Annonce

Politisk ØkonomiDansk, europæisk og global økonomi
Moderne socialisme (3)
30. marts 2012 - 11:54

Selskabskapitalismen

Vi lever ikke i en markedsøkonomi med livlig konkurrence. Vi lever i en selskabskapitalisme, hvor de store bestemmer. Dette er den tredje af Anders Lundkvists fem artikler om moderne socialisme.

Enhver overvejelse om mulighederne for socialisme i dag må basere sig på en analyse af den type kapitalisme, som vi lever i.

Dette er sigtet med denne artikel. I næste artikel diskuteres, hvad den nye kapitalisme betyder for lønarbejderne.

Marx fik ret – et langt stykke ad vejen

Marx’s teori var ikke en fotokopi af kapitalismen. Som sådan ville den have været særdeles upræcis, i betragtning af de store grupper, der stadig arbejdede på landet, eller som i byerne udgjorde en middelklasse.

Teoriens sigte var i stedet at analysere kapitalismens lovmæssigheder og derigennem også dens udviklingstendenser.

Han fik her ret i mange af sine forudsigelser:

Mellemlagene på land og i by ville tendere mod at forsvinde. Det skyldtes dels urbaniseringen, dels at byernes middelklasse af håndværkere, småkøbmænd etc. ville blive udkonkurreret af kapitalen. Selvejet, hvor producenten selv ejer sine produktionsmidler, ville udfases og kapital og arbejde udskilles i to ’rene’ klasser: Kapitalisterne (borgerskabet) og arbejderklassen. Og her ville der blive stedse flere arbejdere og stedse færre kapitalejere.

I Danmark er disse tendenser også slået igennem, om end særegent sent, sammenlignet med andre kapitalistiske lande.

Urbaniseringen slog først igennem med 30ernes krise, hvor landbrugets andel af bruttofaktorindkomsten, BFI (et mål for værdien af landets produktion) i ét hug faldt fra 24,5% i 1925 til 18% i 1935; i dag er tallet et par procent. Husmænd uddøde i 1950'erne, og de fleste gårdejere er i dag forvandlet til rent kapitalistiske virksomheder, fx grisefarme, gerne i form af aktieselskaber.

I byerne klarede håndværk og mindre handlende sig længe forbløffende godt, hvilket bl.a. hang sammen med den ret langsomme industrialisering her i landet. Faktisk fik håndværket et pænt opsving netop i 30erne, fordi mange søgte tilflugt her under krisen.

Danmark fik da også ry for at være karakteriseret ved mange små virksomheder, i modsætning til fx Sverige. Men siden 70'erne er de små virksomheder trængt tilbage. Den lille købmand er udkonkurreret af supermarkeder, og håndværkeren er også på tilbagetog, indenfor byggeriet i forhold til store entreprenører. Indenfor den finansielle sektor er de fleste mindre banker, sparekasser og kreditforeninger luget ud, og den økonomiske magt koncentreret hos de store.

Hele denne udvikling har ikke overraskende medført, at de selvstændiges (selvejeres) andel af arbejdsstyrken er faldet (fra 12% i 1980 til 7% i 2003). Den resterende del af arbejdstyrken består af lønmodtagere, og de er altså i perioden vokset fra 88% til 93%. Selvejerne – liberalismens kernetropper – er på hastigt tilbagetog, mens lønmodtagerne vinder frem. For så vidt tegner det godt for socialismens muligheder.

Marx har også fået ret i sin forudsigelse om, at konkurrencen ville eliminere den lille kapital til fordel for den store, altså at kapitalmagten vil koncentreres. Den oprindelige konkurrencekapitalisme, hvor 117 virksomheder konkurrerer på livet løs, er blevet afløst af en kapitalisme, hvor monopoler, oligopoler (’få sælgere’) og store finansielle fonde dominerer, godt hjulpet af statsmagten.

Hvis vi stoppede beretningen her, måtte vi altså konkludere at Marx fik ret, selv i Danmark. Arbejderne (lønmodtagerne) er styrket talmæssigt og kapitalen koncentreret, så bordet synes dækket for en heldigt gennemført klassekamp.

Men der er slanger i paradiset. Det ser vi på i næste artikel.

Moderne dansk kapitalisme

Karakteren af den moderne danske kapitalisme er en temmelig velbevaret hemmelighed.

Jeg koncentrerer mig om fire afgørende træk.

1) Fra selvstændige og foreninger til selskaber.

I Danmark er (aktie)selskabernes andel af omsætningen vokset fra 46% i 1980 til næsten 70% i 2007, og anpartsselskaber (små aktieselskaber) er gået frem fra 8% til 11,5 %. ’Corporate capitalism’ hedder denne produktionsmåde på amerikansk.

Omvendt er de små enkeltmandsvirksomheders andel faldet fra 21% til knap 9% i samme tidsperiode.

