Skal politiet ikke forsøge at redde liv i tilfælde af terroranslag?

Det ser ikke ud til at være tilfældet, hvis man tager beretning fra en deltager i en terrorøvelse på Københavns Universitet i november 2015, for pålydende.

Af Rasmus Lind Greiner

Politiet er, i kølvandet på terrorangrebet på Krudttønden og ved den jødiske synagoge tidligere på året, blevet kritiseret for ikke at være ordentligt forberedt på det nye komplekse trusselsbillede, som den type terrorangreb er udtryk for. Dette har medført øgede sikkerhedsforanstaltninger og skærpelser af »den operativ[e] parathed hos politipersonalet i det primære beredskab«, som rigspolitiet skriver.

En storstilet anti-terrorøvelse, der blev afholdt på Københavns Universitet Amager, KUA, den 11. november 2015, tog afsæt i de erfaringer, som myndighederne gjorde sig under førnævnte angreb. Formålet var at gøre beredskabet bedre i stand til at tackle den mulige terrortrussel, som Danmark står over for.

Der stilles større krav til politiets operative beredskab, hvilket gør det relevant at stille spørgsmål ved politiets magtposition: hvilken form for magtanvendelse skal politiet udøve og hvem skal de beskytte i tilfælde af terrorangreb?

I politiets psykologibog står der, at »..magtanvendelse bygger på forståelse af den pågældende person/situation.. er bestemt herefter [og] har beskyttelsen af borgeren for øje« (Frøslee Ibsen, Bjarne, et. al, Politipsykologi, Hans Reitzels Forlag).

Politiets magtbrug legitimeres altså for at beskytte civile, og da de fleste ofre for terrorhandlinger er civile, er det nærliggende at spørge, hvordan politiet positionerer deres magtanvendelse (eliminering af trusselsbilledet) og beredskab (over for civile) i forbindelse med terrorhandlinger.

Det er denne problemstilling, som jeg, med udgangspunkt i min egen oplevelse som 'offer', i forbindelse med øvelsen på KUA, har kigget nærmere på. Her optrådte svensk politi som terrorister og de studerende som sårede og døde ofre for terrorhandlingen. Altsammen til ære for det danske beredskabskorps.

Da jeg mødte op til øvelsen, viste det sig at jeg skulle agere offer i noget, der lignede et skoleskyderi. Jeg ville blive skudt, og skulle herefter ikke foretage mig andet end at vente på at redningspersonalet nåede frem.

Der blev lagt op til, at vi levede os så meget ind i rollerne som muligt. I en foregående instruks skrev politiet, at » […] vi [vil] bede dig så vidt muligt at agere, som du ville gøre, hvis du pludselig befandt dig i den givne situation i virkeligheden. Hvis du kan spille den reaktion og gerne overdrive den lidt, presses vores folk yderligere og træningen bliver så realistisk som overhovedet muligt«.

Tiden oprandt hvor scenariet skulle udspille sig. Jeg levede mig ind i offerrollen, som medførte at jeg, som den første, blev skudt. Fra ’dødslejet’ kunne jeg se at ’terroristerne’ efterfølgende gik rundt og ’skød de studerende’.

Sådan gik der omkring fem minutter før de gik ned mod kælderen, hvor de forskansede sig. Redderne kom slet ikke, og jeg endte med at ligge og spille en passiv rolle som bevidstløs på gulvet i to en halv time, før øvelsen var slut for mit vedkommende.

En stor del af politiets opgave består naturligvis i at nedkæmpe terroristerne, såvel som at sikre området, så redderne kan nå frem, men det er, ifølge politipsykologibogen, også en del af deres opgave at beskytte de civile, der er berørt heraf.

Man kan stille spørgsmål ved hvorfor redderne ikke nåede frem, hvilket dog er en anden side af sagen, som vi ikke vil komme nærmere ind på her. Men grundet reddernes fravær er det nærliggende at stille spørgsmål ved, hvordan politiet så håndterede deres beskytterrolle.

Politi og beredskab var ikke på KUA, da øvelsen gik igang. De første betjente begyndte at vise sig 10-15 minutter efter, jeg blev ’skudt’.

