Søren Krarup er antidemokrat

Søren Krarup er åndelig fader til den lutheranske nationalkonservative bølge, der de sidste to årtier har haft stor indflydelse på dansk politik i det hele taget, og ikke mindst på Dansk Folkeparti. Han har siden 1960 skrevet 29 bøger, den sidste i 2009, og været medforfatter til seks andre.

I mange af sine bøger er Krarup særdeles kritisk overfor det parlamentariske demokrati, som det har fungeret i over hundrede år i Danmark. Men han nøjes ikke med at kritisere folkestyret. Han peger på enevældigt kongedømme som en bedre styreform. Han er, hvad man med et pænt ord kan kalde demokrati-kritisk.

Når man har med Krarup at gøre, skal man starte med at slå hjernen fra og lægge sine fordomme på hylden. Krarups tilgang til verden og hans syn på mennesker er religiøst og ikke politisk, økonomisk, socialt, psykologisk eller kulturelt. Han er hverken intellektuel, filosof, videnskabsmand eller politiker. Han hverken tænker, tvivler, ved eller mener noget.

Han tror og er stærk i troen.

Og som en rettroende evangelisk-luthersk kristen kender han den sande Gud og Guds vilje med menneskene og den verden, vi lever i.

Konservativ kritik af oplysningstiden

Krarup er i Danmark seneste led i det lutheranske og konservative angreb, der har været rettet imod oplysningstidens tanker og ideologier lige siden 1700-tallet. Ifølge dette konservative verdensbillede er de magtforhold, som hersker imellem mennesker, skabt af Gud.

Mennesket fødes på en bestemt plads, og der skal det blive, hvad enten det er født som mand eller kvinde, fæstebonde, borger, adelsmand eller konge. Med denne plads følger en bestemt rolle og opgave i samfundet, og gør mennesket på egen hånd eller i fællesskab oprør og forsøger at forandre sine vilkår og sin verden, så er det i sidste ende oprør imod Gud.

Det er nemlig centralt i klassisk protestantisk konservatisme, at menneskelig frihed anses som farlig og en kilde til kaos, og at ro og orden skal opretholdes næsten uanset hvad.

Derfor har Gud skabt et hierarkisk samfund, hvor alle står til ansvar for nogen højere oppe. Øverst er fyrsten, kongen eller kejseren, der hersker på Guds nåde, og som kun står til ansvar overfor Gud. På den måde bliver ulighed et mål i sig selv, og kun overfor Gud er mennesker lige, for vi er alle usle og elendige syndere.

Hierarkiet og ordenen opretholdes hovedsageligt ved frygten for straf, hvilket i 1525 under reformationen fik Martin Luther til at velsigne tyske fyrsters massakre på omkring 60.000 oprørske fæstebønder.

Oprøret udsprang af modstand mod tvangsarbejde og tunge skatter, men var også religiøst inspireret, og bønderne sang blandt andet en sang om, at der ikke var adelsmænd på Adam og Evas tid. Der var altså tale om et brud med Guds orden, og derfor gjorde Luther det til en soldats hellige pligt at myrde løs i blandt oprørerne.

Det lugter jo ikke ligefrem af respekt for det enkelte menneskes liv, frihed og rettigheder, og menneskelivet i denne verden regnes da heller ikke i sig selv noget særligt værdifuldt, for vi fødes som håbløse og forkastelige syndere.

Da Gud ofrede sin søn Jesus på korset for at sone vore synder, fik både du og jeg og alle andre meget mere, end vi nogensinde kan gøre os fortjent til. Livet i denne verden er ikke andet end sult, kamp og lidelse, men efter døden venter paradis. Måske.

Ud fra sin læsning af Ny Testamente mente Luther, at de fleste mennesker ender i Helvede, og det bliver bestemt allerede ved fødslen, og man kan hverken gøre fra eller til.

Sådan ser den traditionelle lutheranske konservatisme ud i sin aller sorteste udgave, og sammen med Luthers voldsomme had imod jøder og jødisk tro, kan det næppe undre at nazismen opstod og greb magten i Tyskland, hans eget hjemland.

Luther var dog ikke antisemitisk på den måde, at han mente, at der eksisterede en jødisk ’race’. Det var kun religionen og dens troende, han var efter.

Krarup har gjort sit for at omfortolke eller bortforklare Luthers mere brutale skrifter og fjendtlighed overfor jøder. Det ændrer dog ikke på, at han var medvirkende til, at Tidehvervs Forlag i 1989 udgav Luthers skrift Om Jøderne og Deres Løgne.

Alt dette bryder oplysningstiden med, som det er udtrykt i Den Amerikanske Uafhængighedserklæring fra 1776, og siden i den franske revolutions menneskerettigheder fra 1789.

Her bliver samfundshierarkiet vendt på hovedet, magthaverne står til ansvar overfor folket, som ikke er født til magten eller indsat af Gud, og de kan udskiftes af folket. Desuden har mennesket lige friheder og rettigheder, og ikke ud fra hvilken klasse eller stand, det fødes ind i (at Frankrig og USA så aldrig har levet op til idealer skal ikke diskuteres her).

Samtidig med, at ideen om at samfundet er skabt af mennesker og kan forandres af mennesker, opstår der på godt og ondt selvfølgelig også en masse ideer og om, hvordan verden skal indrettes, lige fra statsløs anarkisme, parlamentarisk demokrati og over til totalitært diktatur eller en forestilling om, at højere ’menneskeracer’ skal herske over lavere.

Men ifølge de konservative modstandere af oplysningstidens ideer har Gud jo allerede skabt verden og dens magtforhold en gang for alle, og derfor er ideologier af alle slags oprør imod Gud.

Det har betydet, at konservative historisk set har været præget af en form for offermentalitet, selvom de hovedsageligt har været magthavere eller tilhørt samfundets øvre lag, og alle vegne ser deres verden i forfald.

Derfor har de taget hårdhændede metoder i brug for at opretholde gamle samfundsforhold, hvilket de dels anser for en form for selvforsvar, dels også til alles eget bedste.

Man bør ikke sammenligne den konservative modreaktion fra oplysningstiden med den konservatisme, man finder hos Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og delvis også Venstre, selv om de også ser sig som ofre midt i et Danmark på vej mod opløsning:

I nutidig optik er nationalstaten truet af EU og et stadigt mere multikulturelt samfund, velfærdsstaten bliver ædt op indefra, fordi en større gruppe af professionelle, sociale klienter rager til sig i mangel på stolthed og moral, imens høje skatter fratager virksomme borgere muligheden og viljen til at arbejde og forsørge sig selv. Samtidig er det folkelige fællesskab ved at gå i opløsning, fordi interessen og respekten for folkekirke, kongehus og gamle traditioner er faldende. Man ser intet fællesskab i, at over hundredetusind unge hvert år samles til festival udenfor Roskilde, men begræder, at kun udenlandske turister besøger domkirken og kongegravene i samme by.

Værst er det netop med den manglende interesse for folkekirken, og dens præster råber i panik op om, at næstekærlighed, moral og god opførsel ville være umulig uden kristendommen, og at vi ellers ville leve som vilde rovdyr. Og når valget står imellem kirken eller undergangen, så er det ikke så svært at vide, hvad man skal vælge.

Så når kultur og fællesskab tillader sig at udfolde sig frit og ukontrolleret, må man gribe ind og diktere fra oven som i 1800-tallet, da Grundtvig og andre intellektuelle i København skrev litteratur, salmer og sange til kirke og højskoler for at opdrage folk i, hvad det ville sige at være kristen og dansk.

I vore dage har begge institutioner mistet deres betydning, så nu retter man blikket imod folkeskolen, hvor der skal indføres morgensang, flere timer med kristendomskundskab og faste retningslinjer og kulturkanon for, hvad der skal undervises i i dansk- og historietimerne.

Det er ifølge de nationalkonservative alt sammen ideologierne, som har splittet ethvert fællesskab og enhver fælles kultur ad. I Danmark hovedsagelig af kulturradikalismen, ungdomsoprøret og socialismen i dens mange forskellige udgaver.

