I udenrigspolitikken er Hillary Clinton den mest krigeriske af de tre tilbageblevne præsidentkandidater i USAs præsidentvalg. Og når det gælder Israel-Palæstina-konflikten er hun helt på Israels side. Med Clinton som præsident, kan palæstinenserne se frem til mere israelsk undertrykkelse.
Et halv års før det amerikanske præsidentvalg tegner det til, at Hillary Clinton skal kæmpe mod Donald Trump.
Det er ret usandsynligt, at Bernie Sanders skulle blive sit partis kandidat trods den uventede store opbakning, han fik under primærvalgene.
Naturligvis er udfaldet usikkert, men da amerikanerne generelt ikke bryder sig om ekstremister - og sådan opfattes Trump af de fleste - er det næppe helt ved siden af at satse på, at Clinton vinder.
Forventningerne til USAs første kvindelige præsident vil være langt mere afdæmpede, end da Obama, som landets første sorte præsident, blev valgt i 2008.
Clinton har været et kendt politisk ansigt i 25 år, og vælgerne har blandede erfaringer med hende.
Nok har hun en progressiv social profil, og når det gælder miljø, er hun forholdsvis fornuftig. Hun accepterer, at klimaforandringerne er menneskeskabte, og at der skal gøres en betydelig og målrettet indsats for at stoppe dem.
Der, hvor det virkelig brænder på, er Clintons udenrigs- og sikkerhedspolitik.
Her overgår hun langt Trump i at være den meste krigeriske og ønsker at videreføre USAs rolle som klodens politibetjent, der med »ret« til efter forgodtbefindende at gribe ind i konflikter og/eller starte nye krige.
Hillary Clintons fortid som politisk person er broget. Hun er i pagt med sit partis sociale engagement, støtter og støttes af fagforeningerne, borgerrettigheds- og kvindebevægelserne, ligesom partiet generelt har et nogenlunde godt renommé, når det gælder udviklingsbistand.
På den anden side støttede hun Bill Clintons hårde kurs overfor lovovertrædere: tre domme - og du er ude. Dvs. at den tredje dom giver en kraftig forlængelse af straffen selv for mindre lovovertrædelser - hvilket har ført til massefængslinger af unge/sorte/fattige.
Når det gælder udenrigspolitik, står hun for en hård linje, der direkte eller indirekte ramme de grupper, hun hævder at ville kæmpe for.
Da Bill Clinton var præsident, støttede hun hans sanktioner mod Irak, sanktioner, der kostede omkring én mio mennesker livet, heraf mange fattige børn. Hun har stemt for alle de krige, Bush sendte USA ud - krige, der dræbte og kvæstede civile i stort tal, og som smadrede tilværelsen for millioner af familier.
Selv da det kom frem, at Irak-krigen var igangsat på et løgnagtigt og manipuleret grundlag, fastholdt hun sin støtte.
Først da hun stillede op som præsident og blev klar over, at en alt for uforbeholden støtte til Irak-krigen kunne koste stemmer, måtte hun bide i det sure æble.
Nu hed det sig, at hun ikke havde stemt for selve krigen, men »kun« for at tvinge Saddam Hussein til at adlyde FN's resolutioner om våbenkontrol.
Som udenrigsminister fastholdt Clinton USAs løfte om, at holde Israels militære slagkraft på et højt niveau.
Hun øgede den årlige militære støtte fra 2,5 mia $ i 2009 til 3,1 mia $ i 2013, der bl.a. omfattede nye jagerfly, opgradering af Patriot-missilerne, og Iron Dome-systemet, der blokerer for raketter afskudt fra Gaza eller Vest-bredden.
I FN modarbejdede hun alle resolutioner, der var vendt mod Israel, og nedlagde veto mod resolutioner, der kunne give Palæstina en mere selvstændig rolle (med støtte fra Thorning-regeringen).
Obamas indsats for at få en atomaftale med Iran modarbejde hun aktivt og valgte i stedet at stille sig på Israels side. Hun forlangte - sammen med Netanyahu - skærpede sanktioner. End ikke valget af den reformvenlige iranske præsident, Rouhani, kunne blødgøre Clinton og Israel: »Iran fupper vesten for at få lettet sanktionerne«.
Den hårde kurs overfor Iran gælder ikke Saudi-Arabien. Her glemmer Clinton at være solidarisk med diktaturets undertrykte kvinder. Uforsonligheden gælder også sanktionerne mod Rusland, også her vil Clinton stramme.
Clinton kalder sig for en pragmatisk feminist. Særlig pragmatisk er det nu ikke at lukke øjnene for, at USAs rolle som den førende og eneste stormagt er på retur.
Obama er her langt mere jordnær og har erkendt, at USA hverken skal blande sig eller starte krige rundt om på kloden hver gang, der udbryder en lokal konflikt.
Som den eneste kandidat støtter Clinton, at USA fortsat agerer som klodens politibetjent eller uddelegerer opgaven til regionale stedfortrædere. Det gælder f. eks. Saudi-Arabiens bombetogter mod den shiamuslimske og iranskstøttede Houthi-milits i Yemen, der indtil nu har kostet et stort antal civile livet.
Det er heller ikke i Clintons favør, at hun har nære relationer til Henry Kissinger - »min udenrigspolitiske mentor«.
I sine memoirer Svære valg skriver hun, at hun mødes regelmæssigt med Kissinger, og at han udarbejder udenrigspolitiske notater og vurderinger til hende.
Det er derfor ikke overdrevet, når New York Times - der støtter Clinton - for nylig betegnede hende som den mest krigeriske af de tre kandidater.
Med den betydelige indflydelse som Wall Street og zionist-lobbyen har på Clinton, er der grund til at være urolig for, hvad den næste valgperiode kan bringe.
Efter at Clinton trådte tilbage som udenrigsminister i 2013, har hun viet sig til at støtte Israel, og styrke USAs bånd til landet.
Hun går endda så vidt, at hun forsvarer Israels krigsforbrydelser mod palæstinenserne: »Hamas provokerer Israel, der så blot forsvarer sig,« har hun ofte udtalt.
Til støtte for denne politik har hun opbygget en koalition bestående af den zionistiske lobby samt sponsorer fra »Wall Street« dvs. erhvervsfolk og lign. - folk, hvis første loyalitet ikke er USA, men Israel og dets militære og økonomiske dominans i Mellemøsten.
Til dem og til Israel har Clinton givet tilsagn om »al nødvendig militær, diplomatisk, økonomisk og moralsk støtte, når det gælder om at besejre Hamas - og skulle det medføre, at mange civile ville dræbte, må det være således«.
Således skriver Clinton i et lækket brev til én af sine hovedsponsorer, Haim Saban, juli 2015, og fortsætter: »Israel gav ikke Hamas en tilstrækkelig alvorlig lærestreg i Gaza«.
Der er afgørende forskelle på, hvordan de tre præsidentkandidater finansierer deres valgkamp.
Trump er selvforsynende med penge fra sine hotel- og entreprenørvirksomheder.
Sanders har ved at indsamle små bidrag (gennemsnit 27 $), kunnet matche de to andre kandidater. Clinton har været afhængig af støtte fra USAs rigeste, fra zionistlobbyen, fra fagforeningerne og vælgerbidrag.
Oplysninger om, hvem der støtter hvilke politikere kan findes på Wikipedia, samt på http://www.ngo-monitor.org/ Her fremgår det, at Clintons sponsorer kommer fra banker, hedge fonds, forsikringsselskaber, IT-, medicin- og underholdningindustrien (film, TV, Las Vegas) og medier.
Blandt kendisserne er George Soros, Steven Spielberg, George Clooney m.fl.
Sponsorerne støtter hende ud fra princippet om noget for noget. Således har hun lovet én af sine vigtigste sponsorer, den prozionistiske Haim Saban, at vil hun gøre, hvad hun kan for at bekæmpe den amerikanske Boykot-Israel-bevægelse (BDS), hvis hun bliver præsident.