Der kom tre grupper af to politifolk og en specialenhed med fem sortklædte og maskerede politisoldater forbi mig i løbet af den tid, jeg lå der. Den ene gruppe af to betjente og specialenheden ænsede mig slet ikke, men de nedlagde en af de andre studerende på maven og spurgte ham, om han var terrorist.

Det er ikke til at vide, hvorfor de nedlagde netop ham, men han viste i hvert tilfælde tydelige tegn på modvilje og overraskelse over, at han blev nedlagt på den måde, hvilket, ifølge politiets egen lære på politiskolen, afspejlede en tydelig asymmetri i relationen mellem de involverede parter: »[…] en asymmetrisk relation kan defineres ved, at den ene part har mere magt end den anden […] asymmetri kan være begrundet i formelle positioner, som det er tilfældet med politi-/borgerrelationen«.

Politiarbejde kan blive skærpet ved f.eks »[…] dårlig vedligeholdelse af magtmidler« (Frøslee Ibsen, Bjarne, et. al, Politipsykologi).

Politiets opførsel medførte både et brud på den performative »orden« og en asymmetrisk relation i de mere virkelige subjektpositioner. Spørgsmålet er, om disse politifolk var dårligt uddannede, valgte at ignorere det, om de havde mistanke, om han var terrorist, og at det virkede så virkelighedstro på dem, at det fik dem til at leve sig så meget ind i (magtinstrument)rollerne, at de valgte at underprioritere deres direkte beskyttelse af borgeren.

Den anden gruppe af to betjente gik hen til mig og snakkede højlydt med hinanden om, at jeg nok var en halvdød terrorist, fordi jeg lå ved siden af et af terroristernes patronhylstre, og fordi jeg var klædt i mørkt tøj. De var hverken interesserede i mit psykiske eller fysiske velbefindende og jeg fik ingen hjælp.

Det stiller sig i nogen kontrast til det, der forventes af en betjent for forståelse af borgeren og situationen: »…aktiv lytning bruger vi til at forbedre kommunikationen med andre. Dels for at forstå hinanden, dels for at hjælpe andre til erkendelse af deres egne problemer og give dem mulighed for at løse dem på en realistisk måde« (Frøslee Ibsen, Bjarne, et. al, Politipsykologi).

Jeg mærkede ikke meget til politiets aktive lytning. Kun mod slutningen af øvelsen kom den sidste gruppe af to hen til mig og spurgte, om jeg var død. Jeg sagde ja og de vendte mig om på maven, som man i den slags situationer gør for at kunne overskue hvem, der er døde.

Betjentene tog det meget seriøst. De optrådte alle med en meget autoritær holdning, og de var tydeligvis optagede af at fange terroristerne

Øvelsen blev gennemført, de som skulle dø, de døde, og terroristerne blev skudt eller taget til fange. Politiet gennemtrumfede deres magt og beskyttede derved de civile, der ikke var tilstede ved terrorhandlingen.

Men det kan diskuteres om de forvaltede deres beskytterolle legitimt overfor de civile, som var direkte berørt deraf. De sikrede ikke området, så hjælpen kunne nå frem. Jeg blev enten overset eller anskuet som en potentiel fjende af de enkelte grupper af betjente, hvilket givetvis planter en følelse af modvilje i en.

Vi kunne, ifølge politiets forudgående instruks, være blevet reddet, men det blev vi ikke og vi modtog ikke nogen form for psykologisk hjælp.

Politiets var måske blevet instrueret i at de først og fremmest skulle sætte hurtigt og effektivt ind overfor terroristerne, for dernæst at sikre området, så redderne kunne nå frem. Måske havde de slet ikke tid til at hjælpe ofrene eller måske var de ikke blevet instrueret godt nok?

Politiets overdrevne magtbrug, overfor både terrorister og ofre, kunne dog godt indikere at de traf et bevidst fravalg, i det der trods alt blot var en øvelse. Måske ville de agere anderledes under virkelige omstændigheder?

Men i så fald kan man jo spørge hvad der var idéen med øvelsen, hvis det ikke i sidste ende handlede om at redde ofrene?

Rasmus Lind Greiner er kandidatstuderende på Tværkulturelle Studier på KUA og deltog i en anti-terrorøvelsen på KUA i november 2015.