Samfundskrise og programdebat

Enhedslisten er langt inde i debatten om et nyt principprogram. Partiet står stærkt i meningsmålingerne.

Men det må ikke skygge for det faktum, at den »røde regering« har accelereret afviklingen af velfærdsstaten og baner vejen for en ny VK-regering.

Debattens indhold har interesse langt ud over Enhedslisten, fordi den berører fundamentale spørgsmål om vort samfunds fremtid.

Debatten foregår i en periode, hvor hele den vestlige verden er inde i en dyb samfundskrise. Dvs. en krise, der ikke kun en økonomisk, men som også slår igennem som opløsningstendenser i det politiske, sociale og kulturelle liv.

Ingen af de traditionelle stærke politiske kræfter på begge sider af den politiske midte eller statsledere evner at levere svar på, hvorledes samfundsstabiliteten skal genoprettes, uligheden, arbejdsløsheden og udstødningen af store samfundsgrupper nedbringes.

De ledende politiske autoriteter taler og taler om forstærket indsats for at skærme miljøet samtidig med, at de appellerer til, at årtiers destruktive vækstregime fortsættes. De er fanget mellem hensynet til kapitalismens fortsatte vækst og frygten for socialt og økologisk sammenbrud.

Debatten foregår også i en periode, hvor de ellers så dominante socialdemokratiske arbejderbevægelser er ved at være ved vejs ende som samfundets mest indflydelsesrige politiske og sociale kraft.

Tyve års konstant tilbagetog har svækket socialdemokratierne og den socialdemokratisk ledede fagbevægelse i en grad, så både partierne og de faglige ledelseslag nu blot rangerer som samfundsaktører på lige fod med alle andre.

Det betyder to ting. For det første skal Enhedslisten formulere et program midt i en samfundskrise med udsigt til langvarig stagnation, hvor ingen toneangivende politiske kræfter kan præstere egentlige løsninger andre end forsat tilbagerulning af velfærdsstaten og markedets gidseltagning af samfundslivet.

For det andet skal Enhedslisten tage skridtet væk fra rollen som venstreorienteret korrektiv til den socialdemokratiske arbejderbevægelse. Nu får Enhedslisten et afgørende ansvar for at bidrage til at samle venstrefløjen og mobilisere mod den kapitalistiske krisepolitik.

Der er ikke længere nogen »rød regering« at spille bold med – og hvis de borgerlige vinder stort ved næste valg, vil kampens tyngdepunkt helt naturligt flytte udenfor Christiansborg.

Spørgsmålet melder sig derfor ganske naturligt: Lever det officielle programudkast op til de opgaver og forpligtelser, som Enhedslisten forventeligt skal løfte i de næste mange år? Efter vores opfattelse er det langt fra tilfældet.

Vores kritik af den officielle skrivegruppes udkast til program kan gøres op i fem hovedpunkter, som vi kort vil gennemgå.

Moralsk samfundskritik

Det officielle programudkast kritiserer først og fremmest kapitalismen for at skabe ulighed, manglende demokrati og undertrykkelse samt at styre hele samfundsorganisationen efter profitmaksimering. Denne kritik skal begrunde ønsket om det socialistiske samfund.

Vi finder kritikken for overfladisk og ude af trit med de faktiske historiske forhold. Kapitalismen adskiller sig først og fremmest fra alle andre samfundsformer ved, at drivkraften i produktionen af samfundsrigdommen er kapitalejernes ønske om øget profit, som alene skabes gennem udbytning af arbejdskraften.

Produktionen af brugsgoder er alene en omvej for kapitalejerne for at øge værdien af deres kapital. Af den grund er den kapitalistiske samfundsorganisering, der bygger på den private ejendomsret til produktionsmidlerne, i sin natur plaget af sociale- og økonomiske modsætninger, grundlæggende ustabilitet og anarkistisk vækst, som hverken tager hensyn til samfundsbehov, demokratisk samfundsliv eller naturgrundlaget.

I den forstand er kapitalismen som samfundsform grundlæggende irrationel.

Den kapitalistiske samfundsorganisering kan i perioder udmærket være reguleret og ordnet som en velfærdsstat. Men som de sidste 30 års historie viser, ophæver det ikke kapitalismens grundlæggende destruktive tendenser.

Derfor er det opgøret med udbytningen og den dehumaniserende planløshed, der begrunder kampen for socialismen som politisk og socialt mål. Dvs. en demokratisk planøkonomi, der erstatter planløsheden, samt den kollektive ejendom til produktion- og samfærdselsmidler, der ophæver den private ejendomsret og udbytningsbetingelserne.

Forsimplet klasseanalyse

Det fører logisk over til næste kritikpunkt, der omhandler programudkastets klasseanalyse.

I god overensstemmelse med den overfladiske og hovedsagelige moralske kritik af kapitalismen opererer udkastet med en forsimplet klasseanalyse.

I programudkastets skematiske optik, går modsætningerne mellem det store flertal lønmodtagere og de få, der tilraner sig profitten af de manges arbejde. Men alle lønmodtagere er hverken udbyttede eller har de samme livsbetingelser.

Lønmodtagere findes både i arbejderklassen og middelklassen. Der hersker ikke et nødvendigt interessesammenfald mellem f.eks. alle offentligt ansatte, uanset stilling, og dem i produktion og handel, der som producenter af merværdi i langt højere grad er underlagt den globaliserede kapitalismes pres.

Sidstnævnte kan ikke forbedre deres tilværelse og ophæve udsatheden synderligt meget, med mindre de som kollektiv griber afgørende ind i hele produktion og udfordrer ejendomsretten og arbejdsgivernes diktatoriske ledelsesret.

I modsætning hertil vil de store professionsgrupper i den offentlige sektor, der finansieres via skattegrundlaget og formidler klassestatens funktioner og stabilitet, først og fremmest kæmpe for at forbedre deres vilkår indenfor rammerne af det givne reproduktionsområde, og vil af samme årsag ikke nødvendigvis have sammenfaldende interesser med arbejderklassen, mens f.eks. de direkte velfærdsproducerende ansatte i den offentlige sektor vil have sammenfaldende interesser med arbejderklassen.

Imidlertid har den kamp, som i dag formuleres som kampen for den almindelige velfærd,  nået sine grænser, der vanskeligt kan overskrides, hvis den ikke tænkes sammen med arbejderklassens kamp mod det skærpede udbytningspres.

Som logisk konsekvens slår vi i vores udkast fast, at det skal være den konkrete kritik af kapitalismens almene ødelæggelse af samfundslivet og den utålelige vilkårlighed og planløshed for de mange både i arbejderklassen og middelklassen, der kan skabe grundlaget for alliancer mellem klasserne. Alliancer organiseret i en social blok, der er antikapitalistisk. Venstrefløjens moralsk begrundede ønske om solidaritet mellem klasserne rækker ikke.

Idylliseret statsopfattelse

Programudkastet opererer også med en noget ambivalent og forsimplet analyse af statsapparatet. I vores optik indbefatter det kommuner og regioner.

På den ene side fremstilles den offentlige sektor, som jo er statsapparatet, som et absolut gode uden reference til, at alt hvad et kapitalistisk statsapparat foretager sig – selv som velfærdsstat – har som formål at sikre den kapitalistiske samfundsorganisering.

På den anden side vedgår udkastet, at både de parlamentariske forsamlinger, det politiske system og de offentligt ansatte er under økonomisk og politisk pres fra de herskende klasser, som nu i kølvandet på finans- og gældskrisen helt åbenlyst demonstrerer deres økonomiske og ideologiske magt, hvis deres interesser trues. 

Udkastet afkobler herved sammenhængen mellem de kampe, der foregår i statssystemet og ude i samfundet, hvor klasserne til stadighed kæmper om styrkeforhold og styrkepositioner.

Forsimplingen får til følge, at den offentlige sektor idylliseres.

Man ser enhed hos de offentligt ansatte, hvor den ikke findes. Man ser bort fra de voksende modsætninger mellem et større og større lag af teknokrater og kontrolfunktioner på den ene side og de mange, der udfører velfærdsarbejde direkte i forhold til borgerne på den anden.

Og man negligerer statsapparatet som et komplekst magtinstrument, der uanset alle andre funktioner først og sidst skal sikre det kapitalistiske system i dets helhed.

Men ved at skøjte hen over statens klassekarakter og samtidig antyde en lineær og mekanisk vej til socialisme, lukker udkastet for en strategisk diskussion af de åbenlyse politiske og økonomiske barrierer og direkte sabotage fra de herskende klasser, som kampen om magten må kalkulere med.

Eksempelvis hvad en socialistisk bevægelse skal stille op overfor kapitalflugt, økonomisk strangulering af samfundsøkonomien, investeringsboykot og modstand fra det store lag af ledende og styrende embedsmænd, hvis magt og status vil være truet.

Det er ingen sag at hævde det liberale demokratis credo som politisk princip, hvis man ser bort fra magtperspektivet og tænker undergravende modangreb ud af historien.

Ingen med indsigt i den offentlige sektors moderne magt- og dominansstrukturer kan hævde, at statssystemet kan demokratiseres uden som følge af en større mobilisering i samfundet og  tilsvarende indgreb overfor kapitalmagten og de kapitalistiske produktionsformer.

Statssystemet er i dag mere end nogen sinde dybt indfældet i den kapitalistiske produktionsproces. Så hvis ikke en socialiserings- og demokratiseringsproces skal blokeres af omfattende modstand, forudsætter det mobilisering af progressive kræfter både indenfor statssystemet (den offentlige sektor) og udenfor.

Den situation og den opgave tilsidesætter programudkastet i en naiv dyrkelse af demokratiseringsparoler.

EU og det internationale perspektiv

Den politiske naivitet bliver ikke mindre af, at udkastet i det store og hele ikke adresserer konsekvenserne af den kapitalistiske globalisering og de herskende klassers centralisering af magten i eksempelvis EU.

Det hjælper ikke stort at tage afstand fra EU som den europæiske kapitalismes generalagentur, hvis man ikke samtidig kan fremlægge en strategi for, hvorledes de brede folkelige kræfter i Europa skal samles i kampen for et demokratisk overnationalt samarbejde og med mål for, hvordan dette samarbejde skal indgå i en større bevægelse for en anden økonomisk og social verdensorden, herunder nedbrydning af den enorme globale ulighed og opgør med et vækstregime, der truer hele jorden.

Den moralsk funderede antikapitalisme er forståelig, men ikke desto mindre ganske utilstrækkelig, hvis de givne magtforhold skal ændres for at bane vejen for den socialistiske transformation af samfundene og verdensøkonomien, som jo er målet.

Den moralsk funderede solidaritet er altid den praktiske underlegen, og konsekvenserne af socialisme i ét land kender vi alt for godt.

Perspektivet: ændring af styrkeforhold

Det fører os over til vores sidste kritikpunkt. Programmet vil med de nævnte principelle svagheder aldrig kunne fungere som dét navigationspunkt, Enhedslisten og den brede venstrefløj har brug for, når der skal mobiliseres for en socialistisk reformpolitik.

Det er langt fra tilstrækkeligt, at den som beskrevet er socialt retfærdig, solidarisk og demokratisk.

En reformpolitik degenererer, hvis den savner et klart perspektiv for ændring af styrkeforholdene i samfundet, så de vundne reformer kan fastholdes og konstant udbygges.

Men det er overhovedet ikke sandsynligt, at der kan opbygges en levedygtig social blok bag en socialistisk reformpolitik, som kan omsætte protest til realistisk magtovertagelse, hvis de principielle sigtelinjer stritter i alle retninger, og man afstår fra at pege på de sociale kræfter, der skal gå foran.

De sidste års erfaringer viser med al tydelighed, at opstande kan være nok så massive, men de falder sammen uden et klart reformperspektiv og seriøse klassealliancer, og i deres sammenfald lukker de reaktionens kræfter ind med fornyet styrke.

Vores eget programudkast er ikke perfekt.

Men det scorer højere i realismetesten, og under alle omstændigheder er debatten om Enhedslistens principielle linje ikke længere til at komme uden om.

Dels er modsætningerne formuleret, og dels vil Enhedslistens nye placering som et selvstændigt og centralt parti i arbejderbevægelsen sparke til debatten igen og igen.

Så mon ikke man kan sige, at den nødvendige debat først er startet nu og ikke slutter i 2014?

Francesco Castellani, Niels Frølich, Jan Helbak og Niels Henrik Nielsen er medlemmer af Enhedslisten og forfattere til det alternative principprogramforslag »Frihed, lighed og socialisme«

Læs udkastet til principprogram fra en hovedbestyrelsesnedsat skrivegruppe

Se også diskussionsoversigt over indlæg på Modkraft om Enhedslistens principprogram-debat.