Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
Kommentar
19. november 2014 - 12:15

Retten til byen skal også gælde mindrebemidlede

Københavns kommuneplan ønsker at gøre byen til vækstmotor i Norden. Enhedslisten burde arbejde for et alternativ, der gør op med neoliberal koncentration, specialisering og centralisering. Desværre er der ikke enighed om det. 

Der har i Enhedslisten København været en del uenighed om en lokalplan i Sydhavnen.

Enhedslistens Teknik- og miljøborgmester Morten Kabell går ind for en bestemt lokalplan for Enghave Brygge -  i modsætning til Teknik- og miljøudvalgets andet enhedslistemedlem, John Andersen, og andre medlemmer af Enhedslisten, som har bidraget til kritiske høringssvar.

Der er nok flere årsager til disse modsætninger, dels en konkret politisk og faglig uenighed om projektets kvalitet, og dels at der i Enhedslisten ikke er et samlet syn på hvad fysisk planlægning handler om i en overordnet sammenhæng.

De betyder, at man ofte taler forbi hinanden. De forskellige holdninger, der er begrundet i forskellig faglighed, bliver aldrig eksplicitte i den daglige realpolitiske praksis.

Det er imidlertid dybt frustrerende og hæmmende for en progressiv politikudvikling. Og da de bastante modsætninger også slår igennem i Teknik- og miljøudvalget, er man blevet enige om, at byplanlæggeren John Andersen skifter til et andet udvalg.

Som byplanlægger og socialist mener jeg, at planlægning og byudvikling må handle om kampen imod den koncentration, specialisering og centralisering, som følger af kapitalistisk byvækst – med masser af økonomiske, sociale og kulturelle problemer til følge.

Læs også Hanne Schmidts artikel »Sociale problemer kan ikke løses med ændringer i det fysiske miljø«

Neoliberal ramme

Jeg vil her forsøge at beskrive en kritik af den førte politik ud fra den kommuneplan, der styrer byudviklingen i København.

Siden neoliberalistisk ideologi – og event- og uddannelsessnobberi generelt – fik herredømmet i København med overborgmester Jens Kramer Mikkelsen i spidsen for en rendyrket kapitaliske byvækst i Ørestaden, har byen undergået en total forandring, både hvad angår erhvervs- og befolkningssammensætning.

I den forrige kommuneplan for København fra 2009 tog man udgangspunkt i det, man kaldte »den tænkende by«, med planstrategier for følgene temaer: en dynamiske by, den bæredygtige by, byen for alle, og byen til vandet.

Hvor kommuneplaner tidligere var ret tekniske, har de nu udviklet sig til nærmest poetiske værker, der beskriver de lykkesagligheder, der venter os alle i en kommende byudvikling som nordens vækstmotor.

Grundlaget for den »tænkende storby« handlede først og fremmest om at tiltrække vidensarbejdere, og det gør det fortsat.

Med andre ord, det er et stærkt specialiseret erhvervsliv, og jord- og ejendomsspekulanter som bestemmer byens udvikling, både økonomisk, fysisk og socialt, understøttet af politikkere og embedsmænd på rådhuset.

Det gælder også for den verserende lokalplan for Enghave Brygge med nye dyre luksusboliger, som investorerne ønsker bygget her, hvor borgmester og embedsmænd følger trop.

Kritiske høringssvar og alternative planer afvises, for investorerne på Enghave Brygge har allerede udarbejdet projektet og begyndt at sælge lejligheder, trods planen endnu ikke er vedtaget i Borgerrepræsentationen.

At man har vedtaget lokalplanen i Teknik- og miljøudvalget, mens man i Folketinget var i gang med et forlig, der giver kommunen mulighed for at 25% af boligerne kan øremærkes til almennyttige boliger, forekommer helt hen i vejret i betragtning af, at både Enhedslisten og Frank Jensen længe har krævet 20% i al nybyggeri.

Men investorerne har nok haft travlt med at skubbe på en vedtagelse på rådhuset, før denne regel blev vedtaget.

København som Nordens vækstmotor

I Københavns strategiudkast til Kommuneplan 2015 kan man læse:

»Den høje livskvalitet i København tiltrækker mennesker og virksomheder. Med flere københavnere bliver vi flere forskellige mennesker i byen. Byen skal skabe muligheder for det tilfældige møde på tværs af kulturer og sociale grupper. Det kan ske, at nogen grupperer sig eller hægtes af.«

At nogen hægtes af trods den gode livskvalitet, som byen tilbyder, er et interessant udsagn. Man må gå ud fra, at der hentydes til personer med fysiske, psykiske og økonomiske problemer, til pensionister, arbejdsløse og bistandsklienter, som det falder svært at finde bolig og arbejde i denne højt specialiserede by.

Med formuleringen om nogen, der grupperer sig, hentydes måske til indvandrere i det almennyttige boligbyggeri, grønlænderne på Sundholm eller dem ude i Ungdomshuset; det handler nok ikke om dem, der fremover vil gruppere sig i luksusbyggeriet på Enghave Brygge.

Mange af dem, der hægtes af, adskiller sig både økonomisk og socialt fra de velhavende bedsteborgere, man gerne vil have i byen, og heldigvis for dem indebærer boligpolitikken, at de ikke risikerer få dem som nære naboer.

I årevis har man luget godt ud i de økonomiske, sociale og kulturelle forskelle, som tidligere dominerede i det meste af byen.

Hvad, kommunens ideer om at mødes på kryds og tværs og om mangfoldighed handler om, må ligge hen i det uvisse.

Den specialiserede by

Centralisering og specialisering skaber kedsommelige byer med kontorer og boliger; mangfoldighed og liv i byens rum kræver et stort varieret udvalg af erhverv, butikker, værksteder og kreative aktiviteter jævnt fordelt i byens kvarterer. Men monopoliseringer, kædeforretninger og indkøbscentre har gjort kål på den lille næringsdriver, som hverken kan hamle op med butiksåbningstider, lønninger eller huslejeniveauet.

På Rådhuset vil man udvikle en erhvervs- og vækstpolitik, »som gør det attraktivt for at nye investorer, international arbejdskraft og turisme at komme her til«. Og: »Vi (kommunen) arbejder aktivt på at understøtte en øget værditilvækst i de nuværende virksomheder, øget jobskabelse og på at tiltrække flere private investeringer til kommunen. Vi arbejder på at skabe en attraktiv by, som kan danne grundlag for nye iværksættere og etablering af udenlandske virksomheder«.

Enhedslisten har i årevis propaganderet for kooperativer eller kommunal produktion, hvor andre hensyn end profit er gældende. Kommunens vækstvision klart ligger uden for vores vedtagne principper. Og ikke mindst bekender vi os i Enhedslistens til »Grænser for vækst«.

Byudviklingen i et regionalt og et landsperspektiv

I udkastet til den kommende kommuneplan står: »som landets vækstlokomotiv, vælger flere at bo i København, grundet byens dynamik, og for her at udvikle deres drømme og ambitioner. København er i konkurrence med andre storbyer, og befolkningen og byerne i regionen vokser. Udviklingen afspejler en global tendens til urbanisering. Arbejdskraftens og virksomhedernes mobilitet er øget, og internationale virksomheder slår sig ned i København«. 

Det gør de jo gerne, da det er så nemt at slippe for at betale skat, og trods kamp mod social dumpning har de gode muligheder for underbetalt arbejde.

»København udgør en drivkraft for omkringliggende byer, oplandet sikrer et stort arbejdsmarked med kvalificerede medarbejdere og en bred sammensætning af virksomheder. København vil derfor arbejde i dette regi i et politisk initiativ, Fokuseret Vækstdagsorden, med deltagelse af samtlige kommuner og regioner på Sjælland og Skåne.«

Dette samarbejde udgør jo et strålende udgangspunkt for øget pendling ind til København, hvor denne herlige arbejdsstyrke, både kan bidrage til den økonomiske vækst i København og skatteprovenuet i hjemkommunen.

Desuden står der: »Vi kan se frem til en befolkningstilvækst på 675.00 indbyggere, som stiller krav til flere arbejdspladser og udgør et grundlag for en god kollektiv trafik. Når man bor og arbejder i byen er det bæredygtigt, og det giver mindre transport«.

I dag pendler 40% fra byen, og 60% pendler ind til byen fra hele regionen, Sjælland og Lolland Falster.

Uanset om transporteres i kollektive transportmidler, kan man jo spørge sig, om det er hensigtsmæssigt, frem for at skabe arbejdspladser, der hvor folk bor.

Set i relation til ovenstående udsagn om tilstrømning af arbejdskraft uden for København, forekommer drømmen om mindre transport ret illusorisk. Og slet ikke i relation til dette: »Det er nødvendig at sikre en sammenhængende regional og national infrastruktur, der kan øge lufthavnens opland. Femern Bælt-forbindelsen kan øge den regionale transportkapacitet. For at forbedre virksomhedernes tilgængelighed og borgernes mobilitet, skal kapaciteten på S-banerne øges, og en letbane fra Lyngby til Ishøj opføres«.

Flere fly, flere biler, øget transportarbejde i regionen og fra Femern til Stockholm – CO2-mæssigt hænger det slet ikke sammen.

Byudvikling i den eksisterende by

I strategiudkastet fremhæves, at 25-30% af nybyggeriet i de sidste 10 år har fundet sted i den eksisterende by, hvor man efter gårdrydninger og byfornyelse har fået lidt luft ind i de gamle kvarterer. Men trods befolkningstætheden her kan man konstatere, at der bygges nyt på hver eneste byggetomt, som kunne have været brugt til friarealer.

Byggegrunde er ganske enkelt for dyre til at udlægge til rekreative formål.

Nybyggeri handler om, at spekulanter, investorer og bygherrer skal kunne få højst muligt afkast ved salg af grunde- Det give øget tæthed og høje bebyggelsesprocenter.

Der dispenseres gladelig for kommuneplanens bestemmelser for friarealer og bebyggelsesprocenter, ofte kombineret med opfindsomme tillægsarealer i nærheden, der får procenten ned.

Men spekulanterne behøver ikke fortvivle. For i det nye udkast står der: »Kommuneplanens bestemmelser for bebyggelsesomfang, friarealer og parkering kan skabe udfordringer, og i nogle områder ligger lejeindtægterne så lavt, at der ikke er økonomisk grundlag for udvikling. De generelle rammebetingelser har behov for en justering«.

Med andre ord: Flere dispensationer for kommuneplanens rammebestemmelser er i vente.

Her skal vi igen takke tidligere overborgmester Kramer Mikkelsen, som i dag er direktør for By og Havn, hvis fremmeste virke er at tjene penge på salg af statens og kommunens grunde. Han gør nor sit bedste for at påvirke forvaltningen til gavn for selskabet.

Den sammenhængende by?

Vi, der har levet de sidste 50-60 år, kan huske den sociale mangfoldighed, der kom af den enorme variation af arbejdspladser, der var i byens kvarterer i forhuse og baggårde. Byen var i høj grad præget af en arbejderkultur, som gav plads for afvigende adfærd og forskellige normer, hvor folk fra provinsen kunne finde rum og accept af adfærd, som ikke var mulig, hvor de kom fra.

De sidste 20-30 år har indebåret det, man kalder for gentrificering. Det betegner udskiftningen af byens store arbejderklasse med en middelklasse.

Arbejderklassen flyttede enten til socialt boligbyggeri i omegnskommuner eller bor fortsat i kvarterer, der ikke appellerer til den økonomisk velstillede middelklasse. De udgør ofte den mest proletariserede og dårligst stillede gruppe i arbejderklassen.

Den bedre stillede del af arbejdsklassen fik købt hus uden for byen, som også bør ses i sammenhæng med udflytningen af arbejdspladser, som er en følge af den erhvervspolitik med såkaldt videns- og kontorarbejdspladser, man har valgt at fremme i København, såvel som i alle andre hovedstæder i Europa.

Mange af byens kvarterer, huse og rum er støt og roligt blevet omformet til pæne kulisser af velordnet forudsigelighed med borgere med relativ ens livsstil og normer, som hverken afspejler økonomisk, social, kulturel eller funktionel mangfoldighed.

Strategiplanen taler om »en sammenhængende by«, men ikke et ord om sociale klasser eller om den gentrificering, som bidrager til en fysisk adskillelse af byens borgere.

Der konstateres desuden følgende: »Det er karakteristisk for de nye byudviklingsområder, at de flere steder grænser op til udsatte byområder«.

Derefter fremlægges en ide’ om at fremme en sammenhæng ved »at nedbryde trafikale barrierer mellem den eksisterende by og de nye byudviklingsområder, og styrke mulighederne for at bevæge sig på kryds og tværs.«

Det må f.eks. gælde byggerierne i Ørestad, Urbanplanen og Hørgården. Men trods strålende fysiske forbindelser fra Karen Blixen Parken i Ørestad over til Hørgården, kommer folk herfra ikke i Dagli’ brugsen eller på bodegaen i Hørgården. Til gengæld kan folk klage over dem, der bor i den ene blok i komplekset, hvor der er almennyttige boliger.

Sociale og kulturelle barrierer og de, som infrastrukturen skaber, udgør to vidt forskellige problemstillinger. En sammenhængende by handler ikke blot om at bevæge sig på kryds og tværs.

Faktisk udgør en klar fysisk afgrænsning af et lokalområde ofte en styrkelse af nabofælleskaber og tilhørsforhold. Det kendetegner eksempelvis Kongens Enghave og det tidligere Islands Brygge, hvilket nok skal ses i et klasseperspektiv.

Et sammenhold som det på Islands Brygge kan ikke fastholdes, når bydelen kommer op på 20.000 indbyggere, mest bestående af højtlønnede og den bedre stillede del af middelklassen.

I Kongens Enghave udtrykker nuværende beboere frygt for at middelklassen opdager, at der er et skønt at bo, hvorefter bedsteborgerlige værdier vil tage overhånd og arbejderklassekulturens tolerance for anderledes adfærd forsvinde.

De sociale barriere i dagens Danmark og i København er dog langt større end de fysiske. Det skal ses i lyset af specialiseringen, erhvervs- og byudviklingen, hvor den traditionelle arbejderklasse og dens arbejdspladser bevidst skubbes ud af storbyen og erstattes af et flertal fra middelklasse med højere uddannelser og andre normer.

Kommunen lægger vægt på at der i de seneste år er »udlagt mange blandede områder med boliger og erhverv«. Men det er jo alene kontorerhverv.

Der står også: »Kommunen overvejer at fastholde områder i København som rene erhvervsarealer, for mindre håndværk, virksomheder med produktion, lager behov mv.«

Hvorfor det blot overvejes kan undre, hvis man ønsker social mangfoldighed. De mange små og mellemstore virksomheder er for længst flyttet ud af byen bl.a. på grund af for høje grundpriser og huslejer, og ikke mindst fordi egnede lokaler er forsvundet med byfornyelsen, bygget om til kontorer eller revet ned og erstattet med boligbyggeri.

Enhedslisten skal bruge sin borgmesterpost til at fremlægge alternativer til boligbyggeri og erhvervspolitikken i København

Enhedslisten skal kæmpe for, at kommunen atter må eje og udleje til bolig- og erhvervsformål, da de almennyttige selskaber ikke alene kan dække behovet. Vi skal arbejde for en kommuneplan, der kan sikre at produktions- og værkstedsarbejdspladser vender tilbage til byen.

Et argument for at øge befolkningstallet København, er folk frit skal kunne vælge, hvor de vil bo. Men frit for hvem? Hvilken frihed har folk reelt rundt om i landet, når de mangler uddannelsessteder, arbejde og penge?

Hvad kan der gøres?

  1. Enhedslisten skal arbejde for at vi får en stærkere regional- og landsplanlægning. København skal ikke vokse for enhver pris.
  2. Planloven, der i dag er alt for investorvenlig, skal laves om, så den bliver et demokratisk redskab. Kommuner skal kunne stille krav til bygherrer om en andel med billige boliger som betingelse for, at de kan bygge. Kommuner skal have lov til at sælge eller leje jord ud under markedsprisen
  3. I By og Havn må vi kæmpe for, at en del af arealerne holdes udenfor profitøkonomien.

Kampen står på mange fronter - miljømæssigt, fysisk, socialt, kulturelt, økonomisk og juridisk, og det handler om at se på by- region- og landsplanlægning i et overordnet perspektiv.

Så længe Enhedslisten har en borgmesterpost i miljø- og teknikforvaltningen skal denne kamp intensiveres. Vores politiske platform bør bruges til at advokerer for alternative løsninger.

Retten til byen skal også gælde for fattige og mindre bemidlede.

Hanne Schmidt er arkitekt og medlem af Enhedslisten Amager Vest

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce