Selvfinansierende topskattelettelser en »våd drøm«

Finansministeriet: Lempelse af topskat delvist ”selvfinansierende”.

Det har længe fra neoliberalistisk og udbudsøkonomisk inspirerede økonomer været hævdet, at reduktion af topskatten i alle tilfælde ville være delvist selvfinansierende.

Selvfinansieringsgraden af en skattelettelse måles ved den såkaldte elasticitet.  Jo større elasticitet, jo større selvfinansieringsgrad. Den generelle opfattelse fra neoliberalistisk og udbud-økonomisk inspirerede økonomer omkring nedsættelse af topskatten har længe været, at dette vil medføre et øget udbud af arbejdskraft i form af øget arbejdsmarkedsdeltagelse og navnlig i form af øget arbejdstimeudbud (såkaldt ”kvantitative effekter). Dette har antages omsat i øget beskæftigelse og dermed øget vækst og velstand og dermed også i øgede skatteindtægter, hvorved topskattelettelsen bliver delvist selvfinansierende.

Også Finansministeriet har overtaget denne tankegang, som i forskellig grad har været indarbejdet i skattereformerne i 2009 og 2012. Hidtil har der dog af Finansministeriet været anvendt en ”forsigtig” elasticitet på 0,1 når det gælder nedsættelse af indkomstskatter. Ved denne elasticitet hævdes det at være godt 50 % selvfinansierende at nedsætte topskatten.

Topskatten indbringer idag i alt 14 mia. kr. Her har finansministeriet hidtil regnet med, at øget beskæftigelse gennem øget arbejdskraftudbud samt øgede forbrugsskatter ville reducere provenutabet med cirka det halve, men at det altså stadig ville koste 6,8 mia. kr. helt at afskaffe topskatten.

En mere begrænset nedsættelse af topskatten med 15.000 kr. ville ifølge denne hidtidige regnemetode hos Finansministeriet medføre et provenutab på 0,5 mia. kr. [1], jf. foranstående tabel.

”Vismænd”: Lempelse af topskat endnu mere ”selvfinansierende”.

Men et nyt studie fra tre ”vismandsøkonomer” har fornylig sat borgerlige politikere og økonomer i nærmest selvsving ved at hævde, at underskuddet ville være langt mindre end hidtil antaget, ja at staten i bedste fald ligefrem ville kunne tjene en lille milliard på at afskaffe topskatten. Det argumenteres der for i et studie fra bl.a. ”overvismand” Hans- Jørgen Whitta-Jakobsen og vismand Claus Thustrup Kreiner. [2]

Inspireret af den amerikanske neoliberalistiske økonom Laffer [3] hævder neoliberalistisk inspirerede økonomer [4] i Danmark imidlertid nu, at der kan argumenteres for en højere elasticitet på 0,2 eller endog højere (herom længere nede). Er elasticiteten 0,2 bliver prisen for en topskattelettelse på 15.000 kr. langt mindre, idet den så kun skulle løbe op i mellem 0,1 og 0,15 mia. kr.

Tabel: Pris på topskattelettelse ifølge finansministeriet og ifølge ”vismandsøkonomer”. [5]

Ja, vismændene hævder i deres nye analyse, at den sande elasticitet kan være helt oppe på 0,3, hvilket svarer til at en sænkning af topskattesatsen vil have en selvfinansieringsgrad på 1,35 dvs. ikke ville koste noget, men tværtimod overskud. Afskaffede man ifølge disse beregninger topskatten helt ville det ikke – som hidtil antaget af finansministeriet  - koste 6,8 mia. kr, men tværtimod indbringe et overskud på 0,8 mia. kr. [6]

Dette begrundes med henvisning til nye såkaldt ”kvalitative effekter” ud over de nævnte arbejds-udbudseffekter. Disse handler om, at nedsættelse af topskatten vil motivere til søgning til mere produktive og dermed bedre lønnede uddannelser og jobs (såkaldte kvalitative effekter), hvilket vil øge velstanden og den økonomiske vækst og herigennem skatteindtægterne mere end hidtil antaget.

Topskattelettelse ikke selvfinansierende.

Argumentationen omkring, at topskattenedsættelser vil øge produktivitet og vækst i en sådan grad, at de ikke blot er selvfinansierende men ligefrem skulle give overskud, savner imidlertid grundlag i de økonomiske realiteter. Den er en "våd neoliberalistisk drøm".

Den grundlæggende præmis for tankegangen om selvfinansiering af topskattelettelser er som sagt, at det antages at øget arbejdskraftudbuddet og at det af sig selv vil blive omsat i beskæftigelse, som så giver en grad af selvfinansiereng. Selv hvis man accepterer denne præmis for så vidt angår de førnævnte ”kvantitative effekter” dvs. øget arbejdsmarkedsdeltagelse og øget arbejdskraft udbud er der en afgørende svaghed ved påstanden om, at afskaffelse af topskatten ligefrem skulle give overskud.

Vismændenes antagelse handler nemlig alene om den private sektor. Det er her, at lavere topskat skal få folk til ikke alene at arbejde mere, men også til at søge nyt arbejde, hvor lønnen og dermed også produktiviteten er højere. [7]

Men selv hvis man antager, at et indgreb overfor topskatten fik de postulerede superoptimistiske effekter på produktivitet og velstand i den private sektor, ja så ville denne velstandsforøgelse – som påpeget af Finansministeriet - jo brede sig til andre indkomstgrupper, idet den i kraft af takt – og satsregulering ville føre til løn og indkomstforhøjelse også for offentlige ansatte respektive for overførselsindkomster. [8] Hvilket i sig selv ville reducere det overskud væsentligt, som de mere radikale neoliberalistiske økonomer postulerer.

Svaret fra neoliberalistisk hold har hertil været, at så må man da tage et opgør med offentligt ansattes taktregulering og med satsreguleringen for overførselsindkomster.[9]

Men hermed er det jo også ganske tydeligt, at afskaffelse af topskatten IKKE er selvfinansierende og gratis, for den skal jo så finansieres gennem svagere indkomstudvikling hos offentligt ansatte og mennesker på overførselsindkomster.

Hvor skal nye, højtlønnede jobs komme fra?

Men den grundlæggende svaghed ved de neoliberalistisk inspirerede økonomers tankegang både for så vidt angår de hidtidige ”kvantitative” og de nye ”kvalitative effekter” er, at tankegangen bygger på en forenklet og urealistisk udbudsøkonomisk postulat om, at øget arbejdskraft udbud af sig selv fører til øget beskæftigelse.

Der er der imidlertid ingen automatik i, at øget udbud af arbejdskraft fører til øget beskæftigelse – og dermed til øgede skatteindtægter. Det sker kun, hvis det større arbejdskraftudbud modsvares af øget efterspørgsel efter arbejdskraft. Dvs. hvis der skabes flere jobs.

Ser vi først på de nævnte kvalitative effekter så handler ”vismandsøkonomernes” påstand om, at øget mobilitet vil give sig udslag i øget indkomst, fordi vi alle vil søge bedre betalte jobs, når marginalskat ten reduceres. Hermed vil indkomst og skatter øges.

Svagheden i denne argumentation er imidlertid, at der her anlægges en totalt individuel betragtning. [10] For at øget mobilitet på det samlede arbejdsmarked, kræver det, at der opstår et stort antal nye og mere højtlønnede jobs at vælge imellem. Ellers vil flere ansøgere jo ikke kunne erhverve sig en højere løn. Har det samlede jobmarked blot en given mængde jobs, vil der blot blive flere ansøgninger om de samme jobs. Nogen vil givet kunne tilkæmpe sig bedre betalte jobs, men herved vil andre blot blive henvist til dårligere betalte jobs. Resultatet vil på samfundsplan ikke give en generel indkomststigning [11]

Og det vises ikke i vismændenes studie, hvordan disse flere højtlønnede jobs opstår og hvor skulle de i virkelighedens verden også komme fra?

Men samme svaghed gælder også de mere udbredte såkaldt ”kvantitative effekter” om at topskattelettelse er delvist selvfinansierende, fordi lavere marginalskatter fører til øget arbejdsmarkedsdeltagelse og navnlig til øget udbud af arbejdstimer.  Også her forudsætter en øget beskæftigelse jo, at det øgede udbud modsvares af en øget efterspørgsel efter arbejdskraft. Dvs. af, at der skabes flere jobs.

Men der er i både i 2007, 2009 og 2012 er der gennemført lempelse af marginal og topskatter uden at en sådan samlet forøgelse af beskæftigelsen har fundet sted og også uden at der i øvrigt er sket et radikalt skifte i jobstrukturen mod en væsentligt højere andel af højtuddannede, højtlønnede jobs.

Det aktuelle økonomiske perspektiv handler snarere om en langsom normalisering af de økonomiske konjunkturer og dermed, at den værende arbejdsløshed reduceres gennem en langsom tilbagevenden til tidligere tiders beskæftigelsesniveau. Perspektivet handler ikke om en udvidelse af beskæftigelsen svarende til et øget arbejdskraftudbud og det handler slet ikke om udvidelse med mange nye OG højtlønnede jobs.

Og hvis ikke beskæftigelsen stiger, ja kommer der ikke øgede skatteindtægter og så vil nedsættelse af topskatten ikke en gang være halvvejs selvfinansierende som de ”forsigtige” neoliberalistiske økonomer mener, men vil tværtimod give et langt større underskud end 50 %.

Sjælden selvkritik fra "overvismand".

Overvismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsen har da også måttet anerkende, at lettelse af topskatten ikke er selvfinansierende og erkende, at ”der er en vis afstand imellem det akademiske og det praktiske i økonomisk politik.”[12] Det tør mildt sagt siges.

Man kunne præcisere det derhen, at når man bygger på en forenklet og i forhold til de økonomiske realiteter virkelighedsfjern teori, må de heraf følgende politiske anbefalinger også blive tilsvarende forenklede og urealistiske.

Gennemføres de borgerlige politikere og økonomers våde drøm om selvfinansierende topskattelettelser vil den danske stat og det danske samfund vågne op til en klam økonomisk virkelighed om store statsunderskud. Hvem mon så skal betale?

Henrik Herløv Lund, økonom og velfærdsforsker - cand. scient. adm.
Ikke partitilknyttet

HENVISNING:

Den fulde kritiske analyse (5 s.) om ”Vismændenes selvfinansierende topskattelettelser er kun en ”våd”, neoliberalistisk drøm” kan downloades på www.henrikherloevlund.dk/Artikler/Selvfinansierendetopskattelettelsevaaddroem.doc

Jeg udgiver nyhedsbrevet KRITISKE ANALYSER" (om velfærd, økonomi og neoliberalisme).

Vederlagsfrit abonnement kan tegnes ved at maile til herloevlund@mail.dk

Alle rapporter og artikler kan downloades på henrikherloevlund.dk under "Artikler og rapporter"