Den foreningsbaserede økonomi (andelsforeninger) er tilsvarende skrumpet fra 13% til 4,5 % og samtidig ’selskabsgjort’; der er ikke megen forening i Arla og Danish Crown. I andelsforeningernes velmagtsdage for 100 år siden stod disse foreninger for anslået en tredjedel af den danske økonomi; de blev støttet op af foreningsbaserede finansielle institutioner, især kreditforeninger og sparekasser. Disse blev i slutningen af 80erne uden mange protester omdannet til aktieselskaber.

Aktieselskaber er udemokratiske, fordi indflydelsen følger aktiepostens størrelse.

Hertil kommer, at de nyder godt af ’begrænset ansvarlighed’. Investoren (aktionæren) kan højst tabe værdien af vedkommendes aktier, mens der ikke er et tilsvarende låg over gevinsten (i form af dividende og/eller kursstiginger). Dette er i strid med gode liberale principper om, at muligheden for profit afbalanceres med risikoen for tab, – men i god harmoni med moderne finanskapitalisme, hvor gevinsten som bekendt tilfalder spekulanterne, mens det offentlige tager sig af tabet.

Andelsforeningerne – bl.a. mejerier og slagterier – operererede på markedsøkonomiens vilkår, men i deres organisationsform var de demokratiske, idet man stemte efter ’hoveder’ og ikke efter ’høveder’ (dvs. antal kvæg). For så vidt var de altså ikke-kapitalistiske. I deres oprindelse var de et modsvar til de mejerier etc., som blev drevet af byernes ’pengemænd’.

2) Fra produktiv til finansiel kapital

Produktiv kapital er kapital, der er investeret i virksomheder, der faktisk producerer noget, det være sig fysiske varer eller serviceydelser.

Hertil kommer den finansielle kapital, der ikke producerer, men blot formidler, nemlig (ideelt) opsparing over i produktive investeringer. Den er i dag organiseret i banker og fonde (fx pensionsfonde, investeringsforeninger og de spekulative hedge fonde).

Den finansielle kapital er svulmet voldsomt op i forhold til den produktive. Frem til 1960'erne overskred denne kapitals aktiver BNP med ca. 40%; i dag er den mere end 7 gange så stor.

3) Fra konkurrence til kapitalkoncentration

Markedsøkonomi er karakteriseret ved konkurrence mellem mange virksomheder, hvor ingen er så store at de kan dominere markedet. Den ’usynlige hånd’ sørger så for, at udbud svarer til efterspørgsel, og at økonomien er effektiv, fordi de ineffektive udkonkurreres. I ’gamle dage’ levede økonomien mere eller mindre op til dette liberale paradis.

Den moderne selskabskapitalisme er en noget andet størrelse.

Det er ikke en flad struktur, hvor det anonyme marked hersker over alle, fordi ingen har magt over markedet (har ’markedsmagt’). Det er i stedet en hierarkisk struktur, hvor virksomhederne i toppen bestemmer de rammer, som de små konkurrerer indenfor, mens de selv kan unddrage sig konkurrencens disciplin.

Mange brancher er præget af oligopoli (få sælgere), der gør det muligt at fastsætte priserne mere eller mindre suverænt. Eller af ’strategiske alliancer’, hvor en række firmaer reelt bliver én stor enhed ved at samarbejde om fx geografisk markedsdeling, så de hver undgår konkurrence indenfor ’deres’ område.

Indenfor dagligvarer sad to koncerner, Coop og Dansk Supermarked (ejet af Mærsk), på 65% af omsætningen i 2003; det har så tvunget de mindre til at organisere ’kæder’.

Generelt er servicesektoren – hvor 2/3 af den private arbejdsstyrke er beskæftiget – på overfladen præget af livlig konkurrence mellem mange små, men ser man nærmere efter viser det sig, at 22% er afdelinger i en koncern, 35% indgår i faste alliancer og andre 6% er baseret på et franchise- eller licenskoncept.

Især den eksplosivt voksende finanssektor – jeg ser bort fra den aktuelle krise – er underlagt de store ’spilleres’ magt. Danske Bank har omkring 50% af bankforretningerne, og ser vi på hele sektoren, er Danske Bank koncernen (med bank, realkredit og pensionsfond) en klar nr. 1 med en samlet kapital (balance) på 2.492 milliarder, fulgt af Nykredit med 1.030 mia og Nordea med 853 mia (tallene er et par år gamle). Disse tre koncerner sidder på stort set alt, som det er værd at røre ved indenfor sektoren.

Generelt er kapitalkoncentrationen skredet frem med stormskridt gennem de sidste årtier.

I Danmark svarede de 10 største koncernes omsætning i 1970 til 23% af BNP. Dette tal var vokset til 52% i 2006, hvoraf Mærsk/Danske Bank tegner sig for 28%. Fusionen af toppen indenfor produktiv kapital (Mærsk) og finansiel kapital (Danke Bank) har givet Danmark en suveræn førsteplads i kapitalkoncentration.

4) Kapitalens øgede indflydelse på staten

Jo mere koncentreret, jo mere magtfuld er kapitalen.

Denne magt kommer til udtryk på ’markedet’,  hvor ’konkurrencevilkårene’ kan bestemmes.

Den kommer også til udtryk på det politiske niveau.

Mærsk og Nordsøolien taler for sig selv. Og at Danske Bank mere eller mindre kunne diktere bankpakkerne fortæller også en lille historie. Men den store historie er, at man har tilladt nogle banker og selskaber at blive så store, at deres fald vil trække hele den danske økonomi med ned.

Det kan ikke tillades, så hvis bankerotten truer, er de sikre på at blive frikøbt (’bailed out’) af skatteyderne; indenfor banksektoren skal der ligefrem udpeges 5 banker, der har en sådan betydning.

Markedsøkonomiens effektivitet

Markedsøkonomiens effektivitet og retfærdighed er baseret på, at virksomhederne til gengæld for at score profit må bære eventuelle tab, måske gå fallit. Det system er sat ud af kraft i dansk selskabskapitalisme, hvilket gør det rationelt for en koncern at spekulere uhæmmet. For går det godt, beholder den gevinsten, men går det galt, betaler vi andre. Privatisering af profitten og socialisering af tabet, som det hedder.

Samtidig er det klart, at ved at fjerne risikoen øger den udtalte eller uudtalte statsgaranti en sådan koncerns aktieværdi, den kan låne penge billigere osv. Altså en stor ’konkurrencefordel’ i forhold til mere dødelige firmaer, – der derfor vil blive yderligere marginaliseret eller likvideret.

På amerikansk hedder et sådant system ’corporate nannystate’ eller ’corporate welfare’. Den er mere upåagtet end kontanthjælpen til fattige.

Vi skal også have Nationalbankens rolle med i billedet.

Navnet kan forlede til den misforståelse. at der er tale om en bank for nationen eller befolkningen, men det er ikke tilfældet. Det er en bank for finanskapitalen. Dette er blevet illustreret ved, at den netop har givet bankerne næsten ubegrænsede lån til næsten ingen rente.

Den angivelige begrundelse er, at bankerne skal have billige penge, så de vil udlåne til erhvervslivet, i realiteten går de fleste af pengene til at dække huller eller til spekulation. ECB har gennemført samme øvelse til en pris af 1 trillion (1.000 mia) Euro, med samme forventede ikke-resultat.

Hvem betaler for resten gildet? Der eksisterer jo ikke noget, der hedder en ’free lunch’, hvis vi skal tro de liberale, og det skal vi i dette tilfælde. Det er os alle, der betaler, måske i form af øget inflation, altså reduceret købekraft, måske i form af, at staten – skatteyderne – må spæde i kassen.

Hvem har truffet beslutning om denne generøse gave? Det har Nationalbanken gjort alene, for den er i overensstemmelse med nyliberalismens credo gjort uafhængig af folkevalgte politikere, således at den i al sin selvstændighed i fred og ro kan varetage finanskapitalens interesser.

Vi gyser ofte over den amerikanske næsten-fusion mellem staten og finanskapitalen, når topfolk i administrationen bliver CEO i en investeringsbank (eller flytter sig i den modsatte retning). Det gør vi, fordi sammenvævningen dér er åbenbar. Men samme system eksisterer altså i bedste velgående også i Danmark, vi er blot for generte eller diskrete til at tale om det.

Som sagt i forrige artikel: Staten i den demokratiske kapitalisme er dobbeltbestemt, dels af folket, dels af kapitalen.

Den sidste bestemmelse er blevet klart mere fremtrædende i de sidste par årtier. I den keynesianske periode måtte kapitalen dele indflydelse med fagbevægelsen, i trepartsforhandlinger, indkomstpolitik og helhedsløsninger. I dag lyttes der mest til fagbevægelsen af høflighed.

Konklusion

Den stigende kapitalkoncentration har placeret den økonomiske magt i den moderne danske kapitalisme hos selskaber og fonde. De er støttet af staten, og de sætter nogle ret snævre rammer for den konkurrence, der især udspiller sig mellem især de mindre økonomiske aktører.

Samtidig er finanskapitalen i de seneste årtier vokset i et eksplosionsagtigt tempo.

Dette er næppe det indtryk man får, når man lytter til økonomer, politikere og journalister. De mener, at vi lever i en markedsøkonomi med livlig konkurrence, hvor alle har en chance. Men det er altså ikke tilfældet. Vi lever i en selskabskapitalisme, hvor de store bestemmer.

Den egentlige konkurrencebaserede markedsøkonomi kommer ikke tilbage, lige så lidt som feudalismen. Derfor finder jeg megen diskussion blandt socialister om gode og dårlige sider ved markedet omsonst. Det virkelige valg står mellem kapitalistisk og demokratisk styring.

I næste artikel ser jeg på lønmodtagernes rolle i moderne kapitalisme.

Henvisninger

Mere udførlige analyser – og dokumentation for det skrevne – kan findes i min artikel i Dansk Nyliberalisme, Frydenlund 2009.

Kortere versioner kan findes på min hjemmeside:

»Markedsmagt og kapitalmagt i Danmark« og

»Dansk selskabskapitalisme. Status og lidt historie«.

Læs mere principdebat om moderne socialisme på Modkraft.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce