Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
Kommentar
18. maj 2016 - 20:11

Sexarbejde er et særligt »sensitivt« emne på Women Deliver

Feminist, jordemoder og sexologistuderende, Camilla Tved blogger fra verdens største internationale konference for kvinder og pigers sundhed - Women Deliver 2016 fra et normkritisk og feministisk perspektiv.

Ud fra et feministisk og normkritisk perspektiv blogger jordemoder, sexologistuderende og feminist i denne uge fra verdens største internationale konference for kvinder og pigers sundhed - Women Deliver 2016. Konferencen finder sted i Bella Centeret og har deltagelse af mere end 5000 mennesker fra hele verden. Konferencen tilbyder via taler, workshops, debatter, TED-talks, kunst, film, og skill-sharing et kønsperspektiv på piger og kvinders sundhed og rettigheder. 

Onsdag d. 18. Maj

Gooodmorning...

Dagen starter i metroen, hvor jeg falder i snak med en engelsktalende repræsentant fra en større kristen ngo-organisation.

Hun fortæller mig begejstret om et stort projekt, hun har ledet som uddanner jordemødre og sundhedshjælpere i en ø-stat i Stillehavet.

Malende beskriver hun de elendige forhold for de fødende og deres spædbørn, og vi enes om, at det bestemt er vigtigt med en udvikling af forholdende så dødeligheden kan nedbringes.

Hendes øjne skinner begejstret da hun siger ”Jeg blev så chokeret over de primitive forhold, de lever ligesom vilde dyr, - de har altså virkelig brug for sådan nogle som os derude i verden”.

Jeg er ikke helt med på, hvem sådan nogle som os egentlig er, men jeg efterlader mit nye bekendtskab og står af metroen.

Det er tidlig morgen i Bella Centeret, og der er kun få mennesker. Jeg skal til workshoppen ”Older Women deliver too”, en af de eneste sessions jeg har fundet som fokuserer på kvinder uden for den fødedygtige alder, og som behandler på kvinders helbred og rettigheder over en livscyklus.

Hvilke Women er det som »Deliver?«

Derefter er der fælles morgenplenum, og allerede nu er der mennesker overalt.

Jeg tager en tur i konferencens udstillingshal, hvor et utal af ngo’er, foreninger og private firmaer har boder sat op med materialer og information.

Her er alt fra solcelle-drevne steriliserings-apparater, så der kan opereres i felten uden adgang til strøm, menstruations-kits til mennesker uden adgang til rent vand, fantom-dukker så man kan øve sig i at sy bristninger efter fødsel, samt kuglepinde, slikkepinde og kondomer til alle. 

Det er på mange måder fascinerende at se, hvordan der arbejdes på at gøre en forskel via helt lavpraktiske indsatser for at afhjælpe problemer jeg med min egen privilegerede baggrund aldrig har været nødt til at tænke over.

Alle er de tydeligt målrettede grupper i fattige og afsidesliggende landområderuden for Europa, men det slår mig, at de i meget høj grad er relevante for de tusindvis af mennesker, der i disse år er på flugt op gennem Europa, eller dem som aktuelt sidder fast i lejre i f.eks. Libanon og Jordan, og som mangler adgang til basale fornødenheder som vand, strøm, sanitære forhold og sundhed.

Heller ikke denne gruppe – mennesker på flugt med deres børn – er at finde herude. Hverken som målgruppe eller som aktive deltagere.

Det samme gælder gruppen af udokumenterede migranter som i mange samfund verden over lever skyggetilværelser uden basale rettigheder, og hvor kvinder, lgbt-personer og børn er særligt udsatte og sårbare. 

Jeg tæller omkring 50-60 boder, men det er tydeligt at der helt enslydende kommunikeres i et særligt sprog og med helt særlige målgrupper – heteroseksuelle ”girls and women”, primært i den fødedygtige alder, og primært bosiddende på de afrikanske- og latinamerikanske kontinenter eller i bestemte lande i Asien.

De arabisktalende lande ér repræsenteret på mange måder og niveauer herude, men det er tydeligt at f.eks. regionens massive flygtningestrømme ikke har status som debatemne.

Et enkelt sted finder jeg regnbueflag, det er den norske udviklingsorganisation Fokus som har en bod på konferencen.

Jeg spørger til deres oplevelse af, at de er de eneste på konferencen, der benytter regnbueflaget og beder om deres tanker omkring programmet.

De er klar over, at lgbtq emner er stærkt underrepræsenteret og mener, at det skyldes at det er ”sensitive issues” og ”et spørgsmål om moral” for mange.

Hun understreger, at hun synes, det er vigtigt at se på den positive udvikling for på den forrige konference var ordet ”lesbisk” ikke at finde nogle steder, og nu er det trods alt med en enkelt gang. Jeg er voldsomt imponeret over den positive tilgang, og snupper en regnbueslikkepind.

Så prøver vi igen

Morgenens næste workshop er The politics of Sexual Rights in the context of Development.

Speakers er Kabir Singh, fra Asia Pacific Alliance for Sexual and Reproductive Health and Rights, Anna Rebecca Szcegielniak fra Youth Coalition for Sexual and Reproductive rights, og Kate Gilmore, som High commissioner for menneskerettigheder, FN. 

Emnet er på seksuelle rettigheder i relation til de meget omtalte SDG’er – Suistanable Develpoment Goals som konferencen byder på.

Ved håndsoprækning bliver publikum bedt om at vise, om de ser seksuelle rettigheder som en del af udviklingsmålene, hvilket ingen gør.

Derfra taler paneldeltagerne om, hvordan de hver især arbejder med målene og hvordan seksuelle rettigheder spiller ind.

Kabir Singh ser heller ikke seksuelle rettigheder udspecificeret og selvom han mener at de bestemt kan fortolkes ind i de eksisterende mål, så understreger han samtidig, at der er lang vej endnu i forhold til at arbejde mere aktivt med marginaliserede grupper.

Han fremhæver hiv-positive kvinder, stofbrugere, transpersoner, seksuelle minoriteter og sexarbejdere som grupper der lades i stikken i udviklingsarbejdet.

Anna Szcegielniak er mere positiv i sin fortolkning af, hvordan der arbejdes med seksuelle rettigheder, men advokere kraftigt for flere lokale indsats og udvikling af græsrodsindsatser frem for ”store internationale armbevægelser”.

Workshoppen domineres imidlertid totalt af Kate Gilmore fra FN, som demonstrerer et ekstremt talent for evnen til på en gang at lyde utroligt passioneret og samtidig skulle forsvare usynliggørelsen af store grupper fra både konferencen og i udviklingsmålene.

Igen efterlyser jeg, og adskillige andre deltagere, at debatten tages med udgangspunkt i en post-kolonial kritik, i nord-syd problematikker, med et intersektionelt perspektiv og med reel repræsentation, men som i de andre workshop, hvor dette tages op, undviger panelet kritikken.

Kabir Singh afslutter dog debatten med at takke for de ”kritiske spørgsmål og perspektiver,” som han understreger er vigtige og må kunne indarbejdes i næste års konference.

Og igen…

Samme scenarier gentager sig i eftermiddagens to sessions om ”Deconstructing gender through sexual rights” og “Lets talk about it – Comprehensive Sexuality Education for a New Generation”.

Begge sessioner er helt fyldte, så interessen er åbenbart stor. Det går op for mig, at de skes sessioner, som jeg har fundet, er sammensat af de samme paneldeltagere på kryds og tværs. Og selvom alle er vidende og skarpe talere, så understreger det samtidig at der reelt ér ganske få normbrydende talere på konferencen som helhed.

Nu hvor konferencen går ind i sit tredje døgn, har flere af de deltagende ”afvigere” efterhånden fundet hinanden og frustrationen er stigende.

Samlede frustrationer

På initiativ fra Daughtie Oguto fra African Sex Worker alliance, ASWA, samles en mindre gruppe af os for at tale om initiativer, der kan adressere problemerne med den manglende inklusion og repræsentation.

På mødet deltager Brian Willis fra Global Health Promise, en ngo som arbejder særlig med helbred hos mødre som sexarbejder og deres børn.

Han fortæller, at han på baggrund af forrige Womens Deliver-konference, hvor sexarbejde også blev usynliggjort, længe har haft en dialog med WD for at presse på for en selvstændig session om sexarbejde med sexarbejdere i panelet.

Dette blev lovet ham, og da programmet udkommer få dage før konferencen konstaterer han, at dette ikke var sket.

Da han kontaktede WD-sekretariatet var svaret at ”den slags emner” var lagt in i SHSR-sessionerne, som er de seks sessioner, jeg selv er stødt på.

Tilsyneladende har man forsøgt at lægge de angiveligt ”sensitive” emner ind under en paraply kaldet ”Sexual Health, Sexual Rights”.

Derved undgår konferencen at bruge de begreber, som jeg selv har haft så svært ved at finde i programmet. 

Vi fortsætter mødet og taler om forskellige måder hvorpå vi kan synliggøre og handle på kritikken af konferencen. Det er tydeligt at mine oplevelser deles af alle, blot med den ganske afgørende forskel at jeg i modsætning til andre i gruppen er i en væsentlig mere privilegeret position på flere måder og dermed langt fra rammes af problemerne i samme omfang.

Vi koordinerer forskellige måder at gå videre med kritikken på og på, hvordan vi yderligere kan inddrage andre deltagere. 

Mere om det i morgen, torsdag, sidste dag på konferencen. 

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce