Annonce
Revolution og demokrati
Det er på tide at få de leninistiske træk smidt overbord i Enhedslisten, mener socialborgmester Mikkel Warming.
Sommerens revolutionsdebat understreger det skrigende behov for at diskutere de formuleringer, der findes en del af i visse afsnit i Enhedslistens principprogram.
Undervejs i debatten er nogle grimme finker røget af panden. Ikke mindst er bemærkningerne om mulig lukning af aviser undervejs i den revolutionære proces virkeligt skræmmende.
Selvom det pågældende revolutionære hovedbestyrelses-medlem straks forsøgte at trække i land, så viser det fulde citat jo, at det faktisk er noget, som hun har overvejet.
Og der er noget helt galt, hvis et ledende Enhedslistemedlem i ramme alvor fantaserer om lukning af aviser i forbindelse med en udvikling af samfundet på vej mod socialisme.
Et af problemerne i den sammenhæng er, at Enhedslistens program er noget uklart og floskuløst, når det gælder vejen mod en socialistisk samfundsomvæltning.
At der skal være en revolution, arbejderne skal overtage virksomheder og fabrikker, og at der skal oprettes ”folkemagtsorganer” står klart.
To af de debattører, der forsøger autoritativt at definere og udlægge revolutionsbegrebet, er Michael Voss (Socialistisk Arbejder Parti/SAP) og Jørn Andersen (Internationale Socialister/IS).
Begge har beskrevet deres opfattelse af, hvordan vejen mod socialisme vil forløbe, og dermed ret konkret defineret, hvordan en revolution efter begges opfattelser vil forløbe.
Læs Michael Voss' artikel "En revolutionær vej til socialisme".
Læs Jørn Andersens blogindlæg "Den der revolution".
Samtidig forsøger begge at definere begreberne socialisme og revolution som kan – og vil - blive brugt til at slå andre oven i hovedet med ord som ”reformister”.
Skulle man være i tvivl, så se eksempelvis Anna Rytters seneste blogindlæg på Modkraft, hvor Pelle Dragsted får med den store pisk for at have tilladt sig at mene, at Enhedslisten bør tage bestik af, at vi er det eneste parti, der går imod nyliberalismen, og derfor bør åbne os for alle, der vil kæmpe for velfærd, mod nyliberalismen - Uden at alle af den grund på forhånd skal abonnere på den autoritative revolutionære vej.
Begge indlæg er udsprunget af trotskismen, og begge opererer med nogenlunde samme version af, hvordan en revolution vil forløbe.
Selvom de er medlemmer af hvert sit parti med hvert sit internationale netværk, så er forskellene mellem de to for en ikke-trotskist altså til at overse.
Begge lægger vægt på bevægelsen, bevidstgørelse gennem kamp og hvordan, arbejderklassen skaber egen organisering af (dele af) samfundet.
Organiseringen sker i ”forsvar” for vundne rettigheder, i modstand mod forringelser på en lang række områder. Modstanden og organiseringen heraf betyder dels mulighed for opbygning af selvstændige organiseringer som første skridt mod en dobbeltmagtssituation, dels udvikling af bevidsthed om kapitalismens væsen og begrænsninger.
Heraf følger en næsten skematisk udvikling frem mod en situation, hvor den selvstændige organisering af arbejderklassen står overfor den eksisterende samfundsstruktur, med et revolutionært brud til følge.
Hovedproblemet er, at både Voss' og Andersens perspektiv grundlæggende er defensivt. Organiseringen - bevidsthedsspringet - kommer ud af en defensiv kamp. Af modstanden mod forandringer - forringelser.
Man må spørge sig selv, om det er en fornuftig strategi for at opbygge et alternativt samfund.
For det første kunne det friste en og anden til at ønske sig en god økonomisk krise med følgende nedskæringer og forringelser for at få folk mobiliseret. Altså en slags elendighedsteori, hvor mængden af elendighed vil få folket til at gøre modstand, og hvorved en revolutionær situation skabes.
Jeg kan ikke se aktuelle erfaringer, heller ikke internationalt, der understøtter disse tanker.
Vi ser andre europæiske lande, hvor samfundet er ved at smelte sammen, uden at der nødvendigvis kommer revolutionære situationer ud af det.
Vores strategi
Noget af det klogeste, der er sagt i hele debatten om samfundsforandringer, er, at vi ikke ved, hvordan forandringer vil ske. At vi ikke kan bruge de historiske erfaringer fra andre lande i andre fundamentalt anderledes situationer som skema til vores kampe.
Og så bør vi vel huske på, at det ikke er lykkedes at skabe socialisme i noget land endnu.
Det fritager os imidlertid ikke for at have en strategi for, hvordan forandringer kan finde sted. I stedet for at håbe på en pludseligt opstået bølge af protester, der slår over i arbejderråd m.m., må vi formulere en fremadrettet strategi for den udvikling af samfundet, vi ønsker.
Socialisme er i vores principprogram kendetegnet ved at være et samfund, hvor ”frihed, solidaritet, lige vilkår (…) er sat i centrum”. Og senere som et ”samfundssystem, hvor der produceres for at dække menneskelige behov og ikke for at opnå en profit”.
Socialisme er altså grundlæggende en udvidelse af demokratiet. At give folk større mulighed for at have indflydelse på egen hverdag.
