Annonce

13. februar 2010 - 10:47

»Sexarbejdere i alle lande…«

Det var nogle af de spørgsmål, der var på tapetet, da der i midten af januar blev indbudt til debat i Folkets Hus om trafficking, migrationslove, feminisme, faglig organisering, sexarbejde, køn og kapital. Queerkraft-redaktionen var med på en lytter, og bringer her et skønsomt udvalg af aftenens diskussioner.

Arrangørerne havde regnet med en 10-15 deltagere – der kom mellem 70 og 80 mennesker. Så mens ruderne duggede og folk møffede sig til en plads i vindueskarmene og på gulvet, fortalte de to gæster, henh. »Sexarbejderen Feministen« og Sus, formanden for Sexarbejdernes Interesse-Organisation (SIO), om SIOs arbejde og sexarbejderes forhold verden over.

Vi vil have rettigheder, ikke symaskiner

Feministen harcelerede i vanlig, bramfri stil over den forfølgelse og de overgreb, sexarbejdere over hele verden udsættes for fra stat og politi. Hun påpegede det groteske i, at den opskruede debat om trafficking bliver brugt som argument for at lukke grænserne endnu mere, når øget grænsekontrol er det sidste, migrantarbejdere har brug for. Og hun bandede over de »middelklasse-kællinger«, der gør livet surt for de arbejderklassekvinder, -mænd og -transpersoner, der har valgt sexarbejdet som levevej.

Her fremviste Feministen til almen begejstring en indisk sexarbejder-organisations logo: En symaskine med streg over. Don’t talk to me about sewing machines, talk to me about human rights, lød sloganet.

Middelklassens kvinder har til alle tider kun fokuseret på at få sexarbejderne til at gøre noget andet end sexarbejde, lød forklaringen. I stedet skulle de, ifølge Feministen og de indiske sexarbejdere, hellere støtte sexarbejdernes egne kampe for ordentlige forhold og basale menneskerettigheder.

Tal med os, når I taler om os

Sus’ oplæg var noget mere afdæmpet og fokuserede på SIOs arbejde og årsagen til, at foreningen blev dannet. Det skete ifølge Sus som reaktion på 8. marts-initiativets kampagne for et forbud mod sexkøb, og som en reaktion på det kvindesyn, som ifølge Sus ligger implicit i kampagnen: At kvinder er deres seksualitet, hvorfor kvinden anklages for at sælge sig selv, når hun sælger sex.

JPEG - 59.8 kb
Sexarbejdernes Interesse-Organisation inviterede til debat og langede både ud efter regeringens udlændingepolitik og venstrefløjens manglende opbakning til deres kamp for faglige rettigheder. Foto: Mark Knudsen/Monsun

Sus gennemgik nogle af de sager SIO har taget op i den tid, organisationen har eksisteret. Gennemgående har de forsøgt at protestere, når de mente, kampagner rettet mod prostitution byggede på myter og forkerte oplysninger, og de har i alle sager insisteret på, at alle diskussioner om sexarbejde også skal inddrage sexarbejderne selv.

SIO kæmper imod en kriminalisering af sexkøb og for lige rettigheder for alle sexarbejdere, og protesterer således også, når politiet f.eks. overtræder sexarbejdernes almindelige rettigheder ved at ransage deres lejligheder uden dommerkendelse.

Sus opsummerede SIOs mål:

– Vi vil gerne have hjælp til problemer, f.eks. via fagforening og dagpengeret, som alle andre erhverv. Vi ønsker ikke kunderne kriminaliserede. Grundlæggende vil vi gerne bare have de samme rettigheder som alle andre her har krav på.

Forskel på forbud

Det var en interesseret og tænksom sal, der tog imod de to oplægsholdere. Flere gav udtryk for, at det var befriende at kunne se andre muligheder for at gøre noget mod vold mod sexarbejdere, frem for kun at diskutere forbud eller ikke forbud. Diskussionen kom ikke desto mindre til at kredse en del om emnet.

For hvad med forskellige former for kriminalisering, ville nogen vide. Feministen havde raset over de overgreb, sexarbejdere udsættes for fra myndighedernes side, især i de lande, hvor sexarbejde er forbudt og dybt stigmatiseret. Men er der ikke forskel på at kriminalisere sexarbejde og sexkøb?

– Sexarbejde er svært at slippe af med. Det man kan gøre, er at gøre det svært for sexarbejderne, mente Sus. Det er det, man ifølge hende har gjort i Norge, hvor man har gennemført et sexkøbsforbud. Her er der ifølge SIO stadig lige så mange sexarbejdere, som nu blot arbejder under dårligere forhold.

Hverken Sus eller Feministen mente, at der var den store forskel på de forskellige former for kriminalisering. De vil under alle omstændigheder ramme sexarbejderen, eftersom det er hende, der bliver afhængig af kriminelle netværk, og hende, der får mere pressede kunder.

Hvad med dem på gaden

Flere ville dog gerne vide, hvordan al den talen om rettigheder hjælper folk på gaden. SIO bruger mange kræfter på at understrege, at sexarbejdere er en højst forskellig flok, og at det ikke giver mening at tale om dem, som om de alle er ens. Men er det så de samme ting, de har brug for?

– Rettigheder kan måske godt hjælpe folk i bordeller osv. Men hvad med dem på gaden, med stofproblemer og alt muligt, hvordan hjælper det dem? ville en af tilhørende i salen gerne vide.

– Vi er en meget stor og forskellig gruppe, bekræftede Sus.

– Men vi er fælles om at vi sælger sex for penge, og vi er fælles om stigmatiseringen. Og vi har alle sammen brug for de samme rettigheder, uanset hvordan man har det.

Feministen supplerede med, at man jo f.eks. kunne hjælpe dem, der har problemer med gæld, stofmisbrug el. lign., med de konkrete problemer de har, frem for at forsøge at tage deres nværende løsning, nemlig sexarbejdet, fra dem.

Tager man skade af det

– Hvordan stiller I jer til alle de her beretninger om, at det er skadeligt at arbejde som sexarbejder? ville en tilhører vide.

– Der er ikke nogen undersøgelser, der viser, at det skulle være specielt skadeligt, understregede Sus og uddybede:

– Men netop derfor går vi ind for undersøgelser, så vi kan finde ud af hvor det går galt, når det går galt, og sætte ind de rigtige steder. Jeg tror ikke sexarbejde er specielt meget bedre end andre fag. Der er også nogen der går ned på det, og det er der vi skal sætte ind.

En anden tilhører mente, at det vel også handler om friheden til selv at bestemme

– Der er jo, som hun til almen moro påpegede, andre jobs der er hårde, politiarbejde f.eks., men der går man jo ikke ind for en kriminalisering.

Legalisering frem for deportering

– De tager jo rent faktisk arbejde fra jer.

En af tilhørerne prikkede til SIOs holdning til de udenlandske sexarbejdere. Til salens åbenlyse tilfredshed har aftenens udmeldinger i forhold til udlændingelovgivning og migrationsrettigheder ligget et godt stykke fra den politik, som for tiden føres af VKO-regeringen.

Ifølge SIO er svaret på illegale migrant-sexarbejdernes problem nemlig ikke at indføre stærkere grænsekontrol, som blot gør det endnu sværere for fattige migranter at rejse efter pengene i de rige lande. Løsningen er derimod at legalisere sexarbejde, så de papirløse sexarbejdere sikres rettigheder og bedre forhold, og får mulighed for at arbejde legalt frem for at blive afhængige af kriminelle bagmænd.

Men det vil selvfølgelig give ekstra konkurrence på de hjemlige fliser. Sus fra SIO mente dog ikke, det var det store problem. Alle SIOs medlemmer er jo i forvejen konkurrenter, påpegede hun. Derfor har de alligevel en interesse i at kæmpe for de samme rettigheder.

En tilhører bemærkede, at det jo ikke er anderledes i andre brancher. Her har de hjemlige fagforeninger også en interesse i at sikre ordentlige forhold for udenlandske arbejdere, fordi det er deres egne rettigheder, der står på spil, hvis de bliver dumpet af de tilrejsende.

ICRSE går foran

Feministen satte trumf på ved at oplyse at ICRSE, den internationale organisation for sexarbejderes rettigheder, rent faktisk kæmper for fri mobilitet, og dermed går langt videre end de fleste fagforeninger, idet de også kæmper for papirløses rettigheder.

Trods Sus’ insisteren på at SIO er en ikke-politisk interesseorganisation, måtte hun derfor medgive, at SIO med sit medlemskab af ICRSE i princippet støtter en »ikke særlig Dansk Folkeparti-agtig lovgivning«, som en af tilhørerne formulerede det.

– Jeg synes spørgsmålet om udlændinge er meget svært og meget stort at tage fat på for SIO, fastholdt Sus dog og forklarede:

– Jeg vil godt bare holde det simpelt og tale om rettigheder.

Venstrefløjens tøven

Spørgsmålet om SIOs forhold til venstrefløjen, og venstrefløjens forhold til sexarbejderne, dukkede op flere gange i løbet af debatten. En del fandt det sært, at der ikke har været mere dialog.

– Vi kommer, når vi bliver inviteret. Så jeg har været rigtigt mange gange ude og snakke med VU. Vi prøver også at invitere os selv, når vi synes vi burde være til stede, men meget mere har vi ikke ressourcer til, konstaterede Sus.

Feministen, der flere gange i løbet af aftenen tydeligt havde givet udtryk for sin utilfredshed med venstrefløjens ageren på området, uddybede hvorfor hun mente, at der netop fra venstrefløjens side burde lyde andre toner:

– Jeg ville jo aldrig vende mig til højrefløjen og snakke om arbejderes rettigheder og frihed fra stigmatisering. Højrefløjen går fortrinsvis ind for vores selvbestemmelse, ikke for vores rettigheder, og heller ikke for vores migrante kolleger, går jeg ud fra.

En lidt flyvsk diskussion om, hvorvidt den manglende forståelse mellem venstrefløjen og sexarbejderne mon skyldtes uvidenhed, misforstået 70’er-feminisme eller noget helt tredje førte ikke til afklaring, men dog til den spøjse oplysning, at venstrefløjen før i tiden så ganske anderledes på sagen: Efter sigende var organisering af sexarbejderne rent faktisk allerede på tale dengang for 100 år siden, da 8. marts blev startet. Lenin havde blot foretrukket at organisere fabriksarbejderne først.

Om anekdoten nu er sand eller ej, så syntes aftenens tilstedeværende venstrefløj klar til at overveje, om det så mon ikke efterhånden var på tide også at få sexarbejderne ind i varmen.

»Sexarbejderen Feministen«’s rigtige navn er redaktionen bekendt.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce