Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
Erindring
23. august 2016 - 13:09

Skurke bliver helte: I Ukraine hyldes jødemordere

ANALYSE: En af hovedgaderne i Kiev er blevet omdøbt til Stepan Banderas Avenue til minde om den ukrainske fascistleder, der medvirkede til mord på titusindvis af jøder, polakker og socialister under Anden Verdenskrig. Tidligere sovjetrepublikker genopretter det gode navn og ry hos fascistiske bevægelser eller kollaboratører med Nazityskland, skriver historiker.

I midten af juli blev en af hovedgaderne i Kiev i Ukraine omdøbt til Stepan Banderas Avenue til minde om den ukrainske fascistleder, der myrdede titusindvis af jøder, polakker og socialister under Anden Verdenskrig.

Historiker Håkan Blomquist skriver her om, hvorledes skurke og helte bytter plads i historien. 

»Forstil dig, at du går tur i din hjemby og rundt om hjørnet støder du så på en gade, som netop er blevet omdøbt til Adolf Eichmanns Vej (tysk SS-officer, red). Dette er mere eller mindre, hvad der sker i dagens Ukraine. I begyndelsen af juli blev et af Kievs hovedstrøg opkaldt efter Stepan Bandera. Og byen har planer om at navngive en anden gade efter Roman Sjuchevitj«.

Det er en klummeskriver i den traditionsrige jiddisch-sprogede avis Forward (Forverts), som den 2. august giver udtryk for sin forbløffelse over tavsheden om denne udvikling.

Grunden til, at amerikanske jøder ikke reagerer, tror han, er, at kun et fåtal stadig kender navnene på nazikollaboratører og antisemitiske massemordere i den tidligere østblok.

De ukrainske nationalister Stepan Bandera og Roman Sjuchevitj kæmpede på Nazitysklands side ved invasionen af Sovjetunionen i sommeren 1941. Bandera som leder af nationalistbevægelsen OUN med dens væbnede gren UPA, og Sjuchevitj, der havde kommandoen over en ukrainsk bataljon inden for den tyske værnemagt, i hvis spor fulgte massemord på jøder, polakker og kommunister.

Erklæret for nationalhelt

Banderas fraktion af OUN/UPA (kendt som OUN(B) - bevægelsen var blevet splittet) gennemførte i 1943 blodige etniske udrensninger i regionen Volynien, som var omstridt mellem Polen og Ukraine, hvor over hundrede tusinde civile polakker og jøder, heraf en stor del kvinder og børn, blev myrdet. Det polske parlament (Sejmen) vedtog her i sommers at knytte betegnelsen "folkemord" til OUN/UPAs massakrer. 

Bandera selv tilbragte størstedelen af krigsårene dels i tysk »hædersarrest« og dels i koncentrationslejren Sachsenhausen, efter at han, uden Hitlers godkendelse, havde udråbt en ukrainsk stat, ganske vist i erklæret forbund med Nazityskland, men ikke noget, der huede tyskerne. Hans bevægelse udgjorde dog en del af det fascistiske Ukraine, og fra den sovjetiske modoffensiv i 1944 og efter Banderas frigivelse kæmpede den på de tyske styrkers side under disses tilbagetog.

Bandera levede efter krigen i Vesttyskland, fra 1947 som formand på OUN/UPA i eksil, der gennem en årrække gennemførte terrorangreb i det sovjetiske Ukraine og agiterede for ukrainsk selvstændighed. Han blev snigmyrdet af en KGB-agent i München i 1959.

I dagens Ukraine er Bandera, trods bl.a. kritik fra EU-Parlamentet, blevet erklæret for nationalhelt, statuer er blevet rejst som på samlebånd, hundredeåret for hans fødsel blev fejret med et frimærke og selve dagen blev gjort til helligdag. Det ukrainske Parlament (Radaen) har endog lovgivet mod at kritisere hans gerninger.

Nationalistisk bølge

Rehabiliteringen af Bandera, ligesom af Simon Petliura, hvis ukrainske nationalister gennemførte massemord på jøder under borgerkrigen mod bolsjevikkerne 1919-20, udgør bare en del af den store nationalistiske bølge, som i tidligere sovjetrepublikker genopretter det gode navn og ry hos verdenskrigens besejrede fascistiske bevægelser eller kollaboratører med Nazityskland.

Mange af disse var nationalister, hvis centrale målsætning var at bekæmpe sovjetisk besættelse og undertrykkelse og derfor anså Hitlertyskland som en allieret, men ikke altid som en politisk model.