Fordi socialisme netop handler om at give mennesker muligheder er solidariteten central. At vi har ansvar for og tager ansvar for andre. At vi derfor også giver afkald, fordi andre har mere gavn. Fordi vi ved, at mennesker kun udvikler sig sammen ved at være sammen med, og forholde sig til, andre mennesker.
Solidaritet giver et særligt ansvar overfor dem, der ikke kan selv - både praktisk og som et ideal for opbygning af samfundet.
Solidaritet sikrer, at mennesker har mulighed for et anstændigt livsgrundlag, fordi de ting, der produceres, fordeles efter menneskers behov.
Vi arbejder altså for demokratiske forandringer og solidariske løsninger.
Vi skal have konkrete forslag, der betyder demokratiske forandringer. Det kan være alt fra større indflydelse til elever - til bedre rammer for lokalområders indflydelse gennem lokalråd - og til etablering af statsbanker, der ikke tænker i kortsigtet profit.
Det handler om indflydelse på eget arbejde, demokratisering af økonomien gennem offentlig produktion osv. osv.
Det er krav, der bryder de kendte grænser for, hvordan man har indflydelse på sin hverdag, grænserne for hvilke valg, man kan træffe, og hvilke muligheder, der er.
Vi skal ikke bare foreslå konkrete forandringer. Vi skal også kunne gennemføre dem.
For når først mennesker får mulighed for større indflydelse på hverdagen – i stort og småt - så vil mange benytte sig af det, opdage at indflydelse giver mening og skaber forandringer – i stort og småt - og så vil krav om yderligere demokratiske forandringer komme naturligt.
Krav, der på mange måder vil løbe mod grænserne af de samfundsstrukturer, vi kender, og som derfor vil presse de samfundsmæssige grænser, samtidig med at rammerne for den politiske debat flyttes.
Demokratiske forandringer kommer ikke ud af ingenting. Det forudsætter offentligt pres, debat og mobilisering for at udvide demokratiet. Men det er til gengæld også centralt, at kravene fremsættes og gennemføres i de demokratisk valgte organer. I kommuner, regioner og folketing.
Dels for at sikre, at de demokratiske forandringer faktisk bliver til virkelighed.
For det er oftest kun gennem det at arbejde konkret, opleve muligheder, skabe forandringer og møde begrænsninger, at ønsket om mere demokrati opstår.
Men også fordi at forandringer skal gøres til virkelighed. De skal skrives i lov. De skal have den legitimitet, som kommer af at være besluttet i de demokratiske parlamentariske systemer. Det gælder også den helt nødvendige demokratisering af økonomien. Hvor vi må udvikle flere strategier.
For det første skal vi hele tiden udvide den del af økonomien, der ikke producerer efter profitmotivet. Det handler dels om at etablere offentlig produktion af andet end velfærdsydelser. Men også at fremme og understøtte andre måder at producere på, eksempelvis socialøkonomiske virksomheder, der beskæftiger mennesker, der er langt fra arbejdsmarkedet, og ikke producerer for profit.
Den offentlige sektor er i dag så stor, at den enorme købekraft/efterspørgsel efter varer og tjenesteydelser i sig selv kan skabe efterspørgsel efter varer, der produceres på andre vilkår, end efter klassisk profit. Det skal vi bruge aktivt.
For det andet skal vi udvide demokratiet ind i den private økonomi. Det er i den sammenhæng ikke vigtigt for mig, hvor mange frisørstole og ansatte, der er i en frisørsalon. Eller om frisøren har en eller flere saloner.
Det centrale er i første omgang at demokratisere finanssektoren.
Det kan ske ved etablering af offentlige banker, som kan sikre udlån og dermed finansiering til private og virksomheder, samtidig med at risikoen for spekulation forsvinder.
Samtidig skal virksomheder, der vil forlade landet, overtages i den forstand, at produktionen skal føres videre, enten i offentligt regi, eller eksempelvis som selvejende virksomheder.
En afgørende demokratisk forudsætning er et anstændigt livsgrundlag.
Trods fejl og mangler er velfærdssamfundet i sin kerne et demokratiudvidende projekt. Idet det løfter mennesket fra dets nøgne overlevelseskamp til i højere grad at kunne overskue at blande sig i udviklingen af samfundet.
Den københavnske fattigdomsundersøgelse viser, at mennesker, der lever i fattigdom generelt er mindre engagerede samfundet. Og engagementet i andet end ens eget liv bliver mindre, jo længere man lever i fattigdom.
I vores kamp har de demokratisk valgte forsamlinger en central rolle som steder, hvor bevægelsers og organisationers forslag fremsættes, og hvor de rammer, der udvider demokratiet, gøres til lov.
Man må forestille sig en vekselvirkning mellem bevægelser, organisationer og de demokratisk valgte forsamlinger.
At der i det nuværende principprogram tales om ”demokratiske folkemagtsorganer” er derfor et stort problem. Det viser en manglende forståelse for det danske samfund, hvor frie og demokratisk valgte organers - for eksempel kommunalbestyrelsers og folketingets - beslutninger følges, fordi de er legitime.
En legitimitet, som er opbygget gennem mange år, og som gennemsyrer vores samfund og fælles bevidsthed.
Og ligesom disse organer har udviklet i sig mange år, skal vi fortsat udvikle dem i retning af mere gennemskuelighed, åbenhed m.m.
I andre lande, med et meget nyt og usikkert demokrati – såsom Rusland i 1917 og en række 3. Verdens lande som Cuba og Nicaragua - kan det måske have været muligt - eller i visse situationer nødvendigt - at etablere andre organer.
Men i Danmark, med en hundredårig demokratisk parlamentarisk tradition, vil etablering af ”nye” organer, såsom ”arbejderråd”, betyde, at disse organer vil være illegitime i befolkningens øje og sandsynligvis – med rette – blive set som forsøg på at indskrænke demokratiet.
Der må heller ikke være nogen som helst tvivl om den lige valgret for alle til de organer, som har beføjelser.
Det er ude i hampen at forestille sig, at ”arbejderråd”, som kun vælges af en afgrænset del af befolkning, eksempelvis på arbejdspladser, skal have beføjelser, der i dag ligger hos eks. kommunalbestyrelser.
Det vil ikke bare opleves som en indskrænkning af demokratiet og naturligt føre til kritik og modstand mod de mennesker, der vil indføre dem – Det ER en indskrænkning af demokratiet. Dobbeltmagtsstrategien er derfor dybt problematisk.
På samme måde er det helt centralt at få slået fast – når nu det er lykkedes at skabe tvivl herom: De borgerlige retsprincipper er ukrænkelige. Ytrings- og pressefriheden er ukrænkelig. Retsvæsenet skal være uafhængigt osv. osv.
I det hele taget er det på tide at smide dobbeltmagts-strategien på den historiens mødding, hvor den hører hjemme.
Dobbeltmagtsstrategien er groet frem af en idylliseret version af den russiske revolution – der netop fandt sted i et samfund med ekstremt nye og svage demokratiske institutioner.
I øvrigt er det værd at diskutere, om ikke netop vægten på de ikke-demokratisk valgte råd – arbejder- og bonde-sovjetterne - gav et mindretal, bolsjevikkerne, mulighed for at tage magten fra det store flertal af andre partier, der vandt det russiske valg i november 1917.
Hvis ikke vi forstår den russiske revolution som et statskup, er det svært at kalde sig demokrat.
En af lærerne for, hvordan vi undgår den degenerering af socialistiske ideer, som Sovjet var udtryk for, er måske, at organer, der ikke er valgt ved lige og frie valg med stemmeret for alle myndige borgere, ikke er værd at samle på.
En samfundsmæssig ændring i Danmark skal ske med ubetinget demokrati, presse- og ytringsfrihed. Lige og frie demokratiske valg, hvor alle kan stille op.
En ændring af samfundet kræver et aktivt flertal af befolkningen bag – og dette kan og skal også manifestere sig i resultatet af demokratiske valg.
Mennesker på gaden og aktiviteter er uhyre vigtige, men ikke nok i sig selv. En ny grundlov – som vil være nødvendig for at gennemføre de grundlæggende demokratiske forandringer, vi ønsker, skal selvfølgelig vedtages efter de spilleregler, der eksisterer i dag; folkeafstemning og bekræftelse af et nyvalgt folketing.
Der vil – og skal være - et folketing, både før, under og efter forandringerne i vores land.
Også dem, der er modstandere af en samfundsudvikling, hvori kapitalens magt indskrænkes, skal kunne stille op og vælges. Får disse partier flertal, kan de selvfølgelig rulle vores landvindinger tilbage.
Al den snak om selvforsvar skal ud af programmet. En ændring af samfundet mod socialisme skal foregå fredeligt. Hvad ellers?
Et demokratisk samfund har naturligvis ret til at forsvare sig mod kræfter, der ønsker at omstyrte det med vold. Det har samfundet i dag, og det skal et socialistisk samfund naturligvis også have.
Enhedslistens strategi må baseres på ubetinget kamp for udvidelse af demokratiet. Det gælder både de klassiske borgerlige rettigheder, udvidelsen af demokratiet i hverdagen og i økonomien og en anstændig levestandard, der er en forudsætning for at give lige mulighed for samfundsengagement.
Det må også være på tide at få smidt de leninistiske træk, der stadig præger enkelte dele af Enhedslisten overbord.
En gang for alle få gjort op med alle tendenser til at tænke revolution og socialisme som noget, der kan forklare eller undskylde at gå på kompromis med demokratiet.
For socialisme er udvidelse af demokratiet.
Mikkel Warming er socialborgmester i København, medlem af Enhedslisten.
- Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer
Annonce
Annonce
Annonce
Kommentarer
"Et demokratisk samfund har naturligvis ret til at forsvare sig mod kræfter, der ønsker at omstyrte det med vold. Det har samfundet i dag, og det skal et socialistisk samfund naturligvis også have."
Denne pasage er jeg helt enig i. Derfor vil jeg gerne opstille den tanke, at de kræfter der ønsker at omstyret et socialistisk demokrati med vold, aar en avis eller en TV kanal, som mobeliser sympatisøre til at udføre denne vold.
Vil det så være uddelukket, at man også i et socialistisk demokrati har en lovgivning der forbyder opfordring til vold. En lovgivning der er identisk med den lovgivnng vi har i dagens borgelige demokrati, og at vi håndhæver denne lovgiving, bl.a. ved at lukke den pågældende TV station eller avis?
Hvis du mener at en kæde af frisørsalonner skal drives demokratisk, hvilke demokratiske organer mener du så skal have kontrolen med den daglige drift, byråd, folketing eller et nyoprette organ, hvor de ansatte og den tidliger ejerhver har én stemme?
Jeg tro på et nyoprette organ, men det er ikke vigtigt at vi kalder det arbejderråd.
