Annonce

Blikfang
27. marts 2012 - 13:44

Skal lokke antimuslimer til Aarhus

Kvinde med en forkærlighed for Hells Angels skal være »master of ceremonies«, når English Defence League samler europæiske anti-muslimer til demonstration i Aarhus. Den officielle danske talsperson har fået mundkurv på efter afsløring af nazi-forbindelser.

En kvinde ved navn Freja Lindgren er blevet udnævnt til »master of ceremonies« og skal tale på vegne af Danish Defence League, når anti-muslimske grupper fra hele Europa holder demonstration i Aarhus den 31. marts.

Det fremgår af et netop offentliggjort program for arrangementet, der forventes at tiltrække flere hundrede højreekstremister og et mindst lige så stort antal moddemonstranter.

Danish Defence Leagues officielle talsperson, Philip Traulsen, er derimod fuldstændig fraværende på listen over talere.

Beslutningen om at give den danske talsmand mundkurv på, kommer kort tid efter, at Modkraft kunne fortælle, at Philip Traulsen har forsøgt at hverve nynazister til demonstrationen.

Fan af Hells Angels

Freja Lindgren er et overraskende valg som møde-leder.

Ikke mindst fordi hun igennem længere tid har været tilknyttet udbrydergruppen Danske Defence League, der opstod i kølvandet på en splittelse i den danske afdeling i vinteren 2011.

Læs artiklen »Danske anti-muslimer sat under udenlandsk kontrol« hos Modkraft.

Den blonde kvinde har mest gjort sig bemærket ved at optræde letpåklædt i reklamer for den lille »danske« gruppe.

(Freja Lindgren, Danske Defence Leagues)

En gruppe der i parentes bemærket ledes af en englænder ved navn Gary Hooper, som i efteråret 2010 var blandt initiativtagerne til Danish Defence League.

Freja Lindgren kan blandt andet ses på en Facebook-side, som anti-muslimerne har målrettet til bikere.

Hos »Danske Defence League (Biker Division Officiel)« optræder hun således i g-strengstrusser i et galleri, som også rummer fotos af en Hells Angels-rocker.

På sin personlige Facebook-profil er Freja Lindgren desuden medlem af hele seks støttegrupper for samme rockerklub.

»Falske rygter«

Udover ønsket om blikfang, så afspejler valget af Freja Lindgren måske i lige så høj grad et fravalg fra den engelske demonstrationsledelses side.

Afsløringen af, at Danish Defence Leagues' egen talsmand, Philip Traulsen, har forsøgt at hverve nazister til Aarhus-demonstrationen, har i hver fald udløst en mindre krise. 

Den 13. marts skrev Modkraft, at Philip Traulsen havde opfordret nazistiske medlemmer af organisationen Danmarks Nationale Front til at møde op i Aarhus.

Læs artiklen »Danish Defence League hverver nazister til Aarhus-demo« hos Modkraft.

(Philip Traulsen til højre på vej til møde på Aarhus hovedbibliotek arrangeret af det nynazistiske Danskernes Parti og Danmarks Nationale Front den 3. marts 2012. Foto: Redox.)

To dage efter melder den østrigske anti-islam blogger Elisabeth Sabaditsch Wolff afbud som taler og beder i en offentlig meddelelse om at få fjernet sit navn fra al materiale vedrørende demonstrationen.

Hun påstår, at hun aldrig har været i kontakt med arrangørerne af demonstrationen eller tilladt brug af hendes navn og billede i opreklamering af arrangementet.

Læs artiklen »Ballade om taler til højreradikal demo« hos Aarhus Stiftstidende.

Samme dag udsendes den første af flere pressemeddelelser og videoer på YouTube fra Defence League-afdelinger i både Danmark, Norge og England, hvori den danske talspersons forbindelse til nazister betegnes som »falske rygter«.

Forsøget på at dysse sagen ned kommer dog for sent.

Arrangør: Bliv væk

Samtidig med at Elisabeth Sabaditsch Wolff melder afbud, så trækker det tidligere byrådsmedlem for Dansk Folkeparti i Aarhus, Henrik Ræder Clausen, sig som medarrangør af demonstrationen.

Han stod for kontakten med den østrigske blogger, men skriver på den toneangivende anti-muslimske hjemmeside Gates Of Vienna, at demonstrationsledelsens tavshed de foregående dage har skræmt dem begge væk.   

»Vi ventede på, at Danish Defence League ville vende tilbage med de praktiske detaljer, og vi forventede at blive mødt af en forsamling af værdige mennesker uden tidligere eller nuværende forbindelser til ekstremister, en gennemsigtig fortid og evnen og viljen til at håndtere problemer, som de opstod. Og selvfølgelig reagerede med ubehag, hvis nazister skulle vise sig at være inviteret. Dette skete aldrig,« skriver Henrik Ræder Clausen.

Samtidig afviser han, at hans exit er et forsøg på at skabe splittelse i den anti-muslimske bevægelse, men skriver, at han simpelthen frygter, at arrangementet vil blive infiltreret af nazister.

»Vi ønsker ikke en krig med andre anti-jihad-aktivister, men dette er en infiltration. Regulære nazister er blevet opfordret til at deltage i Aarhus og glemme deres modstand mod det »alt for tolerante« English Defence League,« skriver det tidligere byrådsmedlem og fortsætter:

»Der er en masse forvirring omkring begivenheden i Aarhus, og det er ikke muligt at få nogle klare svar. Derfor anbefaler jeg ikke at deltage«.

Udrensning på talerlisten

Udadtil afviser både Danish Defence League og moderorganisationen English Defence League, som er de reelle ledere af den danske afdeling og står bag Aarhus-demonstrationen, at der er problemer.

Men et kig på den endelige talerliste for demonstrationen tyder på, at sagen har haft konsekvenser.

Philip Traulsen er blevet frataget rollen som talsperson for den danske afdeling, og formanden for den højreekstremistiske forening Vederfølner, Lars Grønbæk Larsen, er trods tidligere udmeldinger ikke at finde blandt lørdagens talere.

I stedet skal 13 personer fra anti-muslimske grupper i Tyskland, Frankrig, Sverige, England, Danmark, Finland, Polen og Bulgarien hver holde et oplæg af 10 minutters varighed.   

Formanden for English Defence League, Tommy Robins, har dog fået 40 minutters taletid.

Demonstrationen finder sted mellem klokken 14:00 og 17:00 i Mølleparken i det centrale Aarhus.

Klokken 13:00 har initiativet Aarhus for Mangfoldighed sammen med 32 forskellige organisationer og partier indkaldt til moddemonstration på byens rådhusplads.

Læs mere om begivenheden »Aarhus for mangfoldighed« i Modkrafts kalender.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce