Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
Boganmeldelse
14. august 2014 - 10:13

SF - fra socialisme til ringvrag

Ny bog om SF’s historie fra 1959-2014 er letlæst og velskrevet, men mangelfuld, når det gælder om at se bag om begreber og begivenheder.

For nylig udkom SF-bogen Magtens Pris af Weekendavisens reporter Hans Mortensen. Det er en opdateret udgave af hans tidligere bog Den røde Tråd. SF og vejen til magten (som jeg tidligere har anmeldt på Modkraft: »Spinner SF stadig en rød tråd«) fra 2011.

Den nye medtager partiets i alt 27 måneder som regeringsparti, det dramatiske exit i januar 2014 samt valget af Pia Olsen Dyhr som formand.

Hans Mortensen er stadig en underholdende historiefortæller, han har (stadigvæk) en underfundig ironi og kan stadig levere fiffige iagttagelser.

Rapport eller analyse

Imidlertid ville man have fået en meget bedre bog, hvis Hans Mortensen havde drevet det til analyser af det parti, der er emne for bogen. I stedet nøjes han med at rapportere.

Det havde også hjulpet gevaldigt, hvis der var brugt et mere omfattende kildegrundlag.

Som journalist tillader han sig at gengive begivenheder uden at angive kilder. Og han tillader sig at undlade at opsøge kilder.

Det gør, at bogen slet ikke lever op til at være historisk fremstilling, men forbliver en journalistisk beskrivelse, der overhovedet ikke kan leve op til kvaliteten i en gennemforsket fremstilling.

Hvis der var brugt mere udviklede begreber om højre-venstre, konflikt og kompromis end dem, der præger bogen, havde det ligeledes givet en bedre bog.

Ulykkelig kærlighed

Hans Mortensens grundlæggende idé er, at der gennem hele SF’s historie gentages et mønster, der handler om en »ulykkelig kærlighed til den politiske magt«.

Hele partihistorien igennem har man tragtet efter at få del i magten, men når SF'erne har nærmet sig magten »er det endt i splid, ballade og truende udslettelse.«

SF har derimod trives godt i rollen som oppositionsparti. Det som kaldes »i hængekøjen«. Mener Hans Mortensen.

Hvordan det gik, da SF gjorde entre som regeringsparti, levede et forhutlet liv i regeringen og hovedkulds forlod samme sted, er et brændvarmt emne for venstrefløjen.

Men hvis man tror, man i bogen får redskaber til hitte rundt i, hvilke problemer et venstrefløjsparti kan komme ud for, hvis det prøvede at tage del i den udøvende magt på højeste niveau, så bliver man skuffet.

Hans Mortensen kan være en vidende og skarp journalist, når han skriver dag-til-dag politik i den trykte presse. Men når han skriver historie, er det temmelig iøjnefaldende at dag-til-dag perspektivet ikke nok.

Man får langtfra tilstrækkeligt svar på de mange påtrængende spørgsmål, som SF's historiske dilemmaer og nylige optræden som regeringsparti rejser.

Under forandring

Magtens Pris udruller SF’s 55 års liv med særlig opmærksomhed på de interne konflikter.

I 1960'erne – partiet første årti – står konflikten mellem Aksel Larsen-fløjen og en bredt sammensat venstrefløj. Aksel Larsen gik meget målbevidst efter at gøre SF til regeringspartner med det daværende regerende Socialdemokrati under Jens Otte Krag.

For 1970'ernes SFs var hovedkonflikten mellem en gruppe, der ville opgive en række centrale SF-punkter, mens den samtidig påberåbte sig grundlaget fra Aksel Larsen, og så et broget flertal af kræfter, der både forfægtede SF’s grundlæggende forståelser og indoptog feministiske, grønne og venstreradikale positioner.

1980'erne handlede for SF om at udvikle den såkaldte »arbejderflertalsstrategi«, altså et fast aftalt makkerskab med Socialdemokratiet. Her er bogen især svag i sin redegørelse.

Denne anmelder ser 1980'erne som den mest dynamiske tid i partiets historie. Det var her SF konkretiserede sine idéer om samfundsforandring via et parlamentarisk flertal af socialdemokrater og sig selv - og oven i købet spillede en hovedrolle i det parlamentariske fredsarbejde

Men Hans Mortensen er vist ikke enig. Hans beskriver denne tid under overskriften: »I hængekøjen«.

