Replik: Al EU-modstand er ikke nationalistisk

Der er vist ikke nogen tvivl om, at Drud-Jensen (i kommentaren 'Enhedslistens EU-populisme åbner for pinkwashing og fjendebilleder') ikke er enig med Enhedslistens EU-politik. Fair nok. Der er heller ingen tvivl om, at Enhedslistens kampagne sikkert kunne have været bedre, eller at vi kan lære alle sammen. Men desværre falder Drud-jensen i grøft, hvor al EU-modstand eller kritik af forholdene i andre lande må være et udtryk for nationalisme. En grøft, som han ikke er alene om at være i, og som efter vores mening kan betyde, at en ekstremt vigtig EU-modstand overlades til højrefløjen.

Eksempelvis mener Drud-Jensen, at ved at påpege problemer med menneskerettigheder eller LGBT-rettigheder i andre europæiske lande, så foretager vi såkaldt pinkwashing. Et udtryk, der sædvanligvis bruges om højrefløjen – især Israels – promovering af en pro-LGBTQ-dagsorden til at få en i øvrigt nationalistisk, racistisk dagsorden til at glide lettere ned.

Der er reelle problemer i Øst- og Sydeuropa

Der er store problemer med korruption, menneskerettigheder og LGBTQ-personers rettigheder i Europa. Det er ikke et skræmmebillede eller en stereotyp. Det er et simpelt faktum. Det er selvfølgelig sandt, at Danmark er langt fra at være noget glansbillede – det har vi vist heller ikke påstået. Men det gør ikke problemerne mindre i de andre europæiske lande.

Som venstreorienterede bør vi forholde os til problemerne og kæmpe imod undertrykkelsen. Selvfølgelig har det en betydning, at der i en række andre europæiske lande er en mere reaktionær måde at føre familiepolitik på – fordi disse landes ekstremt højreorienterede regeringer også ville skulle have indflydelse, hvis der skal laves fælles EU-politik. Og selvfølgelig har det også en betydning, at der er problemer med korruption ved domstolene i andre europæiske lande, hvis de domstole havde fået adgang til at træffe beslutninger, der var umiddelbart gyldige borgere i Danmark. Det er ikke et fjendebillede, det er fakta.

Bare som ét eksempel: Hvert år offentliggør Transparency International et korruptions-indeks, som siger noget om omfanget af korruption i verdens forskellige lande. I den seneste fra 2014 ligger Danmark nummer 1 som det mindst korrupte land, mens Grækenland, Italien og Rumænien ligger på en delt plads som nummer 69. Selvom dette indeks selvfølgelig ikke er et udtryk for eksakt videnskab, så siger det trods alt noget om korruptionens enorme omfang i en række EU-lande.

Derfor har det en betydning hvor beslutningerne træffes, og hvilke muligheder vi som borgere har for at påvirke dem. Vi skal selvfølgelig have solidaritet med de øvrige europæiske befolkninger, som ønsker at ændre på forholdene i deres respektive lande. Og vi skal støtte dem, ikke opstille fjendebilleder om dem. Men vi støtter dem altså ikke bedst muligt ved at flytte beslutninger længere væk fra den danske befolkning eller lade deres højreorienterede og/eller korrupte regeringer få indflydelse på fx dansk familie- og retspolitik.

Enhedslistens arbejde i Europa

Drud-Jensen spørger retorisk, hvad venstrefløjen i Rumænien og Italien monstro mener om Enhedslistens kampagne. Og vi må svare ærligt, at vi ikke har evalueret detaljerne med dem. Men vi har ikke modtaget nogen kritik fra vores venner på venstrefløjen i Europa. Venstrefløjen i Italien og Rumænien er jo aktive i kampen mod korruptionen, og Enhedslisten samarbejder aktivt om netop kampen mod korruption, undertrykkelse og for retssikkerhed i venstrefløjsgruppen Europarådets parlamentariske forsamling, hvor Nikolaj Villumsen sidder.

Og når vi støtter vores kammerater i kritikken af deres regeringer og enorme systemiske problemer, tager de det normalt som en hjælp – ikke som en kritik af dem eller deres almindelige befolkning. Ligesom vi heller ikke tager det som en kritik af venstrefløjen i Danmark eller den danske befolkning generelt, når venstreorienterede i andre lande eksempelvis kritiserer dansk flygtningepolitik for at være umenneskelig og usolidarisk.

På samme måde er det en samlet venstrefløjsgruppe i EU-parlamentet og Europarådets parlamentariske forsamling, der kæmper for at få EU til at tilslutte sig Den Europæiske Menneskerettighedskonventionen, som befolkningerne blev lovet i Lissabon-traktaten. At reducere dette spørgsmål til en teknikalitet er naivt. Det har været en politisk kamp i årevis. Ligeledes har virkeligheden jo vist, at EU’s Charter for Fundamentale rettigheder Ikke er en garant mod, at EU fører en politik, som ikke lever op til menneskerettighederne.

F.eks. har EU’s sparekrav til Grækenland – som bunder i en nyliberalistisk, asocial økonomisk politik, der trækkes ned over hovedet på især de kriseramte europæiske befolkninger, selvom de vælger noget andet – også fået kritik fra Europarådet for at bryde grundlæggende menneskerettigheder, som bl.a. retten til at konflikte og kollektiv organisering.

EU har i de seneste år gennemtrumfet en voldsom forringelse af velfærden og arbejdstagerrettighederne i EU-landene. Ofte i strid med landenes regeringer og befolkninger, som vi blandt andet har set det i Grækenland mod den venstreorienterede Syriza-regering. Samtidig har EU ikke løftet en finger over for den tiltagne undertrykkelse i Ungarn. Virkeligheden er desværre at EU er centreret om en nyliberalistisk politik, og i modsætning til Europarådet ikke er funderet på respekten for menneskerettighederne. 

Vi arbejder i høj grad europæisk. Og vi har konkrete samarbejdspartnere også i Øst- og Sydeuropa. Selvfølgelig. Vores solidaritet går til dem, og de befolkninger de kæmper for. Ikke EU som institution eller de virksomheder, der har en interesse i at profitere på uligheden i Europa. Vores EU-mostand bygger på visionen om et mere demokratisk, solidarisk og grønt samarbejde i Europa.

Social dumping og fjendebilleder om polakker

Junibevægelsens kampagne fra ’98 var ikke køn. Det synes vi tre i hvert fald ikke. Kampagnen kom til at fremstå, som om den udpegede polakker som problemet, og ikke de virksomheder, der med de åbne grænser og arbejdskraftens fri bevægelighed fik mulighed for at udnytte mennesker fra Polen og andre fattigere dele af Europa. Men – og det er måske farligt at sige – de havde jo en pointe.

Ikke i, at polske arbejdere er noget, man skal være bange for. Men de fik ret i, at der siden østudvidelsen er opstået enorme problemer med social dumping, hvor skruppelløse virksomheder udnytter, at der findes mennesker i Europa, der ikke har meget andet valg end at gå under alt for dårlige forhold. Det et problem for de mennesker, der bliver udnyttet, det et problem for arbejdsmarkedet herhjemme, fordi de presser løn- og ansættelsesvilkår.

Og det er et problem for integrationen og solidariteten på tværs af landegrænser, fordi det jo på byggepladserne unægtelig kan ses sådan, at det er polakkerne og ikke virksomhederne, der er problemet.

Løsningen på social dumping er ikke at fratage EU-borgere fra andre lande adgangen til sociale rettigheder i Danmark og dermed angribe de mennesker, der kommer hertil. Det vil bare gøre løn- og arbejdsvilkår værre. Der er tværtimod brug for løsninger, der er solidariske med de lønmodtagere, der kommer fra andre lande, og som peger det rigtige sted hen – på de virksomheder, der udnytter underbetalt arbejdskraft.

Derfor bør Danmark gå forrest i kravet om en social protokol i EU, som har traktatmæssig forrang. Det vil altså betyde, at sociale rettigheder får forrang for virksomhedernes ønsker om fri bevægelighed. Det vil ikke bare være godt for danske lønmodtagere, men for alle europæiske lønmodtagere.

Dermed siger vi også, at Drud-Jensen – som desværre mange andre gode kammerater på venstrefløjen ofte gør – tager fejl, når det påstås, at Enhedslisten ”ikke vil, tillader eller lægger op til en reel diskussion af konkrete EU-politikker”. Vi bliver ofte skudt i skoene, at vi ikke ser EU som en politisk kampplads, eller at vi jo ”bare vil melde os ud af EU”, og at det er vores eneste løsning. Det er bare ikke sandt. EU er en politisk kampplads. Og den skal bruges.

Selvom EU's traktatgrundlag er nyliberalistisk og kapitalistisk, og derfor ikke er en lige spillebane for rød og blåt hold, kæmper vi stadig for de forbedringer, der er nødvendige. Og her står en social protokol som noget af det vigtigste. Samtidig glæder vi os, når EU-domstolen faktisk gør noget godt, såsom at underkende EU’s eget logningsdirektiv.

Men det er vel for filan da ikke ensbetydende med, at vi skal flytte flere og flere beslutninger længere væk fra befolkningen – den danske eller de øvrige europæiske befolkninger. Og vi er heller ikke enige i, at enkelte gode domme, kan betyde, at domstolen bliver ”den reelle vagthund for menneskerettigheder”.

Tværtimod har domstolen gang på gang afsagt domme, hvor f.eks. lønmodtagernes rettigheder underkastes arbejdsgivernes behov for fri bevægelighed, f.eks. Viking Line-dommen, Laval-dommen, Rüffert-dommen og Luxemburg-dommen. Og i øvrigt, at domstolen selv ikke vil underlægges den europæiske menneskerettighedsdomstols afgørelser.

Ordene betyder selvfølgelig noget

Selvfølgelig betyder sproget og kommunikationen noget. På godt og ondt. Også i vores kampagner. Og selvfølgelig kunne vi med al sandsynlighed have gjort det bedre. Det prøver vi til næste gang. Og kritikken er hørt, selvom vi ikke er enige i det hele.

Men det grundlæggende problem er nok ikke vores kampagne, men en uenighed om omfanget af EU’s problemer. Eller måske nærmere hvor grundlæggende de er.

Der er dele af venstrefløjen, der er blevet så EU-jubelbegejstrede, at det er blevet nærmeste religiøst, og derfor mener at tro, at al EU-modstand må være bygget på nationalisme. Eller måske bliver så bange for at blive sat i bås med Thulesen-Dahl og co., at de overser problemerne med EU.

Men vi kan ikke ignorere problemerne i Østeuropa, Sydeuropa og slet ikke i selve EU's udemokratiske konstruktion, bare fordi vi er bange for Thulesen-Dahl. Hvis vi ikke italesætter problemerne – som er ægte nok – får Dansk Folkeparti lov til at sætte ord på både problemer og løsninger. Og så er vi først for alvor galt på den.

Venstrefløjen har en enorm udfordring med at fastholde den EU-modstand, som kun bliver mere og mere nødvendig i kraft af EU’s nyliberalistiske udvikling, på venstrefløjens hænder. Det er vi faktisk meget enige med Drud-Jensen i. Enhedslistens EU-modstand kan ikke være hvilken som helst EU-modstand. Den skal være solidarisk, udadskuende og internationalistisk. Og den skal identificere de egentlige fjender – EU’s nyliberalistiske projekt og de virksomheder, der tjener på splittelse blandt de europæiske befolkninger.

Det er en udfordring; det erkender vi. Vi inviterer hele venstrefløjen til diskussion og debat af, hvordan vi kan sikre, at EU-modstanden bliver mere venstreorienteret og mindre ”Dansk Folkepartisk”.

Omvendt opfordrer vi også til, at den øvrige venstrefløj ikke dropper EU-modstanden af frygt for at blive sat i bås med Thulesen-Dahl og Messerschmidt (som ironisk nok ikke ønsker et opgør med EU-projektet som sådan). De partier og personer på venstrefløjen, der har valgt at støtte EU-projektet har også en opgave – en opgave i at sikre, at deres tilslutning ikke bliver til blind begejstring.

Nikolaj Villumsen er medlem af Europarådets parlamentariske forsamling, Søren Søndergaard er EU-ordfører for Enhedslisten og Pernille Skipper er retsordfører for Enhedslisten.

Kommentarsporet er lukket, men alle, der ønsker at bidrage til diskussionen, opfordres til at indsende kommentarer mv. til queer@modkraft.dk; alle bidrag bliver vurderet redaktionelt, men behøver ikke være skrevet i en bestemt form, og det kan være alt fra fem linjer til fem sider - eller noget andet end en tekst.