Så lyt dog

Som reaktion på en lang debat om karakterkrav til gymnasiet, bliver jeg som underviser med 15 års erfaring nødt til at tage bladet fra munden og fortælle om den virkelighed, som der også findes – altså en anden end den, der er i populistiske ytringer om et karakterkrav på 7, som det bliver fremsat af især DF og LA, men også borgerlige partier generelt.

Som det er typisk for tiden, så høres de personer ikke, som rent faktisk har med problemstillingerne at gøre, meget besynderligt.

Selv rektorforeningen er tøvende overfor de voldsomme konsekvenser af for høje karaktersnit (i særdeleshed 7) som adgangskrav ville medføre, og dét er bemærkelsesværdigt.

Der er tilsyneladende kun én person i Danmark, som ved noget om pædagogik, og det er Niels Egelund – nå, ja – og så selvfølgelig konsulentfirmaet McKinsey.

Mine kolleger (på et Københavnsk Vestegnsgymnasium) og jeg arbejder hver dag hårdt for at tilfredsstille vores respektive elevers individuelle faglighed.

Vi har en del elever, som påbegynder gymnasiet med en karakter under 7 i både dansk og matematik, men den læring som de tilegner sig i løbet af de tre år, udmønter sig i mange tilfælde i aldeles glimrende studerende, også på videregående studier.

Når jeg tænker igennem, hvor mange søde og læringsparate unge (og som begyndte med under 7 i snit), som jeg har mødt igennem de sidste 5, 10 og 15 år på 4 -5 forskellige gymnasier og VUC’er, så virker det endog meget mærkeligt at forestille sig den virkelighed, de ville have haft, hvis man havde nægtet dem adgang fra begyndelsen.

Dertil kommer, at vi ofte har klasser med meget stor karaktermæssig spredning, og til de, der tvivler på det faglige udbytte, så kan jeg fortælle, at det sagtens kan lade sig gøre at gennemføre en tilfredsstillende undervisning for alle elever i en klasse – på hvert deres faglige niveau.

Det hedder undervisningsdifferentiering, og det har været et mantra i undervisningssektoren de sidste ti år.

Al forskning viser, at særligt midtergruppen profilerer af at være i velfungerende faglige fællesskaber. Det er virkeligheden.

Udover at undervisning således – rent fagligt - kan foregå til alles tilfredshed, så er gymnasiet særligt kendetegnet ved dets almendannende sigte.

Det er her, at vi virkelig rør ved, hvem de unge er, og hvad de udvikler sig til? Der kommer ganske enkelt gode mennesker ud af det, og det er en størrelse som ikke er målbar i hverken kroner/ører eller i karaktersnit.

De værdier, vi også lærer de unge, handler om fællesskab, ansvar, etik og moral, dannelse etc. Denne faktor skal ikke undervurderes, og det handler i øvrigt både om »danske« og »etnisk danske« elever.

Der er i forvejen nogle glimrende kriterier – som virker (!) – i forhold til adgangskrav til gymnasiet, og det er den parathedsvurdering, der ligger i folkeskoleregi.

Ryger man i den kategori, der hedder måske-uddannelsesparat, kommer man til optagelsesprøve, og her kan jeg fra vores gymnasiums side sige, at vi optog ca. 1/10 eller færre elever.

Det er især her, at man som gymnasium sætter barren for hvor lav/høj den laveste faglige fællesnævner skal være.

Og mens vi er ved det: Hvis vi kigger på folkeskoleområdet, så stiller karakterkrav nogle helt anderledes krav til de lærere, som på den måde skal bestemme et ungt menneskes fremtid.

Velvidende at folkeskolekarakterer er givet efter bedste evne og hensyn, så opleves det indimellem som om, der er et misforhold mellem den pågældende elev, og så de karakterer vedkommende er kommet ud med.

Det kan gå begge veje, stærke elever kan opleves svagere, svage elever kan opleves stærkere.

Når jeg tænker på min datter, som går i 9. klasse på en Østerbroskole i København og på de lærerskift, som hun bare de sidste to år har været ude for, så så jeg med meget stor bekymring på det scenarie, hvor en ny lærer skulle være afgørende for, hvorvidt hun skulle kunne komme i gymnasiet efter 9. klasse eller ej.

Karaktermæssigt ligger hun vel med et snit på lidt over 7, men tanken om hvor tilfældigt og på hvor løst grundlag nogle karakterer gives, så virker det som et skrækscenarium, såfremt det skulle ende med at blive adgangskriterierne for gymnasiet.

Så hellere opgradere – og eventuelt udvide parathedsvurderingen.

Var der nogle, som på et tidspunkt havde talt om et socialt taxameter? Nej, jeg har nok taget fejl. Det har været i en drøm.

Og i den drøm, der kunne vi i dén grad rykke eleverne fagligt og almendannende.

Kaare Winkel Pedersen er gymnasielærer.