I 1990'erne fortager SF en stor kursændring i forhold til EU.

Tilbage i 1970'erne var SF en toneangivende kraft i modstanden mod EF, som det dengang hed. I 1990'erne bliver SF drivende i »det nationale kompromis«, og man accepterede i første omgang EU som et onde, man ikke kunne (og kan) komme udenom.

Siden har man tænkt europæisk samarbejde, og dermed også EU, som noget, man aktivt vil bruge til at fremme politiske mål.

SF spillede også en aktiv rolle i 1990'erne som en del af Nyrup-regeringens grundlag.

De sidste ca. 80 sider handler tiden efter Villy Søvndal blev formand i 2006 og til foråret 2014.

Magten som spil

Hans Mortensen fortæller ud fra den opfattelse, at politik er et spil om magt, der ses som en given størrelse, og enhver politisk stræben handler om at »få del i« denne magt.

Magten defineres eller problematiseres aldrig i den forståelse. Og »at få del i magten« betyder i den sammenhæng at beklæde ministerposter.

Hvis politik er et spil, så bliver Christiansborg hovedscenen, og de optrædende er SF's mest fremtrædende skikkelser.

Hans Mortensen rapporterer fra person-niveauet i politik. Bogen fortæller om aktørerne, men ikke om strukturerne.

Bogens hovedtese om, at SF ikke kan forliges med det, Hans Mortesen forstår som »magten,« problematiseres på intet tidspunkt.

Men hvis forfatteren havde bevæget sig ud over Christiansborg, ville han have opdaget, at SF i kommunalpolitik mange steder har taget del i den udøvende magt ved at beklæde borgmesterposter, uden at det er endt i splid, ballade og truende udslettelse.

Hvis man ellers ser, hvad SF'ere laver i fagbevægelse og græsrodsaktivisme af enhver slags, vil man se SF'ere, der er aktive overfor og i samfundslivet – og dermed også samfundets magtinstanser.

Konflikter og demokrati

Hans Mortensen ser heller ikke på, om SF udvikler sin partikultur i forhold til at håndtere uenigheder.

I 1960'erne var SF slet ikke i stand til at rumme større uenigheder, det stod også galt til i de første år af 1970'erne.

Men efter min opfattelse udvikler partiet evnen til at håndtere uenigheder. Demokratiske procedurer udvikles og i flere årtier udvikler SF sig med en demokratisk debatkultur.

Først i forbindelse med ensretningen af partilivet fra slutningen af nullerne ødelægges denne evne.

Selve ordvalget »splid, ballade og truende udslettelse« viser at forfatteren forstår konflikt, som noget negativt. Ordet »ballade« antyder, at det er noget, man ikke kan tage alvorligt, en umoden adfærd.

Det ligger lige i forlængelse af Hans Mortensens almindelige forståelse om SF’s udvikling som en vækst og modningsproces.

Det skal forstås på den måde, at SF med Villys Søvndal, der bliver formand i 2006, og Thor Möger, der opnår ledende positioner i partiet i samme tid, bliver »voksent«.

Under designerpolitikens regimente

Hans Mortensen har et kritisk og skarpt blik, når han bemærker, at Villys Søvndal fra starten af sin formandsperiode ikke selv ved, hvad han vil (eller med Hans Mortensens noget trivielle modeudtryk »havde et projekt«).

Det havde kredsen omkring Thor Möger angiveligt. Derfra kommer ideerne om at opgive SF’s grundlæggende forståelser af sin egen rolle og alliancepartnere.

Forfatteren gør sig ingen ulejlighed med at skjule sin fascination af Thor Möger. Hans Mortensen gengiver gladelig Møgers slagord uden kritiske spørgsmål.

Hans Mortesen beskriver udviklingen som en proces, hvor SF angiveligt forbereder sig på parløb med socialdemokraterne og regeringsdeltagelse som »modning«.

Jeg mener, det er mere korrekt at tale om en nedbrydelse. For der er tale om en systematisk udryddelse af en demokratisk partikultur og de parti-institutioner, der er knyttede dertil.

I samme proces forsvinder så godt som enhver dyberegående samfundskritisk tænkning fra SF’s fora. Hvad SF måtte have haft tilbage af forståelser af kapitalisme, klasser, socialisme, stat og forholdet mellem bevægelse og parlamentariske arbejde forsvinder.

Alle dele af partiets politikudvikling har mistet sin oppositionelle karakter. I stedet tænkes der ordinært, borgerligt og på kapitalismens præmisser.

Hans Mortensen skal selvfølgelig have lov at mene, at SF er blevet »modnet«. Men til en redegørelse af denne del af partiets historie hører, at man også fortæller, hvorfor det så alligevel gik så galt på alle niveauer, da man endelig kom i regering – når nu man påstod at være så velforberedt.

Det er min bedste overbevisning, at en nøjere gennemlæsning af programmerne, man lavede med socialdemokraterne før regeringsdannelsen, vil vise, at man talte udenom afgørende samfundsmæssige modsætninger.

Efterlysninger

Magtens Pris ville også have vundet i kvalitet, hvis der var en sammenligning af SF’s strategiske projekt i Gert Petersens formandskabsperiode i 1980'erne med diskussionen om arbejderflertal og så Søvndal/Mögers arbejde for at forbedre partiet på regeringsdeltagelse i perioden 2008-2011.

Spørgsmålet ligger lige for, men Hans Mortensen berører det ikke.

Forskellene mellem arbejderflertalsdiskussion og »regeringsforberedelsen« ligger for mig at se i – på det formelle plan – at det i 1980'erne var helt ok at være uenig med partiet. I Søvndal/Möger-tiden blev enhver opposition mobbet af vejen.

I 1980'erne var grundlaget politisk viden, erfaring og analyse. I Søvndal/Möger-tiden var grundlaget fokus-grupper og statistiske vælgeranalyser.

På det substantielle plan handlede arbejderflertalsdiskussionen i 1980'erne om at indgå kompromisser for at opnå kvalitative samfundsforandringer. Søvndal/Möger-gruppens politik udvikling handlede om at tilpasse sig allerede eksisterende magtforhold og fordelingsmæssig status quo.

Desværre laver Hans Mortensen ikke den slags sammenligninger.

De ville ellers kunne give lidt forklaring på den frustration og den vrede, der over to omgange skyllede hen over partiet:

Første gang, da Anette Vilhelmsen slog Astrid Krag (der blev anset som Mögers kandidat) i formandsvalget.

Anden gang, da et oprør skyllede hen over samme Anette Vilhelmsen og hendes nærmeste støtter i forbindelse med salget af dele af DONG, der førte til et konfust exit fra regeringen.

Fra partihistorien kan der nævnes eksempler på, at SF har været hjemsøgt af ødelæggende uro i forbindelse med forligsdeltagelse.

Her kunne det være interessant om en fremstilling af SF’s interne konflikter kan vise en sammenhæng mellem konflikterne, og hvordan formålene med de forskellige forlig er blevet forklaret af de deltagende.

SF har faktisk altid haft en højrefløj, for hvem det var en mere eller mindre given ting, at man deltog i det samarbejdende folkestyre.

Men forlig for forligs egen skyld er også blevet modarbejdet internt, fordi SF derved blot blev identificeret med systemet og magten.

Hvad ville SF og hvad fik man

Et andet helt stort spørgsmål, der også lades urørt, er: Har man i SF har betragtet det som et mål i sig selv at sidde i regering?

Spørgsmålet har hele tiden været rejst af kritikere og er hele tiden blevet benægtet af partiledelsen. Men hvordan ser det ud i retrospektiv?

Og tillægsspørgsmålet, hvad fik SF egentlig ud af at deltage i regeringen, hverken stilles eller besvares.

Fremtiden for SF

Hans Mortensens bog ender med at forudsige mulighederne for et SF, der kan gå helt gå i opløsning, men også for at et comeback kan være muligt.

Det er bare svært sat se, hvordan en sådan genrejsning af SF skulle bringes i stand. Det er nu mere end 180 dage siden, SF forlod regeringen. Og der er stadig ikke fremkommet en eneste udtalelse fra nogen centralt placeret SF'er om, hvad der gik galt – andet end at der var nogle enkeltpersoner, der »svigtede«.

SF har ikke kun mistet sin grundlæggende samfundskritiske tænkning, men også sin evne til selvkritik.

Hans Mortensen: SF Magtens Pris. People's Press. 398 sider 249,95 kr.

Steen Gottlieb er cand.mag i dansk og historie samt blogger på Modkraft. Han har været medlem af SF 1975-2012.

Se også linkboxen på Modkraft biblioteket  »Socialistisk  Folkeparti, SF (2959- )« Links til artikler om SF’s historie, personer, programmer og bøger

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce