Skolereform: Det organiserede vanvid

I bogen The Erosion of Childhood (1992) bemærker Valerie Polakow, at legen er barnets praksis i verden, og at den derfor ikke bør adskilles fra arbejde.

Det legende barn må forstås som et ”arbejdende” barn i den forstand, at det er optaget af meningsfulde aktiviteter. Også selvom om aktiviteterne kan se meningsløse og kaotiske ud for de voksne.

De voksnes hyppige sondring mellem arbejde og leg og tendensen til, at disse to forskellige aktiviteter kanaliseres i retning af bestemte kontekster, er ikke en del af barndommens verden. 

Polakow påpeger, at Marx heller aldrig forestillede sig, at børn skulle afsondres helt fra arbejdslivet, idet arbejdet trods alt var og er menneskets mest essentielle aktivitet.

Det moderne nyliberale samfund har konstrueret en falsk dikotomi mellem arbejde og leg, men børn opfatter ikke nødvendigvis verden på den måde. Det er den falske dikotomi, som danner rammen omkring den ideologiske konstruktion Ny Nordisk Skole. 

Leg og fritid opfattes som ikke-produktiv og knyttes til mindre betydningsfulde aspekter af livet.

Børns skolearbejde betragtes ikke som en del af arbejdstyrken (Child Labour), og derfor er der ingen øvre grænse for, hvor lang skoledagen kan blive i denne logik.

Derimod opfattes skolen, skolegang og skoledagen som ren og skær harmløs karakteropbygning via rendyrkede børneaktiviteter (Child Work). Det er denne sproglige, ideologiske og pædagogiske afstandtagen fra arbejde, når vi taler om børn, der tillagde et flertal på tværs af den røde og blå skillelinje, at tale så varmt for hele-dagen-skolen.

Ny Nordisk Skole… hverken ny eller nordisk

Under stor fanfare og med klare referencer til nyt nordisk køkken og højere gastronomisk kogekunst er ny nordisk skole blevet præsenteret som det store dyr i åbenbaringen. Men ’Ny Nordisk Skole’ (NNS) har ikke nogen som helst reference til ’det nordiske’. Ja, faktisk lægger den mest af alt op til en ’afvikling’ af det nordiske og giver det sidste nådesstød til den reform-pædagogiske tradition.

Kigger man på NNS’ hjemmeside, fortæller indlæggene om en opfattelse af pædagogik, som grundlæggende handler om at udvikle kompetencer, så man kan klare sig på de globale markeder.

Pædagogik underlægges altså markedsøkonomi, og alle led i uddannelseskæden arbejder for samme mål, nemlig gennemførelsesprocenter og ranglisteplaceringer. Det handler om skoleforberedelse og kolde metodikker på bekostning af det gode børneliv. Og det skal starte i vuggestuen.

Det er tragisk og bitter læsning, hvis man kender til de nordiske skole- og pædagogiske traditioners fantastiske historie.

300 års viden, indsigt og videnskabelighed er skyllet ud med badevandet. I Ny Nordisk Skole og skolereformen er der kun konkurrence-statskompetencer, optimering af børn og barndommen, og lærere og pædagoger som arbejdsbier, som tæller.

Ny Nordisk Skole og skolereformen forfølger det umyndiggørelsesspor, som har været følgesvend for nyliberalisme i den offentlige sektor, kendt under navnet New Public Management, igennem de sidste 20 år.

Man interesserer sig kun for, om de professionelle lever op til statslige og kommunale ikke-pædagogiske og inhumane koncepter.

Med Ny Nordisk Skole og skolereformen vil ghettoiseringen af børns leg og fritid forsætte. Vi er kort sagt vidne til et organiseret vanvid.

Hurraord og narresutter som lokkemiddel

Man skal derfor være en meget partitro partisoldat for at kunne forsvare regeringens og specielt børne- og undervisningsministerens udspil til Ny Nordisk Skole, skolereform og hele-dagen-skoler.

I hvert fald hvis man ellers i sit arbejds- og politiske liv mener, at viden, indsigt og forskning er et godt og sagligt udgangspunkt for en demokratisk dialog og beslutning. Man skal også være en meget ortodoks og fagligt snæversynet professionel med begrænset viden og indsigt om børns lærings- og livsbegær.

Ny Nordisk Skole og folkeskolereformen er udtryk for politikernes forestillinger, mavefornemmelser og hjemmebryggede idéer, som er røgslør for deres ideologiske og politiske konstruktioner.

