Revolutionen i Rojava trækker tråde til Den Spanske Borgerkrig, Pariserkommunen og andre mytiske folkelige opstande og har skabt en historisk mulighed for at virkeliggøre den demokratiske konføderalisme, der er en social, politisk og økonomisk model for selvorganisering, hvor folk tager magten over eget liv.
– Da der for at par år siden for første gang kom folk til vores hus for at spørge, om vi ville være med til at tage del i kommunerne, smed jeg sten efter dem for at holde dem væk, griner Bushra, en ung kvinde fra Tirbespiye, Rojava.
Hun er mor til to og tilhører en ultra-konservativ religiøs sekt. Tidligere havde hun aldrig fået lov til at forlade hjemmet, og hun plejede at tildække hele sin krop med undtagelse af øjnene.
– Nu er jeg med til aktivt at forme lokalsamfundet, siger hun, med et stolt og lysende smil.
– Folk kommer til mig for at få hjælp til at ordne sociale anliggender. Men hvis du havde spurgt mig tidligere, så ville jeg ikke engang have vidst hvad et ‘råd’ betyder, eller hvad folk laver i ‘forsamlingerne’.
Verden over benytter folk sig i dag af alternative former for autonom organisering for igen at give deres tilværelse mening, for at afspejle den menneskelige kreativitets begær efter at udtrykke sig som frihed.
Disse kollektiver, kommuner, kooperativer og græsrodsbevægelser kan beskrives som folkets selvforsvarsmekanismer imod kapitalismens, patriarkatets og statens indgriben.
Samtidigt har mange indfødte folkeslag, kulturer og fællesskaber, som er blevet stillet ansigt til ansigt med eksklusion og marginalisering, forsvaret de måder, som de har levet i fællesskaber på indtil i dag. Det er sigende at de oprindelige fællesskaber, som har forsvaret deres eksistens imod den hurtigt udviklende verdensorden omkring dem, ofte bliver beskrevet i negative termer som om de »mangler noget« - særligt en stat.
De positivistiske og deterministiske tendenser, som er dominerende i vore dages historiografi, fremstiller sådanne fællesskaber som om, de er usædvanlige, uciviliserede, bagudskuende.
Der er uden tvivl nogle genealogiske og ontologiske forskelle mellem de, i mangel af bedre ord, »moderne« revolutionære kommuner og naturligt, organiske fællesskaber. De førstnævnte bliver primært udviklet i radikale kredse i kapitalistiske samfund i form af opstande mod det dominerende system, imens de sidstnævnte udgør en trussel imod hegemoniske magter i kraft af at de overhovedet overlever. Men vi kan alligevel ikke sige, at de organiske kommuner er ikke-politiske i modsætning til metropolens kommuner med deres intentionelle og formålsorienterede politik.
Århundreder, måske årtusinder, af modstand mod den kapitalistiske verdensorden er i virkeligheden handlinger, som bygger på en radikal trodsighed.
For sådanne fællesskaber, der er forholdsvist uberørte af globale strømninger, grundet deres karakteristiske egenskaber, naturgeografi eller aktive modstand, er kommunens fællesskabspolitik ganske enkelt en naturlig del af verden.
Det er derfor, at mange mennesker i eksempelvis Rojava, hvor en radikal social transformation i øjeblikket er undervejs, refererer til deres revolution som »en tilbagevenden til vores natur« eller »en tilbageerobring af vores sociale etik.«
Igennem historien har kurderne været ofte for fornægtelse, undertrykkelse, ødelæggelse, folkedrab og assimilering. De er blevet ekskluderet fra den statslige orden på to fronter: De er ikke kun blevet nægtet deres egen stat, de er samtidigt blevet ekskluderet fra statsstrukturenes mekanismer omkring dem.
Til gengæld har erfaringen af statsløshed hjulpet dem til at beskytte en række samfundsmæssige etikker og værdier samt givet dem en fornemmelse af fællesskab - specielt i landsbyerne og i bjergene langt fra de større byer.
I dag er især de Alevi-kurdiske landsbyer karakteriseret ved fælles løsningssøgende fremgangsmåder og rituelle forsoninger af sociale konflikter, baseret på etik og tilgivelse til gavn for samfundet. Men selvom denne livsform stadig er fremherskende i Kurdistan, er der også en bevidst ny bestræbelse på at skabe et politisk system, centreret omkring fællesskabets værdier - den demokratiske konføderalismes system, skabt gennem demokratisk selvstyre centreret omkring kommunen.
