Samfundet er i en demokratisk tillidskrise

Europa befinder sig i en demokratisk krise, der har flere udspring.

For det første, den finansielle krise, som begyndte i 2008, og som stadigvæk tynger.

For det andet – som ligger i forlængelse af den første – den økonomiske ulighed, det vil sige gabet mellem den famøse ene procent, og så alle os andre.

For det tredje, alle besværlighederne i forbindelse med terror og islam, og hvordan de skal adskilles, mens de stadigvæk synes at berøre hinanden.

For det fjerde, den igangværende flygtningestrøm, der skyller indover Europa.

Endelig, den femte årsag, der måske er selve fundamentet i demokratiets krise, og som forstærker de fire foregående problemer: Den manglende tillid mellem borgere og politikere.

Ethvert demokrati er baseret på tillid, der udspringer af en fælles interesse. Mest udtalt er borgernes manglende tillid til de folkevalgte politikers evner til at lede. Mest af alt virker det som, at politikerne og borgerne ikke er del af et fælles projekt.

Danmark er endnu et foregangsland, når det handler om respektable politiske ledere, men ikke desto mindre fornemmer man et skred.

De politiske rådgiver, kvajer sig lidt for tit. Fortrolige oplysninger lækkes. Der er ligeledes politikere, ja selv ministrere, som fremstår en anelse korrupte, fx i spørgsmålet om anvendelse af offentlige midler, eller hvordan man citerer de forfattere, som man stiller sig på skuldrene af.

Endelige er der alle ekstratjanserne, som en politisk position tilbyder, men som også tager tid væk fra det reelle politiske arbejde.

Og så er der den manglende tillid, hænger sammen med det, som den polske sociolog Zygmunt Bauman har kaldt »det flydende samfund.« Når alt flyder, er alt ligeledes til forhandling. Det betyder, at politikerne reelt har mindre magt. I hvert fald mindre overbevisningskraft.

I forlængelse af Baumans begreb, bliver det klart, at demokratiet ikke evner at håndtere situationer, hvor andre er afhængige af os. Det gør demokratiet ikke, fordi vi stadigvæk tænker og praktiserer demokrati i forlængelse af en ikkeflydende forestilling om nationalstaten. Nationalisme og protektionisme er ikke vejen frem.

De problemer, som jeg startede med at opridse: økonomi, ulighed, terror og en lind strøm af flygtninge kan ikke håndteres på nationalt niveau. Bomme, hegn og kontrol er ikke løsningen. Selv en nations grænser flyder.

At være dansk afhænger i stadig mindre grad af ens geografiske placering. Jeg er eksempelvis dansk, men kan ikke stemme i Danmark, fordi jeg bor i Barcelona. Jeg er altså ikke dansk nok. Men i Spanien kan jeg heller ikke stemme, fordi jeg er dansk.

Tillidskrisen er også tilstede i den tyske filosof Immanuel Kants skrift om den evige fred. Tyskerens argument er simplet, men nok svært at realisere. En global fred vil kræve et samlet globalt styringsorgan.

Tanken finder man i dag hos Angela Merkel, der ønsker at bevare et stærk EU, fordi fred forudsætter et fællesskab af stater. Merkel kerer for EU, fordi hun er bange for et altdominerende Tyskland.

Engang var Europa bange for USSR, i dag er vi bange for de kommende stormagter, Indien, Kina og, måske, Rusland.

Frygten er økonomisk. EU er trods alt en økonomisk snarere end en politisk sammenslutning. Såfremt det overhovedet giver mening at adskille politik og økonomi, idet politikere lyder som økonomer, når de konstant taler om vækst. Ligesom politikere går i krig af økonomiske årsager.

Grænserne og pengene flyder. Det samme gør vores identitetsfølelse og loyalitet, hvilket den gør, fordi tilliden er smuldret. Der er intet centralt organ for tilliden, hvilket Kant efterlyste.

Liberalismen har i den grad sejret. I dag synes flere at bekymre sig om hans eller hendes rettigheder end den enkeltes pligter. At leve sammen forpligter.

Forpligtelse er knyttet til begreberne afhængighed eller forbundenhed. Faktum er, at alt er gensidigt afhængigt af hinanden. Vi formes af de andre, mens vi former dem. Det er derfor at vores omgang med hinanden væsentlig.

Desværre synes interpersonelle kompetencer såsom venlighed, tolerance og medfølelse ikke at være i høj kurs. Sandsynligvis fordi samfundet i dag, er blevet mere egoistisk. Endda i så udbredt en grad, at det virker som at mange reelt ikke orker at leve – leve sammen med de andre.

Den sidste påstand kræver nok et par ekstra ord. Når mange ikke magter at leve sammen med de andre, hænger det blandt andet sammen med mageligheden og ligegyldigheden, som en stor del af internettet promoverer.

Det er ikke internettets skyld, selvfølgelig ikke, snarere dens betydning for vores adfærd. Bevæger man sig rundt i byen, så støder man unægtelig ind i mennesker, som er anstrengende, inspirerende, som lugter, irriterer og bryder ens vaner.

Modsat tilbyder internettet hyggelige ophold i beskyttede zoner, hvorved ens selektive perception af verden løbende forstærkes. Det vil sige, ens perception lukker sig om sig selv.

Internettet er reelt et stort datingsite, der jo mere vi surfer rundt i det, desto mere holder vi af det, vi møder. Fællesskaberne er belejlige og tidsbesparende, hvilket igen er en økonomisk dyd, idet tid jo er penge.

Det magelige er dog ikke eksistentielt befordrende, da vi gradvist bliver dårligere til at håndtere minoriteter, forskelle, ubehageligheder osv. Vi gør os selv umådeligt sårbare. Det bliver svære at udvise tillid.

Den fornuft, som dominerer internettet er ofte fascistisk i sin natur. Formålet synes at være kendt på forhånd. Internettet er ellers potentielt fuld af overraskelser, det rummer en demokratisk kraft, men denne foldes sjældent ud i praksis. Alt for mange får det, de søger, fordi de søger det, de får.

Det er i forlængelse af den omgangsform som internettet tilbyder os, at alt for mange bliver mere fjendtligt stemt, mindre tolerant og medfølende i det konkrete mødes uforudsigelighed, fordi skærmens filter ikke længere kan beskytte os. Det er uvant for mange at bevæge sig på gyngende grund, hvilket livet jo ellers er.

Sagt anderledes: Det er lettere at udvise storsind på internettet, end når hele familien fra Syrien står foran en.

Så skønt internettet er flydende, fastholder mange bestemte virtuelle netværker og grupper, som de identificerer sig med. Reel åbenhed svarer til at bevæge sig rundt på internettet uden Google.

Internettets gruppedannelser er ofte lige så selvtilstrækkelige, som dem, der kendes fra organisationer, hvorved internettet for en stor dels vedkommende slet ikke aktualiserer det demokratiske potentiale, som dets fortalere drømmer om.

Bauman tror, at det flydende en dag igen bliver fast. Det er en fase, påstår han.

Kant drømte om en centralmagt, en verdensstat.

Jeg tror løsningen ligger i at lade det flydende blive helt opløst; et gasagtigt samfund, hvor alt hænger sammen i sine egne vuggende bevægelser. Intet centrum. Ingen fast identitet.

Jeg deler ikke Baumans nostalgiske melankoli, ej heller Kant tro på en universel lov. Jeg deler slet ikke nationalisterne skrøbelige identitet.

Jeg tror derimod på mødets fornuft. Den der udfoldes i kraft af en præferenceløs åbenhed i mødet med den anden, eller de andre. Det er denne, som kan bringe demokratiet ud af krisen.

Løsningen er lige så banal, som den er svær, da de fleste os af har præferencer om alt lige fra politisk til seksuel observans, henover litteratur og fodboldhold. Det er de samme præferencer, som gør, at vi søger bestemte steder hen på internettet.

Min påstand er, at et møde uden præferencer, altid et godt møde. Hvis vi mødte flygtninge uden forbehold, ville de så være andet og mere end en belastende forstyrrelse?

Demokratiet begyndte med et venligt og tolerant møde mellem forskellige mennesker. Det er tilliden til dette møde, som skal genskabes.

Finn Janning er filosof.