Her til lands har ideologierne ikke haft en mere udholdende modstander end Søren Krarup, der med stor tålmodighed har brugt fem årtier og 29 bøger i kampen imod dem.

Og hvis et folkestyre ikke kan varetage opgaven med at holde sammen på det, han mener, Danmark er, så er det måske bedre at vende tilbage til enevælden.

Søren Krarups demokrati-kritik

For at sætte sig ind i Krarups kritik af folkestyret er det vigtigt at forstå, at han har en ide om, at der findes politiske beslutninger, som gavner hele Danmark og alle danskere både nu og i fremtiden.

I Folketinget ser man hver dag debatter, konflikter og kompromisser imellem de forskellige partier, der har hvert deres billede af, hvordan et godt samfund skal indrettes, og den samme proces foregår i bredere forstand udenfor Christiansborg mure.

Denne politiske proces ser Krarup som samfundsgruppers egoisme og enkeltpersoners magtbegær, politikeres jagt på popularitet og karaktermord på deres modstandere, at man fremmer egne mål uden tanke på helheden, kort sagt: Råddenskab og fordærv.

Men hvad der gavner det danske land og folk, skriver han ikke meget om, udover at Danmark skal beskytte sine grænser og sit territorium med politi og militær, FN og EU skal ikke blande sig i vore indre forhold, og så skal folkekirken og kongehuset bevare sin særstilling i grundloven.

Udover det ligger det hen i tåger, hvad Krarup anser for at være fædrelandet til gavns.

Engang hyldede han Mogens Glistrup og Fremskridtspartiet for at ville afskaffe næsten alle samfundet institutioner, og siden blev han folketingsmedlem for Dansk Folkeparti, som i hvert fald hævder at ville forsvare velfærdsstaten.

Det bliver ikke klarere, når han skriver om, hvordan den borgerlige regering overtog magten efter valget i 2001, hvilket han ser som resultatet af en lang ’folkelig modstandskamp’ og en ’åndelig opvågnen’. Blandt andet skriver han om Anders Fogh, »at han er rodfæstet i en dansk folkelighed, jeg er lige ved at sige dansk folkekirkelighed.«

Hvordan man ud fra dansk folkekirkelighed handler under en finansiel krise, planlægger overgangen til vedvarende energi eller beskatter lønindkomster, giver han ikke svar på. Men det ændrer ikke ved, at det giver god mening for Krarup.

I det følgende vil jeg bruge en række citater fra Krarups bøger. Dels for at dokumentere hans angreb på folkestyret, men også for at vise den vrede, han føler mod presse, politikere, deres partier og det politiske liv i det hele taget.

En meget vigtig hændelse i danmarkshistorien er for Krarup det enevældige kongedømmes indførsel, hvor adelen mistede magten til vælge og afsætte konger. Konge var nu noget, man blev født til at være.

»Dengang enevælden blev indført i Danmark i 1660 i et samspil mellem konge og folk, var det ikke fordi, folket var blevet forelsket i kongen. Det var for at finde beskyttelse mod adelen. I tiden forinden havde adelen siddet som en udbytterklasse eller en besættelsesmagt på nakken af folket, og da denne adel i enhver forstand havde spillet fallit under svenskekrigene og svigtet landet, benyttede folket lejligheden til at skaffe sig udbytterne fra halsen. Hertil kunne kongen hjælpe.« (Den danske nødvendighed, side 57-58, 1994)

Hvis man spørger Krarup, blev Danmark på den måde regeret til alles bedste de næste to hundrede år, men i 1848 giver Kong Frederik den 7. danskerne lov til at skrive en grundlov og vælge repræsentanter til Folketinget og Landstinget, og et stort skridt er taget i retning af det folkestyre, vi kender i dag.

Ideen om folkestyre er god, mener Krarup, men samtidig er der åbnet for, at der ligesom før enevælden kan sætte sig en ny adel på magten, og de er ikke folkevalgte. 

»Da enevælden blev afskaffet i 1848 til fordel for folkestyre, betød folkestyre ikke folke-styring, men det modsatte: at folkets egen røst og vilje skulle styre landet – og hertil tjente frie og almindelige valg. Det var før partierne havde erobret valgene og bestemt, hvem der skulle vælges. Det var også før medierne havde bestemt debatten. Og den udvikling, der fra Forfatningskampen i forrige århundredes afslutning bevægede sig i retning af partiernes og mediernes enevælde, havde sine skarpe og vågne kritikere. Det er følgerigtigt, at disse kritikere blev udnævnt til reaktionære folkefjender af den nye adel, partipolitikerne og pressen.« (Den danske nødvendighed, side 58, 1994)

Krarup anser indførslen af folkestyre for i bund og grund at være det københavnske borgerskabs ideologiske projekt og lederen Orla Lehmann som en ren opportunist. Han talte ved folketoget til Christiansborg den 21. marts 1848, som blev direkte anledning til, at kongen gav folket lov til at skrive en grundlov.

»Her står Orla Lehmann og galer på slotspladsen, den altid deklamerende ideolog, manden, der har samlet tidens politiske mode op i Paris og søger at påtvinge Danmark den, liberal og internationalistisk, når det er fordelagtigt, nationalliberal og yderst bevidstgjort dansk, når det betaler sig, og hævder at repræsentere folket, som kongen er ved at drive til ’fortvivlelsens selvhjælp.’ En kun slet skjult trussel om revolution.« (Det tavse flertal, side 124-125, 1987)

Magtskiftet skete fredeligt, men på baggrund af revolutionsforsøg kort forinden i Berlin, Wien, Paris og nationalistiske oprør i Italien. Uden for København foretrak folk ifølge Krarup stadig en enevældig konge og for at demonstrere det, har han fundet et gammelt brev fra bønderne i Seem Sogn i Sønderjylland, hvor han var præst i fire årtier, sendt til Frederik den 7.

»Først må vi i al enfoldighed erkende, at vi helst ønsker at beholde Ds. Majestæt som vor enemægtige konge og herre, og at vi aldeles ikke kan bifalde de landsmænds ord, i skrift og tale, som påstår, at det danske folk ønsker en forandring i den forfatning, som er folkets frie gave til dets konge og nedarvet til Ds. Majestæt (…) Vi vover at påstå, at dersom Ds. Majestæt ville foretage en hyldningsrejse landet rundt for at prøve ånderne og høre de uhildede røster fra hjerternes grund, da skulle Ds. Majestæt erfare, at landets børn, efter det store flertal, ville samstemme med os, som har vovet at udtale vor overbevisning.« (Det tavse flertal, side 124, 1987)

I løbet af sidste halvdel af 1800-tallet var den liberale tradition, som i dag repræsenteres af Venstre og Det Radikale Venstre, splittet i 12-15 forskellige partier, og efter den tabte krig i 1864 fik de flertal i Folketinget.

Mange af de liberale partier var præget af antimilitarisme og kulturradikalisme, og de repræsenterede den brede landbefolkning. De var bevidste om, at Danmark efter nederlaget 1864 var blevet en lille stat imellem stormagter.

Alt dette kalder Krarup ’national selvopgivelse’ og ’forsvarsnihilisme’, men der var heldigvis nogen, som kæmpede imod, og det var Højre, det konservative godsejerparti.

Kongen kunne ifølge en ny grundlov fra 1866 frit udpege sine ministre, og det blev igen og igen Højre, som fik lov at danne regering, og ved at gå til ham kunne de få vedtaget deres love udenom Folketingets flertal.

På den måde blev det partipolitiske kaos, som kunne splitte Danmark ad, udsat et par årtier.

»… det i denne situation tankevækkende er, at der tillige ses at have været en principiel uvilje ved at overlade Danmark til en styreform, som man mente ville åbne sluserne for hæmningsløs demagogi og opportunisme (…) Var enhver mistillid til parlamentarismen meningsløs? Eller kan man ikke ane en eller anden sammenhæng, som muligvis må føre til revision af en vedtagen og fastslået opfattelse af vor politiske historie? (…) Men tillige – og hvem tør sige, at det ikke var den væsentligste grund? – havde Højre denne opfattelse af kongen, fordi man opfattede kongen som personifikationen af landet, og fordi kongens ret til at vælge sine ministre ville betyde sikkerhed for, at landets interesse ikke blev sat til side af et partipolitisk spil om den politiske magt. For så vidt var det hensynet til Danmarks eksistens, der drev Højre ind i Forfatningskampen.« (Fædreland og folkestyre, side 13-14, 1974) 

Men som følge af forfatningskampen i årene før kom i 1901 systemskiftet og indførslen af den parlamentariske skik, som betød, at en regering ikke kunne blive siddende, hvis et flertal stemte imod dens lovforslag.

Dermed træder de ødelæggende kræfter, som folkestyret ifølge Krarup rummer, i fuld kraft.       

»Forfatningskampens ulykke for Danmarks politiske udvikling har derfor bestået i, at den satte modsætning imellem folket og staten, imellem politikeren og statsmanden: det blev til en politisk dyd i Danmark at være opportunist og føre sognerådspolitik. Resultatet ser vi i dag. ’Jeg tager mit og du tager dit, så får det hele intet.’ På grund af Forfatningskampen kom det danske folkestyre til at udvikle sig i ufolkelig, småtskåren og demagogisk overbydende retning, under hvilken Danmarks opløsning begyndte at finde sted« (Fædreland og folkestyre, side 30, 1974).

Politik handler nu ifølge Krarup bare om at samle 90 mandater, så man kan få vedtaget sin politik, og behandlingen af lovforslag i Folketinget mister indhold og er blot et overflødig ritual. Alting er afgjort på forhånd ved forhandlinger i hemmelighed.   

»Debattens endelige forum er Folketinget. Og ved debattens afslutning træffes afgørelsen ved en afstemning blandt de medlemmer, der har ladet argumentationen virke på sig og taget deres beslutning på basis af den. Er afgørelsen imidlertid truffet forinden, bliver debatten til spilfægteri, og så bliver det ikke på grund af argumenter, afgørelsen træffes. Så forvandles argumentationen til tomme ord, der ingenting betyder, fordi de ingenting behøver at betyde. Så bliver politik til fidusernes, underhåndsaftalernes og usaglighedens lumre jungle« (Fædreland og folkestyre, side 45, 1974).

Ja, faktisk er den politiske proces meningsløs, enhver forstand og eftertanke ophører, fordi processen egentlig bare er et hundeslagsmål på ord, og Folketinget forvandles til et galehus.

»Det gode argument! Men hvad er et argument? Det er et indlæg til fremme af en sag. Hvornår er et argument da et godt argument? Når det tjener til fremme af sagen. Og hvem vil kalde det et godt argument? Det vil den, hvis sag det er, og som ønsker sagen fremmet (…)Fornuften er ikke fornuftig ud over sin interesse i at være det, og den politiske scene er ikke befolket af overjordiske engle, men af selvhævdende og stridbare mennesker.« (Selvbesindelse, side 137-138, 1976)

Det er derfor på tide, at det danske folk vender sig imod deres konge igen, for kun enevælden kan frelse os fra den elendighed, som folkestyret har drevet Danmark ud i.

»Kongen var forpligtet på at holde landet sammen. Dets frihed og selvstændighed var hans ansvar. Danmarks og kongens interesse var den samme. Men den, hvis magt bygger på en del af folket, ikke hele folket, og på et parti, ikke på landet – vil en sådan magthaver kunne hævde Danmarks interesse på samme måde som kongen? Vi har haft 150 års Danmarkshistorie til at besvare spørgsmålet« (Dansk kultur, side 17, 1993).

Folk og konge har udenom politikere og Folketing nemlig samme mål.

»Man skal nemlig ikke være blind for, at kongens interesse i at bevare sit arvede rige gerne kan falde sammen med folkets interesse i at bevare sit fædreland. For folket er som folk afhængig af fædrelandets beståen. At være et folk vil sige at være en levende organisme, der er bundet til sit landområde, sin historie og sine deraf skabte grænser.« (Fædreland og folkestyre, side 14-15, 1974)

Enhver, som anser demokratiets friheder og rettigheder for noget værdifuldt i sig selv, er forblændet af presse, politikere og deres partier, som ønsker at bevare egen magt.

»… dermed er det egentlig ikke styreformen, der er af betydning. Det er, hvad der gavner landet. Styreformer er som moder, der kommer og går, men moden er jo kun til for at klæde personen« (Dansk kultur, side 17-18, 1993).

Korte kjoler, lange kjoler, slips eller butterfly. Det er bedøvende ligegyldigt, hvordan Danmark regeres, men enevældigt kongedømme har nu mange fordele.

For enhver med bare en smule demokratisk sindelag, er det dog en syg tanke at overlade al magt til en enkelt person. For livstid. Fordi han eller hun er født i en bestemt familie. En diktator må trods alt have et minimum af evner, når vedkommende har tilkæmpet sig magten og kan holde fast ved den, men at blive enevældig konge eller dronning kræver ikke den mindste smule kvalifikationer.

Og så var folkestyret trods alt måske ikke så tosset alligevel…

Da Dansk Folkeparti tilbød Søren Krarup at opstille som folketingskandidat, slog han til og blev valgt ind i 2001, og på Folketingets talerstol talte han til hele Danmark, langt flere end fra prædikestolen en søndag formiddag i den lille kirke i Seem Sogn.

På den måde blev han en del af det politiske liv og den proces, han førhen kun havde foragt tilovers for og anså for korrupt og degenereret. Han gjorde mere end nogensinde før brug af den ytringsfrihed, som aldrig har eksisteret eller vil komme til at eksistere under den enevældige styreform, han i årtier havde forsvaret.    

Øvrige Krarup

Man finder i hele Krarups forfatterskab mange betragtninger, som vil være de fleste noget fremmede, og nogle af dem skal kort beskrives her.

Et af Krarups store forbilleder er den nationalkonservative skribent, Harald Nielsen (1879-1957), som skrev flammende antisemitiske skrifter både før, under og efter anden verdenskrig og sympatiserede med den tyske besættelse af Danmark, fordi han foretrak at se Nazityskland som den dominerende stormagt i Europa frem for Sovjet, Storbritannien eller Frankrig.

Harald Nielsen skrev for eksempel i 1948, at det var jøderne, der havde sejret under anden verdenskrig. Deres ofre og lidelser var nok store, men dog overdrevne, især når man ser på, hvad de opnåede. Efter krigen sad de nemlig på magten i både Sovjet og USA, og oveni var de også ved at etablere deres egen stat i Palæstina.

De holdninger har ikke forhindret Krarup i igen og igen at kalde Harald Nielsen for en ’eminent skribent’, og han beundrer ham så meget, at man finder passager i hans bøger, som er omskrivninger fra hans store forbilledes skrifter.

Krarup har bortforklaret hans svælgende jødehad som resultatet af en svær opvækst og megen modgang i livet og beklaget, at han faldt underligt i unåde efter anden verdenskrig og holocaust.

En vigtig grund til Krarups forkærlighed for Harald Nielsen er hans angreb på den danske kulturradikalismes fader, Georg Brandes, der bragte oplysningstidens ideer til Danmark.

Krarup er generelt ikke ked af personangreb på både levende som døde. Hans anklage mod Brandes er kort beskrevet, at han var liderlig konstant og lagde an på alle kvinder, han kom i nærheden af, og så kunne han godt kunne lide at provokere og få opmærksomhed. Det skulle være baggrunden for at Europas moderne litteratur og kunst kom til Danmark i starten af 1870’erne.

Selvom Georg Brandes som ung afsvor sin jødiske tro, som han var opdraget med, og erklærede sig for ateist, så minder Krarup gerne om, at han var jøde. Og jøder er ifølge Krarup kosmopolitter og har intet fædreland og kan derfor ikke være loyale danskere.

Krarup er som de fleste ved hård modstander af EU. Han begrunder det blandt andet ud fra Jesu bud om næstekærlighed. Man skal elske sine næste, siger Jesus, og for Krarup er ens fædreland også ens næste. Så når EU-parlamentet vedtager love, som Danmark skal følge, så er det et angreb på fædrelandets frihed, som man skal forsvare sig mod i Jesu navn.

Krarup anser EU for at være en form for katolsk konspiration, der skal tage magten fra Europas nationalstater og give den tilbage til paven og den katolske kirke. Før reformationen havde pavestaten en vis politisk og økonomisk magt over Europas katolske lande, men i de lande som gik over til den lutheranske kristendom, fik fyrster, konger og kejsere den fulde magt.

Der er derfor ifølge Krarup en god grund til at Romtraktaten fra 1956 blev underskrevet i netop Rom, for her finder man Vatikanstaten og pavens residens. 

Krarups far, Wilhelm Krarup, deltog i modstandskampen under besættelsen, og det gjorde varigt indtryk sønnen, som altid har pakket sig selv og alt, hvad han har sagt og skrevet ind i en modstandskamps-retorik. Og når man selv er modstandsmand, så er ens modstander at regne for den tyske besættelsesmagt.

I 1980’erne og 1990’erne opfordrede han til ’sabotage’ af den danske udlændingepolitik. Dansk Flygtningehjælp og lignende humanitære organisationer kaldte han for ’landsforrædere’, der efter en ’modstandskamp’ ville blive ’stillet til ansvar’.

I første omgang var det flygtninge og indvandrere i det hele taget, der skulle holdes ude, men senere blev islam i og uden for Danmark den store fjende, og i den sammenhæng ser Krarup sig selv som en nutidig, dansk parallel til Winston Churchill, som han beundrer meget.

Mens Churchill i 1930’erne stod i det britiske overhus og advarede imod en kommende storkrig mod Sovjet og Nazityskland, så har Krarup og hans fætter Jesper Langballe stået i Folketinget de sidste ti år og forudsagt et snarligt dommedagsslag imellem det kristne Vesten og den muslimske del af verden.

Og han har som Churchill gerne ladet sig udpege til at føre sit fædreland igennem flammer, stål, blod og afrevne lemmer under en langvarig og grusom krig og optrådt for fotograferne med maskinpistol i hænderne, i tårnet på en kampvogn eller med et fjernt blik rettet imod en armada af danske kampfly, som tordner igennem himmelen.

Ydmyghed har aldrig været det mest fremtrædende karaktertræk hos Søren Krarup.

Til sidst

Intet af det beskrevne tilhører Søren Krarups fortid. Det er nutid og står ved magt den dag i dag.

Krarup har aldrig udtryk tvivl eller bare en smule eftertanke, om han skulle tage sin kvalme og foragt for folkestyret op til overvejelse. Og hvorfor skulle han også tvivle? Krarup er jo en Guds mand.

Ikke at han nogensinde ville prale af, at hans tro er stærkere end andres, men når en enevældig konge står til ansvar overfor Gud, mens Folketingets medlemmer står til ansvar overfor loven og folket, så har politikerne det alt for let og kan gøre præcis, som det passer dem. Så kan man bedre stole på en konge af Guds nåde.

Hvor nødigt man end vil indrømme det, er Krarup en af de personligheder, der har sat sit præg på dansk politik og Danmark de sidste mange år, og næst efter Pia Kjærsgaard er han måske den vigtigste af arkitekterne bag Dansk Folkeparti.

Til sidst er der kun at sige: Spred budskabet, fortæl videre og bliv ved! Lad ikke Søren Krarup og Dansk Folkeparti slippe med at stå med gråd i øjnene og fortælle, at de igen er blevet kaldt racister, og at Poul Nyrup engang sagde, at de ikke var stuerene.

For Søren Krarup fortjener ikke at blive husket som sejrherre, men som den mest betydningsfulde kritiker af folkestyret, der har siddet i Folketinget siden Berlinmurens fald. Og det skal ikke glemmes, at Dansk Folkeparti har knuselsket denne selvbestaltede åndsaristokrat alle årene.

Niels Johansen er cand.mag i PR

Et hurtigt indblik i Krarups forfatterskab på kort tid kan opnås gennem bøgerne Demokratisme, 1968, Det Moderne Sammenbrud, 1984 og Dansk Kultur, 1993. Det er henholdsvis et opgør med ungdomsoprøret, oplysningstiden og kulturradikalismen og en skildring af Krarups lutheransk-konservative verdensbillede.