Annonce

åbent opstartsmøde
6. november 2012 - 18:32

Revolutionær tænketank kommer til Danmark

Den amerikanske venstrefløjsveteran Michael Albert besøger onsdag København for at involvere danske aktivister i en international libertær-socialistisk tænketank.

Onsdag aften holder den amerikanske aktivist og økonom Michael Albert åbent møde på Studenterhuset i hjertet af København for at inspirere danske aktivister til at bakke op om projektet »International Organisation for a Participatory Society« (IOPS).

Det er en international græsrodsbaseret tænketank, som blev startet i januar af en række veteraner fra den radikale venstrefløj i USA, og som siden har bredt sig til flere lande.

Initiativet udspringer af miljøet omkring mediekollektivet Z Communications, der siden 1986 har produceret og udgivet systemkritiske videoer, artikler og analyser på internettet.

– IOPS-projektet har til formål at støtte, udvikle og sammenkæde international aktivisme. Det udspringer af et udtrykt behov på venstrefløjen for at finde sammen om at formulere langsigtede fælles visioner i en verden plaget af det globale systems kriser, fortæller Michael Albert til Modkraft.

Læs om begivenheden i Modkrafts kalender.

Besøg Z Communications' hjemmeside her.

Ny økonomisk teori

IOPS er grundlagt af Michael Albert sammen med Noam Chomsky, David Harvey og andre toneangivende samfundskritikere for at fremme kampen for et mere demokratisk samfundssystem, bygget fra neden.

Ideen er inspireret af Michael Alberts økonomiske teori »participatory economics«, kendt som PARECON, der argumenterer for, at alle skal have indflydelse på de beslutninger, der påvirker dem.

Teorien står i modsætning til såvel kapitalismen som den centralt planlagte statssocialisme.

Bag arrangementet i Studenterhuset står en gruppe Københavns-baserede aktivister med forbindelse til gruppen Libertære Socialister.

Se oplæg med Michael Albert her.

 

Besøg International Organisation for a Participatory Societys hjemmeside.

Se også linksamlingen på Modkraft om Paracon & debat om socialistisk økonomi.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce