I den kommende tid bringer QueerKraft interviews med tre New York-baserede aktivister, der er og har været aktive i både sexarbejder- og LGBTQ-bevægelser siden 1960'erne. Her introduceres de tre interviews.
Sexarbejde har altid været relevant for queer- og trans-communities, både som indkomstmulighed og som et tema, der kritisk informerer det rum, der findes mellem på den ene side de sociale og politiske marginer og på den anden side den vigtige position, som queer- og trans-communities har.
De væsentlige problemstillinger, som overlappene mellem sexarbejdere og queer befolkninger peger på, har imidlertid ikke altid fået opmærksomhed af LGBT/Q-organisationer. Dette essay sætter den komplekse historie bag disse overlap i perspektiv for at slå et slag for vigtigheden af at tænke politisk omkring sexarbejde og queer tilværelse i dag.
Dette essay præsenterer en syntese af interviews med tre New York City-baserede aktivister – Amber Holligbaugh, Ignacio Rivera og Felix Gardon – som blev udført i marts 2008 på New York Universitet. I hvert interview diskuterer Amber, Ignacio og Felix deres egne erfaringer med sexarbejde, og hvordan disse erfaringer beriger deres arbejde i LGBT-bevægelser. Deres interviews beskriver LGBT-historiens liv og levned i USA fra slutningen af 1960'erne og Stonewall-oprøret i 1969 over dannelsen af LGBT-organisationer og infrastruktur frem til nutidens kampe om hvilke prioriteringer og retninger, der skal definere vores kollektive dagsorden.
Interviewsene behandler en lang række problemstillinger, som er centrale for forståelsen af relationen mellem sexarbejde og LGBT-communities – ikke mindst historien om LGBT-bevægelsen i USA og den værdi, som seksuel frigørelse i udgangspunktet havde for formuleringen af 'homorettigheder'.
Amber beskriver homobarkulturen i 1960'erne og 1970'erne og de queer- og transrum, som blandt andet talte en lang række af seksuelt marginaliserede grupper, herunder sexarbejdere. Videre beskriver hun de forandringer af politikken omkring queer sexkultur, som AIDS-æraen satte i gang, og understreger i den sammenhæng de markante klassemodsætninger, såvel som opkomsten af en politiseret skelnen mellem seksuelt normative og ikke-normative queer og transpersoner.
Ignacio tager disse problemstillinger op i sine refleksioner over den nutidige kontekst, og overvejer hvor og hvordan begreber som polyamori, seksuel frigørelse og klasse spiller sammen med sexarbejde. Herfra beskriver Felix sine erfaringer organisering for sexarbejderrettigheder i Philadelphia, og fokuserer på de måder hvorpå køn former sexarbejds- og seksualpolitikken.
De tre interviewede argumenterer for, at sexarbejde og LGBT-communities er forbundne, og at forståelsen af denne forbindelse er afgørende for at revurdere den gennemslagskraft, som nutidens homonormative politik har.
De tre aktivister beskriver en række historiske og politiske problemstillinger, herunder nødvendigheden af at se race, klasse, køn og seksualitet som forbundet og formet af magt. Disse problemstillinger bliver forlængede som følge af den opblomstring, der er sket i af seksualitetsbaserede bevægelser for progressiv social forandring.
Blandt de centrale aktører i dette arbejde er LGBTQ-organisationer, som bruger intersektionelle tilgange i deres arbejde og i bevægelser for sexarbejderrettigheder. Bevægelsen for sexarbejderrettigheder startede i amerikansk kontekst i 1970'erne, hvor organisationer som COYOTE (Call Off Your Old Tired Ethics), hurtigt voksede til en væsentlig medspiller. Og den omfatter organisationer i næsten alle større byer, årlige konferencer, mailinglister, juridiske interventioner, direkte aktion og protester, samt et fletværk af aktivistnetværk bestående af sexarbejdere og allierede.
Arven fra queer rettigheder og seksuel frigørelse ses tydeligt i de måder hvorpå disse organisationer definerer deres prioritering og interesser. SWANK (Sex Workers Action New York) and SWOP-NYC (Sex Workers Outreach Project – NYC) beskriver for eksempel på deres Myspace side sig selv som: “en gruppe radikalte nuværende og tidligere sexarbejdere forpligtet på at opbygge et community og bakke op om sexarbejdere og vores allierede. Vi identificerer os som pro-sex, kønsinkluderende, radikale, pro-queer, kink- og BDSM-venlige, kapitalismekritiske (omend ikke nødvendigvis antikapitalistiske). Vi er imod og accepterer ikke nogen former for undertrykkelse, herunder men ikke begrænset til: stigmatisering, stereotypisering, homofobi, racisme, diskrimination på grund af alder og størrelse, transfobi, sexisme og patriarkat.”
Så længe det bredere arbejde med seksualitet og magt fortsat kredser om de spørgsmål, som er knyttet til statsmagt, marginalitet og normativitet, vil disse bevægelsers arbejde være afgørende for at flytte grænserne for, hvad vi kan begribe, forestille os, og praktisere.
De tre interviews vil blive oploadet i løbet af den kommende tid her på siden. Stay tuned.
Svati P. Shah er involveret i feministiske-, LGBTQ- og sexarbejderbevægelser i Indien og USA og arbejder som forsker i køns- og seksualitetsstudier ved New York Universitet.
Teksten er oprindelig bragt i SF Online. Her skriver Svati P. Shah, at hun ønsker at takke de tre interviewpersoner for at bidrage med deres tid og deres indsigter og Emily Thuma for at have transskriberet de tre interviews.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96