Venstrefløjens store fortællinger skal integrere natur- og verdenshistorie. Der skal udvikles alternativer til mørke forfaldshistorier gennem positive bud for socialister i det 21. århundrede. Uddrag af ny bog af Per Bregengaard.
Per Bregengaard giver i bogen, »En fortælling om skabelsen, historien og skæbnen«, et bud på en ny, stor venstrefløjsfortælling. Kontradoxa bringer bogens kapitel 4.
Jeg går fremtiden i møde, men ikke uden skepsis. Det er vel grunden til min politiske aktivitet og arbejdet med min bog. Det handler om individualiseringens negative aspekter, de vaklende fællesskaber, den truende opløsning af den store fortælling, jeg knytter mig til, og andet.
Marx og Engels var anderledes besat af udviklingen i deres tid. Fremskridt i udvikling af produktionen ville føre til målet.
I Manifestet skriver Marx og Engels begejstret om, hvordan borgerskabet i den tid, det har været den herskende klasse, har »skabt produktionskræfter, der i deres kolossale omfang overgår, hvad alle tidligere generationer tilsammen har frembragt.
Undertvingelse af naturkræfterne, maskineri, anvendelse af kemien i industri og landbrug, dampskibsfart, jernbaner, telegrafi, opdyrkning af hele verdensdele, floder gjort sejlbare, hele befolkninger stampet frem af jorden – hvilket andet århundrede anede, at der slumrede sådanne produktionskræfter i det samfundsmæssige arbejdes skød«.
Og således fortsætter det, hvorefter de skriver:
»Det moderne borgerlige samfund, der har fremtryllet så vældige produktions- og samfærdselsmidler, ligner troldmanden, der ikke længere er i stand til at beherske de underjordiske magter, han har manet frem«.
Borgerskabets eller kapitalistklassens samfund er ved at sprænges. Det skaber en arbejderklasse og fostrer nye ideer, som den herskende klasse ikke kan beherske. Samfundets måde at fungere på er årsagen til, at arbejderklassens socialistiske samfund snart fødes.
Sådan ser Marx og Engels på det, når de agiterer i »Det Kommunistiske Manifest«.
Vi vil uvilkårligt lægge noget andet i den voldsomme fremstilling af det vilde vækstsamfund. Vores samfund sætter naturen under et voldsomt pres. Væksten når snart sine grænser, hvis vi ikke gør udviklingen økologisk bæredygtig.
Økologisk bæredygtighed indebærer, at fremtidige generationers behov kan opfyldes i samme omfang som vores. Den økonomiske udvikling må således ikke forringe den natur, som er vores eksistensbetingelse.
Naturgrundlaget bryder sammen i store økologiske katastrofer, hvis vi lader stå til på samme måde som hidtil. Vores civilisation er truet, og det samme gælder arten, når vi tager de rigtig mørke, men ikke urealistiske briller på.
Et er, at borgerskabet med de voldsomme kræfter, den kapitalistiske produktionsmåde indeholder, graver sin egen grav som herskende klasse, sådan som Marx udtrykker det. Noget andet er, at det økonomiske system, samfundsformen eller mere præcist produktionsmådens konsekvenser er en trussel mod menneskeheden og de eksisterende højtudviklede samfund.
Graver borgerskabet med dets kapitalistiske samfundssystem i virkeligheden vores fælles grav?
Kapitalismens fremskridt er ødelæggende for Jordens nuværende økosystem. Kapitalens logik er, at Jorden er en brakmark, der skal udnyttes. Kapitalen ser kun skoven som ubehandlet tømmer og mulige papirvarer. Den sanser ikke skoven som en livsvigtig lunge, der skaber ilt og binder CO2. Den kapitalistiske produktionsmåde er derfor livsfarlig.
Den økologiske kritik af kapitalismen er ikke fremmed for Karl Marx, da han senere skriver »Kapitalen«.
Hans hovedinteresse er udbytningen af arbejdskraften og den sociale elendighed, men han klarlægger også,
»hvordan det kapitalistiske landbrugs fremskridt er et skridt videre i kunsten at plyndre ikke blot arbejderen, men også jorden. Ethvert fremskridt, når det gælder at øge dens frugtbarhed for en given periode, er samtidig et skridt videre i ødelæggelsen af de varige kilder til denne frugtbarhed. Jo mere et land som f.eks. USA går ud fra storindustrien som baggrund for sin udvikling, desto hurtigere forløber denne ødelæggende proces. Den kapitalistiske produktion kan derfor kun udvikle teknikken og kombinationen af de forskellige processer til et socialt hele samtidig med, at den undergraver de kilder, som al rigdom udspringer af: jorden og arbejderen«.
Han forklarer, hvordan den kapitalistiske produktionsmåde bringer »forstyrrelse i stofskiftet mellem menneske og jord, dvs. i den proces, hvor de stoffer i jorden, mennesket har forbrugt i form af næringsmidler og beklædning, vender tilbage til jorden, med andre ord den evige naturbetingelse for varig frugtbarhed«.
Marx har med stofskiftetankegangen fat i et vigtigt økologisk kredsløb. Men den økologiske tangegang er først for alvor blevet udfoldet i de seneste årtier, hvor kapitalismens konsekvenser for kloden og dens fremtid er blevet krystalklare.
Kapitalisters interesse i at udvikle og iværksætte en produktion er, at produkterne kan sælges med fortjeneste, så kapitalen vokser. Det er produktionsmådens vilkår, som den enkelte ikke umiddelbart kan sætte sig ud over.
Drivkraften i skabelsen af plastik såvel som sprøjtemidler, i skabelsen af nyttige forskningsresultater såvel som dyrt design er fortjenester skabt af lønarbejdere. Fortjeneste eller profit er afgørende for, hvad der produceres, og hvordan der produceres. Det sørger den indbyrdes konkurrence for.
Denne økonomiske tvang indeholder ikke hensyn til naturen, menneskenes sundhed og fremtiden. Den kapitalistiske produktionsmåde giver således udviklingen af teknologi og andre produktivkræfter en bestemt retning i det væld af muligheder, der er for forandringer af menneskenes produktive liv.
Naturligvis er det ikke den fulde sandhed om udviklingen under den kapitalistiske produktionsmåde. Mange mennesker – også nogle kapitalister - er i deres virke drevet af engagement og idealistiske motiver, når de søger at løse tidens problemer. Og statsmagten har efter kritik og folkelig pression grebet ind i den kapitalistiske kreativitet af hensyn til mennesker, natur og fremtid.
Men både idealister og stater er svage over for pengestærke kapitalers magt og pression. Og statsmagten frygter, at virksomheder vil flytte udenlands, hvis restriktionerne er for stramme.
Stramme restriktioner skaber arbejdsløshed og ringere materielle levevilkår for befolkningen, siger man. Vi må kunne klare os på det globale marked og følge med udviklingen, ellers går det os skidt, lyder omkvædet fra førende politikere og erhvervsfolk.
At »følge med udviklingen« signalerer, at vi ikke er herrer over den. Udviklingen synes at stå over menneske og samfund.
Lokale økologiske sammenbrud har fulgt mennesket fra artens tidlige barndom. Mange dyrearter og siden planter er forsvundet takket være os. Vores umådelige succes fortrænger og udrydder andre. Den såkaldte biodiversitet er blevet markant mindre.
Naturens kredsløb bliver fattigere, hvor vi trænger ind og påvirker. Det er blevet meget værre gennem de seneste 200 år.
Kapitalismens fremskridt har gjort, at klodens tilstand er kritisk.
Marx og Engels fortæller, at borgerskabets produktionsmåde skaber en voldsom udvikling af produktivkræfterne, så hele befolkninger er stampet frem af jorden. Befolkningseksplosionen i Nordamerika var nok deres tids klareste eksempel på dette.
Målt i antallet af individer er mennesket en enestående biologisk succes blandt naturens større pattedyr.
Udviklingen af landbrugssamfundene skaber i løbet af 10.000 år en vækst fra nogle få millioner mennesker fordelt over størstedelen af kloden til ca. 1 mia. i begyndelsen af 1800-tallet.
Det kapitalistiske industrisamfunds opstår og begynder på det tidspunkt sin globale ekspansion. Det skaber overlevelse og plads til yderligere ½ mia. mennesker i løbet af Marx og Engels’ levetid.
Væksten fortsætter, og verdens befolkning passerer 2 mia. omkring 1930, 3 mia. omkring 1960 og i år 2000 har vi passeret 6 mia. I skrivende stund er vi omkring 7 mia. mennesker. Vækstraten er nu aftagende, men med meget store lokale forskelle.
Fremskrivninger af Jordens befolkning viser, at vi bliver et sted mellem 8,5 og 9,5 mia. mennesker i 2050 – med mindre, at rigtig store katastrofer indtræffer i de kommende årtier.
Den kapitalistiske produktionsmåde, de kapitalistiske teknologiers udvikling og befolkningseksplosionen omskaber skove og sletter til agerland. »Hele verdensdele er blevet opdyrket«, sådan kunne man allerede skrive i 1800-tallet.
Masseudryddelsen af planter og dyr er sat massivt ind. Det gælder ikke mindst de store dyrearter på nær nogle få »tilpasningsdygtige« set i forhold til den dominerende evolutionære kraft, som mennesket har udviklet sig til.
Formuleret med andre ord er husdyrene et resultat af vores selektion. Vi skaber deres økologiske nicher på samme måde som det sker for udvalgte græsarter som hvede, byg, ris og sukkerrør og for andre kulturplanter.
Gennem jorderosion, sandflugt, udpining og tilsaltning er udstrakte arealer af tidligere frugtbar landbrugsjord siden opdyrkningen lagt øde og gjort til ørkner. Den menneskeskabte globale opvarmning og dens følger føjer i dag en ny kilde til de omfattende, omformende ødelæggelser.
Forandringerne er så markante, at vor klode er påbegyndt en ny geologisk periode, antropocæn, menneskets ny tid. Det er en ny livsbetingelse og en skæbne, vi nødvendigvis må tage på os, fordi vi er i stand til det.
At vi med masseudryddelserne bliver mere ensomme som levende væsner og fattigere på oplevelser i naturen, er nok det mindste af det hele. Og man kan med rette spørge, hvorfor det billige skidt til naturen, skal være så hellig for os. Den forandrer sig jo alligevel hele tiden. Og det vil den også gøre uden os mennesker.
Det er imidlertid en kendsgerning, at enhver af naturens arter indgår i et økologisk kredsløb. Udryddelsen af arter er således et udtryk for sammenbrud eller ændringer i de økologiske kredsløb, hvor nogle kan have stor betydning for vore livsbetingelser.
Endvidere udspringer forbedringer af vort fødegrundlag og medicin af såvel den tæmmede som den vilde natur. Det gælder også, når vi taler om gensplejsning som en genvej til forædling og nye produkter.
Befolkningseksplosionen betyder, at Jordens befolkning er blevet mere end fordoblet siden 1950. Landbrugsarealet pr. menneske er samtidig blevet halveret. Nogle af de rigtig mange nye munde bliver overdådigt mættet, mens andre må klare sig på et biologisk eksistensminimum og kun lige overlever.
En global sult- og underernæringskatastrofe er en reel trussel. Den er faktisk i gang, men lokale og periodiske sult- og underernæringsproblemer har dog fulgt mennesket gennem hele dets historie.
En voldsom lokal tørke ødelægger høsten og sender med mellemrum verdensmarkedsprisen på madvarer på himmelflugt. Økonomiske spekulanter står her som andre steder på spring for at udnytte situationen ved at begrænse udbuddet og øge efterspørgslen for egen vindings skyld.
Voksende priser på energi gør det dyrere at fremstille og transportere fødevarer. Det er en selvstændig kilde til nøden.
Samtidig gør den mere eller mindre permanente energikrise det til en stadig bedre forretning at anvende kornprodukter og andre fødevarer til fremstilling af brændstof. Det er naturligvis med til at begrænse mængden af mad.
Det er dog ikke kun korn og planters omsætning til brændstof, der tærer på verdens føderessourcer. Korn og planters omsætning til kød, æg og mejeriprodukter beregnet til forbrug hos dem, som i global sammenhæng skal være mere overdådigt mætte, bidrager også aktivt til det.
Det har siden 1950 kunnet lade sig gøre at skaffe en meget større mængde føde på et kun lidt større landbrugsareal. Præstationen skyldes mange forhold. Kunstgødning, forædling og anvendelse af pesticider er nogle af dem. En mere effektiv tæmning af naturkræfterne i form af floder, vandløb og grundvandet er også en væsentlig del af forklaringen.
Vi er takket være produktivkræfternes udvikling blevet bedre til at holde ødelæggende vand borte og at tilføre manglende vand på de rigtige tidspunkter. Men ferskvand er ikke en uudtømmelig ressource. Der er mange steder kamp om vandet.
Grundvandsspejlet falder i store dele af verden. Brønde tørlægges. Hvor der er råd, graves de dybere. Pumper kommer på hårdere og hårdere arbejde og sluger mere og mere brændstof.
Når der tages mere, end der tilføres, er det ikke bæredygtigt. De næste generationer vil få det vanskeligere. Vand vil være en mangelvare for mange fattige, hvis vores udnyttelse af vandet ikke bliver langt mere bæredygtig.
Mange steder i verden er der rigeligt med uudnyttet ferskvand af en fin kvalitet. Men ferskvand kan være en knap ressource, fordi det er bekosteligt at transportere de store mængder, der er behov for til kunstvanding og storbyers vandforsyning. Andre ressourcer er der absolut knaphed på, fordi de kan tømmes.
Fisk er mange steder på Jorden vigtig for en god og nærende kost. Men mange lokale fiskebestande er brudt sammen på grund af rovdrift, og udbyttet ved fiskeri er ofte stærkt reduceret. Det nye er, at vi globalt er ved at overskride grænsen for udnyttelse af havets tilgængelige fisk.
Tilsvarende gælder for en længere række af naturens ressourcer. Vi er ved at gøre kål på de sidste rester af tropernes urskove i rovdriften på ædle træsorter, jagten på landbrugsjord og græsgange til kvæg. Vi udplyndrer fortidens planter og andre organismer omdannet til råolie og er ligeledes ved at tømme andre af vore råstofkilder.
Udnyttelsen af naturens ressourcer har sine grænser. Grænserne eksisterer, men er flydende. Fisk, ædle træsorter, råolie og meget andet vil fortsat eksistere, men i mindre og mindre naturlige mængder. At tømme naturen for dens ressourcer gennem misbrug handler i høj grad om deres tilgængelighed.
Spørgsmålet om den tilgængelige mængde kan omsættes til et spørgsmål om den mængde arbejde, hjælpemidler og energi, vi skal anvende for at bringe råstoffer og naturens produkter til veje. Ædle træsorter kan dyrkes. Nogle fiskearter kan opdrættes. Olie kan erstattes af vedvarende energiformer. Havvand kan afsaltes, så det bliver ferskvand.
Nogle vil hævde, at markedets priser kombineret med kapitalistisk teknologisk udvikling løser alle problemer med de begrænsede ressourcer.
Spørgsmålet er, om løsningerne kun er for dem, der har magten til at besidde rigdommene. Spørgsmålet er, om det vil føre til, at store befolkninger vil leve i ekstrem fattigdom, og om mange mennesker skal gå til grunde gennem hungersnød og epidemier, således som vi gennem historien har set det utallige gange som lokale fænomener.
Spørgsmålet er, om nogen del af det globale samfund kan forblive upåvirket af katastrofernes følger, hvad enten de har form af folkevandringer eller folkemord, krig og terror. Spørgsmålet er, om globale katastrofer af hidtil uset omfang vil berøre selve den menneskelige civilisation i skikkelse af de eksisterende højtudviklede samfund.
Kapitalismens teknologiske kreativitet udgør for mange håbet om, at det ikke ender globalt galt, fordi problemet med de begrænsede ressourcer kan løses. Jeg deler ikke denne simple tro på det tekniske »fix« i form af rent tekniske løsninger, og at det nok skal gå, når vi lader kapitalismen råde over vores skæbne.
Marx og Engels har øje for, at kemien er i kapitalens produktive tjeneste. Og den kemiske industri har medvirket til, at kloden i dag nærmer sig 7 mia. indbyggere.
Den kemiske videnskab er en gren af det tekniske fix, som nogle tror, er løsningen på klodens problemer.
Naturens råstoffer bearbejdes gennem kemiske processer. Produkterne er nye næringsstoffer til den jord, vi udnytter, og midler til bekæmpelse af svamp, insekter, ukrudtsplanter og lignende for at øge menneskenes udbytte af jordens afgrøder og begrænse de andre skabningers.
Men metoderne, vi tager i anvendelse i landbruget såvel som i andre produktionsgrene, har også ødelæggende konsekvenser.
Industrien skaber umådelige mængder af nye kemiske forbindelser i dens produktionsprocesser og i form af produkter til bl.a. landbruget. De slipper ud i naturen, påvirker os og alle andre levende væsner.
Ikke alt har skadelige virkninger, men jeg må konstatere, at nogle får kræft, andre skabes med misdannelser, og vi bliver ringere til at forplante os.
Det er et åbent spørgsmål om eksplosionen i skoleelevers psykiske diagnoser i de højtudvikles lande er forårsaget af nye stoffer i omgivelser og fødevarer.
Hvor alvorligt, det står til, kan gøres til en smagssag, for også her er naturens grænser flydende. Skaderne rammer oftest nogle få. Andre gange drejer det sig om mange og af og til om alle. Ting sker også, uden at vi for tiden kan give en naturlig forklaring.
Muligvis er bierne ved at forsvinde. Det er der i skrivende stund igen friske meldinger om. Det vil være en katastrofe for bestøvningen af mange blomster og træer.
Vi har alt for lidt indsigt i, hvad vi gør, og tager os helt utilstrækkeligt i agt for risici, netop fordi det ikke er en drivkraft i produktionsmåden. Derfor breder kemiske gifte sig i vore omgivelser. Derfor slipper vi gensplejsede planter og organismer løs uden tilstrækkelige hensyn til naturen.
Derfor eksisterer der risikable atomkraftværker, som skaber uhåndterligt radioaktivt affald. Strålingen efter ulykker på atomkraftværker og fuldstændig uansvarlig håndtering af affaldet er nogle steder et voldsomt problem. Det problem vokser, for oprydningerne er nærmest ubetalelige.
Til dette føjer sig staters, organisationers og bevægelsers våbenarsenaler og krige, som også er forbundet med store private økonomiske interesser. Foruden sprængstoffer og kugler, eksisterer der tilstrækkeligt med atomare, biologiske og kemiske våben til at kunne lægge kloden øde for det meste liv over bakterieniveauet indtil flere gange.
Disse forfærdelige våben er en trussel mod menneskeheden, og selv en begrænset anvendelse i krige mellem lande eller ved terrororganisationers virke kan ryste vores civilisation og få den til at bryde sammen. Det vil få katastrofale menneskelige følger.
Dampskibsfart og jernbaner er de nye samfærdselsmidler på Marx og Engels tid. Sammen med fabrikkernes dampdrevne maskineri tager de hul på en ny energikilde i form af fortidens plantedække og andre levende organismer omsat til kul.
Kul afløser vind- og vandkraft, dyr og mennesker som energikilder. Kul begrænser mange steder forbruget af træ som brændsel både i husholdningerne, i fremstilling af byggematerialer og i udvindingen af metaller.
Kul anvendes stadig i betydeligt omfang i kraftværkernes elektricitetsproduktion, mens den motoriserede transport på vand, på land og nu også i luften har erstattet kul med olieprodukter som selvstændig energikilde.
Både kul og olie er stadig alvorlige kilder til forurening. Selvom problemerne med deres anvendelse mange steder er blevet nedbragt markant, så dræber især storbyernes luftforurening millioner af mennesker hvert eneste år.
Gennem de senere år har der især været fokus på, at det enorme forbrug af fossile brændstoffer har forøget luftens CO2-indhold med påviselige konsekvenser for Jordens klima.
Luftens voksende indhold af især CO2 får Jordens atmosfære til at fungere som et drivhus. Den globale opvarmning betyder, at isen er begyndt at smelte ved polerne. Vandstandene i havene er stigende. Lavtliggende landområder oversvømmes og bliver gradvis mere og mere ubeboelige. Jord og ferskvandsressourcer ødelægges af saltvand.
Dybthavspumpen ved Grønland fungerer, fordi salt koldt vand er tungt og synker ned mod havbunden. Den er blevet svagere på grund af havenes stigende temperatur og afsmeltningen af isdækket, der formindsker havets saltholdighed. Dybhavspumpen driver Golfstrømmen.
Den er med til at give bl.a. Danmark et langt mildere klima, end det er almindeligt for lande så langt mod nord. Selvom Jorden bliver varmere, kan det udmærket gå hen og blive lokalt koldere.
Klimaforandringerne betyder også, at nedbørsområder flytter sig. Sahara rykker således ind i det sydlige Europa. At nedbørsområderne flytter sig, betyder oversvømmelser nogle steder og ofte mere udpræget tørke i områder med mere sparsom nedbør. Klimaforandringerne bidrager mange steder til manglen på vand og til konflikter om vandressourcer.
Det varmere klima medfører, at orkaner og skybrud bliver hyppigere og voldsommere. Klimaforandringerne har en generel tendens til at skabe mere ekstreme vejrforhold. Naturkatastroferne bliver flere og værre.
De varmere verdenshave gør, at havets evne til at optage og holde på CO2 bliver ringere. Det er katastrofalt, for havet har optaget ca. halvdelen af den CO2, mennesket har sat i omløb siden den industrielle revolution.
Isens forsvinden ved polerne indebærer samtidig, at Jorden bliver ringere til at kaste solens stråler tilbage. Det giver mere varme på Jorden. Optøningen af de bundfrosne tundraer i det nordligste Rusland og Amerika frigør store mængder af metan, der er en anden drivhusgas. Klodens opvarmning er en selvforstærkende proces.