At diskutere folkeskolens og daginstitutionernes fremtid ud fra politikernes forestillinger, mavefornemmelser og hjemmebryggede idéer er ikke kun absurd, det afskærer alle andre for en meningsfuld dialog med plads til professionelt, fagligt og politisk indspark.

Børne- og undervisningsministeren udtalte ved sin tiltrædelse, at hun og regeringen ville bygge på viden, indsigt og forskning.

Margrethe Vestager sagde, at de Radikale også lyttede til lærerne. Men hele forløbet omkring skolereformen viser en magtarrogance, som lader hånt om oplysningstidens tanker om menneskelig fornuft.

"Hav mod til at betjene dig af din egen forstand!”, som Immanuel Kant kaldte oplysningens valgsprog.

Skal skolelærere og pædagogisk personale sætte en kæp i hjulet på regeringens tanker om heldagsskoler og en skoleuge på 30, 35 og 37 timer, så kan det kun gøres ved brug af faglige og saglige argumenter, som bygger på viden, indsigt og forskning.

Den gode nyhed er, at der findes så meget forskning, som undergraver regeringens ideologiske blålys og narresutter. Her er blot syv eksempler på regeringens myter og så dertilhørende fakta:

Regeringens Myte: Børn lærer mere jo længere de går i skole.

Vores Fakta: Skolesystemer, der tildeler eleverne flere årlige undervisningstimer, klarer sig ikke nødvendigvis bedre. Faktisk er der lande, der ligger højere end Danmark, hvor timetallet er lavere. Finske elever ligger helt i top, men modtager 17 pct. mindre undervisning end OECD-snittet. Chilenske elever ligger i top på undervisningstid, 123 pct. af OECD-snittet, men de ligger 20 pladser under de danske elever i PISA. Længere skoledag giver altså ikke bedre skolegang.

Regeringens Myte: Heldagsskoler flytter børn fagligt.

Vores Fakta: Evalueringen af de tre københavnske heldagsskoler (april 2011) og af de 12 heldagsskoler i resten af landet (oktober 2012) viser, at selv om eleverne på heldagsskolerne går i skole otte timer dagligt, klarer de sig samlet set ikke bedre end elever på sammenlignelige folkeskoler med et lavere timetal.

Ifølge evalueringen er de virkemidler, der har en positiv effekt på elevernes læring, mulige at gennemføre på alle skoler og ikke blot heldagsskoler. Det handler ikke bare om flere timer, men om anderledes timer!

Regeringens Myte: Børn kan godt have fri tid og egen tid i heldagsskole.

Vores Fakta: Forskning peger på, at 75 pct. af al læring finder sted uden for skolemiljøet. Børn lærer hele tiden, men kun når de er modtagelige for læringen, og når de føler, at læringen giver mening for dem. Det er det, der skaber motivationen for læring.

Dette gælder i øvrigt også for voksne. Det hedder livslæring. Læring er altså ikke en automatisk følge af undervisning, det er oftere en speciel aktivitet, børn udfolder i deres fritid, leg eller sammen med deres venner!

Fritidshjemmet er den eneste arena for børn og unge, der ikke er specifikt målsat i aktivitet eller læring, som fx skole, heldagskole, SFO eller sportsaktiviteter er. Det betyder et langt bredere udviklingspotentiale for den enkelte. Skoleinflueret skolevirksomhed i fritidspædagogikkens virksomhed er ikke fri-tid eller fritidspædagogik, men noget helt andet.

Regeringens Myte: Didaktik = Læring.

Vores Fakta: Didaktik har ikke patent på læring. Al leg er læring, og når børn leger med hinanden, foregår der læring på mange avancerede niveauer. Om det er i skolegården, på fritidshjemmet eller på facebook, så foregår der læring. For i alle livets sammenhænge er læring til stede, det man kalder livslæring og uformel læring. Men sagen er den, at man ikke kan generalisere didaktik.

En dygtig engelsklærer kan måske godt undervise i tysk, hvis hun kan tysk. Men hun kan ikke automatisk overføre metoden fra engelsk undervisning til tysk undervisning.

Man kan heller ikke overføre en pædagogisk praksis fra en institution til den anden. Fordi mennesker, deres sociale baggrund, deres læringsmønster og deres livserfaring er forskellige. Børn i Tingbjerg skal have en anden pædagogisk og didaktisk tilgang end børn på Østerbro. Der er ingen one size fits all-model.

Regeringens Myte: Jo tidligere børn starter med skolevirksomhed, jo bedre for deres læring.

Vores Fakta: Erfaringerne fra Finland afviser den myte. Tidlig skolestart er en skolificering af småbørn og en tendens, der er med til at reducere livet lige nu til en forberedelse af det, der kommer. Det forstærker skoletrætheden og udgrænser børns læringsbegær. Det øger reproduktionen af social ulighed i uddannelsessystemet.

Regeringens Myte: Lektier gavner børns læring.

Vores Fakta:

- Hovedparten af studier af lektier viser kun en mulig forbindelse og ikke nogen årsagssammenhæng mellem lektier og indlæring

- Viden om, hvor mange lektier børn og unge laver, bygger på formodninger.

- Studier i lektier forveksler karakter og testpræstationer med læring.

- Lektier betyder mindre, jo længere du undersøger det. Selv hvis der findes positive effekter af hjemmelektier, er de ofte meget små.

- Der findes ingen videnskabelig dokumentation for, at der skabes ”akademiske fordele” af lektier i folkeskolen.

- Resultater af nationale og internationale eksaminer stiller kraftigt spørgsmålstegn ved hjemmelektiers rolle. Sekundær forskning har også rejst stor tvivl om hjemmelektier. Men andre rå tal undergraver også regeringens ideologiske projekt Ny Nordisk Skole:

- Danske elever modtager undervisning svarende til 98 % af OECD-snittet.

- Finske elever ligger helt i top, men modtager 17 % mindre undervisning end OECD-snittet.

- Chilenske elever ligger i top på undervisningstid, 123 % af OECD-snittet, men de ligger 20 pladser under de danske elever i PISA.

- Offentliggørelsen af PIRLS og TIMMS viser, at danske elever kan, hvad de skal kunne.

Regeringens Myte: Pædagoger bidrager entydigt positivt til folkeskolen.

Vores fakta: Forskning viser, at når pædagoger bevæger sig ind i undervisningen, påtager de sig skolens fagdidaktiske mål og agerer lærere, speciallærere og/eller hjælpelærere afhængigt af, hvor i skolekonteksten deres timer bliver lagt.

Det kan altså se ud til, at ”samtænkningen” fører til ensretning, og at pædagoger i skolen påtager sig skolelærerens mål, snare end at det fører til refleksion over, hvordan pædagogerne kan byde ind i skolens undervisning med deres særlige viden om børnene fra hverdagslivet i fritidstilbuddet. Erfaringerne fra heldagsskolerne peger på præcis det samme problem.

Myten om de ”funktionelle analfabeter”

Fornylig fik vi at vide, at de unge ”funktionelle analfabeter”, som ”aldrig vil kunne tage en videregående uddannelse”, og som angiveligt udgør op imod 20 % af folkeskolens ”produktion’”– nu er faldet til 10 %.

Dårlige læsefærdigheder stopper heller ikke unge fra at tage en ungdomsuddannelse, viser ny undersøgelse. Mindst 59 procent af de københavnske unge, som i 2007 forlod 9. klasse som ”funktionelle analfabeter”, var tre et halvt år senere enten i gang med eller havde allerede fuldført en ungdomsuddannelse.

Det er de disse unge, som politikerne, visse lærere, visse pædagoger og deres fagforbund - for tiden dog ikke så højlydt - bruger som løftestang og begrundelse for deres ideologiske projekt: heldagsskolen. Også her undergraves regeringens, medierne og deres medløbers argumenter.

Ambitiøs og progressiv daginstitutions- og skolepolitik efterlyses!

Mange spørgsmål er fraværende i debatten omkring Ny Nordisk Skole og skolereformen. Årsagen skal findes i, at tidens politiske pædagogik og pædagogiske politik er blevet en del af både rød og blå bloks DNA og dermed en fælles konsensus.

Derfor er der en række vigtige spørgsmål og krav, som aldrig stilles eller rejses. Hvorfor er der stort set ingen, der stiller spørgsmålstegn ved, at danske skolebørn hører til de mest testede i Europa? Og konsekvenserne af de flere tests er mere stress og mindre tid til undervisning.

Eleverne fra 2. til 8. klasse har 10 landsdækkende nationale test. Hvorfor kræves dette testregime ikke afskaffet?

Og hvorfor rejses kravet om en total afskaffelse af alle former for lektier ikke?

Den aktuelle kamp omkring Ny Nordisk Skole og skolereformen er også et tidsbillede på venstrefløjens ideologiske og politiske iltmangel og dårlige form, når det kommer til daginstitutions- og skolepolitik.

Alle fra blå til rød blok har købt en stærkt reduceret udgave af den socialdemokratiske idé om ”lighed gennem uddannelse”, nemlig ”lighed gennem heldagsskolen”.

Visionen om et samfund præget af ”equality of opportunity” er i vor tid reduceret til et spørgsmål om uddannelse, uddannelse og atter uddannelse. Spørgsmål om økonomisk lighed og overfordeling af samfundets værdier spiller ingen central rolle. 

Tyrkertroen på uddannelse som udjævningsstrategi har dog sine store begrænsninger.

Spørgsmålet om klasse og f.eks. den direkte sammenhæng mellem social klasse, uddannelse og karakterer er totalt fraværende.

Sloganet ”fra bistandsklient til bankdirektør” var og er et forsøg på at afskaffe klasser og klassekamp i den offentlige debat og bevidsthed. Men forskning viser, at uanset politikernes forsøg på at lade som om, klasse ikke betyder noget - så betyder det alt!

Derfor er det rigtigt at erklære det venstreorienterede pædagogiske projekt for dødt. 

Det, der i dag adskiller Enhedslisten fra S og SF regeringen er småting. Et godt eksempel på det er en artiklen på Modkraft skrevet af en gruppe af lærere fra Enhedslisten (14.01.2013): "Helhedsskolen kan utvivlsomt i mange tilfælde være en udmærket skolemodel i områder, hvor der er mange elever, der har dansk som 2. sprog, hvor mange elever kommer fra ressourcesvage hjem, og hvor relativt få børn deltager i fritidsaktiviteter", skriver de.

Læs kommentaren "Har folkeskolen brug for en blå skolereform".

Venstrefløjen har opgivet at fremføre en sammenhængende og radikal kritik af new public management og dennes tilgang til tænkning, viden og læring på hele daginstitutions- og skoleområdet. Derfor opstilles ikke noget alternativ, og det er dybt tragisk.

Kampen om børns frihed og dermed fritid

Kampen mod Ny Nordisk Skole og skolereformen er en kamp for børns ret til frihed og fritid. Regeringen vil ekspropriere barndommens frihed og fritid af hensyn til markedets behov for arbejdskraft.

Den frihed, børn har haft til at lege, til at skabe deres egne rum og vælge deres symboler, uden at voksne har skelet til læring og til, hvad der er rigtigt og forkert, er ved at forvitre.

Tankerne og perspektiverne i Ny Nordisk Skole og skolereformen er en forsættelse af den udvikling, hvor børn socialiseres ind i en institutionel tid, et strengt bindende system, der kræver underdanighed og disciplinering.

Leg underlægges en planlagt tid og bliver en videnskab og en industri, hvor legen bliver mere og mere organiseret og brugt som et centralt pædagogisk lokkemiddel og redskab i børns læreprocesser og læringsoptimering.

Konsekvenserne af legens formalisering og strukturering er, at legens kreative aspekter undertrykkes og erstattes af inhumane, barbariske og ikke-pædagogiske målsætninger.

Som skrevet i indledningen, vil Ny Nordisk Skole og skolereformen forsætte ghettoiseringen af børns leg og fritid. Heldagsskolen er udtryk for et organiseret vanvid. Overorganiseringen af børns hverdagsliv har bidraget til, at stress er blevet en ny børnesygdom.

Desværre er vi kun få, både på højre- og venstrefløjen, blandt lærere og pædagoger, der sætter spørgsmålstegn ved den nyliberale institutionalisering af børns leg og fritid og ved de indgreb, der kan forhindre børn i at få tid til deres egne projekter.

Men uanset hvor dårlige odds modstanderne af Ny Nordisk Skole og skolereformen har ideologisk, politisk og pædagogisk - så skal kampen kæmpes. Mit håb er, at det  bliver en kamp, venstrefløjen kaster sig ind i med hud og hår - og ikke kun overlader det til velfærdsarbejderne i daginstitutionerne og på skolerne.

Ønsket om en anden og bedre verden er også et ønske om en anden og bedre skole - med respekt for børns ret til frihed og fritid.

Jan Hoby er næstformand i LFS (Landsforeningen for Socialpædagoger).