Hej Mikkel,
Jeg er fuldstændig enig med dig i, at socialisme er en udvidelse af demokrati og frihed, og at ytrings- og pressefrihed skal fortsætte uændrede -- nej, udvidede -- i en socialistisk udvikling.
Til gengæld synes jeg, at der ligger en vis stadighed i, at man hamrer på, at "der vil – og skal være - et folketing, både før, under og efter forandringerne i vores land". Punktum. Og at "folketingets beslutninger følges, fordi de er legitime". Punktum. Men det er jo kontroversielle udsagn! Passer de nu lige? Kridter du banen ikke lige så skarpt op som de IS'ere og SAP'ere, som du kritiserer, bare med omvendt fortegn?
Her snakker vi om revolution og grundlæggende samfundsforandring på den lange bane. Skulle vi ikke benytte lejligheden til at genoverveje, om det virkelig er så smart og så demokratisk med repræsentativ demokrati, og om ikke der findes mere demokratiske måder at organisere sig på.
Arbejderråd er ikke uproblematiske, som du selv pointerer. Men hvad nu hvis de suppleres med forbrugerråd, nabolagsråd, eller andre, således at alle er med (og ikke kun fabriksarbejdere). Der findes nu velovervejede forslag for, hvordan man kan gøre det. Blot et eksempel er deltagerøkonomi og -politik. Skal vi nu til at ignorere det hele og nægte at forholde os det blot for traditionernes skyld?
Jeg savner en erkendelse af, at parlamentarisme lider af alvorlige og velkendte demokratiske problemer. Der er altså ingen grund til at sætte den på en piedestal, som du og Pelle Dragsted gør. Tværtimod. Hvis jeg nu må skitsere det meget firkantet (og plagiere mit eget tidligere læserbrev):
Det er en offentlig hemmelighed, at vores repræsentanter rent faktisk ikke repræsenterer befolkningen. De siger ét for at blive valgt og gør andet, når de sidder i folketinget. De har stort set ingen forbindelse til de titusinder af mennesker, som de påstår at repræsentere. Deres livsforhold gør, at de udvikler nogle helt andre interesser end vælgernes. Måske er det ikke overraskende, at de mest entusiastiske fortalere for parlementarisme som oftest er valgte politikere og deres entourage.
Men hvad stikker dybere er, at parlamentarisme reducerer politik til blot at være et middel til et mål. Det er den selvfølgelig også, men en endnu vigtigere funktion er, at politik kan udvide folks evne til at styre deres eget liv. Men nej, borgeren skal ikke være aktør men tilskuer; derfor har vi parlementarisme. Jo mere vi uddelegerer opgaven med at tænke over og diskutere, hvad vi i fællesskab skal gøre, til andre, f.eks. via parlementarisme, des mere ignorante bliver vi ikke-politikere, og desto mindre solidaritet med vores medborgere udvikler vi. Et politisk inaktivt vælgerkorps er et meget nemt offer for den voksende PR-industri og dens hær af marketingseksperter, som alene de reaktionære kræfter kan købe sig til.
Modgiften er naturligvis en udbredt deltagelse i politisk debat og dialog, stik imod parlamentarismens hensigt om koncentration af samme hos en håndfuld politikere og deres entourage.
Ja absolut, vi ønsker et 100 pct. demokratisk samfund. Netop derfor skylder vi os selv at udforske andre, bedre muligheder hinsides parlamentarisme, proletariatets diktatur og andre styreformer, som har vist sig at være så destruktive.
Du skriver det her, som jeg er meget enig i: "Noget af det klogeste, der er sagt i hele debatten om samfundsforandringer, er, at vi ikke ved, hvordan forandringer vil ske."
Netop derfor synes jeg ikke, at vi skal hæfte os fast på, at folketinget og byrådet og borgerrepræsentationen altid har været og altid vil være og er det bedste og mest legitime og eneste vi kan gør. For det er de bare ikke.
Da jeg synes, at Jørn Andersen, Michael Voss, Ana Rytter, mfl. kan svare på dette indlæg bedre end jeg, vil jeg kun pointere 2 ting:
De revolutionære socialister ønsker sig ikke nogen krise eller elendighed, som her påstås. Det er bare noget, der sker i kraft af kapitalismens egne modsætninger, som nu i vores dage.
I denne krise, har vi set at de erobringer som arbejderne har fået igennem i det sidste århundrede, smuldrer nu, på grund af krisen. Vi kan ikke går videre med kravene for en "samfundsudvikling mod socialismen", men vi befinder os her og prøver på at forsvare det, der var tidligere. Vi er derfor i deffensiv position. Der er IKKE nogen udvikling mod socialismen. Der er en strukturel kapitalistisk krise og det er ikke os, det yderste venstrefløj, der har skabt eller provokeret det. Vi kommer ikke tilbage til gamle dage. Vi havde heller ikke dengang et drømmesamfund. Så kan man sige: enten accepterer vi dette, stiller yderligere og kvalitative forkellige krav, og giver et socialistisk altiernativ til krisen, eller vi sidder og forhandler os til at miste så lidt som muligt, af det vi havde tidligere. Det er netop nu vi skal tage stilling. Fordi nogle ser socialismen meget lang frem i tiden, eller en utopi, men mange af os ser det lige for døren, og det er så et spørgsmål om, at give arbejdeklassen vores alternativ. For det er klart, at på et eller andet tidspunkt, når krisen forværrer sig, vil der komme et oprør. Men uden en vision om et andet samfundsystem, der netop gør op med elendighed, arbejdsløshed og anarki i produktionen, vil dette forblive et anarkisk desperat forsøg, som det skete i Argentina i året 2001.
