Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
kommentar
10. december 2012 - 12:28

Revolutionær antifascisme, en selvmodsigelse

Fascisme skal ikke bekæmpes som et separat spørgsmål, der forener forsvarere af den demokratiske stat. Den skal bekæmpes ved at skabe enhed blandt arbejdere, mener Gilles Dauvé.

Kan proletariatet forhindre, at et kapitalistisk samfund i perioder 
forvandles til et diktatur?

Nej. Klassekonflikter styrer det moderne samfund, hvilket kredser omkring arbejderklassens under-ordning og/eller modstand og oprør ...
Men det betyder desværre ikke, at arbejderne kan undgå, at deres egne forsøg på at afvende historiens gang nogle gange har uheldige følger.

En aktiv klassekamp ledte for eksempel til fødslen og oprettelsen af Weimarrepublikken. Efter 1. Verdenskrig blev revolutionen i Tyskland kvalt igennem en fæl blanding af demokrati og fascisme (De ”Freikorps” som blev brugt af den socialdemokratiske regering for at knuse arbejdernes oprør i 1919-1920 var helstøbte fascist-
organisationer med mange fremtidige nazister i sine rækker).

Weimarsystemet skabtes af proletariatets fremskridt og følgende tilbageslag. Når arbejderne spillede en politisk rolle,
 selv hvis den var i en begrænset og mystificeret udstrækning, blev rådsbevægelsen reduceret til en bureaukratisk institution, og den forfejlede revolution gav plads til et venstrefløjsdomineret og socialistorienteret regime.

Presset fra arbejderklassen og konflikterne mellem den reformistiske majoritet og den revolutionære minoritet formede efterkrigsperioden.

Selv da centrum-højre politikerne sad ved magten, selv når Hindenburg var president (SPD opfordrede alle at stemme på ham i 1932 som en beskyttelsesmur imod Hitler) var arbejderne fortsat den centrale kraft 
under Weimarrepublikens tidlige dage, og ofte tungen på vægtskålen.

Men den kombinerede og konkurrerende politiske tyngde af SPD og KPD blev deres eget svage punkt. Med krakket i 1929, hvor den herskende klasse måtte til at disciplineres og reguleres, fandt kapitalen ud af, at ikke kun radikale, men også respektable fagforeningsledere kunne blive en byrde.

Det borgerlige reformistiske kompromis, der var blevet sat i bevægelse af arbejderne 14 år før, blev nu mere af en forhindring end en hjælp. Hitlerismen var ikke uundgåelig med sine morderiske og groteske påfund.

Men den 30. januar 1933 var en stærk centralmagt i den ene eller den anden form øverst på dagsorden. De eneste løsninger tilbage på bordet var repressive og statsbaserede og helt uden for proletariatets rækkevidde.

I hvilken udstrækning kan antifascisme bidrage til en revolutionær bevægelse?

Antifascisme er selvfølgelig ikke et fuldstændig homogent fænomen. Durruti, Orwell og Santiago Carrillo kvalificerer alle som antifascister, trods deres forskelligheder. Hvilket efterlader spørgsmålet: hvad er antifascisme? Hvad er den imod, og hvad er den for?

Jeg er imod imperialisme, uanset om den er amerikansk, fransk, britisk, eller kinesisk. Men jeg er ikke af den grund ”antiimperialist”, da det er en politisk position som decideret støtter og eksplicit er pro de nationale befrielsesevægelser, som bekæmper de imperialistiske kræfter.

Jeg er imod fascisme, uanset om det er i form af Hitler eller Le Pen. Men jeg er ikke en ”antifascist”, da det er en politisk position, som ser den fascistiske stat eller eller en spirende fascistisk trussel som den primære fjende, som skal knuses for enhver pris. For eksempel ved at alliere sig med borgerlige demokrater som det mindre onde og udskyde revolutionen til en gang i fremtiden, efter fascismen er nedkæmpet. Dette er antifascismens essens.

”Revolutionær antifascisme” er derfor en selvmodsigelse. Kommunismen (ikke nødvendigvis forstået som den autoritære statslige 
kommunisme, red.) går hinsides antifascismens begrænsninger og kommer før eller siden i konfrontation med den.

Da spanske arbejdere bevæbnede sig imod militærkuppet i juli 1936, bekæmpede de selvfølgelig fascismen, men (uanfægtet hvad de nu kaldte sig selv) agerede de ikke som antifascister, da deres handlinger rettedes imod både fascisterne og den demokratiske borgerlige stat. Først senere hen, da de lod sig indfange af i de institutionelle rammer, blev de til ”antifascister”, som kæmpede imod deres fascistiske fjender samtidigt med at støtte sine egne demokratiske 
fjender.

Revolutionære kritikere af antifascismen er gang på gang blevet anklaget for at sabotere kampen imod fascismen og for at være Francos eller Hitlers allierede.

Den sørgelige ironi er, at kun kommunismen og proletariatet kan fjerne fascismens grobund. Antifascismen giver altid demokratiet mere støtte, end den modsætter sig fascismen: den benytter sig ikke af antikapitalistiske handlinger for at presse fascismen tilbage og foretrækker sin egen undergang
 hellere end at risikere, at proletariatet frigør sig.

Det var således ikke en tilfældighed, at det spanske borgerskab og de spanske stalinister brugte mere tid og energi på at skaffe sig af med de anarkistiske bondekommuner end på at vinde krigen; deres førsteprioritet var ikke og havde aldrig været at knuse Franco, men at holde masserne under kontrol.

Pointen her er ikke, at der ikke findes masser af forskellige måder at være antifascist på, og at de ikke-revolutionære antifascistiske individer ikke, til tider, kan gå hen og blive revolutionære, hvad nogle da også bliver.

Pointen er, at antifascismen, for at undgå en diktatorisk stat, underkaster sig den demokratiske stat. Sådan er dens natur, dens logik og det er ved den historisk har vist sig at være; og alle indsigelser og ”Ja, men...” druknede i Barcelona i maj 1937 i blodet fra alle de arbejdere, der havde håbet, de kunne snyde den moderate antifascisme og skabe en revolution.

Jeg mener ikke, at hardcore kommunister udelukkende bør deltage i aktiviteter, som handler om lønarbejde, undgå 
alle antifascistiske grupper og vente på, at de ser lyset og slutter sig til.

At afvise alt, hvad fascismen står for (etnocentrisme, racisme, sexisme, nationalisme, lov og orden, reaktionær kultur, etc) kan uden tvivl være et første trin imod at gøre oprør.

Faktum er, at mange af de unge mænd og kvinder, der deltager i demonstrationer mod Front National, gør det fordi, at de indser at fascisterne kræver endnu større underkastelse
 under den samfundsorden, som demonstranterne hader, og ikke fordi, at Front National er en trussel imod det parlamentariske demokrati, som de sjældent er ude i et forsvar for.

Efterfølgende kommer så de politiske kræfter og prøver at definere dette som en støtte for demokratiet.

Disse handlinger kan udvikle sig til en kritik imod de grundlæggende årsager til verdens problemer, men kun hvis deltagerne forkaster antifascismens base: respekten for den demokratiske kapitalisme.

Kun ved at påpege de spørgsmål, det virkelig handler om, kan vi bidrage til denne modning. At knuse fascismen indebærer at ødelægge dens forudsætninger, dens sociale årsag: kapitalismen.


Hvordan kan vi besejre en af de mest splittende kræfter indenfor proletariatet: racismen?

Det kan helt klart ikke lade sig gøre at behandle racismen som endnu et spørgsmål, der skal adderes til antikapitalismen. 
Racismen lægger vægt på forskelle. Antiracismen gør det modsatte: den lægger vægt på det, som er til fælles for alle de grupper, racismen søger at splitte ad. Denne fællesnævner er som oftest menneskeligheden.

Når de borgerlige nu også appellerer til denne fællesnævner i forhold til sine arbejdere, hvad bør revolutionære så indvende? Det er indlysende, at denne fællesnævner ikke kan være den samme for dem, som regerer denne verden, og dem, som vil forandre den.

Det, vi ofte faktisk plejer at gøre, er at erstatte ”vi er alle mennesker” med ”vi er alle arbejdere”. Vi siger: (a) at sorte arbejdere er det samme som hvide arbejdere, (b) at de begge adskiller sig fra sorte eller hvide chefer. 
Hagen er, at dette ikke angriber racismen; det understøtter solidaritet, hvilket vi selvfølgelig ønsker, men solidaritet er noget, der mangler netop på grund af racismen.

Vi erstatter altså bare en humanistisk anti-racisme med en proletarisk version. 


Problemet her er, at begge beskæftiger sig med racismen i dens synlige form i stedet for at tilintetgøre dens årsager.

På trods af tilstedeværelsen af racister, også i arbejderbevægelsen, i 1968, lykkedes det ikke den borgerlige reaktion at bruge racismens som et splittende værktøj på grund af massernes klassekamps evne til at skabe enhed.

Senere, da arbejdermilitansen begyndte at falme, kom splittelserne.

Talbotstrejken i Frankrig 1983 blev et vendepunkt, og der opstod en voksende splittelse mellem nationale og udenlandske bilarbejdere.
 Splittelsen var snarere resultatet end årsagen, og der var tale om en generel tendens.

Det var nok heller ikke et tilfælde, at 1983-4 var årene, hvor Le Front National blomstrede.

Det var ikke manglen på antiracistiske kampagner, som var årsagen til, at Le Pen fik så meget som 15 % af stemmerne. Det var snarere nedgangen i arbejdernes kollektive modstand.

Racismen præsenterer sig som en ideologi, men det er den i første omgang ikke. Den udgør er et praktisk 
fænomen, en social relation: en af de mest brutale aspekter ved konkurrencen mellem lønarbejdere, en konsekvens af nedgangen af levende og kæmpende lokalsamfund. ”Racificeringen” af arbejderklassen hænger nøje sammen med dens atomisering.


Arbejderklassen er ikke svag, fordi at den er splittet, det er omvendt - dens svagheder afføder splittelser. Alt det, som gør arbejderklassen stærkere, er altså med til at udslukke racismens kilde til liv.

Selvom man bør holde sig fra organiseret humanistisk antiracisme, kan man konfrontere racismen, når man møder den i hverdagen, som mange antiracistiske arbejdere gør på værtshus, på arbejdet eller ved en strejke, hvilket kan være med til at genskabe et selvstændigt fællesskab.

For at tage et eksempel lykkedes det de arbejdsløses protester i december 1995 at stilne Le Pens retorik. På den samme måde førte mange af Paris' forstadsopløb mennesker fra Nordafrika, med ”sort” og ”hvid” baggrund sammen.

Den kommunistiske bevægelse har både et klasse- og et menneskeligt indhold. Et interessant spørgsmål er: hvilken aktivitet fører proletarer sammen og lykkedes med at rydde racismen af vejen? Arbejdere kan være både militante og racistiske samtidigt. 
I 1922 sænkede sydafrikanske chefer de hvide minearbejderes lønninger og åbnede en række fag op for sorte arbejdere.

”Hvide” protester endte i et blodbad: over 200 minearbejdere blev dræbt. Præcis som strejker imod kvindelig eller udenlandsk arbejdskraft, var det lønarbejder-selvforsvar i sin værst tænkelige form.

På den anden side gik hollandske arbejdere i strejke, da Holland var besat af Nazityskland, i protest imod, hvordan jøderne og de jødiske arbejdere blev 
diskriminerede og deporterede.

Nøglen til de sydafrikanske arbejderes reaktionære holdning eller den hollandske solidaritet findes ikke i, hvorvidt folk har racistiske eller ikke-racistiske værdier. Holdninger og attituder formes af tidligere og nuværende sociale forhold og handlinger. Jo åbnere, globalt, potentielt universelt og derfor ”menneskeligt” et krav eller en aktion er, jo mindre sandsynligt er det, at den kommer at begrænses til sexistiske, fremmedfjendske eller racistiske former.

Forestil dig en arbejdsplads. En kamp for at redde arbejdspladser kan let føre arbejdsstyrken nærmere racisme end for eksempel et krav om en generel øgning af lønnen med 200 kr i ugen for alle ansatte på arbejdspladsen.

Den forrige kamp lukker folk inde i defensive handlinger, begrænser dem til ”deres” fabrik, isolerer dem fra andre 
arbejdspladser og splitter dem i den sidste ende op internt (”Hvem skal fyres? Håber det bli’r min arbejdskammerat og ikke mig.”). 


Hvor lille det sidste krav end er, forener det arbejdere uanset køn, nationalitet og arbejdsopgave, og kan koble dem sammen med andre arbejdspladser udenfor deres egen, da mange andre mennesker kan 
overtage kravet og kræve samme lønforhøjelse på sin arbejdsplads, eller noget, der er endnu mere forenende.

Visse krav og taktikker forstærker racebetonede opdelinger eller opdelinger efter erhverv.

Den eneste måde at besejre racismen på er at håndtere den på et generelt og ”politisk” plan, ved at påvise, hvordan 
enhver splittelse indenfor arbejderklassen altid ender i forringelser og undertrykkelse for alle arbejdere.

Racisme kan ikke behandles som et separat spørgsmål og aldrig imødegås som en ”ond ideologi”, der skal knuses af en mere varmhjertet af slagsens.

Artiklen er oversat af Oscar Larsen.

Artiklen er tidligere publiceret i Direkte Aktion #2, udgivet af Libertære Socialister.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce