Filmen om Peaches' rockshow er postmoderne kitsch og en udfordring af identiteter og skønhedsbegreber.
Peaches (f. 1966) er en canadisk sanger og musiker bosat i Berlin. Hendes punkede musikstil med elektroniske beats er kendt for sin eksplicitte seksuelle lyrik og queerede opfattelse af køn.
Hun startede i 1990 med at optræde regelmæssigt på mindre steder. Efterhånden udviklede hun sin teatralske koncertstil og sit alter ego, Peaches, som bl.a. er et slangudtryk for kusse.
Nu har hun på opfordring lavet et rockshow på en teaterscene i Berlin, som er blevet til en film. Ifølge foromtalen skulle hun i sin selvbiografiske musical udforske ”de billeder, opfattelser og misfortolkninger, hendes kunstneriske værk har været udsat for gennem årene”.
Det undrer mig, at jeg ikke blevet præsenteret for Peaches før - hendes musik, lyrik eller performative univers. Hun synes ellers at være berømt nok. Både som musiker selv og lytter tørster jeg, som så mange andre i denne verden domineret af mainstream pop, efter at høre en kunstner, der har en stærk kunstnerisk vision og et ”ongoing” projekt med at realisere den. Det har Peaches, og som sådan var hun umiddelbart en åbenbaring for mig.
Rockmusik uddunster i høj grad seksuelt drive. Historisk set har rockshows ofte været cockshows. Altså mandlige musikere, der paraderer med adskillige fallosser.
Et øredøvende støjniveau, hvinende, rasende guitarer, svingende mikrofonstativer, gungrende bas, eksploderende trommer, aggression, arrogance. Med en her-kommer-jeg-attitude –(suck it up or leave it), står de hypnotiserende eller hopper ekstatisk rundt på scenen og, meget sigende, ”fyrer den af”.
Dette machopis udfordrede Peaches grundlæggende og gjorde grin med.
Men gennem rockshowet tabte jeg lidt pusten. Musikken talte ikke i længden til mig, og showet antog efterhånden mere karakter af masturbation a la klassisk mandehørm-manér end som et forfriskende pust af vagina kraft.
Som også filmens titel signalerer, "Peaches Does Herself", har vi her at gøre med en musiker og sanger, der på forhånd i et eller andet omfang er et rock ikon eller en kultfigur, og som gennem sit alter ego trykker sig selv 100 % af.
En tysk professor introducerer showet med en analyse af fænomenet Peaches. Noget med postmodernistisk kitsch. Jeg forstår ikke så godt tysk, men det er nu underholdende med de alenlange tyske sætninger, som jo bestemt ikke bliver kortere af at skulle udtrykke en fyldestgørende, højtravende akademisk analyse af noget så prosaisk som punket eletronica musik med tekster holdt i seksuelle termer(!)
Han blev af brudt af en sang med trommer, der hamrede lige op og ned og en el-guitar, der fræsede sin punkede energiudladning ud. Sangen skreg ud i rummet. Det viste sig at være det bedste musiknummer for mig. Det var musikalsk og powerfuldt.
Bagefter sidder Peaches i sengen og prøver sig frem med musikken. Hun laver beats som en prøven sig frem med hvilken slags person hun er: I am a kind of.. og så hejses en kæmpe kusse ned og kommer ud med, hvad der må være verdens ældste stripper eller engel og råber ..Bitch! Morsomt og rørende.
Lyserøde mænd og kvinder kommer op fra sengen og går i gang med, hvad der må antages at være et stort gruppeknald. Hermed er emnet og tilgangen fastlagt.
Det handler om at blive sig selv gennem udfoldelse af sin seksualitet, som drift, at knalde igennem – som seksuelt væsen og det menneske, man er. Eller måske skal seksualiteten her mere forstås som empowerment og libido som generelt fænomen – og ikke specifikt eller konkret, som gode, gamle Freud påpegede.
Her bliver seksualitet så bare også det medium, Peaches og hendes medsammensvorne udtrykker sig igennem.
Den narrative tråd er vist at blive sig selv ..”I am a kind of..” . Men ikke nødvendigvis helt som sig selv.. ”I am a..”. Gerne som en queer utopi med bryster og pik.
Herefter mødte Peaches sin soul mate eller transgender tvilling, bare med et omvendt kønsudgangspunkt: en mand med pik og tilføjet boops - et par perfekte silikonebryster. Han/hun/hen synes at fremstå som utopien på det utopiske menneske – ikke det androgyne, der er ingenting, men hermafroditten, der er begge dele.
Det forekom at være en hyldest til og iscenesættelse af queer–tankegangen, at køn ikke er noget, man er eller har, men noget, man performer.
Hermed kan man forledes til at tro, at man bare kan bestemme hvilket køn, man har. Men kan man det? Eller er det her, jeg misforstår Peaches, som andre måske tidligere har misforstået hendes værk?
Fra de første mere teateragtige numre med en dramatisk nerve overgår showet mere til et egentlig rockshow med hujende publikum og mange musikere på scenen. En bizar blanding af 70'er glamrock tilsat 80'er punk og digitale beats.
Den kommercielle musikbusiness, det perfekte popshow og motherfucker-kulturen får en tiltrængt fatherfucker-finger, som scenografien konkret viser med et stort håndtegn.
Herfra ændrer showets ellers generelle trashede look og referencer sig med et blink i øjet til rockstjerne-attituder og bliver til et mere traditionelt scene show.
Det får på et tidspunkt et nærmest Disney-agtigt romantisk skær a la Lady og Vagabonden i det magiske møde mellem de to hermafroditter. Lige lidt sukkersødt, men ok.
For resten har mere, for mig at se, rockshowets traditionelle distancerende og arrogante attitude som styrende for udtrykket. Blandingen af manifest og masturbation – ikke mere symbolsk (via kussen), men mentalt (af egoet), blev ensformig. En manifestation af støj og empowerment – her kommer jeg – sisters are doing it for themselves - slår igennem som en demonstration af fallos, nu bare som kussekraft.
I starten var det sjovt, når lyserøde mænd og kvinder humpede rundt på hinanden og ikke syntes at være i overmenneskelig god form eller gudsbenådede dansere. Nu virkede det kikset, at koreografien og danserne ikke var mere strømlinede og tjekkede.
Når man har hørt på "shake your dicks, shake your tits" et par gang gange som mantra eller opråb, bliver det trættende, og man kunne høre, at rimet ikke var morsomt nok til at være godt, selvom det var dårligt.
Elektroniske beats og samplede instrumenter har i mine ører ikke særlig fed lyd i sig selv. Heller ikke som musik. For mig lyder de simpelthen som pap.
Det, som på et tidspunkt mindede om en morsom, netop postmodernistisk kitsch’et, freestylet, lettere parodieret, kvindelig krydsning af David Bowie persona’er fra Space Oddity og Ziggy Stardust, blev til en tømmermandsudgave af Lady Gaga og co.
Til sidst sprang Peaches' nyerhvervede krop i luften, og bryster og pik eksploderede. Med dem hængende i laser, cruisede hun ned ad fortovet udenfor teatret på en Harley Davidson lignende cykel. Måske kan man alligevel ikke bare bestemme, hvilket køn man har?! Hermed sluttede show og film.
Bagefter udtalte Peaches, at transgender manden - eller kvinden - var udryk for en ny repræsentation af skønhed og ungdom. Man får lyst til at spørge, om et skønhedsbegreb, der fordrer operationelle indgreb og silikonebryster er særlig ideelt, endsige klogt? Ikke mindst fordi dette væsen, a kind of .. somebody from the outer space, var tavst.
Men tak for at rodfæste rockshowet til kussens saft og kraft. Blot ønskes bedre musik.
Peaches' musik kommer måske bedre til sin ret som DJ live show, hvor hun kan mixe beats etc. på stedet. Men dette efterfølgende arrangement måtte jeg opgive.
Peaches var annonceret til at spille kl. 22. Da klokken var over 22.30, og en anden DJ var gået på, uden at nogen vidste, hvornår Peaches ville spille, måtte jeg desværre gå.
Peaches Does Herself / Rockshow på film. Cph Pix. (Instruktør: Peaches, 2012, Tyskland)
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96