SF's vanskeligheder

Andreas Albertsen spørger i sin blog om der er perspektiv i SF idet han beklager Mattias Tesfaye og Kasper Bjering Jensens udtrædelse af SF's landledelse - og for den sidstes vedkommende udmeldelse af SF. Andreas resumerer de tos kritik som følger:

• At SF er et nicheparti, der ikke søger at vinde opbakning i brede lag i befolkningen

• At SF har opgivet sin nyorientering af værdipolitiken

• At SF er blevet et parti, der agerer som et korrektiv til S, frem for et selvstændigt parti.

Men der er ikke hold i disse kritikker.

Nicheparti

SF har vist aldrig været mere nicheparti, end siden den afsatte ledelse fik partiet i regering. SF's selvstændige politik ligger helt underdrejet på alle andre områder end ministerområderne, hvilket jo sådan set er naturligt nok.

Problemet er blot, at SF's grundlæggende politiske ståsted synes at forsvinde. Den afsatte ledelse solgte ud af helt centrale socialistiske mærkesager, der kunne have virket samlende på partiet. Et centralt eksempel er lighed:

Holger K. Nielsen siger om lighed i sin bog Venstrefløjen i en ny tid:

"Venstreorienteringen er knyttet tæt sammen med menneskers stræben efter større lighed. (s. 9)"

Det er noget ganske andet, end Thor Möger Pedersens udtalelse om, at skattereformen skal have en rimelig social balance. Det er der jo ikke mange borgerlige partier, der er uenige i!

Mattias Tesfaye udtrykker en endnu klarere borgerlig opfattelse i interview med Ræson:

"Folk må også gerne blive svinehamrende rige ... Den politiske målsætning skal være at bevare og understøtte arbejdsmoralen i samfundet."

"Jeg rimelig tilfreds med den måde, der bliver givet skattelettelser til de højeste indtægter på .."

Altså, inden for de nicher, som SF havde indflydelse på, havde SF's afsatte ledelse tilbøjelighed til at føre borgerlig politik. Dette fremgår også af regeringsgrundlaget, som langt hen ad vejen forpligter SF til at medvirke til en nedskæringsdagorden. 

Nyorientering af værdipolitikken

Den mest markante nyorientering af værdipolitikken er vel SF's accept af S's indvandrerpolitik, som er opstået under pres fra DF, herunder udskydelsen af opgøret med 24-års reglen. Men i øvrigt er det svært at se, at den afsatte ledelse tilførte noget gunstigt nyt i forhold til Holger K., som i sin bog kræver integration - ikke assimilation - af indvandrere og danskere. Han kritiserer tvangsægteskaber og kulturrelativisme. Holger skriver:

(Jeg er) " stadig mere overbevist om, at religiøs fundamentalisme og religiøs demonisering er gift for enhver fornuftig samtale. Kampen for menneskerettigheder og demokrati er universel og kan ikke gradbøjes hverken efter kulturelle eller religiøse principper. (s. 127)

Det er vel Holger K., som her - før den afsatte ledelse - nuancerer SF's indvandrerpolitik.

Korrektiv til S

Fra slutningen af 2008 startede Thor Möger Pedersen et samarbejde med S, som gik ud på, at S og SF skulle have fælles strategi udadtil. SF's selvstændige politik forsvandt altså helt og aldeles. Nu skulle SF ikke en gang korrigere S, men aktivt tilpasse sig S for at komme i regering. Når samtidig S blev mere og mere borgerlig, måtte SF altså også blive det - og det var så også resultatet.

Leif Hermann og jeg har dokumenteret, at sammensmeltningen af S's og SF's politik har været katastrofal ikke alene for SF, men også for S.

Siden august 2009, kort efter at det første resultat af sammensmeltningen (Fair Forandring) blev offentliggjort, og frem til den nye ledelse kom til, er det gået tilbage for SF. Og indtil efteråret 2011 er det hovedsagligt SF's tilbagegang, der forklarer faldet i tilslutningen til S+SF.

Altså, da SF opgav at være korrektiv til S, fik det betydelige skadelige virkninger for tilslutningen til venstrefløjen.

SF's perspektiver

SF er i en meget vanskelig situation. SF er bundet til at føre borgerlig politik i regeringen, men er samtidig nødt til at vise, at SF stadig er et socialistisk parti.

Situationen for SF er også vanskelig, fordi S er blevet mere borgerlig og dermed sværere at samarbejde med for SF. Den styrke, som SF havde opnået i 2008-09, hvor SF havde omkring 40% af vælgertilslutningen til S+SF, magtede den afsatte ledelse ikke at udnytte. Tværtimod, blev den sat til i sammensmeltningspolitikken og borgerliggørelsen.

Den bedste mulighed, SF nu har for at styrke venstrefløjen, er ved igen at true med at blive større end S - og det kan SF næppe opnå ved søge mod midten sammen med de borgerlige partier. Det kræver at SF igen viser sig som et troværdigt socialistisk alternativ. Dette burde kunne lade sig gøre med den ny ledelse.

Det mest oplagte er at videreudvikle det seneste sammenhængende bud på en moderne socialisme fra en central SF'er. Nemlig Holger K.'s bog - der netop ikke kan reduceres til at være korrektiv til S.

Så når Holger og Anette nu siger, at den politiske linie ikke er ændret, betyder det forhåbentlig, at SF stadig er i regering, men at de stadig holder fast i SF's grundlag, som Holger beskev det i sin bog.

Men SF skal ikke gå med til ret mange flere sociale nedskæringer, f.eks. i forbindelse med kontanthjælpsreformen. For så er troværdigheden mistet i mange år frem, og dermed ligger hele venstrefløjen i ruiner.

Så kan vi se frem til et borgerligt S og et forvirret SF, som ikke ved, hvad det vil, samt et isoleret EL, som kan samle en stor del af de røde kernevælgere.

Hvor længe, SF kan vedblive med at være i regering og dermed ikke udskrive valg, er helt klart det store spørgsmål.

Flemming Bjerke er medlem af SF og aktiv blogger på Rød Blog - Åben SF-debat

Reference:
Holger K. Nielsen: Venstrefløjen i en ny tid. People's Press 2004.