Clinton sponsoreres desuden af Jewish National Fund, der spiller en ledende rolle i at frarøve palæstinensere deres landområder. I de seneste måneder har Clinton haft en pengeindsamler i Israel, iflg. Haaretz d. 16.4. 16.
Frygten for at Trump vinder præsidentvalget har fået sponsorer, der ellers støtter republikanerne, til at rykke sammen om Clinton.
Det gælder bl.a. de stenrige Koch-brødre, der finansierer Tea Party-bevægelsen, klima-skeptikere, og grupper langt til højre.
New Yorks liberale ex-borgmester, Michael Bloomberg, bidrog med 11 mio $ i 2012.
Hertil støtter flere neo-konservative fra Bush-tiden, der ser Clinton bedre i stand til at opfylde deres mål om USA's fortsatte hegemoni, end Trump, der vil trække USA tilbage fra (nogle af) klodens brændpunkter.
Clinton ønsker - modsat Trump og Sanders - endnu mere frihandel og er fortaler for bl.a. TTIP.
Én af hendes sponsorer er kendt her i landet: Goldman Sachs, der i 2013 betalte hende 675.000 $ for at holde taler for selskabets ledelse.
Goldman Sachs' støtte til Bill og Hillary Clinton, har iflg. Wall Street Journal (juli 2014), gjort parret til de største modtagere af bidrag herfra. Pengene er ydet som talehonorarer, velgørenhedsbidrag og kampagnebidrag. Bill Clinton modtog 650.000 $ i 2004 for at holde fire foredrag.
Goldman Sachs' øverste chef Lloyd Blankfein var dybt involveret I den boligboble, der i 2008 fik store dele af den vestlige verdens økonomiske system til at kollapse. Goldman Sachs' Charitable Gift Fund yder regelmæssigt støtter én af de værste ulovlige bosættelser på Vestbredden: Hebron, iflg. Haaretz. Hertil kommer årlige bidrag på ca. 800.000 $ til zionistiske organisationer i USA.
Forud for hver valgkamp inviteres kandidaterne til at holde oplæg for AIPAC (American Israel Public Affairs Committee) - USA's mest magtfulde jødiske lobbygruppe.
Vanen tro benytter kandidaterne lejligheden til at fortælle, hvor meget de vil støtte Israel. Og i kampen om de vigtige jødiske stemmer overgår kandidaterne gerne hinanden.
Talerne i år var dog en undtagelse.
På Obamas vegne nævnte vicepræsident Joe Biden bl.a., at Israels systematiske udvidelse af de ulovlige bosættelser, og inddragelse af jord, der ejes af palæstinenserne, gjorde en to-stats-løsning umulig. Samtidig tog han afstand fra et-stats-løsningen, hvor jøderne har den absolutte magt over palæstinenserne.
(Hvor lidt Obama i realiteten udrettede kunne Politiken fortælle d. 15.4. i år: Joe Biden bad Israel, om de ikke nok ville afstå fra at opføre nye bosættelser på Vestbredden. Det ville Israel som bekendt ikke.)
Sanders deltog ikke i mødet, men sendte en tale, hvori han kræver, at USA behandler palæstinensere og jøder ligeværdigt. Han gik i rette med USAs politik, der ikke tager hensyn til palæstinenserne, samt at USA lukker øjnene for Israels vedvarende krænkelser af menneskerettighederne - samtidig med at Israel forsynes med alle de våben, landet ønsker.
Sanders har i anden sammenhæng kritiseret Clinton for at ignorere palæstinensernes behov og for at give Nethanyahu ret hver gang.
Han har desuden angrebet Israel for at have reageret »uforholdsmæssigt voldsomt« i forbindelse med Gaza-krigen i 2012.
Alt dette gik Clinton i sit indlæg udenom.