Kurdistans Arbejderparti (PKK) troede, som mange andre nationale befrielsesbevægelser, i første omgang, at skabelsen af en uafhængig stat ville være løsningen på vold og undertrykkelse.
Med en verden i forandring efter Sovjetunionens fald begyndte bevægelsen imidlertid at udvikle en grundlæggende selvkritik samt en kritik af den tids dominerende socialistiske politik, der stadig var meget fokuseret på at overtage statsmagten. Hen imod slutningen af 1990erne begyndte PKK, under ledelse af Abdullah Öcalan, at formulere et alternativ til nationalstaten og statssocialismen.
Efter at have undersøgt Kurdistans og Mellemøstens historie, samt magtens natur, det nuværende økonomiske system og klimaspørgsmålet, kom Öcalan frem til den konklusion, at årsagen til menneskets »frihedsproblem« ikke er statsløshed, men fremkomsten af staten. I et forsøg på at undergrave den dominans som det system, der har institutionaliseret sig selv verden over i løbet af de sidste 5.000 år - en syntese af patriarkat, kapitalisme og nationalstat - så baserer det alternative paradigme sig på det præcist modsatte: kvinders befrielse, økologi og græsrodsdemokrati.
Demokratisk konføderalisme er en social, politisk og økonomisk model for, hvordan selvadministrerering kan fungere, drevet frem af kvinder og ungdommen. Den forsøger at virkeliggøre folkets vilje ved at forstå demokrati mere som en metode end et mål i sig selv. Det er demokrati uden staten.
Samtidig med at den fremsætter nye normative strukturer til at etablere et bevidst politisk system, trækker den demokratiske konføderalisme også på ældgamle former for social organisering, som stadig eksisterer på tværs af samfund i og uden for Kurdistan i dag.
Modellen kan måske virke urealistisk for vores moderne forestillingsevne, men faktisk harmonerer den med det stærke ønske om emancipation, som man finder blandt de forskellige folkeslag i regionen.
Selvom systemet har været implementeret i Bakur (Nordkurdistan) i årevis inden for rammerne af den tyrkiske stats repression, var det i Rojava (Vestkurdistan), at den historiske mulighed opstod for at virkeliggøre den demokratiske konføderalisme.
»Den demokratiske autonomi« er placeret i centrum af systemet: Folket organiserer sig selv direkte i form af kommuner og opretter rådsforsamlinger.
I Rojava er denne proces blevet faciliteret af Tev-Dem, Bevægelsen for et Demokratisk Samfund. Kommunen er bygget op af selvbevidste selvorganiserede lokalsamfund og udgør den væsentligste og mest radikale side af den demokratiske praksis. Den har komitéer, som arbejder med forskellige anliggender, eksempelvis fred og retfærdighed, økonomi, sikkerhed, uddannelse, kvinder, ungdommen og socialvæsenet.
Kommunerne sender valgte repræsentanter til rådene. Landsbyrådene sender repræsentanter til byerne, byrådene sender repræsentanter til storbyerne, og så videre. Hver kommune er autonom, men de er bundet sammen ved hjælp af den konføderale struktur, med det formål at sikre koordinationen og de fælles principper.
Kun når anliggender ikke kan løses på det nederste niveau, eller når de går udover det ansvar rådene har på et lavere niveau, bliver de uddelegeret til et øvre niveau. De »øvre« instanser står til ansvar overfor de »nedre« niveauer og tilbagerapporterer deres handlinger og beslutninger.
Samtidig med at kommunerne fungerer som det sted, hvor problemer løses og hverdagslivet organiseres, udarbejder rådene handlingsplaner og taktikker, som sikrer sammenhængskraften og koordinationen.
I starten af revolutionen og i de nyligt frigjorte områder havde forsamlingerne først til opgave at oprette folkeråd og først derefter begyndte de at udvikle mere decentrale græsrods-organisatoriske strukturer i form af kommuner.
Kommunerne arbejder hen imod et »moralsk-politisk« samfund bestående af bevidste individer, der ved hvordan sociale anliggender kan løses, og som står for den daglige styring igennem fælles ansvar frem for at være underordnet bureaukratiske eliter.
