Skrig, støj og anstrengte kropsdele

Bo Ningen er en meget langhåret støjkvartet fra Japan, som har base i London. I forbindelse med CPH:PIX' koncertprogram optrådte gruppen torsdag aften på Charlottenborg.

Anledningen var, at gruppens optræden var ledsaget af en forevisning af Noble & Webster's film »Hair«, som efter sigende er skabt på baggrund af optagelser af Bo Ningen-musikernes afklippede hår. Og ganske rigtig bestod filmen af optagelser af hår, som på klassisk vis var stop motion animeret på en lys baggrund.

Men i modsætning til, hvad der var tilfældet med gruppens optræden, var der ikke meget idé i denne visuelle overbygning. Håret kunne vel være komponeret og struktureret i spændende sekvenser, men der var tilsyneladende mest tale om tilfældigheder og pjattede indfald.

Hyperenergi

Bo Ningens musik er mere interessant. Gruppen har udstyret sig med den klassiske rockbesætning: trommer, bas, to guitarer samt vokal. Fra det udgangspunkt går det dog i uortodokse retninger. Det er støjfladerne, der interesserer de fire spinkle musikere, de udforskes og der ridses i dem, helst lige til det bløder. Hertil kommer den vekselvis manierede og råbende vokal, der live har svært ved at overdøve musikkens hyperenergi.

Musikken er i lange stræk som en rumlende torden, men med et hektisk hjerteslag i form af insisterende 4/4-dels trommerytmer, som ikke varieres meget. Udtrykket er, når det er bedst,  som en brusende strøm, som lyden af blodet i årerne, men den er ikke berusende eller sindsoprivende.

Dertil er det musikalske rum alligevel for lille. Hvor for eksempel pionererne Sonic Youth arbejder med forskellige blokke og nuancer af støj, og hvor støjens tekstur er ligestillet med melodi og harmoni og rytme, er Bo Ningens udtryk mere endimensionalt.

Bo Ningen nærmede sig i hvert fald i den sidste del af koncerten tidlige Pink Floyd-numre som »Careful With That Axe, Eugene« og »Interstellar Overdrive«, og det er stærkt nok, men ikke så nyskabende, som den britiske hype har lagt op til.

Her skal dog tages i betragtning, at lyden i det valgte rum på Charlottenborg ikke var den optimale. På gruppens plader tilstræbes en mere heavy lyd med grunge- og Black Sabbath-tendenser, men den slags var der ikke noget af på Charlottenborg.

Diamanda Galas

Før Bo Ningen vistes en film af Davide Pepe med den græsk/amerikanske sanger Diamanda Galas. »Schrei 27« er 27 minutter med skriget som næsten det eneste musikalske udtryksmiddel.

Dertil er føjet billeder af anstrengte kropsdele, som var de i en tilstand af tortur.

Her er det stemmen, der udgør støjkilden, og Galas befinder sig et sted mellem musik (forstået som æstetisk udtryk, en leg med former) og det før-sproglige, før-musikalske ur-udtryk for smerte. Skriget former sig effektfuldt og bliver til meget mere end ur-skriget, det varierer sig i utallige teksturer. Der er således på ingen måde tale om monotoni, men om et flænsende udtryk, der insisterer og insisterer.

Af og til er stemmen omkranset af diskrete syntetiske støjflader, men disse udgør blot et ru rum om den smerte, der udtrykkes.

Det er helt sikkert anstrengende for den anstrengte. Og det gør sikkert også ondt på den, der har ondt. Men det er samtidig et ekspressivt kropsværk, hvor stemmen går i ét med sin krop (hud, hår, øjne, skelet, fødder, hænder, næse, mund, stemmebånd). Det er pinefuldt og elektrisk, men det føles nødvendigt. Livsnødvendigt og nærværende.

Det gælder både Bo Ningen og Diamanda Galas, at støjen kradser lige dér, hvor det klør. Samtidig ligger det implicit i udtrykket, at alt ikke er, som det burde være.

Den musikalske tilfredsstillelse er forbundet med sabotage af den lallende harmoni, der gjalder fra enhver magts centrum, og som stilles foran os som altings mål. Man bliver på et andet plan mere utilfreds af denne musik. Heldigvis.

Bo Ningen: live i Kunsthal Charlottenborg d. 26.4 med visuals »Hair« af Noble & Webster.

Diamanda Galas & Davide Pepe: Schrei 27 (ekspressiv film, 27 min.).

Begge arrangeret af ArtFreq i forbindelse med CPH:PIX.