Senildemens, ministeransvar - og hvordan man pleaser i Venstre

»Undskyld, jeg tiltaler Dem«

»Dem? De tiltaler mig aldeles ikke.«

Det er bemærkelsesværdigt, at det ikke er et samlet Folketing, der tildeler den tidligere skatteminister Troels Lund Poulsen en kraftig næse i anledning af skattesagen om Helle Thorning-Schmidts og hendes mands forhold og skattekommissionens betænkning.

Læs Ritzau-telegrammet »Troels Lund Poulsen står til at få næse i skattesagen« hos information.dk

Mange af os var skuffede over, at kommissionen på grundlag af de hukommelsessvækkede vidners nuludsagn ikke fandt tilstrækkelige beviser til, at der kunne gås videre.

Hvad der imidlertid ligger fast er, at der blev givet urigtige oplysninger til Ombudsmanden.

Når man ikke håndfast på basis af udsagnene for skattekommissionen kunne finde fældende beviser, så skyldes det blandt andet, at man ikke har kunnet finde frem til hvem, der gjorde hvad.

Troels Lund Poulsen viste sig overfor kommissionen fra en nærmest senildement side. Normalt er demens en permanent tilstand, men her er den nok mere af midlertidig karakter.

Det er af hjerneforskere blevet sagt, at intelligensen hos mandlige fodboldtilskuere falder drastisk, når de er kommet igennem tælleapparaterne til omkring 30. Når fodboldkampen så er forbi, og mændene forlader stadion, stiger den til det nogenlunde normale. Dog fratrukket effekten af de indtagne drikkevarer.

Sådan har det tilsvarende nok været med vidnerne hos skattesagskommissionen - ikke med intelligensen, den ligger vel på det i forvejen velkendte niveau - med hukommelsen.

Hukommelsen forsvandt, efterhånden som vidnerne nærmede sig lokalerne i Gladsaxe.

Derfor har man ikke kunnet gå videre med sagen, retligt set.

Men man kan ikke modsætningsvis slutte, at der intet forkert er foregået.

Troels Lund Poulsen minder for mig at se mere om ham, der i byretten nok bliver frikendt, men hvor dommeren siger: »Lad være med at gøre sådan en anden gang.«

Folketinget giver nu Troels Lund Poulsen ansvaret. Folketinget er ikke byretten. Fraværet af fældende beviser gør ikke nogen forskel, når det drejer sig om en ministers ansvar.

Når så kritisable forhold, som der er tale om her, foregår i et ministerium, og når det endelige ansvar ikke direkte kan placeres, fordi røgen fra pistolen er blæst væk på grund af gennemtræk i hukommelserne hos de involverede hovedpersoner, så er der lige som O W Bunker stadigvæk et ansvar at placere.

Vi kan tale om den anticiperede reaktion: Ingen af de dybt kritisable handlinger, der er tale om her, ville være foregået, uden at det var for behagesygen i departementet.

Troels Lund Poulsen har villet behage toppen i den daværende regering, herunder den daværende statsminister.

Departementschefen og ministerens spindoktor har villet behage Troels Lund Poulsen.

Og derfor har de i øvrigt strafbare forhold, der reelt har foregået, fundet sted.

Men ligesom i retssagen mod Blekingegadebanden, hvor man ikke endeligt kunne fastslå, hvem der skød, ender man med milde straffe.

Det er den anticiperede reaktion.

Den aldrig udtalte forventning om hvad, der virkelig pleaser toppen i Venstre, minder om den betændte tilstand i så mange andre miljøer.

Det er ærgerligt, at blokopdelingen er så massiv, at Venstre ikke vil stå ved sit ansvar her. Men tanken om den formentlig lige linje til oppositionens nuværende leder har skræmt blå blok.

Derfor er det nødvendigt for Venstre, at man bakker op om sin nuværende leder, som jo strengt taget er mere en del af problemet end en del af løsningen.

Mikael Hertig er medlem af SF og det grønlandske parti IA, Inuit Ataqatigiit.