Revolutionens nødvendighed eller nødvendighedens revolution?

Følgende tekst er en samling kommentarer og noter, som blev præsenteret i anledningen af udgivelsen af Mikkel Bolts bog, Krise til opstand. Noter om det igangværende sammenbrud, i Kunsthal Aarhus den 16. oktober 2013. De fremstår ikke som en samlet vurdering af bogen, ej heller som en anmeldelse af den.

Bogen er blevet læst og diskuteret af Center for Vild Analyse i en ånd, der tager bogens pointer alvorligt som led i en meget tiltrængt venstreorienteret analyse og stillingtagen til finanskrisen, som endnu ikke er færdig med at hærge og ikke mindst paralysere den verdenspolitiske scene.

Læs uddrag af Mikkel Bolts bog Krise til opstand – noter om det igangværende sammenbrud: »Klassekampen er ikke længere en ensidig affære« og »Kapitalisme er lig med biosfærisk nedsmeltning« på Kontradoxa.

Ud fra en grundlæggende enighed om, at finanskrisen er strukturel, og ikke blot et spørgsmål om denne eller hin bankmands grådighed, eller denne eller hin uhensigtsmæssige lånetype, er det følgende et forsøg på at følge Bolts analyser, samt kritisk udvikle dem videre.

Krise til opstand består af fire kapitler. Det første kapitel, »En, to, tre, mange kriser«, er bogens anstød og omdrejningspunkt, idet det er et forsøg på at læse krisen ud fra et klassisk marxistisk vokabular.

Krisen anskues, bl.a. ved hjælp af den marxistiske økonomihistoriker Robert Brenner, i et længere historisk perspektiv end i dagens medier og udpeger 1973 som et nøgleår, i forhold til at forstå de seneste udviklinger i den postmoderne og neoliberalistisk kriseøkonomi.

Andet kapitel, »Revolutionens nulpunkt«, er en diagnose af den krise, som begrebet revolution er undergået, især siden Murens fald, og siden Francis Fukuyama proklamerede historiens afslutning.

Tredje kapitel er et katalog over de opstande, der siden især 2011 har givet løfter om nye kritiske vinde og røster, både i Nordafrika (det arabiske forår læses således også som led i en større historie, der indbefatter et brud med neoliberalismens dominans i regionen), Europa, USA og Kina.

Det sidste kapitel, »Hinsides avantgarde, reformisme og multitude«, er et spekulativt forsøg på at forsvare et revolutionsbegreb, der i tråd med Bolts tidligere udgivelser, baserer sig på sammenbruddet, men også – og som modsvar til tre udvalgte diskussionspartnere; Slavoj Zizek, Stuart Hall og Hardt/Negri – på et klassisk kommunistisk aktionsprogram, hvor proletariatet, »den klassedestruerende klasse«, spiller den afgørende rolle.

Note 1: Socialismen som sprog

Det første slående og vigtige ved Krise til opstand er bogens voldsomme ambitionsniveau.

Forfatter Bolt beskriver selv sit ærinde som intet mindre end at skrive en verdenskritik, dvs. at foretage en marxistisk analyse af hele verdens tilstand netop nu, hvilket han indrømmer er en nærmest umulig opgave.

Og klart er det også, at sådan et forsøg naturligvis lægger sig åben for utallige kritikker fra specialister inden for de mange områder, Bolt selv bevæger sig hen over, i sin analyse af verden.

Bolt bruger i første kapitel marxismens beskrivelse af kapitalismens udvikling ud fra teorien om den »faldende profitrate« (det at kapitalismen for at holde sig selv i live medfører en konstant effektivisering af udnyttelsen af arbejdskraften og produktionsapparatet, i en grad så det på den ene side bliver mere og mere umenneskelig over for de lønansatte arbejdere og på den anden side udvikler sig i retning af deres endegyldige udstødelse fra produktionsapparatet som sådan), og han bruger netop denne teori til at forklare ikke blot de vestlige samfunds udvikling i det tyvende århundrede, hen over to verdenskrige og op til halvfjerdsernes oliekrise, efterfulgt af de mange utydelige bevægelser indtil og med de seneste års finanskrise.

Nej, Bolt inkluderer også udviklingen i Sydamerika, Afrika og Kina ud fra denne teori, og som sagt: en sådan tilgang lægger ham naturligt åben for mængder af faktuelle debatter fra mere eller mindre venligtstemte historikere og politologer.

Ikke desto mindre er det stadig netop denne insisteren på at turde lægge et overordnet analytisk greb hen over verdens udvikling, der er det styrkende og forfriskende i Bolts bog.

For det første, fordi ideen om en slags »nødvendig uenighed«, en uendelig mangfoldighed af perspektiver, allerede i alt for høj grad præger og passiviserer den offentlige debat.

Det er netop, som om enhver offentlig politisk debat strander i udsagnet om, at »vi når vist ikke til enighed i dag. Du har dit standpunkt, jeg har mit. Lad os i stedet arbejde på de små detaljer og søge de små kompromisser.«

Op imod denne tankegang er Mikkel Bolts tilgang i sidste ende langt mere moralsk forsvarlig, da den består i at tvinge sig selv til at tænke sine tanker fuldt til ende.

Dette er også forfriskende af en anden grund, nemlig at den offentlige politiske debat allerede synes overtaget af en blot uformuleret neoliberalistisk metafysik, bygget op omkring ideer om vækst, velstand og forbrug.

Hvis der er noget overraskende og næsten mentalt provokerende over Bolts bog, så er det muligvis ikke blot, fordi den slår et gigantisk brød op. Det er også, fordi den vælger at slå dette brød op ved hjælp af en teori og et vokabular, der var erklæret dødt af den herskende ideologis vokabular, som er neoliberalismens.

Dermed når vi ind til det næste forfriskende og vigtige ved Bolts bog, nemlig at den aktualiserer et fagligt vokabular, som mange af nutidens generationer ikke kender til, ja simpelthen ikke taler, nemlig marxismens kapitalismeanalyse.

Set i forhold til de seneste fem års offentlige diskurser omkring finanskrisen er det forbløffende, hvor stærk det marxistiske vokabulars forklaringskraft er.

Set i forhold til alle de hverdagsagtige analyser af grådige børsspekulanter, moralsk fordærvede politikere, inkompetente bankbestyrelser og materialistiske boligejere – og set i forhold til et vokabular omkring moderne finanskapital, som hurtigt forvirrer de fleste af os, der ikke er specialister i økonomi, så har marxismens analyse af sammenhængen mellem arbejde, udbytning og profit en række rent strukturelle indsigter, som hurtigt tillader langt de fleste at trænge langt dybere i analysen af de realiteter, vi står over for lige nu.

Note 2: Kapitalisme og humanisme

Krise til opstand er en bog med et stærkt antikapitalistisk budskab. Den genformulerer som beskrevet en marxistisk kritik af krisen, som læser kapitalismen som strukturelt modsigelsesfuld.

Den første indvending, vi har, går dog på, om denne gode, gammeldags »no nonsense« kritik af den politiske økonomi – hvor stærk den end er – er nok? Her er vi mere forbeholdne.

Skal en kritik af den politiske økonomi ikke suppleres med en ideologikritik, eller intervention i de ideologiske strukturer, forestillinger og ord, som holder os fast?

I kapitlet »Revolutionens nulpunkt« beskrives det i forlængelse af Frederic Jameson, hvordan postmodernismen generelt har betydet en afslutning og aflysning af en lang rækker begreber og ideer, fra begrebet om sociale klasser til kunst, fra leninisme til socialdemokratiet og velfærdsstaten.

I det postmoderne, efter Murens fald, kan man ikke mere sige »leninisme«, endsige »revolution«.

Som Bolt beskriver i forlængelse af Boltanski/Chiapello, er revolution i dag ikke i nærheden af at betyde en omstødelse af kapitalismen, men betyder snarere noget, hver enkelt gør med sig selv, i forhold til at konstant at passe bedre ind i kapitalismens normer for arbejde og forbrug. Vi skal tilpasse os, være omstillingsparate og i transformation.

Belønningen er en slags duft af frihed, som når The Man in the Gray Flannel Suit erstattes af »poloklædte unge, der sidder på café og arbejder, mens de drikker latte og opdaterer deres Facebook-profil« (s. 72), samt en uhæmmet adgang til forbrugsgoder, forlystelser og fornøjelser i en uendelig strøm.

Bolt har fat i alt dette, men forklarer ikke yderligere, hvad selve tiltrækningskræften i denne neoliberale ideologi er, der lægger sig som en overbygning på de basale økonomiske udbytningsforhold.

Sagt på en anden måde: Hvad nu hvis denne overbygning slet ikke er en overbygning, men selve skellettet/strukturen i den postmoderne virkelighed, som vi ikke kan bryde ud af, fordi den »gør« noget for os, fanger vores begær og vores opmærksomhed på utallige måder.

Bolt bemærker, at noget er sket siden neoliberalismen gjorde sit indtog (økonomisk siden halvfjerdserne, ideologisk med fuld kraft siden Murens fald), men han diagnosticerer eller analyserer det ikke nærmere.

Er det da ikke vigtigt at spørge ind til, hvorfor en række centrale begreber, hele vejen fra revolutionen til velfærdsstaten, er forsvundet eller forvanskede? Og hvordan de kunne genvindes til gavn for vores politiske forestillings- og handlekraft?

Vi vil gå en lille omvej for at illustrere denne pointe yderligere.

Forleden holdt filosof og Group Senior Vice President (sic!) i Vestas, Morten Albæk, et foredrag på Aalborg Universitet, som var bygget op omkring den simple pointe, at »vores generation ser ikke nogen modsætning mellem kapitalisme og humanisme«.

I al sin banalitet er denne filosofiske påstand måske ikke så langt fra det, som i dag effektivt fungerer som en slags hverdagsideologi i rigtig mange sammenhænge rundt omkring.

I dette postmoderne og højt avancerede risikosamfund opfordres vi bemærkelsesværdigt nok konstant til nærvær, følelser, til at vise vores personlighed, realisere os selv, være kreative osv. Er vi ikke tæt på en slags neoliberal ideologi her?

I senkapitalismen efterspørges »menneskelighed« konstant, og det fremhæves, hvordan de nye typer af frihed, som vores moderne samfund muliggør, bringer os tættere på vores humane kerne, end nogensinde før.

Vi kan blande arbejde og fritid, som vi vil, i nye typer af projektbaseret arbejde. Vi kan kommunikere på hyggelige, sociale medier. Vi kan forbruge økologisk og autentisk.

Et nyt forskningsprojekt, der har repræsentanter fra alle toneangivende universiteter i Danmark, hedder således meget sigende »Den humane vending« og undersøger, hvordan humanvidenskabelige ydelser efterspørges overalt i dag.

Mennesket er i denne optik et »selvfortolkende, ekspressivt, autentisk og kulturbærende væsen«, der netop er det, som kan få virksomheder til at trives, trods kriser, outsourcing, stress og splittelser på alle niveauer.

Vi ved muligvis meget vel, at der er noget galt med det kapitalistiske system, men alligevel er det som om, at vi kan »hele« det igen med lidt nærvær, og »hvis vi rykker tæt, tæt sammen«, som en kendt popsanger pt. synger.

Formlen følger meget præcist psykoanalytikeren Octave Mannonis gamle slogan for den fetichistiske fornægtelse: »Jeg ved meget vel [at det ikke kan fortsætte sådan], men alligevel… [er det som om, at vi bare skal putte lidt mere menneskelighed ind i arbejdsgangene, så går det nok]«.

Et svagt punkt i Bolts beskrivelse og intervention i krisen skulle hermed kunne identificeres:

Vi kan vide nok så meget om finanskrisen, om kapitalismens strukturelle modsigelse, om den milliard mennesker, der – som resultat af neoliberal udbytning – lever i slum og armod, men denne viden er ikke ensbetydende med, at noget ændrer sig.

Vi kan ryste på hovedet over disse fakta, og måske få en aften til at gå med samvittighedskvaler, højrøstet snak og rødvin, men dagen efter forsætter vi som før – måske blot endnu mere autentisk end før, fordi vi nu gør det med en dybfølt medmenneskelig empati med »ofrene« i den tredje verden.  

Bolt har skrevet en antikapitalistisk bog, så vidt, så godt.

Men den burde suppleres med et antihumanistisk budskab, der handler om at overskride de menneskelige (alt for menneskelige) måder, hvorpå vi reproducerer de herskende magtforhold og ubalancer.

Vi skal ikke blot lære at se en modsætning mellem kapitalisme og humanisme, vi skal lære at overskride denne perverse konstruktion ved både at være antikapitalistiske og antihumanistiske.

Vi frygter, at dette kompleks ikke blot kan overskrides med viden om, hvad kapitalisme »i virkeligheden« er, men også kræver, at vi piller ved, hvordan vi overhovedet forstår os selv og vores rolle i verden.

At skrive et stridsskrift ind i en dansk offentlighed, som hidsigt og vedkommende kritiserer kapitalismen, er også at skrive ind i en bestemt situation, hvor Morten Albæk og andre – hvor mærkeligt det end er – rent faktisk findes og bliver taget alvorligt.

For Bolt betyder tabet af begrebet om revolution, samt venstrefløjens generelle krise, at arbejderklassen i Vesten har udspillet sin historiske rolle.

Der er ikke mere at gøre, arbejderklassen har »solgt ud« – egentlig var den blot reformistisk hele vejen igennem og kun interesseret i at sikre national velfærd og smårettigheder – »den udgør ikke længere nogen modmagt, og den er uden evne til at skabe et nyt stabilt kompromis« (s. 84).

Denne opgivenhed over for den vestlige arbejderklasse har at gøre med, hvordan Bolt overhovedet bestemmer, hvad revolution er.

Note 3: Revolution og reformation

Til enhver antikapitalisme hører en diskussion om forholdet mellem revolution og reformation. Bolt er ingen undtagelse her, og han er tilmed forbilledligt klar i mælet.

For ham er revolutionen nødvendig. En reformation af den kapitalistiske orden anser han for usandsynlig.

Det ville måske være muligt med en ny keynesiansk aftale om en balance mellem løn og produktivitet, sådan som vi så det forsøgt i det tyvende århundrede frem til halvfjerdserne (s. 13), men en sådan ny aftale ser ikke ud til at være lige om hjørnet, også selv om institutioner som IMF begynder at tale om, at det kunne være på tide for staterne at ekspandere og investere i egne aktiviteter (stik imod det, som IMF plejer at sige).

Dette skyldes, at staten som institution i dag er uforholdsmæssigt svag, for det første på grund af, at staterne i dag er så forgældede, at det er vanskeligt at forestille sig, at de skulle kunne føre aggressiv ekspansionspolitik.

Men mere alvorligt er det, at staten som sådan ikke kan ses som en kompetent instans for regulering af kapitalismen, al den stund at staten selv er underlagt kapitalismens strukturelle begrænsninger og modsigelser.

Kort sagt så er de enkelte stater efterhånden magtesløse over for en globaliseret kapitalisme, hvor den, der forsøger at regulere og begrænse kapitalen, hurtigt vil se aktivitet og værdiskabelse blive flyttet ud af landet til andre mere »erhvervsvenlige områder«.

Statens vigtigste rolle i forhold til kapitalismen er dermed at garantere ro og orden, således at markederne kan fungere uforstyrret – det vil sige at sørge for politi og militær.

Endelig, så er det Bolts analyse, at den første keynesianske alliance mellem arbejdere og kapitalister, mellem løn og produktion, var en pyrrhussejr (s. 82).

Arbejderne fik ganske vist adgang til øget forbrug, men dermed blev deres indignation over for uretfærdighed langsomt sløvet, og afhængigheden af forbruget gjorde dem til slaver af først løn og dernæst lån.

Med andre ord blev adgangen til forbrug og velfærdsgoder til en kontrolmekanisme i sig selv. Og med afviklingen af selvsamme adgang til velfærdsydelser bliver denne kontrolmekanisme på ingen måde svagere.

Det skel, der dermed etableres på tværs af arbejderklassen mellem dem, der står uden for arbejdsmarkedet eller som må tage til takke med midlertidige prekære ansættelser, og dem, som har faste ansættelser og gode løn- og arbejdsforhold, fungerer som en glimrende passiviserings- og kontrolmekanisme på begge sider af skellet.

De, der står uden for arbejdsmarkedet, holdes passive, derved at de, i stedet for at gøre oprør, drømmer om at komme inden for, og de, der er inden for, holdes passive af frygten for at miste den gunstige position, som de befinder sig i.

Således kan man opsummere Bolts argumentation for det umulige eller i det mindste usandsynlige i forestillingen om en reformation af kapitalismen.

Dermed er det også givet, at Bolt ser revolutionen som en nødvendig betingelse for reelle forandringer. Dette er bestemt ikke en holdning, som han står alene med. I vores Særklasse – den tøvende revolution (2012) pointerer vi det samme.

Det er meget vanskeligt at forestille sig, at vi skulle kunne komme til reelle politiske forandringer til det bedre, ad de veje som de etablerede kanaler for politisk aktivitet tilbyder.

Ikke desto mindre har vi et udestående med Bolts forståelse af revolution – et udestående som drejer sig om forholdet mellem løsninger og problemer.

Bolts bog bærer undertitlen »det igangværende sammenbrud«. Pointen hermed er klar: Vores politiske og sociale orden, som vi i Vesten kender den med repræsentativt demokrati og kapitalisme, er i færd med at bryde sammen.

Det interessante i forhold til Bolts konception af revolutionen er nu, at dette sammenbrud i hans optik er en nødvendig forudsætning for revolutionen.

Det er først i det øjeblik, at den gamle orden er ved at køre træt, at man kan forestille sig, at en ny vil kunne tage form. Så længe de mindre bemidlede kan bestikkes med (skin-)keynesianske anordninger, så længe statens repressive og ideologiske apparater er velfungerende, i det hele taget så længe den bestående samfundsorden er nogenlunde funktionsdygtig, da er det svært at forestille sig, at den skulle kunne blive truet for alvor.

Derfor finder vi også i Bolts værk en mere eller mindre udtalt hyldest til sammenbruddet – én af Bolts andre bøger, som er forfattet i samarbejde med Das Beckwerk, hedder netop I sammenbruddets tjeneste. Tanken er til at forstå: Jo før den bestående orden kan lide sammenbrud des bedre, for jo før vil det være muligt at oprette en ny og mere retfærdig orden.

Selve denne forestilling om en kronologi, som først går gennem sammenbrud, og dernæst når frem til en egentlig revolutionær nydannelse, er imidlertid i vores optik et problem. Det er her forholdet mellem løsninger og problemer bliver tydeligt.

I Bolts optik er det klart, at problemerne kommer før løsningerne. Det er først, når problemerne hober sig op og bliver så store, at de ikke kan omgås, glemmes eller benægtes, at muligheden for reelle nyskabelser og løsninger opstår.

I en common sense-betragtning virker det også ganske selvfølgeligt, at problemer kommer før løsninger, men gode teorier er ikke forpligtet på common sense.

Tværtimod, så sker de stærkeste teoretiske nybrud som regel i overskridelsen af en eller anden form for accepteret common sense eller doxa.

I stedet for tage det som en teoretisk forudsætning, at løsninger kommer efter problemer, foreslår vi det modsatte. Løsninger kommer før problemer.

Dette kan lyde som en modsigelse, eller i hvert fald som et noget upraktisk forslag. Der er for eksempel ikke vundet meget ved at vaske sine skosåler, før man træder i en hundelort.

Men det er ikke i forhold til dagligdags løsninger og problemer, at vi hævder, at løsningerne bør forstås som havende prioritet over problemerne. Det er derimod i forståelsen af revolutioner og dermed de radikale forandringer af vores politiske virkelighed som sådan, at vi mener, at det kan give mening at betragte løsningerne som noget, der går forud for problemerne.

Kort fortalt så kan det siges på den måde, at enhver politisk orden tilbyder en bestemt måde at håndtere problemer på. En orden tilbyder et sæt at tænkelige løsninger, som kan anvendes i forhold til at imødegå de problemer, der måtte opstå.

Er der f.eks. tendenser i retningen af oprør og uro, så kan disse problemer -  inden for den orden, der groft kan berammes med forestillingen om det liberale demokrati – løses enten gennem forskellige forhandlinger om fordelingen af goder, gennem ideologiske tiltag, der lærer de underkuede at elske deres lænker, eller gennem repressiv vold i form af politi og militær.

Hvis disse løsninger ikke rigtig slår til, så begynder vi at nærme os det sammenbrud, som Bolt leder efter. Det er her, han mener, at vi kan gøre os forhåbninger om mere overordnede løsninger, som grundlæggende forandrer den politiske orden.

Men spørgsmålet er, om de forandringer, der laver helt om på en given orden, selv er tvunget til at følge den logik i forholdet mellem løsninger og problemer, som denne orden foreskriver (eller af ordnede forhold mellem løsninger og problemer i det hele taget).

Hvis man betragter de måder, hvorpå store politiske forandringer ofte går for sig, så er det langt fra sikkert, at det er nødvendigt, at sammenbruddet er totalt, før revolutionen finder sted.

Tag for eksempel de forandringer i Mellemøsten og Nordafrika, som Bolt også bruger en del tid på.

I hvor høj grad kan vi sige, at magtmekanismerne i Tunesien, Libyen, Ægypten osv. havde lidt sammenbrud, inden de revolutionære bevægelser vandt frem?

Må vi ikke snarere sige, at det i høj grad var de revolutionære bevægelser selv, der pludselig opstod, som medførte så store problemer for den bestående orden, at den ikke kunne blive ved?

Eller for at tage et lidt ældre eksempel: Borgerrettighedsbevægelsen i USA. Inden denne bevægelse tog fart kan man med nogen ret hævde, at den politiske orden i USA selv ikke havde nogen problemer med racisme og undertrykkelse af sorte. Der var masser af mennesker i USA, som konkret havde problemer med det, men det politiske system som sådan kunne sagtens fungere med den institutionaliserede og moralske racisme.

Så længe der ikke var nogen, som brokkede sig over det, så fungerede det fint, at busserne var opdelte, således at nogle pladser var for hvide og andre for sorte. Det, der skete, da borgerrettighedsbevægelsen tog fart, var med andre ord, at man fandt på en løsning, der endnu ikke for alvor havde fundet sit problem.

Det var derimod først, da man fandt løsningen (vi skulle måske sige, at man genfandt den, da det trods alt ikke var første gang i verdenshistorien, at man havde snakket om, at alle mennesker er født lige), at problemet kom til syne.

I og med at personer som Rosa Parks eller kollektiver som Freedom Riders beslutter sig for at handle på den enkle løsning, som består i indsigten i, at racistiske opdelinger mellem mennesker er falske, så bliver problemet med den institutionaliserede racisme først for alvor tydeligt.

Således afføder denne løsning en mængde problemer for den bestående orden.

Pointen i forhold til forståelsen af revolutionsbegrebet er nu, at sådanne handlinger, som på én gang opstår som rene løsninger, det vil sige som løsninger uden problemer, og som samtidig skaber problemer, netop giver mulighed for en anderledes forståelse af revolutionen, end den som Bolt slår til lyd for.

Vores påstand er, at revolutionen opstår som en sådan løsning uden problem. Revolutionen er i denne forstand en spontan begivenhed, som ikke sker som en nødvendig følge af et forudgående sammenbrud, men som derimod opstår med det, vi forstår som »særklasser«. Det vil sige som spontane fællesskaber, der netop finder på rene løsninger – løsninger uden problemer.

At fællesskaberne er spontane, betyder ikke, at de ikke forholder sig til de generelle udviklinger i økonomien eller det politiske landskab, som Bolt eksempelvis beskriver og analyserer det i sin bog. Men det betyder, at der er noget hidtil uset eller uhørt til stede, som går hinsides den ramme, som problemer og løsninger ellers forstås inden for i en given økonomisk og ideologisk konstellation.

Uden dette usete og uhørte, ingen revolution.

Pointen med at forstå revolutionen igennem et begreb om særklasse har to sider.

For det første er det et problem for den eskatologiske forståelse af revolutionen, som ligger under overfladen på Bolts forståelse, der anser sammenbruddet for at være en nødvendig forudsætning, at den meget let kan blive underligt passiviserende.

Når den egentlige revolution kun kan indfinde sig i kølvandet på et sammenbrud, så kan det revolutionære subjekt ende med at befinde sig i den situation, hvor det tålmodigt må vente på, at sammenbruddet har gjort sit, således at der for alvor er mulighed for at skabe noget nyt.

Den eskatologiske forestilling om tidens afslutning har den hage, at afslutningen hele tiden synes at forskubbe sig. Det endelige opgør synes at være lige om hjørnet, men hjørnet lader vente på sig.

Op imod denne forestilling om »det revolutionære sammenbrud«, som har det med at være lige ved at indfinde sig uden helt at gøre det, sætter vi forestillingen om en særklasse, som den kollektive aktivitet, der i sig selv allerede er en lille revolution.

I og med at en kollektiv bevægelse opdager, at den kan tænke om virkeligheden på en anden måde, end den gældende orden lægger op til, så er der allerede en revolution i gang.

Det revolutionære øjeblik er i vores optik derfor på én gang mere og mindre radikalt end Bolts.

Det er mindre radikalt i den forstand, at særklassen, som vi forestiller os den, sagtens kan finde sted i det små.

Men vi påstår, at det samtidig også er mere radikalt, fordi den nyskabelse, der sker med en særklasse, netop ikke kan foreskrives ud fra et nødvendigt forudgående sammenbrud.

Hvis man forudsætter et sammenbrud som nødvendig for en revolution, så giver det på en måde også allerede på forhånd sig selv, hvad det er for en revolution, som følger af sammenbruddet; det vil nemlig være oplagt, at den må være én, der svarer til de problemer, som opstår i og med sammenbruddet.

Men hvis man derimod forestiller sig, at revolutionen sker spontant, så er der ikke nogen nødvendighed i, hvilken form for løsning den opstår med.

At vi har brug for en revolution synes oplagt, når man tager i betragtning, hvilke spændinger den neoliberale kapitalisme bliver ved med at føre med sig, med skabelsen af et enormt slumproletariat og en udpint klode som de mest opsigtsvækkende resultater.

Men i en vis forstand vil vi alligevel hævde, at det er kontingent, hvad den kommende revolutions løsninger præcist kommer til at være. Med andre ord forsvarer vi muligheden for et revolutionært brud, som ikke er et sammenbrud.

For det andet har denne forståelse af revolutioner som særklasser den vigtige konsekvens, at reformationen er et nødvendigt element i politiske forandringer. Blot kræves det, at reformationen forstås på en noget anden måde, end der lægges op til hos Bolt.

Reformation skal i vores optik ikke forstås som en bestående ordens forsøg på at tilpasse sig til de udfordringer, som virkeligheden møder den med. Den skal derimod forstås som særklassens arbejde med at omforme den bestående orden i forlængelse af sig selv.

Nogle særklasser bliver til ingenting. De fuser ud, nærmest før de tager form. Kollektiver opstår spontant, men de kan også forgå ganske hurtigt. Det kan være at de, der tager del i den, pludselig finder ud af, at de har travlt med andre ting, såsom børnepasning eller opvask. Der kan ske så meget, og arbejdet skal jo også passes.

Andre særklasser er mere hårdføre. Ideen, som de drejer sig om, bider sig fast og er ikke rigtig til at slippe igen. Af og til er den endda så stærk, at det bliver muligt at omdanne den bestående orden efter den. Det er dette arbejde, som vi forstår som reformistisk.

Det er et arbejde, som kan tage ganske mange forskellige former. Det kan foregå bag et skrivebord, eller det kan foregå i gaderne. Det kan være fredsommeligt eller blodigt. I sidste ende er det mindre væsentligt for os, om det er det ene eller det andet.

Det væsentlige er, at det reformistiske arbejde kun giver mening på baggrund af en forudgående revolution. Kun som sådan kan en reformation udarte sig i retningen af det, vi kalder »verdensklasse«.

En reformation, der ikke er konstitueret omkring en særklasse, bliver næppe til andet end et forsøg på at holde liv i en bestående orden. Som sådan er den helt og aldeles uinteressant.

Men en reformation, som tager udgangspunkt i en ide om en radikalt anderledes politisk virkelighed, det vil sig en reformation, der er styret af en tilbundsgående forandring af det bestående i retningen af det retfærdige, er for os at se det bedste bud på en vej ud af den nuværende krise.

Center for Vild Analyse er en anonym skrivegruppe, der har blandet sig i den offentlige debat siden 2006.