Sexarbejde og queerpolitik: Ignacio Rivera

IR: Okay, hvor skal vi starte? Måske skulle jeg starte med mit syn på seksuel frigørelse. Jeg har lavet en masse seksuelt frigørelsesarbejde omkring, hvordan man får skabt en forbindelse mellem, hvordan fattige mennesker, ”people of color”, trans*-personer og kvinder – en forbindelse til, hvordan vores kroppe er blevet reguleret af staten. Helt tilbage fra slaveriet og tvungen sterilisering op til de skræmmetaktikker, der eksisterer omkring HIV og sexsygdomme og sexarbejde.

Alle de her ting, hvor der eksisterer politikker, love, reguleringer og normer omkring, hvordan folk skal og kan bruge deres kroppe. Og når vi så ikke bruger vores kroppe på den måde, så bliver vi marginaliserede, diskriminerede, udstødt. Jeg tænker på alt det her på som komplekse sammenhænge: fra trans*-personer, som er i stand til at ændre eller modificere deres kroppe og bruge deres kroppe på den måde, de har lyst, til queer personer, som har queer sex. Når vi taler om queer kroppe, trans*-kroppe, når vi taler om sexarbejde, så taler jeg [om disse emner] inden for en kontekst af seksuel frigørelse.

Læs introduktionen til temaet om Sexarbejde og queerpolitik her.

Før vi begynder at tale om sexarbejde som seksuel frigørelse, tror jeg, vi er nødt til at fastlægge hvilke forskellige grader og lag af sexarbejde, der findes, og dette er bare nogle af de få. Man kan ikke snakke om at være inden for porno-, escort- eller telefonsexbranchen på samme måde, som man kan snakke om at være gadeprostitueret, eller om at lave video-kamera arbejde, eller at være danser.

Jeg kan bedst lide at tale om sexarbejde inden for en ramme af seksuel frigørelse, fordi det for mig sætter et mere forenet syn på seksuel frigørelse i spil angående behovet for at dekriminalisere det arbejde, der har eksisteret så længe. Jeg ser på sexarbejde som et legitimt arbejde – det har altid været der.

Der er brug for det, og jeg tror, at fordi det netop ikke bliver set som legitimt arbejde, og fordi vi ikke ser på det med et perspektiv omkring seksuel frigørelse, så kommer vi til at skabe en masse skam og afsky omkring det. Dermed skaber vi mange usunde og meget voldelige situationer for de mænd og kvinder, der arbejder inden for det her felt.

Hvis den skam og den afsky og de bebrejdelser blev elimineret, og hvis sexarbejde blev set som legitimt arbejde og som seksuel frigørelse, så kunne vi have nogle meget mere åbne diskussioner omkring skadesbegrænsning som kunne reducere risikoen for HIV og seksuelt overførte sygdomme blandt dem, der er sexarbejdere.

Så ville vi også have mindre vold mod sexarbejdere, for som det er nu, bliver de anset for at være ingenting; de er undværlige. De bliver voldtaget og dræbt. Hvis en sexarbejder går til politiet for at fortælle, at hun er blevet voldtaget, så bliver det opfattet som en joke. For hvordan bliver man voldtaget, hvis man bliver betalt for sex? Det er sådan folk ser på det. Ligesom med gifte kvinder: ”Hvordan kan man være gift og blive voldtaget af sin ægtemand?”

SS: Kan du fortælle lidt om, hvordan din egen tænkning omkring det her har udviklet sig? Måske lidt om din egen udvikling, der fik dig til at kæde de her ting sammen?

IR: Mine oprindelige tanker omkring seksuel frigørelse begyndte med polyamori og udviklede sig derfra. Jeg startede med at lave lidt research omkring forskellige former for forhold, såsom polyamori. Jeg snakkede med folk om det, outede mig selv som polyamorøs til forskellige mennesker, hvilket betød, at vi kunne have nogle samtaler om emnet. Jeg lavede mit eget lille sociologiske studie, hvor jeg udspurgte - primært – people of color.

Gennem dette arbejde, gennem de grupper, som jeg prøvede at komme i kontakt med, blev jeg hurtigt meget frustreret, fordi det hele drejede sig om hvide mennesker. Der var ingen, eller meget få people of color […] De polyamorøse grupper [i New York] var overvejende hvide, og overvejende mænd. Og jeg havde det sådan: ”Det kan ikke være rigtigt! Jeg ved der er andre people of color, som er polyamorøse”.

Så jeg startede min egen gruppe, prøvede at finde ud af, hvorfor der ikke var nogen people of color i det miljø og drog mine egne konklusioner omkring det. For et par år siden startede jeg gruppen Shades of Poly, der grundlæggende var en social gruppe og en oplysningsgruppe om polyamori. Også folk, som ikke var polyamorøse kunne komme herhen og lære om, hvordan man forhandler inden for sit eget monogame forhold. Og fra det udgangspunkt startede jeg med at lave mere politisk arbejde omkring emnet.

En af mine ex-kærester og jeg lavede et forum, der hed Revolution, og vi lavede en serie, der hed Polyethics. Det var en serie af workshops og diskussioner, som handlede om, hvorfor ukonventionelle eller ikke-normale monogame parforhold er vigtige. Hvorfor er det en politisk diskussion? Hvorfor er det vigtigt endda for personer, der ikke identificerer sig som polyamorøse? Og før det, lavede jeg play parties, men så begyndte jeg med at lave det sammen med min ex, og så lavede vi to seksuel frigørelses workshops med queere kvinder og trans*-personer. Det var vidunderligt. Det var der, det begyndte, med bare at prøve at tænke lidt ud af boksen.

Gennem det arbejde begyndte jeg at forbinde det med en masse andre ting, fordi jeg startede med at lave sexarbejde selv. Jeg tror, at alle kommer ad forskellige veje til sexarbejde. Der findes ikke ÉN vej til sexarbejde. Og jeg begyndte også på at tænke på sexarbejde som en form for seksuel frigørelse.

Jeg føler mig meget privilegeret med den form for sexarbejde, som jeg laver. Jeg startede med at give prostatisk massage og begyndte så at danse, og lige nu laver jeg pro-dom [professionel dominatrix]-arbejde som kvinde, og så har jeg også noget porno med mig selv som trans*-person. Jeg synes, at jeg inden for denne del af branchen – ved at være pro-dom, særligt ved at være en uafhængig pro-dom – besidder visse valg.

Hvis kunderne spørger mig om noget, så er der i min magt at forhandle med dem over internettet, via e-mail eller over telefonen. Jeg kan fortælle dem, hvad jeg kan gøre og hvad jeg ikke gør, før jeg møder dem. Den fornemmelse kan jeg godt lide. Og jeg ved, at mange sexarbejdere ikke har den mulighed. Så på den måde føler jeg mig privilegeret, at jeg kan gøre det.

Du ved, jeg føler det som om, at sexarbejde har valgt mig. Fordi jeg er vokset op i fattigdom, jeg har været på bistand, jeg boede på herberg, jeg var hjemløs i en periode. Jeg var en ung teenagemor, og sexarbejde var altid noget, der lå i mit baghoved, som noget jeg var villig til at gøre. Men fordi jeg var fattig, fordi jeg var inden for det sociale system, fordi jeg var en ung mor, så var jeg skrækslagen for, at min datter ville bliver taget fra mig. Så jeg gjorde alt muligt andet end sexarbejde for at tjene til dagen og vejen.

Senere kom jeg i skole og fik mig en uddannelse. Men så alt det arbejde inden for non-profit-organisationer fik jeg en virkelig grim smag i munden over, hvordan disse organisationer sagde, at de var progressive og radikale, men hvor jeg følte, at det arbejde, der blev lavet, det var ikke noget, jeg ville lægge blod, sved og tårer i, forstår du?

SS: Fordi du ikke følte, at prioriteringerne var de rigtige? Fordi der ikke var noget klasseaspekt? 

IR: Ja, både raceaspektet og klasseaspektet, og en hel masse ting. Jeg var virkelig oprørt over at være i de her organisationer. Det førte ingen vegne hen. Så jeg besluttede mig for at lave noget organisering selv, at støtte de få organisationer, som jeg selv synes var progressive, og at holde foredrag […], så blev jeg en slags freelance konsulent, men som enhver konsulent ved, så er den slags arbejde noget, der kommer og går.

Der var nogle måneder, hvor jeg konstant havde opgaver, og derudover er jeg jo også performance-kunstner. Men så var der også tre, fire måneder, hvor jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle skaffe mad på bordet. På samme tid elskede jeg den fleksibilitet, det gav mig. Jeg elskede, at jeg kunne være sammen min datter. Jeg havde tid til at være sammen med hende. Det gav mig rigtig mange ting.

Men så blev jeg nødt til at tænke på, hvordan jeg kunne supplere min indkomst, og det var der, at sexarbejde dukkede op. Og på det tidspunkt i mit liv tænkte jeg ikke på samme [negative] måde om sexarbejde, som jeg havde gjort før. Min datter ved godt, at jeg er sexarbejder nu. Jeg har talt meget åbent med hende omkring sexarbejde og fortalt hende, at det er virkeligheden for mange mennesker.

Jeg kan huske, at jeg så det her program på HBO, hvor jeg tror, de lavede et program om red light distriktet i Amsterdam. Og jeg kan huske, at de interviewede en ung, sort kvinde, som dansede der, og hun fortalte, at hun havde en universitetsuddannelse, og jeg kan huske, at jeg tænkte: ”Hun er så dum. Hvordan kan hun have en fucking universitetsuddannelse og så lave det der fucking arbejde? Sikke en idiot!”

Når jeg ser på mig selv nu, så har jeg en universitetsuddannelse, og jeg er sexarbejder. Selvom jeg har min uddannelse, så er jeg stadig i stand til at gøre visse ting angående sexarbejde. Men det er sjovt, at jeg også virkelig må anerkende det privilegium, jeg har der. Hvis jeg i morgen besluttede mig for, at nu ville jeg ikke lave sexarbejde mere, og at jeg ville begynde at lede efter et job, så ville jeg have det privilegium. Og jeg er glad for, at jeg har det privilegium, at jeg kan gøre det.

SS: Så i sidste instans synes du, at sexarbejde er et emne, som queere personer bør beskæftige sig med? 

IR: Helt sikkert.

SS: Kan du forklare hvorfor? 

IR: Jeg mener, at det er forbundet med mange ting. Sexarbejde er et queer emne ligesom alle mulige andre emner. Der er mange personer, som er queer eller trans*, og som på grund af diskrimination eller på grund af homofobi eller transfobi, ikke får støtte fra deres familie, hverken økonomisk eller følelsesmæssigt.

Også unge mennesker for den sags skyld ender på gaden og må i kortere eller længere perioder involvere sig i sexarbejde for at overleve. Det er et ret stort emne inden for queer-miljøet. Ikke for at sige, at alle queer personer er sexarbejdere.

SS: Men mange mennesker laver sexarbejde, mens de vokser op. 

IR: Ja. Så det er et aspekt af det. Jeg tror du specifikt spurgte til queer, og så trans*-personer også. Hvis man er trans*-person, der gerne vil have eller har brug for fysisk at transitionere, eller for at få hormoner, der er ufarlige, så er sexarbejde en mulighed; det er noget, der er en mulighed for alle. Ingen ved, om de på et eller andet tidspunkt i deres liv kommer til et punkt, hvor de siger: ”Det er det her, jeg kommer til at lave nu. Det er den vej, jeg må gå. Det er den ’mulighed’ eller det valg, jeg må tage” Eller ”Jeg har ikke noget valg. Det er det her, jeg bliver nødt til at gøre.” Ingen er immun over for det.

SS: […] Jeg ved, du også har haft en del at gøre med organisering inden for forskellige miljøer, og jeg tænkte på, om du ser de her forskellige miljøer, som forbundne, og hvordan de evt. er forbundne, eller om du ser dem som adskilte? 

IR: Jeg tror, der er masser af forbindelser imellem de her miljøer, men jeg tror ikke, det er noget, som så mange mennesker tænker over. Særligt når vi taler om queer, så synes jeg meget, at queerbevægelsen, hvad det begreb så end dækker over, tager en meget normativ drejning. Særligt med alt det her fucking homo-ægteskab, du ved, det drejer sig så meget om: ”Vi er bare ligesom jer, derfor fortjener vi rettigheder”. Så alt, hvad der falder uden for: trans*-personer, sexarbejdere… 

SS: Personer, der ikke lever i faste parforhold… 

IR: Præcis. Det passer ikke inden for den analyse, så derfor er det bare: ”Vi vil ikke begynde på at tale om de her ting, for de eksisterer ikke […]. Det er andre mennesker, ikke os. Vi adopterer børn, vi har børn.” Jeg kan godt forstå baggrunden for det ønske, men det har taget en helt anden drejning. Du ved, vi begyndte med at tale om det inden for en ramme, der hed ”vi er mange forskellige ting”.

Men i stedet for forskellige ting, er det nu blevet til ”vi er helt ligesom jer”, helt normale mennesker. Og sådan vil jeg ikke ses - forstår du? Fordi jeg synes, det gør bevægelsen en bjørnetjeneste.

Læs det første interview med Amber Hollibaugh.