Menneskeheden har gennem hele sin kortvarige eksistens som art balanceret på en klimatisk knivsæg mellem hastigt varmere og koldere perioder i klodens historie. Vi synes nu med svimlende hastighed at glide ned ad den varmere side af knivsæggen.
Det er derfor en rigtig dårlig idé at eksperimentere med forandringer af Jordens klima gennem afbrænding af store mængder olie og kul.
Tidligere var de menneskeskabte økologiske sammenbrud lokale. Mange katastrofer skyldes i dag globale forandringer, hvad enten de har deres rod i atmosfærens voksende indhold af CO2, spredningen af alle hånde kemiske stoffer eller andet.
Og farten på forandringerne er enorm sammenlignet med, hvad kloden normalt er vant til.
Der er dog sikre tegn på, at voldsomme klimaforandringer tidligere har fundet sted i løbet af ganske få år. Det varsler skrøbeligheden i det mere stabile og er ingen trøst.
Trods menneskets uovertrufne evner til at forme vore omgivelser efter os, giver klimaforandringer og forurening hele menneskeheden og mangfoldige livsformer alvorlige problemer.
Ikke alene årsagerne, men også konsekvenserne globaliseres.
De verdensomspændende økonomiske sammenhænge, de mange og lynhurtige transportmidler og befolkningstætheden bevirker, at dybt alvorlige lokale problemer og kriser spreder sig globalt. Det handler om kampen om de knappe ressourcer, flugt fra naturkatastrofer, krig, folkedrab, terror og fattigdom, epidemiers spredning og meget andet. Og det handler om, hvordan alt dette er spundet ind i hinanden.
Man skal ikke bebrejde Marx og Engels, at de i Manifestet ikke tænkte som os og ikke kunne forudse vores skæbne. De var langt fra alene. De levede i en tid, som var præget af, at mennesket med den industrielle revolution overvandt de grænser, naturen hidtil havde sat.
Vores situation er en anden. Det forandrer historien. At den globale opvarmning, rovdriften på naturen, nye menneskeskabte kemiske forbindelser i vore omgivelser truer vores fremtid, har følger for den måde, vi skal se på det, som går forud.
Vi skal derfor have naturgrundlaget ind i vores fortælling. Vi er skabt af naturen. Vi er en del af naturen. Den sætter sit præg på historien og har del i vores skæbne. Indsigt i naturen bliver en nødvendig del af vores dannelse, når vi er rykket ind i den antropocæne periode af Jordens historie.
Vi skal tage et ansvar for naturgrundlaget med tanke på de kommende generationer. Det meningsfulde er ikke alene bundet af nuet, men i mindst lige så høj grad af det, vi kan give i arv som vores livsværk.
Vi må se mennesket og vores indsats hver især og sammen i sammenhæng med de økologiske kredsløb. Vi må lære os selv at kende som både biologiske og historiske væsner.
Denne forståelse af naturen og mennesket supplerer Marx og Engels’ fortælling om, at historiens skaber er mennesket og menneskenes forening i samfundet.
En sådan forståelse af naturen og mennesket gør for alvor op med den bibelske overtro, hvor værket er en guds, og naturen er til rådighed for hans ypperligste væsen, mennesket.
Vores skæbne er enten at vælge naturens ubarmhjertige måde at løse vores problemer på eller at skabe en grundlæggende samfundsomvæltning. Den må indebære et anderledes syn på natur, menneske og samfund end det fremherskende.
Den må indebære en omvæltning, en revolutionering af vores økonomiske og politiske systemer, produktionsmetoder og energistrømme, levevis og forbrugssammensætning samt magtens og godernes fordeling.
Der eksisterer altid en udvej, men sjældent en vej tilbage til det, vi forestiller os, at der var.
Jeg vil starte med skabelsen. Universet, Jorden, livet og mennesket eksisterer. Det kræver forklaringer, der bygger på viden og videnskabens landvindinger.
Skabelsen handler om naturhistorien indtil for godt 10.000 år siden. Det er på dette tidspunkt, at historien i form af klassesamfundenes historie så småt begynder at tage form.
Per Bregengaard er gymnasielærer. tidligere skoleborgmester for Enhedslisten i Københavns Kommune og forfattet til bogen »En fortælling om skabelsen, historien og skæbnen«, forlaget Frydenlund
Læs forlaget Frydenlunds beskrivelse af »En fortælling om skabelsen, historien og skæbnen« (pdf-fil)
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96