Den anden ting har at gøre med medierne. Efter min mening havde Per Clausen og HB-medlemmet ret begge 2. Et demokratisk socialistisk samfund, som jeg forestiller mig og ønsker, skal have total ytringsfrihed. Men denne ytringsfrihed indebærer mangfoldighed i kommunikationen. En monopol eller oligopol af nyhederne, som det sker i øjeblikket i de fleste kapitalistiske lande, hvor kæmpestore koncerner dækker alle licenser og spræde den ene diskurs, nemlig den kapitalistiske, kan ikke få lov til at vokse. De skal begrænses for at give plads til andre synsvinkler og interessesfærer. Så ytringsfriheden indebærer, at der er plads til alle og ikke kun til de få. HB-medlemmet og Per Clausen begge havde ret på dette punkt.
Jeg er meget enig med Mikkel Warming - faktisk så enig, at jeg efter mange års tænken, kæmpen og læring af erfaring samt lytning til mange kloge mennesker i april 2010 formulerede mit bud på en socialisme for det 21. århundrede, nemlig liberalsocialismen, som en fremstilling af også blev offentliggjort her på Modkraft, og man vil i det foreløbige manifest finde mange lighedspunkter med de pointer, som Mikkel kommer med:
www.liberalsocialisme.dk
Jeg er herunder 'enig' i, at Lenin var en stor revolutionær, og at en af de bedste måder at undgå en revolution på er at læse hans værker, som jeg gjorde det som ung ...
Revolution - og i værste fald væbnet kamp - kan være nødvendig (og er det i f.eks. natur og videnskab og måske i dele af den 3. verden, selv om f.eks. Latinamerika faktisk i dag har kunnet blive rødt ad relativ demokratisk vej - med Cuba som en historisk undtagelse), men sociopolitiske revolutioner har to kedelige følger, som den historiske erfaring viser:
1. De bygger på en massebevægelse styret af en stærk ledelse, som før eller siden stivner i et selvsupplerende elitært diktatur, jf. de særlige butikker, biler, vejbaner og daschaer - samt uhyggelige hemmelige tjenester - i Sovjet til ledende partimedlemmer, og dele af disse misfostre kan endda også findes i Cuba, som ellers står mit hjerte nært, for i 1950'erne var der kun den revolutionære og militære vej til sociale forandringer i Latinamerika.
2. De sociale omvæltninger (revolution betyder jo omvæltning) går som regel for hurtigt til, at almindelige mennesker kan følge med, ikke mindst mennesker opvoksede i et nogenlunde velfungerende demokrati.
Kampen står lige nu mellem et relativt demokratisk velfærdssamfund og en kapitalisme ledet af finanskapitalen ud i stadig større ulykke, magtfordrejning og kriser, hvor den herskende elite desværre ser ud til ikke at have lært af de foregående 150 år, men satser på ikke blot at beholde deres goder og sammenblanding af de økonomiske, politiske og kulturelle eliter i en såkaldt "personalunion" (citat netop Lenin, som også kunne have ret), men også at demontere så meget som muligt af velfærdssamfundet for egen vindings skyld, selv om netop en stærk óffentlig sektor (og centrale offentlige ydelser ved sygdom, arbejdsløshed og alderdom samt til uddannelse og sundhed) er en buffer mod alt for store økonomiske udsving.
Kort sagt: Vi kan meget nemt være på vej ad en proces, som i høj grad ligner "den lange depression" (1873-1896) og dens kamp om økonomisk "lebensraum" og kapitalødelæggelse i form af 1. verdenskrig, som de-facto nødvendiggjorde den hitleriske revanchisme og de mange fascistiske diktaturer i Europa frem mod 2. verdenskrig.
Det kan umuligt være venstrefløjens projekt at fremskynde en så forfærdelig udvikling, men som Marx skrev: "Den, der ikke lærer af historien, er dømt til at gentage den!"
vh Claus P.
PS ... Jeg har længe været i tvivl om, hvorvidt de liberalsocialistiske tanker har en fremtid, men så så jeg for nylig, at talsmanden for den herskende elite, Asger Aamund, har udnævnt netop liberalsocialisme til det nye skældsord, mens han forsøger at få politik og debat til at handle om den falske modsætning mellem "skatteydere" og "skattenydere", og når først noget er blevet et skældsord, så har det sgu en fremtid ! ;-)
Her i tante Berlingske er Asger Aamunds skræmmebillede af en såkaldt "liberalsocialisme" blandt andet formuleret:
"Hvad skal Danmark leve af?"
http://m.b.dk/touch/article.pml;jsessionid=925DFB69C6D68EC70541FAA662161...
Et par svar i debatten
Jakob Krogh :
Vores borgerlige modstandere skal som minimum nyde den samme beskyttelse som Jakob & jeg har i dag. Alle skal have retten til at ytre sig, organisere sig, opfordre til og gennemføre strejker. Opfordre til og agitere for samfundsmæssige omvæltninger.
Det e jo tilladt for Jakob at udgive en avis der opfordrer til omstyrtelse af samfundet. Faktisk er det jo netop været muligt i Danmark at have partier der ønsker at omstyrte samfundet – og ikke vil udelukke vold i den forbindelse. Sålænge der ikke var voldelige handlinger. Mindre ytringsfrihed i et socialistisk samfund er vel ikke noget at stræbe efter.
Personligt mener jeg at der ihvertfald skal være frihed for alle ytringer – men selvfølgelig har samfundet ret til at forsvare sig mod voldelige handlinger.
Jean- Francois:
Jeg understreger netop at socialisme handler om at udvide demokratiet i stort og småt. Derfor er det fantastisk vigtigt at eksperimentere med alle de måder som kan sikre mennesker større mulighed for indflydelse på deres hverdag. Det handler om mere demokrati på arbejdspladsen, eksempelvis gennem indflydelse gennem bestyrelser, samarbejdsudvalg m.m., dels gennem inddragelse i organisering af arbejdet på alle mulige måder. Om indflydelse i og på lokalområdet, på skolen osv. Osv. Jeg er helt enig i at vi skal udvikle alle mulige former for deltagelsesdemokrati.
Til gengæld er helt grundlæggende for mig, , at beslutninger som må tages i et større forum end den gruppe hvor alle kan deltage, hvor beslutningerne vedrører alle i et givent geografisk område, tages i et forum hvor alle har mulighed for at kunne vælg repræsentanterne. Hvor mindretal kan repræsenteres. Altså et repræsentativt demokrati med lige og almindelig valgret.
Som jeg også skriver så skal vi naturligvis udvikle de parlamentariske organer. Gøre dem mere åbne, mere gennemskuelige og gøre dem mere ansvarlige overfor borgerne. Det kan f.eks. ske ved at indføre tilbagetrækningsret. Altså at det bliver muligt for x procent mennesker at kæve nyvalg. Det kan organiseres relativt let med informationsteknologien. På samme måde kan Y procent kræve et forslag optaget på dagordenen i byrådet. På den måde gøre de demokratiske forsamlinger mere direkte ansvarlige overfor borgerne, samtidig med at man ikke kun er tilskuer med har en direkte rolle, også i det parlamentariske demokrati. Det er blot nogle af de måder hvorpå vi kan udvikle de demokratiske organer. Uden at sætte de centrale demokratiske principper overstyr.
Mikkel Warming
Hej Mikkel
Der er en fantastisk glæde at læse dit indlæg! Jeg har i mange år følt at jeg hørte til hos Enhedslisten, men har været i tvivl om hvor jeg skulle sætte min stemme. Al det revolutions-romantiske halløj der ligner noget der egentlig er totalitært gør det svært. Og det rimer.
Dig og Knud (blandt andre) her på Modkraft gør en stor forskel. Det er skønt at læse bloggere der taler lige ud af posen og reflekterer over konsekvenserne af deres holdninger.
Vil du ikke nok skrive her oftere? Jeg (og mange flere tror jeg) har virkelig brug for at høre de reflekterede demokratisk-socialistiske stemmer i EL, der ikke væver utydeligt om dobbeltmagtsituationer og folkemagtsorganer.
Jåså Mikkel.
Er du ved at blive Socialdemokrat ligesom Pernille?
Tak for et fint indlæg Mikkel. Ekstremt vigtigt at videreføre denne debat
Sommerens "revolutionsdiskurs" - med tandbørsteudtalelsen som det absolutte højdepunkt - var en katastrofal foræring til de borgerlige, som på pinligste vis demonstrerede, at EL har et problem med uansvarlige HB medlemmer, der kun har en ganske svag opbakning i organisationen. Husk det næste gang, der skal vælges delegerede - og mon ikke vedtægterne kunne demokratiseres på en måde, som hæmmer smågruppernes alt for store indflydelse på partiledelsen/HB?
Fra IS og SAP positionen savner jeg en reel kritisk selvreflektion over deres egen program og praksis tradition gennem de sidste 40 år : hvorfor er disse positioner forblevet marginale? Og - lidt provokatorisk sagt: hvorfor egentlig forsætte med at arbejde i EL, når I har jeres egen internationale og programmatiske platform?
EL har - ligesom andre steder i Europa - en historisk muligheden for at blive et stort venstrefløjsparti, som ikke må tabes på gulvet, som det skete i Frankrig med NPA og Respect i UK.
Et konstruktivt bidrag fra IS og SAP til en bred programdiskussion på den danske venstrefløj ville derfor fx være: hvad kan vi lære af sekteriske fejltagelser som i Frankrig og UK.
Hvordan undgås den slags? Kan "korrekte" programmer være en decideret hæmsko for udvikling af en stærk folkelig venstrefløj? Historien er desværre fuld af mange eksempler herpå
Hvad er der galt med de liberale institutioner? De lukker rummet for politisk handling. Læs min artikel om emnet: http://baggrund.com/de-repraesenterede/
Og så vil jeg citere Zizek fra hans nyeste bog "The Year of Dreaming Dangerously":
It is here that Marx’s key insight remains valid, today perhaps more than ever. For Marx, the question of freedom should not be located primarily in the political sphere proper (Does a country have free elections? Are its judges independent? Is the press free from hidden pressures? Are human rights respected? Etcetera). The key to actual freedom rather resides in the network of social relations, from the market to the family, where the kind of change needed if we want genuine improvement is not political reform, but a change in the “apolitical” social relations of production. We do not get to vote on who owns what, or on relations in a factory and so on, for all this is deemed beyond the sphere of the political, and it is illusory to expect that one can actually change things by “extending” democracy to this sphere, by, say, organizing “democratic” banks under the people’s control. Radical changes in this domain should be made outside the sphere of legal “rights,” etcetera: no matter how radical our anticapitalism, unless this is understood, the solution sought will involve applying democratic mechanisms (which, of course, can have a positive role to play)—mechanisms, one should never forget, which are themselves part of the apparatus of the “bourgeois” state that guarantees the undisturbed functioning of capitalist reproduction. In this precise sense, Badiou hit the mark with his apparently weird claim that “Today, the enemy is not called Empire or Capital. It’s called Democracy.”8 It is the “democratic illusion,” the acceptance of democratic procedures as the sole framework for any possible change, that blocks any radical transformation of capitalist relations.
Tak Mikkel for indlægget. Dejligt oven på de andre. Det er noget af det bedste, jeg har læst længe - men tonen kunne du nu godt gjort lidt mildere.
Jeg deler Jean-Francois' synspunkt og synes ikke du helt forholdt dig til det:
Jeg tror ikke vi får frisat (mægtiggjort, empowered) mennesker ud fra parlamentarismen, dels fordi kun den politiske elite har adgang i praksis og dels fordi politikere har en skidt vane med at bestemme mere og mere, fordi de kan bestemme.
Der er undersøgelserne, der viser hvor lidt repræsentative politikere er på uddannelsesniveau, erhverv, indkomst, boligforhold, køn, osv.. Og der er afskyen og passiviteten, når politikere vil bestemme hvor folk må ryge, om de skal bære cykelhjelm, om faderen skal tage barselsorlov, om man må betale for sex, om man skal i aktiveringscirkus, osv.
Jeg bifalder den langsomme revolution, hvor tankesættet når at ændres undervejs og hvor initiativet kommer nedefra. Hvor iværksættere danner demokratiske og bæredygtige virksomheder bemandet af arbejdere, der roterer rundt mellem funktionerne, så alle bliver dygtigere og sætter deres præg på arbejdsgangene og ledelsen. De skal lave noget forbrugerne ønsker, og forbrugerne organiserer sig i lokalområdet og i forhold til virksomheden og udtrykker deres ønsker og ideer på forhånd så afsætningen tildels er garanteret.
Mens arbejderne har en egeninteresse i høj løn og få arbejdstimer, har forbrugerne en modsat interesse i billige produkter af god kvalitet. De kan nok afbalancere deres interesser, især hvis produktion og forbrug foregår mere lokalt end idag. Men når det handler om forurening, der flyder ud over lokalområdet, hensyn til fremtidige generationer, rammer for regionalt samhandel og udenrigspolitik, behøves et parlamentarisk forum. Derfor går jeg ind for en tredeling af magten: producenter, forbrugere og almenvellet.
I dag har vi kun almenvellet i kraft af kommunalbestyrelser, folketing og div. internationale fora. Vi mangler, at udvikle demokratiske produktionsenheder og forbrugerne, som allerede i morgen stiller krav til de kapitalistiske virksomheder og blåstempler de gode demokratiske og bæredygtige virksomheder. Det giver Mikkel tilsyneladende ikke en opskrift på.
Problemet, som jeg ser det med dem, Mikkel vist under eet kalder for leninister, er, at de er så fokuseret på klassekampen (blandt mange andre interessekonflikter), at de ønsker at arbejderklassen skal føre an i kampen for socialismen og måske tilmed lade den bestemme hvad der skal produceres og hvordan, efter revolutionen. Det efterlader imidlertid alle os andre, som i virkeligheden er flest (offentligt ansatte, pensionister, ledige, syge, selvstændige, studerende, m.fl.) og som ikke har mulighed for at tage initiativ til og deltage i generalstrejken, uden magt i samfundsudviklingen. Jeg forestiller mig at denne klassekamp vil stræbe efter en pludselig magtovertagelse, for at forhindre kapitalflugt og længerevarende kaos, varemangel, osv., Så arbejderklassen skal vel organiseres som et effektiv autoritativt hierarki (a la militæret). Der bliver ikke plads og tid til deltagelsesdemokrati, midtvejsevalueringer, mødekritik og rundkredse, hvor alle kommer til orde. Og der bliver slet ikke snakket om hvordan de nuværende kapitalister og andre vildledte individer kan inkluderes i det fremdige samfund, selvom de i dag er vores naboer, arbejdsgivere, osv. og som regel er almindelige flinke mennesker.
Måske er min beskrivelse forkert, men jeg har meget tit spurgt, og kun fået henvisninger til teorier og historiske tekster fra samfundsomvæltninger, som er forekommet i lande og tider langt fra vores. Der mangler en beskrivelse af dynamikken i samfundsudviklingen, som jeg desværre også savner hos Mikkel. Jeg havde forventet noget mere konkret og handlingsrettet om kommunalproduktion af en så erfaren kommunalpolitiker. Den skal beskrive hvordan vi får demokratiseret produktionssfæren og helt aktuelt forhindret tabet af arbejdspladser til udlandet.
Jeg bifalder den langsomme revolution, hvor tankesættet når at ændres undervejs og hvor initiativet kommer nedefra.(MK)
Det er også det mest bekvemme.
Men desværre forholder det sig sådan, at for 64% af befolkningen kommer initiativet fra Borgerlige medier og Presse, altså ikke nedefra.
64% af Befolkningen er politisk indifferente, og resten kan man se i de politiske analyser til størst fordel for den Borgerlige fløj.
Glem ikke Margit, at en konvertering af Velfærdssamfundet til Rov-Kapitalisme, også er en Revolution.
Hvorfor skulle initiativer nedefra være mere bekvemt ? For de fleste af os ville det være mere bekvemt, at afvente at folketingspolitikere tager initiativer ... eller fagforeningsformænd.
Og hvorfor skulle det være bekvemt at søge at ændre tankesættet hos folk ? Det er da et slid, at overbevise andre om det fornuftige i fundamentale forandringer. Det fordrer, at man indgår i en dialog med almindelige mennesker om deres situation og drømme. Hvorimod det er lettere at manipulere, true og lokke.
Jeg er enig med Mikkel i, at folks ændrede mening om magtforholdene og ønske om revolution / fundamentale ændringer, vil og skal afspejle sig i deres stemmeafgivning til de parlamentariske fora.
Kære Margit
Så vidt jeg kan se, så er den vigtigste dynamik i samfundsudviklingen den menneskelige vilje. Det lyder lidt fascistisk, men sådan er det ikke ment. Jeg har ærlig talt svært ved at se, at en bestemt økonomisk fordeling eller situation i et land nødvendigvis skulle fremkalde revolution, for der er masser af eksempler i historien på det modsatte. Man skal også passe på med at lægge sig for fast på en bestemt analyse, for snart ser man kun de ting, der bekræfter den, og så bliver den til fordomme, og til sidst bliver man helt blind. For nogle leninister og troskister er tanken om revolution blevet noget, de sidder og ryger i deres opiumspibe, imens de forestiller sig, at de tilhører en særlig udvalgt elite med en højere indsigt, der en dag skal føre menneskeheden mod en bedre verden.
Som Mikkel Warming skrev i sit indlæg, der har været tiltrængt i debatten: Det klogeste, der er sagt i denne debat, er, at vi ikke ved, hvordan forandringerne vil komme... Men derfor skal man ikke give op.
Niels Gjern
Jeg håber at få tid til at vende tilbage til den diskussion, Mikkel har rejst. Men jeg kan ikke vente med at kommentere John Andersens "provokation":
"Fra IS og SAP positionen savner jeg en reel kritisk selvreflektion over deres egen program og praksis tradition gennem de sidste 40 år : hvorfor er disse positioner forblevet marginale? Og - lidt provokatorisk sagt: hvorfor egentlig forsætte med at arbejde i EL, når I har jeres egen internationale og programmatiske platform?
Den diskussion, som Mikkel, Pelle og andre har rejst, handler blandt andet om, at de ikke er enige med centrale principper og formuleringer i Enhedslistens principprogram. Så er det da at vende tingene på hovedet at spørge os andre, der har været med til at stifte Enhedslisten, som har opbygget Enhedslisten gennem et par og tyve år, som har været med til at diskutere og vedtage principprogrammet, og som forsvarer mere af Enhedslistens program, end Mikkel og Pelle gør - at spørge os, hvad vi laver i Enhedslisten. Det var da mere nærliggende at spørge dem, der i 10-12 år har været medlemmer af et parti, hvis principprogram de ikke kan støtte.
Michael Voss (medlem af Enhedslisten og SAP)
Mikkel Warming har altid tilhørt den yderste højrefløj i Enhedslisten, og vi kender godt hans alternativ til socialistisk revolution og arbejderdemokrati: Nedskæringer. I årevis har Enhedslisten i Københavns borgerrepræsentation gennemført nedskæringer og stået på den forkerte side af velfærdsmobiliseringer og strejker.
Det er nogle vidensløse udsagn og direkte reaktionære konklusioner Mikkel Warming kommer med, spc. i forhold til den russiske revolution. At han bl.a. betegner sovjetrådene for ikke-valgte, er løgn og absurd at det er helt betændt.
Tværtimod var de direkte under arbejdernes demokratiske kontrol (med tilbagekaldelsesret og gennemsnitsløn), modsat parlamentet med dets utal af ikke-valgte embedsmænd, lobbyister, borgerlige 'eksperter', spindoktorer, samt virksomhedsejerne og øvrige folk de folkevalgte politikere sidder til bords med, som dikterer den politiske proces i større grad end vælgerne.
Snakken om den Russiske Revolution af 1917 som et "statskup" er i øvrigt historieforfalskning. Den havde overhovedet ikke kunne gennemføres og forsvares mod den omfattende invasion fra de 21 udenlandske hære der trådte ind i Rusland, hvis det blot havde været en gerning af et fanatisk mindretal. Nej, det var i høj grad de russiske massers revolution.
Reformisterne der tilgår Warmings udgydelse med jubel og fælder EL-venstrefløjen for at være dogmatiske og historieløse, burde kigge hans påstande om den russiske revolution og sovjetterne i landet, efter i skoene.
Lad os da endelig hælde al rest af revolutionær socialisme ud med badevandet, for istedet at lovprise det borgerlige parlament, hvor der særligt i disse tider ikke føres meget andet end hårde angreb og forgyldelser af bestyrelserne.
Sandheden er, at hvis vi skriver samfundsalternativet til kapitalism ud af programmet, er der (nu hvor det historiske opsving er forbi) ikke andet tilbage end at administrere staten på bekostning af samfundets brede flertal.