Annonce

MiljøAnalyser og kommentarer om klima- og miljøspørgsmål
Anmeldelse
9. november 2012 - 10:26

Se isen smelte

Lørdag er sidste chance for at se National Geographics-fotografen James Balogs billeder blive til film, når CPH:DOX viser den storslåede og vigtige dokumentar ”Chasing Ice”.

CPH:DOX har en masse gode film på programmet i denne uge – men snyd ikke dig selv for mesterværket ”Chasing Ice”, der uden at gå på kompromis med skønheden fortæller om de klimaforandringer, man faktisk godt kan se ske.

Filmen er et produkt af National Geographics’ mesterfotograf James Balogs ihærdige projekt Extreme Ice Survey (EIS), der helt konkret har bestået af at dokumentere forskellige gletsjeres alt for hurtige smeltning i form af stillbilleder skudt kontinuerligt over perioder på et halvt år – og senere klippet sammen til film.

Billederne er hentet fra 18 forskellige gletsjere i Alaska, Grønland og Island, og hvis du ikke er til den klimapolitiske dagsorden, så se den for billedernes skyld. De er ikke mindre end fantastiske.
Men filmen leverer et vigtigt budskab. Forfatteren Wayne Dyer har engang sagt, at den ypperste form for ignorance er, når du benægter noget, du ikke ved noget om, og ”Chasing Ice” understreger netop disse hykleriske tendenser i klimadebatten, der til stadighed får ”eksperter” og samfundsdebattører til at bagatellisere problemerne.

I filmen vises bl.a. et klip af den amerikanske The Weather Channels grundlægger, John Coleman, der hårdnakket påstår, at global opvarmning er det største fupnummer i historien, og at ”he will be the one who’s laughing in the end”. Men isen smelter.

Når kunst møder videnskab

Billederne understøttes flere gange af forklaringer på de mere tekniske aspekter, men det bliver aldrig for langhåret, og man sidder tilbage med en god fornemmelse af klimadebattens vigtigste omdrejningspunkter. Ligeledes præsenterer flere forskere (fra bl.a. The Woods Hole Research Center og The NCAR) undervejs data, der illustrerer, at nedsmeltningen selvfølgelig ikke bare er en del af jordens naturlige cyklus – selvom det kan være svært at begribe, præcis hvor hurtigt det går, og hvor omfattende de forandringer, vi ser, er.

Balog, der har en mastergrad i geografi med speciale i geomorfologi, udtrykker selv undervejs, at han har været overrasket over resultatet:

– Jeg troede ikke på, at mennesker rent faktisk var i stand til at ændre de elementære fysiske forhold.

Men nu sad han pludselig tilbage med helt håndfaste beviser på, at klimaforandringerne er i fuld gang omkring os.

Og heldigvis er Balog ikke alene om at vide, at problemet er helt reelt. Men meget sigende slutter han dokumentaren af med en kommentar til alle de store og små klimaskeptikere, der stadig holder stædigt fast i, at global opvarmning bare er en fase:

– Bliver du ved med at gå til tandlægen med din rådne tand, indtil du finder en, der siger, at du kan lade den sidde? Eller lytter du til alle de andre, der anbefaler at gøre noget ved problemet?

Herfra lyder en anbefaling til at få set filmen, der uden tvivl kan gøre sit til at få vækket klimadebatten af dens dvale. 

Dokumentaren varer 75 min. og kan ses i Teater Grob lørdag den 10. november kl. 16:00.

Læs mere:

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce