Selv indenfor systemet er der muligheder

Dagens største politiske udfordring er tabet af indflydelse på vores eget liv. Det mener i hvert fald en forfattergruppe fra tænketanken CEVEA. I bogen DeltagerDanmark giver de med fokus på vores aktive deltagelse og indflydelse demokratiet et helbredstjek.

Ifølge diagnosen har befolkningen mistet magten over såvel økonomien som velfærdspolitikken samt tabt indflydelse på arbejdspladsen og i de politiske partier og bevægelser. Omvendt har en ”løssluppen finanssektor”, ”ansvarsløse aktionærer”, ”markedsgjorte bureaukrater” og spindoktorer overtaget styringen. 

Dette er ikke i sig selv breaking news. Men bogen formår at give et koncentrat af mange forskellige magtforskydninger og udemokratiske tiltag, som tilsammen har ændret og indsnævret befolkningens muligheder for indflydelse på samfundslivet –og dermed på vores eget liv.

I forlængelse heraf opridses konturerne af en vision for en anden fremtid.  Med en bred vifte af idéer gives der konkrete bud på, hvad man kan gøre for at tilbagerulle afmagten, generobre tidligere tiders indflydelse og mere til.  Missionen er intet mindre end at gøre det 21. århundrede til DeltagerDanmarks århundrede.

Tillid og frihed udgør to røde tråde i bogens fremtidsvision. Tillid til at vi som medarbejdere, fagforenings- og partimedlemmer, borgere osv. faktisk har noget at bidrage med. Og at vi kan forvalte ansvar og medindflydelse. Endda mere effektivt og innovativt. Der tales i den grad op til folk.

Modsat den mistillidskultur med umyndiggørelse og kontrol, som i dag udgår fra mange ledelseskontorer. Med tanke på gymnasielærernes mistede aftaleret på arbejdstiden til fordel for en almægtig skoleledelse og forsøget på at kalkere dette af på folkeskoleområdet, må man sige, at det er en bog ”til tiden”, og ikke kun fremtiden.

Frihed

Friheden kobles direkte sammen med demokratisk deltagelse og stærke fællesskaber. Fællesskabet i form af bl.a. velfærdssamfundets beskyttelse mod ydre tryk muliggør friheden til selv at forme sin tilværelse. Og med den aktive demokratiske deltagelse forlader vi tilskuerrollen til fordel for en plads på banen, hvor vi får frihed til at påvirke vores liv og samfund.

Det er en hamrende vigtig ideologisk sprogstrid, som forfatterne her kaster sig ud i. At fravriste liberalisterne deres monopol på at definere frihed i den offentlige debat er en forudsætning for i praksis at etablere en frihed, som ikke er i modsætning til lighed, men hvor de er hinandens forudsætninger.

Forfatternes ambition om på én gang at tilbageerobre gammelt land og samtidigt bruge det progressivt er i sig selv velgørende. Mange af forslagene rummer da også potentialer til et nyt centrum-venstreprojekt.

Eller rettere til et mere klassisk og revitaliseret socialdemokratisk projekt for Fremtidens Danmark. For både synet på den ”glorværdige” fortid og fremtidsmålene er klart præget af socialdemokratisme. Med alle de muligheder og begrænsninger, det indebærer.

Billedet af den fortid, som forfatterne stedvis lader nu- og fremtiden spejle sig i, kan virke noget smukkeseret. Hvilket ind i mellem skaber støj omkring, hvad deres fremtidsvision egentlig er. Fx når det hedder, at ”vi har mistet magten over vores økonomi” eller, at ”det er på høje tid at tage magten over arbejdet tilbage”. For heller ikke i de ”gode gamle dage”, før thatcherismens deregulering, neo-liberalismen og New Public Managements hærgen, havde ”vi” denne magt.

Men mulighederne for at begrænse finanskapitalen og arbejdsgivernes magt var rigtigt nok noget større. Dels fordi EU havde mindre politisk betydning. Og dels fordi fagforeningerne var stærkere, og Socialdemokraterne m.fl. endnu ikke havde bisat Keynes og overgivet sig til neo-liberalistisk tankegang.

Genetablering af klassesamarbejdet

Sagt meget kort, unuanceret og i 70’er sprogbrug, så vil forfatterne tilsyneladende genetablere det historiske klassesamarbejde, som arbejdsgiverne og borgerligt sindede politikere i disse år deserterer fra. Eksemplificeret ved den flexicurity, som efterhånden rummer mere fleksibilitet end social sikkerhed.

