Annonce

Sexarbejde II
11. september 2012 - 10:03

Sexarbejde og queerpolitik: Amber Hollibaugh

Amber Hollibaugh har gennem årtier været involveret i LBGT-organisering. Her fortæller hun om sin historie og reflekterer over sexarbejde og queerpolitik.

Amber Hollibaugh har igennem årtier været involveret i LGBT-organisering og har været med til at udforme bevægelsen siden 1960erne. Hun har arbejdet med adskillige temaer og med mange forskellige LGBT-organisationer i gennem årerne, herunder ”The Lesbian AIDS Project“ ved GMHC (Gay Men’s Health Crisis), ”Services and Advocacy for GLBT Seniors“ (SAGE), og ”The National Gay and Lesbian Task Force“. Hun er pt. leder af afdelingen for service til ældre og LBTI-kvinder ved Howard Brown Helath Center i Chicago.

Læs introduktionen til temaet om Sexarbejde og queerpolitik her.

Ambers historie inden for bevægelsen er dokumenteret i hendes bog ”My Dangerous Desires: A Queer Girl Dreaming Her Way Home“, der blev offentliggjort i 2000 hos Duke University Press.

Læs et uddrag fra bogen her. 

AH: Det var jo ikke noget tilfælde, at Stonewall-optøjerne (New York City, 1969) opstod blandt bulldaggers, drag queens, trans*personer, sex-arbejdere (...). Det var de mennesker, der var de udstødte i en allerede udstødt verden, hvilket på det tidspunkt var en queer verden. Og netop disse mennesker levede på kanten af denne queere verden. Det var dem, der var offentlige omkring det at være queer. Den tidlige kvindebevægelse – den feministiske bevægelse – og queer-bevægelsen var oprindeligt, synes jeg, meget mere radikale bevægelser, både rent politisk og i deres opbygning. Ikke blot i forhold til, hvad folk troede på, men også i forhold til hvem der var aktive.

Der fandtes offentlige miljøer omkring LGBT-personer dengang, og disse kulturer var meget sammenvævede med sexarbejde. I løbet af homo-verdenens lange historie har homo-barerne været samlingssteder for seksuelt udstødte, hvilket sammenbragte mange forskellige miljøer: bøsser, lesbiske, sexarbejdere og drag-miljøerne for eksempel. Jeg taler her om tiden før Stonewall og lige i begyndelsen af Stonewall-optøjerne. Og ikke bare i det nordøstlige USA, men faktisk over hele landet.

Folk opfører sig som om, sexarbejde og emner omkring seksuel normalisering er nye emner, dele af en ny samtale, som om sexarbejde ikke rigtigt var en del af, hvordan queer liv var konstrueret, før der var en bevægelse. Men den historie, der er vigtig at huske på her, er, at sideløbende med den måde, hvorpå ”normal“ seksualitet blev konstrueret i 50erne, eksisterede der også en hel masse mennesker, som ikke passede ind.

Heraf var homoeerne de bedst organiserede. Altså jeg mener, homo-barerne havde denne sammensætning af forskellige mennesker, så vi havde for eksempel en bar, der så blev til et sted, ikke hvor folk, der var seksuelle minoriteter nødvendigvis kunne lige hinanden, men hvor folk tolererede hinanden, fordi de vidste, at udenfor var de afskyede.

Da der begyndte at komme en større og større homo-bevægelse i 1960erne og 1970erne var seksualpolitkken meget mere radikal. Der var promiskuitet en værdi, ikke en afvigelse, men en værdi. Specielt blandt bøsser. For kvinderne var det meget kompliceret at prøve at finde ud af, hvordan man kunne lave en radikal praksis, selvom man havde de radikale ideer. Der var ikke nogle etablerede institutioner, der kunne hjælpe dig med at virkeliggøre den praksis.

For nogle blev en sådan ”institution“ så opbygget inden for S/M (subkulturer, der eksperimenterede med sado-masochisme, bondage og disciplin (også kendt som BDSM, red.)). For de af os, der ikke var inden for S/M-kulturen, blev ”institutionen“ det at være i butch-femme-forhold eller andre former for seksuelle minoritetsforhold. Vi hang alle sammen ud sammen, fordi vi accepterede hinanden. Inden for den verden, det var i 70erne og før AIDS, var de seksuelle værdier mere vidtrækkende og ikke-monogame og radikale.

Der fandtes en masse forskellige udformninger af dette: Mange sex-arbejdere, mange personer, som krydsede over nogle gange – som altså arbejdede i barerne. Nogle gange lukkede baren, og så vidste man, at man ville blive sexarbejder i nogle måneder, og så kunne det være, at man slog sig fast ned med nogen i et halvt års tid.

Du ved, folk sammensatte deres liv på en måde, der tillod dem at overleve økonomisk, og hvis man ville leve et radikalt liv, så blev man nødt til at organisere et mere ustruktureret liv, fordi man ikke kunne passe et 9-17-job og samtidig gå til demonstration om dagen. Det hang bare ikke sammen.

Men altså, jeg siger ikke, at jeg lavede sex-arbejde, fordi jeg gerne ville have utraditionelle arbejdstider. Jeg lavede sexarbejde, fordi jeg havde gjort det i årevis. Og jeg havde ikke andre beskæftigelsesmuligheder, der overhovedet var acceptable. Jeg mener, de var bare miserable.

Jeg ved, at sexarbejderverdenen kan være rigtig hård, og at det ikke er nogen nem ting at generalisere omkring, men for mange af os var sexarbejde i den grad et mere privilegeret arbejde set i forhold til de valg, vi ellers måtte foretage. Det valg jeg havde mellem sexarbejde og andre typer arbejde som fx med kemisk rensning, natrengøring i store virksomheder, plukke frugt, eller du ved, at rense fisk til at putte på dåse. Det arbejde, der fungerede bedst for mig, når det fungerede okay, var sexarbejde og nogle gange inden for sexindustrien.

Da vi nåede frem til 1980erne var jeg holdt med at lave sexarbejde. Jeg var i New York, men jeg prøvede at skabet et liv efter at have levet sådan gennem 1970erne. Jeg havde været en radikal organisator, og det var også en af grundene til, at jeg fortsatte med at lave sexarbejde. Det gjorde det muligt for mig at tage alle mulige steder hen og lave organisering alle mulige steder.

I (1980ernes) AIDS-verden blev man nødt til at beskæftige sig med sexarbejde hele tiden. Altså, det var virkelig udbredt, og hvis man var promiskuøs, blev det betragtet som en form for uformelt sexarbejde. Og hvis man var sexarbejder, blev man samtidig et særligt mål for staten – de statslige sundhedsorganisationer betragtede dig som en af de farligste kilder til mulig overførsel af sygdommen. Fuldkommen latterligt. Men vi havde virkelig seriøse, lange, ophedede debatter med sundhedsministeriet omkring, hvorvidt der skulle indføres obligatorisk testning af sexarbejdere. Det var meningen, at enhver gadeprostitueret skulle testes. Den slags kampe havde vi.

Da jeg startede ”The Lesbian AIDS Project“, var der 12 klienter. Da jeg forlod det, var der 4.000, hvoraf de 2.000 var kvinder fra New York, der var levede sammen med kvinder med HIV. Imellem en tredjedel og halvdelen af de kvinder var sexarbejdere, og i hvert fald tre fjerdedele var konstant i spjældet.

Man kunne ikke skille den lesbiske identitet – eller trans* identiteten – fra sexarbejde, HIV-infektion, fattigdom og fængselsophold. Men de her 2.000 lesbiske var aldrig synlige i den lesbiske feminismes politiske markeringer. Aldrig. Deres historier stod aldrig i centrum, de blev aldrig inviteret. Det var som om de markeringer af queer identitet, og hvordan disse var forbundet med sexarbejde og svære valg, aldrig eksisterede.

Jeg synes, der er en hel masse mennesker, der står bag organisationer, og som formulerer politikker, der er baseret på normalisering. Men der findes en helt anden vinkel på det her emne, som nu, hvor jeg tænker over det, fremstår som noget af det mest extraordinære og dynamiske stykke arbejde, der foregår, og det er stort. Det er som regel drevet, ikke af identitet, men af interesse for bestemte emner.

Som når QEJ [Queers for Economic Justice] laver en indføring i klasse-teorier på Creating Change (den årlige konferencen for National Gay and Lesbian Task Force), så er der stuvende fuldt. Vi blev nødt til at lukke dørene ved 200 mennesker.

Folk siger: ”Kan I ikke forklare mig, hvordan verden hænger sammen, for denne her fucking bevægelse forklarer mig det ikke! Er der nogen, der vil forklare mig, hvordan det hænger sammen? For jeg synes, det er så underligt, at, når jeg sidder på mit uddannelsessted, i min rettighedsorganisation, mit kollegie, hvor end jeg på grund af min baggrund eller på grund af det, jeg interesserer mig for, er, så kan jeg ikke finde nogen, der kan forklare mig det. Men jeg ved, at andre queere personer også tænker over det“.

Der er en enorm lyst til at skabe en bevægelse, der udtrykker en anderledes forståelse af forskellighed, og af hvordan queerness skal forstås i den sammenhæng. En forståelse, der ikke ønsker en verden der er ”ligesom“, og som ikke kæmper for ”ligesom“ som endemål. I den sammenhæng udgør sexarbejde en række af absolut nødvendige stemmer, der krydses og binder forskellige positioner på venstrefløjen sammen. Disse stemmer er meget mangfoldige og særdeles ekstraordinært og fabelagtigt i live.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce