var det sted, vi fandt de oplysninger. Selv skrev jeg en slags oversigtsartikel om, hvordan

USA brugte sine forskningsdollars i det militære samarbejde med NATO-landene. Gennem hele opslaget blev der anbragt den samme vignet: nogle fine vinduer med tændte stearinlys for befrielsen i 1945.

Det bragte vores efterretningstjeneste op af stolene (troede vi), men det viste sig dog snart, at det var herboende amerikanske sikkerhedsfolk, der havde taget affære.

De henvendte sig nemlig til det danske politi og fik dem til at indkalde den ansvarshavende for nummeret, en funktion, vi lod gå på skift fra gang til gang. Denne gang var det Jan Bredsdorff, og han mødte op på Politigården, hvor en midaldrende politimand, James Petersen, tog ham i forhør.

I samtalens løb blev hr. Petersen ved at fremhæve den lille vignet med de oplyste vinduer, for som han sagde, så kunne de kun være opfordring til at knuse ruder.

Jan fastholdt, at de var en opfordring til at sætte lys i vinduet den 4. maj, men James Petersen advarede Jan om, at han kunne sætte ham seks måneder i fængsel, hvis han ikke fortalte, hvem der havde lavet de sider.

Jan nedskrev så meget af forhøret, som han kunne huske, og vi bragte det i bladet, men Søren Søltoft benyttede selvfølgelig den sjældne lejlighed til at indstævne politifolkene for ikke at have oplyst Jan om en sigtets rettigheder.

Det var ved de efterfølgende retsmøder, vi fik bekræftet, at amerikanerne havde bedt det danske politi tage affære, for det meddelte James Petersen uden at blinke. Det var ganske usædvanligt, at den slags blev erkendt i al offentlighed, men vi selv var nu ikke overraskede.

Det var en lille sag, men den fik betydning for den store Kejsergadesag, som fulgte året efter, og hvor det samme Danmarkskort kom til at spille en vigtig rolle. Sagen om de oplyste vinduer fortonede sig et sted i mørket.

Året var det historiske 1968, og der skete noget hele tiden i de miljøer, hvor jeg kom.

Den hidtil største og vildeste demonstration fandt sted i forsommeren foran den amerikanske ambassade med mere end ti tusind deltagere.

Det endte med nogle kanonslag og vildt slagsmål, hvor nogle flygtede ned i Østre Anlæg, andre slog igen, og en betjent fik slået sin hjelm af. Det var, før de nu så kendte kampuniformer blev taget i brug, og hjelmen kom til at indgå som et kuriøst efterspil i retten. Det blev en langvarig proces, og det hele skabte endnu mere forbitrelse mellem politiet og demonstranterne.

På universitetet blev først en afdeling besat, og senere det hele, men det endte fredsommeligt, og der var ikke store retlige efterspil bortset fra en del pressesnak om rektors cigarer og sherry.

Rektor var i de år Mogens Fog, som havde en gloriøs fortid i modstandskampen, og det var måske medvirkende til, at han tog det hele ret afslappet i forhold til både politi og demonstranter.

Men det store nybrud på universiteterne var i gang, og der var voldsomt røre blandt de studerende.

Der var Tjekkoslovakiet, hvor Sovjet greb uhørt voldeligt ind, og der var en længere diskussion omkring et manifest, et ’nødråb’, som en gruppe intellektuelle og kunstnere i Tjekkoslovakiet angiveligt havde sendt ud.

I vores redaktion mente vi fra starten, at det lugtede langt væk af et falsum, hvilket det også var, men til gengæld tog vi, ligesom de hjemlige politikere, fejl af Sovjets vilje til magt i Tjekkoslovakiet.

Både jeg selv og bladet blev hele tiden gået efter med en tættekam af den borgerlige presse, og vi måtte ustandseligt gøre rede for, om ’vi nu gik ind for vold’.

Jeg prøvede at forklare, at det vel nærmest var USA og deres partnere, der udøvede vold, og ikke så lidt endda, men der var stor nidkærhed om det punkt.

Jeg stillede blandt meget andet op til et interview i Jyllands-Posten, hvor jeg blev sat helt uden for det demokratiske selskab, fordi vi i bladet havde støttet en demonstration imod Moralsk Oprustning.

Intervieweren triumferede over, at jeg havde tabt en diskussion med Per Hækkerup og Ole Bjørn Kraft, og det kan såmænd godt være, men det var også et rovdyragtigt selskab at være i.

Intervieweren spurgte spydigt, hvad mine forældre dog var for nogle, og jeg sagde, at min far var død, men havde været dyrlæge, og min mor var lærer i et nordjysk sogn. Hertil konkluderede han hurtigt, at det altså var ‘ånd, der var løbet af sporet’.

Han spurgte også, om jeg sigtede efter en politisk karriere, og jeg svarede, som sandt var, at den slags ikke var på mit tapet.

Det meste af pressen følte, der var frit valg på alle hylder, når vi skulle mistænkeliggøres, og vi vidste, at vi måtte tage skraldet.

Sådan gik månederne med slagsmål og diskussioner, og jeg modtog undervejs adskillige anonyme trusselsbreve og sære pornografiske pakker. Der var som regel ikke andet at gøre end at kyle det hele i skraldespanden, for politiet ville have grinet højt, hvis jeg var kommet og havde beklaget mig til dem.

Det er i øvrigt stadig sådan, at kvinder, som stikker næsen for langt frem, får langt flere af den slags små opmærksomheder, end mændene gør.

Det vigtigste for mig var, at vi havde et stærkt sammenhold på bladet og i skribentkredsen, og ikke mindst at vi havde en bestyrelse, som altid var et sikkert værn.

Der var desuden en stor kreds, som støttede os og bidrog med artikler og informationer, selv om honorarer og lønninger var små. Vi overlevede med et konstant underskud og dygtige regnskabsførere, som også var gamle aktivister.

Miljøet var vidende og nytænkende, og jeg kan helt tilslutte mig det, som Ebbe senere skrev i sine Mands Minde-erindringer:

»Det var en intens, stædigt argumenterende, men fordomsfri gruppe. Min politiske bevidsthed blev både udvidet, justeret og skærpet i den periode. Den har, må jeg nok indrømme, aldrig nogensinde før eller siden været i så fin form.«

Bente Hansen: Historien findes: Erindinger. 

. Gyldendal 2014. 356 sider. Vejledende udsalgspris: 279,95 kroner.

Modkraft bringer senere i juni en anmeldelse af bogen.

Se også links om Bente Hnsen på Bibliotekets tidslinje 4. marts 1940.