Projektet er derfor afhængigt af folkets frivillige og frie deltagelse i modsætning til afpresning og retsstatsprincipper.
Det er naturligvis svært at hæve samfundets bevidsthed over et kort tidsspænd, især hvor krigsforhold, embargoer, internaliserede mentaliteter og forældede despotiske strukturer er dybt institutionaliserede og kan lede til magtmisbrug og en apolitisk mentalitet.
Et alternativt uddannelsessystem, organiseret igennem akademier, forsøger at promovere en sund social mentalitet, samtidig med at selvorganiseringen i praksis reproducerer et bevidst samfund ved at mobilisere i alle livets sfærer.
Kvinderne og de unge organiserer sig autonomt og legemliggør de sociale dynamikker, som har en naturlig tilbøjelighed hen imod mere demokrati og mindre hierarki. De placerer sig selv »til venstre« for den demokratiske autonomimodel og formulerer nye former for vidensproduktion og reproduktion.
I dag deler den kurdiske frihedsbevægelse magten, fra Quandil til Qamishlo til Paris, lige mellem en kvinde og en mand.
Ideen bag er princippet om den todelte magt, som både symbolsk og praktisk - den decentraliserer magten og styrker konsensus, samtidig med at den symboliserer harmonien mellem kvinder og mænd.
Kun kvinder har retten til at stemme på den kvindelige repræsentant, mens den mandlige er valgt ind af alle. Det fører til, at kvinder organiserer deres egne, stærkere, mere ideologisk bevidste strukturer, som skal føre til en konføderation af kvinder med udgangspunkt i autonome kvinde-kommuner.
Et andet vigtigt princip formuleret af Öcalan er den »demokratiske nation«. I modsætning til nationalstatens monistiske doktrin, som retfærdiggør sig selv med chauvinistiske myter, er visionen i denne model, et samfund baseret på en fælles social kontrakt og fundamentale etiske principper, eksempelvis ligestilling mellem kønnene.
Derfor kan alle individer og alle grupper - etniske, religiøse, sproglige, køn, intellektuelle identiteter og tendenser - udtrykke sig frit og bidrage med mangfoldighed til denne udvidede, etikbaserede nation, for at sikre dens demokratisering.
Jo større mangfoldighed nationen rummer, jo stærkere er dens demokrati. De forskellige grupper og sektioner styrer selv demokratisering af dem selv.
Et system bygget på selvorganisering til dels kombineret med embargoen, som har nødvendiggjort selvforsyning og derved sat gang i kreativiteten, har reddet Rojava for den kapitalistiske mentalitets korruption og ekstern udnyttelse.
For at forsvare de revolutionære værdier efter krigen er der stadig brug for en tilpasset økonomisk vision for social retfærdig, bæredygtig, feministisk økonomi, som kan opretholde en forarmet, traumatiseret og mishandlet befolkning.
Hvordan engagerer man de rige, som ikke interesserer sig for kooperativer og undgår at blive anklaget for autoritarisme? Hvordan arrangerer man emancipatoriske og libertære principper under krigens og overlevelsesøkonomiens påtrængenhed? Hvordan decentraliserer man økonomien samtidig med at sikre retfærdighed og revolutionær samhørighed? For befolkning i Rojava skal svaret findes i uddannelse.
»Hvad betyder økologi for dig?« spørger en kvinde ved Ishtar kvindeakademi i Rimelan sine kammerater i et rum dekoreret med billeder af kvinder som Sakine Cansiz og Rosa Luxemburg.
En ældre kvinde med traditionelle tatoveringer på hænder og ansigt svarer:
»Det at være mor er for mig ensbetydende med at være økologisk. Det at leve i harmoni med fællesskabet og naturen. Mødre er dem som bedst ved, hvordan man opretholder og organiserer denne harmoni.«
Måske er spørgsmålet om økologi det, som tydeligst illustrerer Rojavas dilemma af at have store principper og intentioner og en villighed til at ofre sig samtidigt med, at betingelserne for at implementere disse idealer ofte er begrænsede. Det at overleve har i sagens natur ofte forrang over økologiske spørgsmål.
For øjeblikket kan man at tale om et overgangssystem delt i to, hvor Rojavas selvadministration udstikker de revolutionære og økologiske principper, der omhyggeligt tilpasses krig og realpolitik, samtidigt med at græsrodsbevægelsen organiserer befolkningen nedefra.
I kantonerne, særligt i forhold til udenrigspolitiske anliggender, er centralistiske eller i det mindste ikke-revolutionære praksisser uundgåelige, fordi Rojava politisk og økonomisk sidder som en lus mellem to negle.
Det er det demokratiske autonome system, der er opstået nedefra, som folk normalt refererer til, når de taler om »Rojava revolutionen.«
Græsrodsorganisationernes decentraliserende dynamikker, særligt i kommunerne, fungerer tilmed som en intern opposition til kantonerne og muliggør en demokratisering af de sidstnævnte, der på grund af deres komplicerede politiske geografi - yderligt begrænset af ikke-revolutionære grupper inden for kantonerne - tenderer imod en koncentration af magten (til trods for at kantonernes opbygning stadig er langt mere decentraliserede og demokratisk end almindelige stater).
Langt vigtigere end de specifikke mekanismer, hvorigennem folkets vilje kommer til udtryk, er den betydning og virkning, som folket, igennem den demokratiske autonomi, pålægger sig selv.
Hvis jeg skulle beskrive »det radikale demokrati«, ville jeg særligt tænke på arbejderklassen, de kvinder, som hverken kan læse eller skrive, men som har besluttet sig for at organisere sig selv i kommunerne, og som nu er med til virkeliggøre det politiske.
Børns grin og lege, skræppende høns, de skrattende plastikstole, komponerer melodien til den scene, hvor beslutningsprocesser om alt fra elektricitetstider til nabostridigheder bliver besluttet.
Det er også værd at bemærke, at strukturerne fungerer bedre på landet og i de små nabolag, end i de komplekse byer, hvor der kræves en større indsats for at engagere folk. Nu kan folk, der aldrig selv haft noget at sige eller nogen magt, skrive deres egen historie.
»Vil du se vores grøntsager?« spørger Qadifa, en ældre yazidi-kvinde, i et af de centre, som tilhører kvindebevægelsen »Yekîtiya Star«. Tilsyneladende er hun langt mere interesseret i at vise centrerets frugter frem, end at forklare hvordan det nye system fungerer.
Vi fortsætter med at snakke om, hvordan hverdagslivet i Rojava har ændret sig, imens vi spiser de lækre tomater fra kvindekooperativets baghave.
Selvbestemmelse bliver i Rojava udøvet konstant i hverdagens praksis. Tusindvis af kvinder som Qadifa, kvinder der tidligere var fuldstændigt marginaliserede, usynlige og uden en stemme, påtager sig nu ledende positioner og er med til at forme samfundet.
Nu kan de om morgenen høste deres egne tomater fra den jord, som i årtier var koloniseret af staten, samtidig med at de kan tage del i folkets retssager om aftenen.
Mange familier vier sig nu fuldstændigt til revolutionen, særligt de som har mistet en pårørende. Mange familiehjem er langsomt begyndt at fungere som folkehuse (’mala gel’), der koordinerer befolkningens behov: Folk går ind i hinandens hjem sammen med deres børn for at kritisere eller diskutere eller foreslå ideer til, hvordan de kan forbedre deres liv.
Samtalerne omkring middagsbordet har ændret sig. Sociale anliggender er bogstaveligt talt blevet sociale. Alle medlemmer af fællesskabet er blevet ledere.
Den sociale beslutningstagen, der langsomt har flyttet sig fra udvalgte bygninger til de steder, hvor hverdagslivet faktisk udspiller sig, er frugterne af forsøgene på at bygge et nyt moral-politisk samfund.
For folk, som lever i højtudviklede kapitalistiske lande, kan den direkte måde at tage magten over sit eget liv måske virke skræmmende, særligt når så væsentlige ting som retfærdighed, uddannelse og sikkerhed nu er i hænderne på folk som en selv, i stedet for at være omringet af et anonymt statsapparat.
En aften sidder jeg tæt ved Tell Mozan, som en gang var hjem for Urkesh, Hurritternes 6.000 år gamle hovedstad. Grænsen mellem Syrien og Tyrkiet, som er mindre end 100 år gammel, ligger tæt på.
Imens jeg drikker te med Meryem, en af Kobanes befalingskvinder, ser vi lysene fra byen Mardin i Nordkurdistan på den anden side af grænsen,
– Vi kæmper på vegne af fællesskabet, de undertrykte, på vegne af kvinder, for de uskrevne sider i historien, siger hun.
Meryem er en af de mange kvinder, som mødte Abdullah Öcalan i sin ungdom, da han kom til Rojava tilbage i 1980erne. Ligesom tusindvis af andre kvinder, som har søgt efter retfærdighed uden for deres egne liv, besluttede hun sig en dag for at blive frihedskæmper i regionen, der på én gang er hjem for tusindvis af æresdrab og tusindvis af gudinder, som bliver tilbedt i alle former og størrelser.
Det, som verden over har tiltrukket bevægelser, der arbejder imod systemet, til at tage del i den historiske modstandskamp i Kobane, er måske de mange måder, hvorpå byens forsvar spejler ældgamle tendenser i menneskets kamp; de måder, hvorpå den bærer på universale karaktertræk, som resonerer med kollektive forestillinger om en anden verden.
Der er blevet lavet mange sammenligninger med Parierkommunen, Slaget ved Stalingrad, Den Spanske Borgerkrig og nærmest alle andre mytiske folkelige opstande.
I Sumers zigguratter, de omfattende tempelkomplekser i Mesopotamien, blev mange hierarkiske mekanismer for første gang institutionaliseret: patriarkatet, staten, slaveri, hæren og den private ejendomsret.
Begyndelsen på det formaliserede klassesamfund. Perioden frembragte omfattende sociale brud kendetegnet ved tabet af kvinders sociale status og begyndelsen på mandens dominans, særligt den mandlige præst, som overtog vidensmonopolet.
Men det var også her amargi, det første ord for forestillingen om frihed, direkte oversat »tilbagevenden til moderen«, opstod, omkring 2300 f.Kr.
Öcalan har foreslået idéen om to civilisationer: Han påstår, at der ved slutningen af den yngre stenalder i takt med opkomsten af hierarkiske strukturer i Sumer, opstod en civilisation baseret på hierarki, vold, undertrykkelse - den »etablerede« eller »dominerende civilisation«.
I modsætning dertil repræsenterer det »demokratiske system« de historiske kampe, som er blevet udkæmpet af de marginaliserede, de undertrykte, de fattige og ekskluderede, særligt kvinder. Demokratisk konføderalisme er derfor et politisk produkt og manifestationen af denne ældgamle demokratiske civilisation.
Modellen for demokratisk autonomi, som den demokratiske konføderalisme har opfostret, tilbyder til gengæld ikke bare et lovende perspektiv for en fredelig og retfærdig løsning på de traumatiske konflikter i regionen; på mange måder illustrerer fremkomsten af revolutionen i Rojava, hvordan den demokratiske autonomi måske er den eneste måde at overleve.
I den forstand udgør den revolutionære kommune en historisk arv, en kilde til demokratiske kræfters kollektive hukommelse og en bevidst mekanisme til at forsvare sig imod statssystemet. Med sig bærer den en ældgammel arv og manifesterer sig netop nu på hidtil usete måder.
Det som forener de historiske momenter, hvor menneskets modstandsevne og begær efter en anden verden viser sig, fra de allerførste frihedskæmpere til Pariserkommunen til zapatisternes oprør til frihedspladserne i Rojava, er den ukuelige kraft, der ligger i det at turde forestille sig noget andet.
Det er modet til at tro på, at undertrykkelse ikke er skæbnebestemt. Det er manifestationen af menneskehedens ældgamle længsel efter at sætte sig selv fri.
Bijî komunên me! Vive la commune!
Dilar Dirik er kurdisk aktivist og PhD-studerende ved Institut for Sociologi ved University of Cambridge. Hun forsker i kvinders rolle i kampen for at artikulere og skabe frihed i Kurdistan.
Artiklen er oversat af Rojava komitéen, der støtter kampen for kurdisk autonomi i Syrien, og som forsøger at formidle viden om regionen til den danske offentlighed
Artiklen »Building Democracy Without the State« har tidligere bragt hos Roar Magazine
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96