Søvndals storhed og fald

Da Villy Søvndal i 2005 blev valgt som formand efter Holger K. Nielsen, kom han fra partiets venstrefløj. Søvndal indledte da også sin formandsperiode med et klart opgør med den kopipolitik i forhold til Anders Fogh Rasmussen, som ledelsen i Socialdemokratiet efter valget af Thorning som partileder i 2004 ellers havde slået ind på.

En kopipolitik, der afspejlede, at det var socialdemokratiets højrefløj – den gamle Nyrupfløj – der var havde overtaget magten i S.

I stedet markerede Søvndal sig med klar og åben opposition til Anders Fogh. Denne klare antiborgerlige kurs bragte SF succes vælgermæssigt. På grund af socialdemokratiets kopipolitik havde en lang række venstresocialdemokrater vendt deres gamle parti ryggen.

I første omgang søgte de ved valget i 2004 til de Radikale, da Marianne Jelved i denne periode markerede sig både som en stærk kritiker af Fogh og som kritiker af den socialdemokratiske kopipolitik.

Men de Radikales fremgang på venstresocialdemokratiske stemmer endte i indædt kamp og politisk splittelse (Ny/Liberal Alliance).

Derfor søgte de hjemløse venstresocialdemokrater videre, og med Søvndal som den nye klare kritiker af Fogh blev SF nu tilflugtssted for dem.

Hvilket var baggrunden for den store valgfremgang for SF i 2007. En anden del af baggrunden for fremgangen var, at SF gjorde sig til talsmand for samling i oppositionen mod Fogh og dermed samle den store frustration blandt oppositionens vælgere over det uafbrudte borgerlige styre siden 2001.

Søvndals højredrejning

Så langt så godt. Nøglen til Søvndals succes var altså, at tilbyde et klart artikuleret venstrealternativ til Fogh – og til socialdemokraternes højrelinje under Thorning og Sass–Larsen.

Men Søvndal begyndte i stigende grad at forlade dette. Af hensyn til socialdemokraterne begyndte han at flytte SF til højre. Dette skete navnlig i udlændingepolitikken, hvor SF accepterede 24-årsreglen og den stramme udlændingepolitik, men også i andre dele af værdipolitikken, fx retspolitikken.

Men det skete også i den økonomiske politik, hvor SF på det tidspunkt accepterede skattestoppet, og i 2009 var parat til en skattereform med topskattelettelser.

Samtidig hermed gennemførte Søvndal og hans nære allierede Ole Sohn - under parolen: fra protest- til indflydelsesparti - en omorientering af SF's politiske mål. 

Fra at fokusere på en anden politik end den borgerlige skiftede fokus i stigende grad på regeringsdeltagelse som det primære mål.

Samtidig med den politiske højredrejning havde Søvndal allieret sig med en højrefløj i SF centreret omkring tidligere og nuværende SFU–ledere.

Hvor ”det gamle SF” kom fra en socialistisk venstrefløj, har denne ”børnebande” – også kaldet den ”arbejderistiske” fløj - i stedet haft et reformpolitisk perspektiv, som ikke ligger langt fra en socialdemokratisk tilgang.

Under påberåbelse af et ”generationsskifte” promoverede Søvndal disse - Thor Möger Pedersen, Astrid Kragh, Jesper Petersen m.fl. – til fremtrædende poster i partiledelsen.

Det skete hen over hovedet på andre grupperinger i SF, og uden at denne højrefløj i virkeligheden havde et flertal bag sig i partiet.

Bl.a. derfor gennemførte Søvndal en centralisering af partiet, hvor hovedbestyrelsen stækkedes ved at blive erstattet af en svagere landsledelse, og hvor magten centraliseredes hos partitoppen i daglig ledelse. Hvor arbejderristerne blev placeret.

Taktisk venstredrejning fra S

Søvndals højredrejning havde i første omgang succes.

Socialdemokraterne oplevede som bekendt et nyt valgnederlag i 2007, hvor Thorning på ingen måde kunne leve op til sit løfte om at ”slå Anders Fogh”.

På trods egen ”medfødte” tilbøjelighed til at se til højre, indså S–ledelsen (Sass-Larsen), at partiet for at genvinde regeringsmagten måtte have de flygtede venstresocialdemokrater bag sig igen. Og da de nu var hos SF, måtte man altså gå ind i en alliance med SF.

Resultatet var som bekendt de fælles valgprogrammer: ”Fair Forandring” (2009) og ”Fair Løsning” (2010) samt ”Fair Løsning 2020” (2011).

Spørgsmålet er imidlertid, om der var tale om en ægte politisk kursændring fra højrefløjen i S, eller om ændringen snarere var taktisk og midlertidig, fremtvunget af omstændighederne.

For samtidig med socialdemokraternes tilsyneladende venstredrejning på Christiansborg fastholdt fremtrædende højrefløjssocialdemokrater, fx KL's formand Jan Trøjborg tankevækkende den borgerlige økonomiske politik, som S hidtil havde støttet.

Og nok så afgørende fastholdt hele Socialdemokratiet de Radikale som en del af regeringsprojektet uanset de Radikales dybt borgerlige økonomiske politik, men uden at RV blev inddraget i et fælles valgprogram.

Hermed var der på forhånd åbnet for, at en ny regerings politik efter valget i realiteten først ville blive fastlagt efter valget i forhandlinger mellem S, R og SF.

Man kunne før valget i 2011 fornemme, at både De Radikale og S–ledelsen forestillede sig en gentagelse af forløbet i Nyrupregeringen, hvor man først i kortere periode gennemførte progressive reformer og kickstart for at nedbringe arbejdsløsheden, hvorefter kursen blev lagt om til en borgerligt orienteret reformpolitik (arbejdsmarkedsreform, skattereform).

Blot skulle SF denne gang med i regeringen i stedet for som under Nyrup være støtteparti.

Søvndals fald

Baggrunden for, at SF havde fået fremgang, var altså ikke mindst, at Søvndal gennem et artikuleret venstrealternativ til Foghs politik – og til kopipolitikken i S - havde held med at gøre SF til tilflugtssted for socialdemokraternes hjemløse venstrefløj.

Men med Søvndals og ”arbejderisterne” højredrejning af partiet og politikken for at tækkes socialdemokraterne undergravede man selv dette grundlag for partiets fremgang, idet partiet mere og mere fremtrådte som et minisocialdemokrati, som SF's vælgere havde svært ved at skelne fra S.

Hvilket var en væsentlig del af baggrunden for, at SF's tilslutning igen begyndte af rutsje ned, og at SF ved valget i 2011 ligefrem gik mærkbart tilbage.

Målet havde været, at SF skulle blive et indflydelsesparti ved at påtage sig regeringsansvar, men indflydelsen blev det også småt med.

Ved valget i 2011 sved den manglende politiske afklaring mellem S-SF på den ene side og RV på den anden side til S + SF, idet RV ved valget kunne køre på frihjul og på en og samme tid gå til valg på et regeringsskifte og fortsat borgerlig økonomisk politik.

Et regeringsskifte blev hermed muligt, men med RV i en styrket position.

Og nok så væsentligt blev tilbagegangen for både S og SF en anledning for den socialdemokratiske højrefløj i S–ledelsen til at lægge store del af valgprogrammet Fair Løsning til side og i stedet vende tilbage til den borgerlige økonomiske politik, som man egentlig havde stået for.

Hermed var SF fra starten blevet lillebror og baghjul på en ny SR–akse omkring en videreførelse af VK–regeringens genopretningspolitik og arbejdsmarkedsreformer.

Søvndal fik hermed nok gennemført sit mål om at få ministerposter til SF, men fik til gengæld ikke mange fingeraftryk på regeringsgrundlaget.

SF's rolle i SRSF–regeringen er blevet reduceret til legitimering af den borgerlige økonomiske politik, som SRSF–regeringen efter en kort overgangsfase omkring finansloven 2011 siden har stået for (Fx reformen af førtidspension og fleksjob og skattereformen).

Hvilket har sendt SF's vælgere på flugt, fordi de ikke i den førte politik har kunnet genkende det, som SF traditionelt har stået for og gik til valg på, og fordi de som anført heller ikke har kunnet se forskel på S og SF.

Søvndal formåede på den ene side at bringe SF fremgang og dernæst ind i magtens centrum i regeringskontorerne, men prisen blev på den anden side en politisk højredrejning, som har fjernet partiet fra sine rødder, indskrænkede medlemsindflydelsen og som siden har kostet SF identitet og tilslutning – ja truet SF´s eksistensberettigelse.

 For hvem er det lige blandt SF's vælgere, som vil støtte et andet socialdemokrati og en SF regeringsdeltagelse, som primært består i at stå for en borgerlig økonomisk politik, som man egentlig gik til valg imod.

Det var således logisk, at Søvndal gik som leder efter den katastrofeudvikling, som hans ledelse og kurs har ført SF ud i. Og det skete nok i et forsøg på at undgå den katastrofe, som alt hidtil har tydet på, at de kommende kommunal- og folketingsvalg bliver for SF – og måske ikke mindst i et forsøg fra Søvndal selv for at undgå at skulle lægge ryg hertil og så blive tvunget væk fra formandsposten. Så ser det bedre ud at gå selv.

SF's formandsvalg: en begmand til Søvndal. Men til fordel for hvad?

Det er således oplagte grunde til, at utilfredse SF'ere ved SF's formandsvalg nu har samlet sig om Annette Wilhelmsen – om ikke andet, så fordi alternativet som SF-formand hed Astrid Kragh. Astrid Kragh er og bliver et fremtrædende medlem af den socialdemokratiske højrefløj i SF-”arbejderisterne”. En stemme på Astrid Kragh ville være at stemme på fortsat højredrejning, socialdemokratisering og topstyring af SF. Det har mange på grund af de store politiske omkostninger fravalgt.

Mens det er rimelig oplagt, hvad man har fravalgt med Kragh, er det til gengæld langt mindre klart, hvad valget af Annette Wilhelmsen i stedet indebærer?

Hun tilhører en anden gruppering i SF – de såkaldte ”traditionalister” - som udgør en midtergruppering i SF omkring Holger K. Nielsen og Anne Båstrup, men er ellers et relativt ubeskrevet blad og har under formandsvalgkampen været karrig med mere konkrete politiske udmeldinger.

Man kan selvfølgelig håbe på, at valget af Anette Wilhelmsen som SF's ny formand kan bringe SF nærmere sine oprindelige værdier og føre til, at partiet bedre fastholder sin egen politik på længere sigt.

Og hun lagde i sin formandsvalgkamp da også sympatisk ud med at påpege, at SF måtte have lov til at have sine principielle holdninger på den anden side af regeringsperioden og have lov til at diskutere dem. Og med at ville "udfordre regeringsgrundlaget" mere.

MEN: Fra oprindeligt at have rejst debat om dagpengereformen har Annette Wilhelmsen senere tilkendegivet, at der IKKE vil være penge til at ændre dagpengereglerne på den kommende finanslov.  Og hun har meldt sig klar til et blåt finanslovsforlig med Venstre, hvor skattelettelser for virksomhederne betales af kontanthjælpsmodtagere.

Ifølge pressen er disse udmeldinger et resultat af politisk pres fra Socialdemokraterne. Men hvis det er den politiske forskel til den hidtidige ledelse og politik, er den svær at få øje på.

Bliver personudskiftning hovedeffekten af formandsvalget?

For en udenforstående iagttager må man spørge sig, om den mest markante effekt af valget af Wilhelmsen derfor bliver en personudskiftning, hvor SF's "traditionalister” nu kommer ind og får ministerposter og del i magten. De har under Søvndals regime imidlertid vedvarende undladt at stille noget politisk alternativ til højrefløjens "arbejderister".  Men har luftet utilfredshed med, at arbejderisterne havde "sat sig på hele ledelsen".

Nu kommer de så formentlig til fadet. Set fra en demokratisk synsvinkel er det måske udmærket ligesom en stækkelse af højrefløjen må hilses velkommen.  

Men kommer det til at gøre nogen større politisk forskel? Mange af SF's vælgere stemmer givet på Annette Wilhelmsen i et håb om større intern medlemsinddragelse og om, at partiet vender tilbage til en mere selvstændig og progressiv linje. Men spørgsmålet er, om valget af Annette Wilhelmsen reelt vil indfri disse håb?

Man må håbe det bedste.

Henrik Herløv Lund,
medlem af centrum venstre UDEN partipolitisk tilhørsforhold

Analysen er i sin fulde længde udsendt med nyhedsbrevet "KRITISKE DISKUSSIONER" og kan downloades på www.henrikherloevlund.dk/Artikler/Soevndalsstorhedogfald.doc
Vederlagsfrit abonnement på nyhedsbrevet og mit andet nyhedsbrev KRITISKE ANALYSER kan tegnes ved at maile til herloevlund@mail.dk