Man vil ”bygge bro” og rette op på magtbalancen, men ikke direkte udfordre selve magtsystemet. Men September-forliget i 1899, som der stolt henvises til, var et klassekompromis, hvor fagbevægelsen godt nok opnåede anerkendelse som aftaleberettiget partner. Men hvor prisen var accept af arbejdsgivernes suveræne ret til at lede og fordele arbejdet. Det var, hvad styrkeforholdene kunne bære den gang. Og det var et fremskridt.

Men at ophøje dette kompromis til et statisk dogme vil på sigt komme i konflikt med visionen om, ”at alle danskere får mest mulig magt over deres eget liv”, medmindre man tilføjer ”indenfor kapitalismens rammer”.

Dette billede nuanceres dog af, at forfatterne på den anden side heller ikke er blinde for ejendomsrettens betydning som en nøgle til demokratiske arbejdspladser. De skriver direkte, at det er ”på tide, at der sættes fokus på de medarbejdere, der producerer værdien i de danske virksomheder. På tide at diskutere, hvordan vi udvider demokratiet på arbejdspladsen – fra medarbejderinddragelse til medarbejdereje.”

Bogens egne bud stritter i mange retninger. Som flagskibe peges der på traditionen for kooperative og forbrugerejede virksomheder. Udover selve ejerskabet har kooperationen nu ikke været udpræget demokratisk styret. Men ok, der er potentialer.

Endvidere peges der via eksempler på medarbejderejede virksomheder som en mulighed. Men man er lige vel rundhåndet, når også traditionelle virksomheders udstedelse af medarbejderaktier falder ind under kategorien demokratiske arbejdspladser. Det skaber usikkerhed om, hvad forfatterne i denne sammenhæng egentlig mener med demokrati. 

Medarbejderaktier er et tveægget sværd, hvor de ansatte godt nok får andel i den værdi, de selv har skabt. Men det er også et ideologisk hold-kæft bolsje, som stimulerer egeninteressen og skaber en identifikation med storaktionærernes og ledelsens interesser.

Strid modvind

Flere af forslagene til ejerformer har det til fælles, at medarbejdernes perspektiv og interesse risikerer at begrænses til driften af ”deres egen” virksomhed. Og at ansatte på andre virksomheder derfor ikke opfattes som kolleger, men som repræsentanter for konkurrenter på markedet, hvorved den gensidige solidaritet bliver truet. Et andet spørgsmål, som presser sig på, er, hvad en sådan udvikling vil betyde for fagforeningernes medlemstilslutning og rolle.

Måske kan den åbning i brugen af pensionskasseformuerne, som forfatterne er talsmænd for, løse op for nogle af problemerne. Med en ændret lovgivning vil disse midler kunne medvirke til at påvirke erhvervslivets overordnede udvikling i en mere social, demokratisk og innovativ retning.

Med investeringer i virksomheder ud fra andre kriterier end et maksimalt afkast, vil man kunne styrke medarbejderdrevne, bæredygtige og socialt ansvarlige virksomheder.

Kampen for deltagelsesdemokratiet er op ad bakke – og i strid modvind. Og vil kræve en mobilisering af en bred og sprudlende venstrealliance. 

Med al sin energi og konkrethed er DeltagerDanmark på lange stræk et godt udgangspunkt for den fortsatte diskussion og idéudvikling.

Manglende systemkritik

Selvom den ikke rummer egentlig systemkritik eller systemoverskridende krav, men overvejende er en politisk og ideologisk kritik af de herskende tilstande, så bør en række af de centrale forslag kunne få tilslutning fra brede kredse på venstrefløjen, i fagbevægelsen og rundt om i de små hjem.

Faktisk matcher flere af de økonomiske forslag med dem, Preben Wilhjelm er fremkommet med i sin pamflet om Krisen – og den udeblevne systemkritik. Og hvor hans pointe er, at selv indenfor systemets rammer er der visse muligheder. Hvis styrken og den politiske vilje ellers er til det.

Ikke fordi summen af øer, som unddrages markedets benhårde logik, er lig med et socialistisk samfund. Men fordi dette giver os bedre livsbetingelser med mere frihed og et styrket udgangspunkt for en bredere socialistisk samfundsudvikling, bør deltagelsesdemokratiet stå centralt i den fremtidige politiske kamp.

Bjørn Hansen (red.): "DeltagerDanmark". Informations Forlag.  160 s.

Kenn Schoop er gymnasielærer i samfundsfag og historie.