De mest stridbare samledes imidlertid omkring en etnisk nationalisme med stræben efter en homogen nation, hvor minoriteter skulle holdes i kort snor eller fordrives. En antisemitisme, hvor jøder blev anset som nationalt fremmede og repræsentanter for sovjetkommunismen, var nærmest en selvfølge, ligesom andre mindretal som polakker og russere i Ukraine, serbere i Kroatien eller ungarere i Rumænien heller ikke blev regnet med til nationen.

Når nationalister, som kæmpede mod Sovjetunionen, i dag rehabiliteres i Østeuropa og de baltiske lande, følger derfor antisemitisme og en undertrykkende etno-nationalisme med i købet. For ikke at tale om meddelagtigheden i massakrer og folkemord på tysk side.

I Litauen undgik historikeren Mandaugas Pocius således kun med en hårsbredde at blive tiltalt på grund af et kritisk studie af de såkaldte "skovbrødre" som helt frem til 1953 kæmpede mod den sovjetiske besættelse. I alt myrdede skovbrødrene mindst ni tusinde mennesker, der blev anklaget for samarbejde med sovjetmyndighederne, blandt dem hele familier, herunder mindst tre hundrede børn, var Pocius konklusion.

»Staten mener, at en heroiserende beskrivelse er nødvendig for at samle landet om en stolt historie,« var Pocius tolkning af myndighedernes indgreb over for ham (Universitetsläraren nr 4/16).

I Litauen blev den mest totale tilintetgørelse af den store jødiske befolkning, hvoraf 95 procent blev myrdet, for størstedelen gennemført af litauiske nationalister, allerede inden de tyske tropper nåede frem i sensommeren 1941.

"Tilintetgørelses-museer" i både Litauen og Letland tilegnes i dag hovedsageligt ikke tilintetgørelsen af den jødiske befolkning; men i stedet den sovjetiske undertrykkelse med deportationer og mord på baltiske nationalister, intellektuelle og andre, der blev set som upålidelige. 

Et forslag i sommers om at udskifte navnet på Skirpagaden i Vilnius blev afvist af byens navnekommission. Kazys Skirpa var leder af Den litauiske Aktivistfront, som stod bag massakrerne på landets jøder og samarbejdede med Nazityskland.

Da han ligesom Bandera var svær at styre, blev han dog på tilsvarende vis tilbageholdt af tyskerne i en periode, og har derfor i dagens Litauen kunnet fremhæves som en frihedshelt. 

I land efter land er historien siden 1990´erne blevet omskrevet, når tidligere skurke er blevet til nationale helte, mens de sovjetiske forbilleder er blevet kastet ud på historiens mødding. I en vis forstand er det uundgåeligt: Stalinismens forbrydelser, Gulag og massehenrettelserne har skabt grobund for at afdække og løfte historien om dem, der blev bragt til tavshed og begravet, hvor både gode og onde genopstår. Undertiden begge egenskaber hos de samme personer. Men samtidig breder der sig en ny tavshed. 

Antisemitismen

Den måske mest skræmmende af disse drejer sig om mindet om massemordet på millioner af jøder, hvor urgamle forestillinger om jøder som kristusmordere er blevet blandet med nationalistiske idéer om jøder som racefremmede og unationale parasitter og med troen på kommunismens jødiskhed.

Forestillingen om, at den sovjetiske undertrykkelse var jødisk, og at truslen mod den kristne verden kom fra "jødekommunismen", udgjorde et centralt indslag i 1930´ernes fascisme og i mange nationalistiske bevægelsers verdensbillede, ja den rakte langt ind i store dele af det borgerlige samfund. Og det gør den stadig i dag mange steder i Øst- og Centraleuropa. 

Undersøgelserne af holocaust og dennes medløbere siden 1990´erne er nu blevet mødt af en modreaktion, hvor national stolthed stilles op mod uvelkomne erindringer om massemordene.

Et aktuelt eksempel er dagens reaktion mod Jan Thomasz Gross´ og andre historikeres granskning af polsk antisemitisme og medansvar for massakrerne på landets jøder under krigen.

Det banebrydende studie Neighbors (Naboer) om, hvordan polakker myrdede deres jødiske naboer uden tysk medvirken i Jedwabne i 1941 for at få fat på deres ejendom, er blevet udsat for stadig stærkere kritik endog beskyldt for at være ren historieforfalskning.

I Lov- og Retfærdighedspartiet, regeringspartiet i Polen, skal historieskrivningen være patriotisk og fremhæve nationens heroiske fortid. Polakkerne kæmpede jo med livet som indsats mod de nazityske besættere, så her er der ikke plads til historien om polsk antisemitisme.

Når jøderne blev afskyet, havde det mere at gøre med "zydokomuna" - "jødekommunismen" - end med antisemitisme, lyder en gængs forklaring.

I Ukraine, hvor samarbejdet med den tyske nazisme i modsætning til i Polen var udbredt, bliver en ærerig national historieskrivning tvunget til at benytte grovere metoder, som fornægter eller grundlæggende omskriver fortiden.

Helteglorien over Stepan Bandera og andre ukrainske nationalister, som gjorde kort proces med jøder, polakker og russere, stammer ikke, mener man, fra sådanne ugerninger, men skyldes udelukkende deres stoiske kamp for Ukraines selvstændighed over for hvem det nu måtte være.

Bandera og andre "bruges" helt enkelt for at styrke det nationale sammenhold i dagens svære stunder, og selv jødiske talsmænd i Ukraine holder lav profil i kritikken af et sådant historiebrug.

Det springende punkt er dog den historiske sandhed. At såvel højreekstremister og nyfascister i Højresektoren, Svoboda m.fl. hylder Bandera, ligesom demokratiske og vestligt orienterede unge på smarte caféer i Lviv, hjælper ikke. Fortiden forbrydelser mod menneskeheden kan ikke bare skjules eller fortrænges - i det mindste ikke så længe mennesker med egne eller forældrenes minder lever og bliver mindet om katastrofen, som for eksempel klummeskriveren i Forverts, der drejer om hjørnet og ser navnet på gadeskiltet.

Bevidst forglemmelse

Men når de så alle er borte, ligesom skiltene og historien?

Omer Bartov rejste rundt i det vestlige Ukraine i de første år af 00´erne for at finde spor af sin slægt i Galizien, provinsen i det tidligere Østrig-Ungarn med en lang og rig jødisk historie, hvor den jødiske befolkning i mange byer og samfund udgjorde op mod en tredjedel eller måske halvdelen af befolkningen. Her rasede i første halvdel af 1900-tallet to verdenskrige plus revolutioner og borgerkrig, og den jødiske befolkning blev næsten fuldstændigt udryddet.

Det er her, i det vestlige Ukraine, med Lviv (det tidligere Lemberg) som hovedby, ligesom i den nordligere provins Volynien, hvor Bandera og andre ukrainske nationalister havde deres hovedbase, at deres heltestatus er mest uomtvistet. Og der hvor andre minder udslettes.

I by efter by finder Bartov - ingenting. Eller snarere han ser, hvordan erindringerne om den jødiske verden som her blot for en generation siden var så fremtrædende, systematisk udslettes. Hvor synagoger er revet ned, gravpladser er sløjfede og massegrave med tusindtals jødiske kvinder, mænd og børn bare er overladt til at gro til. 

I sovjettiden gjaldt en slags lav-aktiv erindringskultur, hvor det jødiske ved ofrene hellere blev omskrevet til "sovjetborgere".

I dagens Ukraine råder, mener han, snarere en aktiv udslettelse af minderne. Bartov kalder sin dokumentation Erased - vanishing traces of Jewish Galicia in present-day Ukraine (Slettede: glemte spor fra det jødiske Galizien i dagens Ukraine), og drager læseren med til den store bevidste glemsel.

Ikke bare sådan, at jødiske gravsten er blevet til mursten, og pladser for jødisk tro og kultur er blevet fjernet til fordel for indkøbscentre.

Der, hvor et skilt tidligere kunne påminde om ofrene for holocaust, hyldes i dag det nationalistiske minde om gerningsmændene.

I nazijægeren Simon Wiesethals fødeby Butjatj ikke langt fra Ternopil, levede før krigen omkring titusinde jøder, som under den tyske besættelse gennem årene 1942-43 blev myrdet næsten til sidste mand og kvinde. Tusindvis blev skudt på en bakke i skoven ved navn Fedir.

I dag er de fleste spor af byens rige jødiske fortid udslettet. Et museum hylder nationalisterne i UPA og på Fedirbakken står der i dag et vældigt kors til minde om - ikke byens udslettede jødiske befolkning - men tilegnet UPA´s frihedskæmpere.

Et monument over Stepan Bandera var under opførelse ved forfatterens besøg i den by, hvor hele hans slægt stammede fra og hvor han var den eneste, som nogensinde var vendt tilbage.

Da havde de historiske skilte allerede byttet navne og givet plads til den nye tids gamle helte, som vi for ganske nyligt forbandt med fortidens dybeste mørke. Hvad der yderlige skal dukke op fra dette dyb, vil vi helst slippe for at tænke på en smuk sensommerdag, hvor tyttebærrene rødmer.

Håkan Blomqvist er historiker ved Södertörns högskola og medlem af Socialistiska Partiet i Sverige. 

Artiklen er bragt hos Socialistisk InformationOversat fra den svenske ugeavis Internationalen af Peter Kragelund.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce