Så vågn dog op, venstrefløj!

− Den aktuelle krise for kapitalismen er også en dyb krise for de venstreorienterede partier og fagbevægelsen. De er blevet forsvarere af det bestående, og der kommer ingen nye tanker derfra, siger Peter Nielsen, ph.d. og lektor i politisk økonomi på RUC.

Der er til gengæld efter hans mening nye visioner at hente hos de to venstrefløjstænkere Antonio Negri og Michael Hardt.

Derfor har han sammen med Pil Christensen og Lars Poulsen skrevet en introduktion til deres tænkning, »Magt og Modstand«, der udkommer i dag.

Den danske venstrefløj og fagbevægelsen skal, ifølge forfatterne, til at tænke og handle i helt nye baner blandt andet fordi, den nuværende kapitalisme er helt anderledes end den kapitalisme, der formede sig i forrige århundrede.

Den kræver nye politiske svar, hvis den skal overvindes.

Nytænkning

Antonio Negri og Michael Hardt blev især kendt for deres værk "Imperiet" fra 2000, der for mange fremstod som Det Kommunistiske Manifest for det nye årtusinde. Siden er interessen faldet noget, ikke mindst fordi mange syntes, at bogen var for vanskelig at læse. Derfor har der været stort behov for en lettere tilgængelig introduktion til dette og de efterfølgende værker "Multitude" og "Commonwealth".

Negri og Hardt har især i disse værker samt i det nyeste "Declaration" udfoldet en dybdegående analyse af globaliseringens betydning og modstandens muligheder. 

Ifølge Negri og Hardt lever vi ikke længere i imperialismens tidsalder, hvor nogle nationer er imperialistiske og andre står uden for. Imperiet er en magt, der gennemstrømmer alle magtkonstellationer, og som også udtrykker sig på det indre plan i det enkelte menneske i de valg, vi foretager.

Magten er blevet, og bliver mere og mere, immanent, som det hedder i de to venstrefløjstænkeres sprog. For at kunne begribe den nye situation har de nemlig fundet en række nye eller glemte begreber, som de mener er bedre end de traditionelle venstrefløjsbegreber.

I stedet for begrebet "arbejderklassen" foretrækker de for eksempel det bredere begreb "multituden". Det udtrykker, at de arbejdende mennesker er forskellige, og at arbejdsbegrebet ikke kan begrænses til den industrielle arbejdsplads.

Også de traditionelle begreber om det produktive og det værdiskabende er revurderet af Negri og Hardt: For eksempel er kærligheden værdiskabende, og den helt gennemstrømmende livskraft, der får os til at hjælpe hinanden, betragtes som en produktiv kraft, hvad enten den udnyttes i socialsektoren eller ikke.

Negri og Hardt skelner også klart mellem det offentlige, for eksempel det statslige, og det fælles. Det fælles er det, der endnu ikke er eksproprieret af kapitalismen.

Altså er det en tænkning, som går langt videre, end Karl Marx kunne, fordi kapitalismen har udviklet sig meget siden Marx' tid. Men samtidig bygger Negri og Hardt videre på Marx' projekt: Nemlig kampen for en verden efter kapitalismen.

Læs et uddrag af "Magt og Modstand": "Det er ikke kun kapitalismens krise".

Nye muligheder

Modkraft har taget en snak med Pil Christensen, der også er blogger på Modkraft, og Peter Nielsen om, hvordan Negri og Hardts idéer kan spille en rolle i forhold til den danske venstrefløjs aktuelle udfordringer.

− For eksempel kunne Negri og Hardts multitude begreb være inspirerende i forhold til den drejning, SF tog før formandsvalget, siger Pil Christensen og fortsætter:

− De såkaldte arbejderisters politik for arbejderklassen havde blandt andet det problem, at de tænkte for meget i det klassiske ’arbejder’ subjekt, siger hun.

Det gav sig blandt andet udslag i skurvognsromantik og en fast idé om, at arbejderklassen spiser leverpostej.

− Hos Negri og Hardt åbnes op for at se bredere på begrebet om arbejderklassen, og det er det, som kommer til udtryk i deres multitude begreb. Det handler både om at gøre begrebet bredere, så det kan inkludere langt flere mennesker. Og se på den forandring, arbejdet har gennemgået. De tager højde for, at den traditionelle arbejderklasse i dag fylder mindre, mens det immaterielle arbejde, service arbejde og så videre, fylder mere, siger hun.

− At se på disse forskydninger kan måske give en bedre forståelse af, hvad det vil sige at skabe værdi i dag. Og derfor også åbne op for, at der er langt flere mennesker, som er med til at producere den værdi, som samfundet ´lever´ af i dag, siger hun.

Og Peter Nielsen tilføjer:

− Negri og Hardt har også en vigtig rolle i at huske os på, at politik ikke kun sker på Borgen. Det nationale parlament er ikke det vigtigste sted for politik. Så vi må bryde det fokus. Der er nye muligheder, som er post-nationale og ikke-parlamentariske. Nye muligheder, som slet ikke gribes, siger han.

− Negri og Hardt præsenterer os for nye måder at tænke fællesskab. At kapitalismen for eksempel ved sit virke ikke bare udbytter den enkelte i arbejdssituationen, men eksproprierer det fælles ved at forurene og udbytte fælles ressourcer, siger han.

Se også linksamlingen på Biblioteket Antonio Negri og »Imperiet«.

Principdebat

− Har et parti som Enhedslisten noget at lære af Negri og Hardt i forhold til partiets igangværende principdebat?

− Partiets nuværende partiprogram bygger på 70’er-marxisme og er simpelthen ulideligt at læse, siger Peter Nielsen og fortsætter:

− Der er så en gruppe mennesker i partiet, som vil forsvare de grundlæggende idéer for enhver pris, og en anden gruppe, som mener, at det samme indhold blot skal behandles med moderne kommunikation. Men det ville være endnu bedre, hvis partiet lod sig inspirere af de senere års teoriudvikling. Både Negri og Hardt og tænkere, som Laclau og Mouffe og andre, siger han.

Pil er enig:

− Revolutionsdebatten i sommers viste, at der er mange problemer med partiets program. Det, at nogen kan tro på, at det er en væbnet revolution som skal til på nuværende tidspunkt for at skabe positive forandringer i Danmark er helt sort for mig, fastslår hun.

− Negri og Hardt argumenterer netop for, at vi ikke kan bruge det gamle skel mellem reform og revolution til noget, fordi reformer skal være led i en revolutionær proces.

− Forandringer handler heller ikke kun om at tage magten. Det vigtigste er faktisk den proces, hvori forandringer sker, siger hun.

Peter nikker, men ser en yderligere pointe:

− Negri og Hardt snakker om andet og mere end parlamentariske reformer. Det handler for dem om at reformere livet, siger han.

Pil mener, at det selvfølgelig er nødvendigt at arbejde på flere baner, også parlamentarisk, men man kan bare ikke nøjes med det. På den parlamentariske bane er der altid et kortsigtet perspektiv, nogle problemer, som skal løses her og nu - for eksempel hvis arbejdspladser nedlægges.

Fristeder og Den Danske Model

Skal man skabe ikke-kapitalistiske øer i det kapitalistiske samfund som en del af processen med at opbygge det nye samfund?  Kooperativer, fristeder, bæredygtige landsbyer?

− Det er vigtigt at huske, at man ikke kan stå uden for det kapitalistiske samfund ved blot ved at skabe ikke-kapitalistiske øer i samfundet. Der er ikke noget udenfor. Men derfor kan kooperativer, fristeder og så videre sagtens have en vigtig og positiv indflydelse på samfundsudviklingen og spille en rolle i forandringsprocesser, siger Pil Christensen.

Hvordan ser Negri og Hardt på global arbejderkamp kontra forsvar af nationalstatens velfærd?

− Der er en dobbelthed her: Måden at sikre rettigheder for de svage, for almindelige lønmodtagere og andre er ved at forsvare de rettigheder, som er sikret på nationalstatsligt niveau, siger hun og fortsætter:

− Men det er ikke noget langsigtet perspektiv. På nationalstatsligt niveau kunne man regne med en organiseret arbejderklasse over for en organiseret kapital. Men vores liv er ikke kun afhængigt af, hvad der sker indenfor nationalstaten – langt fra. Derfor er det nødvendigt med en form for globalt perspektiv, fastslår hun.

Men hun mener, at det på globalt plan er svært at forestille sig en globalt organiseret arbejderklasse over for en globalt organiseret kapitalmagt:

− Nej, vi kan ikke tænke det som indenfor rammerne af nationalstaten, der skal noget andet til, en anden model, siger hun.

Peter er enig:

− Det nationalstatslige velfærdsperspektiv har i hvert fald ikke fremtiden for sig. Man skal til at tænke velfærd på en helt anden måde, der ikke har fokus på staten eller det nationale, siger han.

− For hvis velfærden skal bevares nationalstatsligt, skal væksten fortsætte, men væksten er død og vender ikke tilbage, siger han.

For Pil er der også en anden pointe:

− Klassekompromisset hvilede også på en helt anden kapitalisme, end den, vi har i dag, siger hun.

− Den finansielle kapital har ikke brug for noget klassekompromis. Den skal ikke forholde sig til en arbejderklasse, som står på den anden side og producerer.

− Det er en helt ny dimension i kapitalismen. Der er så meget, der er helt anderledes, fastslår hun og hentyder til den klassiske marxistiske opfattelse af kapitalismen.

Den klare forankring

Men hvad er det, der gør, at lige netop Negri og Hardt påkalder sig så stor opmærksomhed i forhold til andre tænkere på venstrefløjen?

Det har Peter en idé om:

− Det er Negri og Hardts klare forankring i dette århundrede. Og at deres projekt er præget af åbenhed og udvikling. Deres tænkning besidder systematik og dynamik, mens for eksempel Laclau har lukket sig om sig selv, og Zizeks tænkning mangler sammenhæng, siger han.

For Pil spiller det også en rolle, at der er sket en udvikling fra det ene værk til det næste. Negri og Hardt indoptager kritik. Og de er relativt åbne og uhøjtidelige omkring deres arbejde:

− Og så var det også vigtigt for os, at der var ikke andre introduktioner. Jeg kender mange, som er gået i stå under læsningen af Imperiet, fordi den var for svær, så det har været oplagt at lave en introduktion, siger hun.

− Negri & Hardt er så også interessante rent indholdsmæssigt og teoretisk, fordi de har forsøgt at skabe et teoretisk grundlag for venstrefløjen ved at kombinere marxismen og poststrukturalismen.

Læs Kåre Blinkenbergs anmeldelse af "Magt og Modstand": "Hardt og Negri genopstår".

Forholdet til marxismen

Hvordan er Negri og Hardt marxister?

Peter mener, at man i øjeblikket kan iagttage tre positioner: klassisk marxisme, postmarxisme samt en mellemposition som Hardt og Negris, der indarbejder både klassisk marxistisk tænkning og erkendelser i postmarxismen. Og han synes, det er afgørende at italesætte denne mellemposition, som han kalder neomarxisme.

For Pil er der heller ingen tvivl:

− Hvis man siger, at for at være marxist skal man holde sig til Marx, når man ikke så langt, for samfundet har ændret sig, siden Marx levede. Man kan ikke passe alting ind i et basis/overbygningsskema eller i en deterministisk historisk materialisme. Det passer ikke til nutidens samfund. Tingene forandrer sig, siger hun.

Og Peter tilføjer:

− Der er også kommet mange flere teoretiske redskaber og mere viden siden Marx' tid. Men Negri og Hardt fastholder mange af de marxistiske metoder og dele af begrebsapparatet, hvorimod eksempelvis Laclau og Mouffe udviklede deres egen postmarxistiske verden med helt eksklusive metoder og begreber, siger han.

− Kan man være marxist uden at være dialektisk materialist?

Det mener Pil godt, man kan:

−  Ja, det kan man. Udgangspunktet for Negri og Hardt er Autonomia Operaia's opfattelse af, at modstand og kamp er drivkraft i udviklingen. Det er kampen, der får tingene til at flytte sig, siger hun.

Peter er en anelse mere kritisk::

− Det er klart, at den skepsis over for den dialektiske materialisme, som spores hos Negri og Hardt har basis i den kamp, som Foucault og andre poststrukturalister førte mod den sovjetiske udgave af dialektisk materialisme og stalinismen. Men det er da problematisk, at Negri og Hardt dermed kommer i en ufrugtbar modposition til et vigtigt element i marxistisk tænkning, siger han.

Modstanden

− Som I selv skriver, har både Ranciere og Laclau kritiseret Negri og Hardt for ikke at skelne mellem den kraft, der styrer, og den kraft, der skal yde modstand - fordi både magt og modmagt er immanent. Har Negri og Hardt et afgørende problem her, når det gælder om at udvikle det revolutionære subjekt?

Pil Christensen afviser:

− Har de et problem? Nej, ikke nødvendigvis, selvom kritikken er relevant. Jeg tror, man skal gå ned i hver enkelt konflikt og se på, hvad der udgør magt og modmagt - fremfor at tænke i overordnede teoretiske skemaer.

− Vi er jo som mennesker den aller vigtigste kraft til at opretholde kapitalismen – det er en af pointerne med at se magten og modmagten som immanente. Der skal også ske en udvikling af os som mennesker, for at samfundet kan blive grundlæggende anderledes, siger hun

Peter synes, det er en urimelig kritik:

− Det er ikke rimeligt at påstå, at Negri og Hardt ikke skelner mellem, hvad der er imperialt, og hvad der er multitudisk, når man ser på deres samlede arbejde. De skelner eksempelvis mellem måder at elske og organisere sig på, som er henholdsvis progressive eller korrupte, slutter han.

Læs Pil Christensens blog »Magt og Modstand« hos Modkraft.

Se også linksamlingen på Biblioteket om Antonio Negri og "Imperiet".