Men hun forsikrede dog Israel om, at hun ville beskytte landet mod konsekvenserne af at ignore internationale love og konventioner. For »Hamas provokerer Israel, og så må landet jo forsvare sig med de midler, man råder over«.
»Alt skal vi gøre for at undgå skadelige handlinger, det gælder også bosættelserne. Som præsident vil jeg fortsætte forhandlingerne for at nå frem til en fredelig løsning. Men lad mig gøre det helt klart: Jeg vil ihærdigt modsætte mig alle eksterne forsøg på at påtvinge parterne en løsning - også selvom den komme fra FN's Sikkerhedsråd«.
Se »Hillary Clinton’s Speech to AIPAC Was a Symphony of Craven, Delusional Pandering«
Noget af det første hun ville gøre, hvis hun blev præsident, er at indbyde Netanyahu til et besøg.
Dermed sagde hun, hvad hun mente om Obamas iskolde forhold til Netanyahu, og at Obama ikke havde behandlet denne med den agtelse, Clinton synes Netanyahu fortjener.
Clinton kalder de, der kritiserede Israel, for anti-semitter.
Det samme gælder også Boykot Israel-bevægelsen (BDS), som hun har lovet sine sponsorer, hun vil bekæmpe aktivt.
Boykot-bevægelsen har i de senere år haft betydelig fremgang, især blandt unge - også blandt unge jøder, der vender sig mod Israels ultrareligiøse og nationalistiske kurs.
Clinton og AIPAC forstår ikke, at der er sket et generationsskifte blandt yngre amerikanske jøder, der udmønter sig i en voksende forståelse for palæstinensernes krav.
Hun lukker øjnene for, at kristne og drusiske minoriteter i Israel har svært ved at udøve deres tro, og at der sker overgreb mod deres kirker og bedehuse. Samt at den israelske stats chikane af dissidenter og af folk, der er kritiske over samfundet udvikling, falder mange unge amerikanere for brystet.
Det kan undre, at Clinton placerer sig så tæt op ad Israel. For hun er jo på forhånd sikret de jødiske stemmer: Ca. 70 pct. sætter deres kryds ved demokraterne. Det gjorde de også ved valget I 2012 - til trods for at Obamas kritisk-kølig linie overfor Israel.
Hvorfor læner Clinton sig så stærkt op ad Israel og Nethanyahu?
Lækket privat korrespondance viser, at hun er vidende om, hvordan palæstinenserne behandles, samt at hun er vidende om konsekvenserne, hvis Israel fortsætter den nationalistisk-religiøse kurs, og med tiden bliver en jødisk stat
Da hun ikke selv tror på det, hun siger, så må hun være drevet af kynisme, hvor det gælder om at kapre stemmer.
Dermed bidrager hun til at forfladige det politiske liv, hvor alt gøres op i stemmer, og hvor idealer, ideologi og klare holdninger er fraværende. Da stadig flere politikere agerer som Clinton, vil mange vælgere tro, at det er sådan det skal være. At det er normen.
Efter tabte og fejlslagne krige i Vietnam, Afghanistan og Irak er amerikanerne krigstrætte og skeptiske ved nye oversøiske militære engagementer.
Det er denne trang til at isolere sig fra omverdenen, der har bidraget til - men ikke kun - at så mange har stemt på Trump.
Omvendt ønsker mange vælgere heller ikke, at se deres land fremstå som en slidt stormagt, der ikke evner at forsvare sig selv og de værdier, man så ofte er draget i krig for.
Clinton appellerer til vælgerne ved at love dem en tryghed, de kender. Eller tror de kender.
Sanders' visioner om et mere ligeligt samfund finder mange, også på venstrefløjen, bl.a. Chomsky, imidlertid for urealistiske - og stemmer så på Clinton, som det mindste onde.
Verden kan ved valget i november med ret stor sandsynlighed se frem til at få en amerikansk præsident, der vil være lige så krigerisk som Bush - og hvor især palæstinenserne har grund til at frygte det værste.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96