Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
Baggrund
7. september 2015 - 12:22

Rejsebrev fra Hviderusland

Hviderusland er ikke et diktatur, men en autoritær-korporativ stat. Venstrefløjen i landet er splittet – nogle kommunister støtter præsident Lukashenko, andre opfordrer til at sætte kryds ved muligheden »imod alle« ved præsidentvalget i oktober.

Hviderusland skal til ordinært præsidentvalg søndag den 11. oktober. Når landet en sjælden gang omtales i danske medier, er det som »diktaturstat«, ja endda som »Europas sidste diktaturstat«.

Siden Lukashenko i 1994 første gang vandt præsidentvalget, er der blevet afholdt mange valg.

Og de kørte alle som et tog på skinner: oppositionen deltog og tabte stort til Lukashenko. Ind til forleden var alt som ved de foregående 20 års valg med Lukashenko ved magten. Men så leverede regimet to udspil.

Først meddelte myndighederne, at to af oppositionspartierne ikke fik indsamlet de nødvendige 100.000 underskrifter fra stillere. Dermed røg blandt andet kandidaten fra Enhedslistens søsterparti, Venstrepartiet En Retfærdig Verden (LPSM) ud. Det skyldes både vælgernes lave interesse for partipolitik og deres manglende kendskab til LPSM.

Men ifølge LPSM’s formand Sergej Kaljakin, skyldes det også, at regimet frasorterede nogle oppositionskræfter, men valgte at acceptere andre.

Dernæst fulgte næste udspil. Straks efter at myndighederne havde accepteret seks andre kandidater, gav præsident Lukashenko amnesti til en gruppe politiske fanger. Som det hed: »Ud fra en humanistisk holdning«.

Lukashenko havde valgt, nu da valgkampen var så langt fremme, at udnytte situationen til at imødekomme Vestens krav om frigivelse af politiske fanger. Dette har længe været en betingelse for nye lån.

Begge disse udspil viser at styret suverænt sætter scenen. Men betyder det mon, at alle hviderussere føler sig undertrykte, tænker ens og marcherer i takt?

Krisesituation?

Jeg besøgte Hvideruslands hovedstad Minsk i slutningen af maj måned som gæst ved LPSM’s partikongres, som fandt sted på et af byens hoteller.

De 163 delegerede fra landets seks regioner deltog aktivt i en livlig debat om den aktuelle situation. Den dominerende vurdering var udtrykt i partiformanden, Sergej Kaljakins oplæg. Han sagde blandt andet: »Landets situation er kritisk«. Ifølge ham er præsidentstyrets økonomiske planer brudt sammen, det social boligbyggeri er stagneret og statens løfter om øgede lønninger overholdes ikke. De eneste tal, der vokser, er antallet af arbejdsløse samt landets gæld.

Kaljakin påpegede, at beslutninger om brugerbetaling på offentlige lægehuse og for videregående uddannelser har social slagside. Blandt styrets nyere skridt er desuden begrænsning af de arbejdsløses rettigheder og en reducering af dagpengeperioden fra tre til et år.

Kaljakin så dette som imødekommelse af vestlige kreditorers betingelser for lån. Og han afsluttede talen med ordene: »Luften er gået af den ballon, som styret har oppustet om ’Et hviderussisk vidunder’«.

De delegerede beslutttede, at LPSM ved efterårets præsidentvalg skulle forsøge at blive opstillingsberettiget og valgte den 63-årige formand som partiets kandidat.

At Kaljakins vurdering ikke var tom oppositionsretorik, blev senere bekræftet af præsident Aleksandr Lukashenko.

Han vurderede i en samtale med premierminister Andrey Kobyjakov, der blev citeret i de lokale medier, landets situation som »ekstraordinær, ja som en krigstilstand«. Og tilføjede ifølge nyhedsbureauet Belta: »i disse krigsøkonomiske tider kan vi ikke kun tænke på fremtiden. Vort folk lever i nuet, og ved, at 80 procent af skylden for denne krisesituation ikke er vores. Vi må dog gøre alt, for at folket kan leve normalt. Og det er ikke valgretorik. Det har jeg ikke behov for...«.

For en retfærdig Verden

Ifølge LPSM’s minimumsprogram har en reform af valgsystemet en høj politisk prioritet. Derfor har partiet ved tidligere valg sammen med andre oppositionspartier forsøgt at samles om en fælleskandidat.

I 2001 støttede LPSM eksempelvis formanden for landets faglige landsorganisation som uafhængig kandidat.

Men hverken den gang eller senere lykkedes det at udfordre Lukashenko. Nu har der blandt partiets medlemmer været et bredt krav om at stille op med egen kandidat.

På partikongressen udtalte flere talere, at når LPSM blot har været en af flere deltagere af en oppositions alliance, har det været let for Lukashenko med venstrepopulistisk retorik at spille rollen som »landsfader«.

Derfor opfordrede den ene taler efter den anden partiet til at udnytte de få muligheder, en valgkamp giver, til at lade vælgerne stifte bekendskab med venstrefløjen som politisk alternativ til Lukashenko.

Denne holdning fik ved kongressen støtte fra de gæster, som LPSM samarbejder med (Metalarbejdernes Uafhængige Forbund, de partiforberedende grupper »Kvindepartiet Nadzjeja« og Hvideruslands De Grønne, som alle er i opposition til Lukashenko-styret).

Chikane

Ingen af talerne havde dog illussioner om frie og fair valg. Og partikongressen gav bestyrelsen mandat til at trække Kaljakin ud af valgkampen, hvis omfanget af snyd og politistatsmetoder gør valget til en total farce.

Som jeg tidligere har omtalt her på Modkraft, nægter statsejede aviskiosker stadig at sælge LPSM’s avis »Tovarisj«. Partiet kan ikke få sin avis eller pjecer trykt i Hviderusland. Det sker derfor i Rusland.

Partiets aktivister og deres familiemedlemmer udsættes for chikane og trusler fra myndighederne. Som andre oppositionspartier omtales LPSM kun sjældent i de statslige medier.

Fra PKB til LPSM

LPSM betragter sig som kommunister og forbinder deres samfundsvisioner om en retfærdig fremtid med socialismes grundværdier. Partiet vurderer, at den aktuelle politiske kamp gælder demokratiske delmål, som derfor kræver brede alliancer med taktiske allierede.

Ifølge LPSM’s analyse har Hviderusland et autoritært styre, der krænker basale menneskerettigheder og samtidig undertrykker den brede befolknings demokratiske engagement. Partiet påpeger en kløft mellem Lukashenkos velklingende udsagn om demokrati og civilsamfund på den ene side, og den faktiske krænkelse af samme – på den anden side.

LPSM peger på styrets mistænkeliggørelse og undertrykkelse af oppositionen ved hjælp af grov politimagt, medier og retssystem. Lukashenko betragter partiet som en »pseudo-sovjet-tilhænger« fordi han i sovjetprojektet kun ser statsmagtens styrende rolle, imens civilsamfundets vigtige rolle i udviklingen af socialismen, reelt undertrykkes.

På den korte bane fokuserer partiet primært på at få udskiftet det nuværende autoritære præsidentstyre med parlamentarisme, der bygger på en oplyst og engageret befolkning.

LPSM’s rødder går tilbage til det sovjet-hviderussiske kommunistparti, der blev suspenderet i august 1991. Men i december 1991 stiftede en gruppe kommunister det nye, PKB, Partiet for Hvideruslands kommunister. Det blev repræsenteret i Hvideruslands parlament frem til 1996, da præsident Lukashenko begik statskup og erstatttede parlamentarisme med præsidentstyre.

Flertallet i PKB fordømte dette nye styre. Et mindretal støttede dog Lukashenko. De brød med PKB og stiftede Hvideruslands Kommunistiske Parti, BKP, som i dag har et par poster i regerings-apparatet, i parlamentet og i hovedstaden Minsk´s byforvaltning.

I den igangværende valgkamp agiterer BKP aktivt for Lukashenko og har i to måneder indsamlet stillerunderskrifter for hans opstilling.

Efter partisplittelsen i 1996 fortsatte et reduceret PKB med Sergej Kaljakin som formand og samarbejdede med forskellige oppositionskræfter. Partiet forsøgte at skabe et Venstrekræfternes Forum, som dog ikke blev godkendt af myndighederne.

Mens BKP er blevet en del af det politiske system, har myndighederne i flere tilfælde chikaneret PKB. Både partiformanden og partiavisens redaktør har været arresteret. I 2007 blev PKB straffet med et halvt års karantæne.

Partiet sendte alligevel en repræsentant afsted som gæst til en kongres i Rusland. Derfor blev karantænen yderligere forlænget. I 2008 blev karantænen hævet, men PKB fik besked på at et kommunistisk parti allerede fandtes (altså BKP), så man måtte finde et andet navn, for at blive registreret.

PKB fastholdt grundværdierne, men ændrede blandt andet sit navn til det nuværende, LPSM.

Et nyt mindretal vendte sig imod ændringerne og stiftede Arbejdernes Kommunistiske Parti, BKPT. Det er dog efterfølgende af myndighederne fem gange fået annuleret sine ansøgninger om at blive registreret.

Iskold luft

Holdningen til Lukashenko-styret er et centralt stridspunkt mellem de tre kommunistiske partier. Og

BKP og BKPT fremhæver præsidentens sociale forståelse, hans evne til at drage resolutte beslutninger; hans pro-russiske orientering samt respekt for Stalins historiske rolle under Anden Verdenskrig.

BKP og BKPT støtter hans kritik af USAs globale dominans og påstår, at Lukashenko var en af de få parlamentsmedlemmer, der i 1991 stemte imod Hvideruslands brud med Sovjetunionen. Disse to partier betegner begge Hviderusland som statskapitalistisk og henviser til Lenins klassiske vurdering at statskapitalisme, som socialismens materielle forudsætning.

LPSM kritiserer dem dog for ensidigt at fokusere på staten som udviklingens centrale aktør, som historiens subjekt og for at underprioritere både klassekampen og det revolutionære partis rolle i den historiske proces.

Både BKP og BKPT stempler LPSM’s ledere som revisionister, som Vestens håndlangere og landsskadelige elementer. Begge partier tager afstand fra LPSM’s forsøg på at danne brede alliancer med oppositionskræfter i kampen om almen-demokratiske delmål, som ophævelse af det autoritære præsidentsystem, afholdelse af frie valg, politisk frihed, ophævelse af politisk censur, respekt for menneskerettigheder samt en række vigtige sociale minimumskrav.

Indbyrdes er der iskold luft mellem de tre kommunistiske partier.

Foruden disse tre partier er der til venstre for den politiske midte et par fagforeninger, partiforberedende organisationer (f.eks De Grønne) samt den marxistiske web-avis Prasvet, der samarbejder med LPSM. Desuden er der grupper af trotskister, anarkister, libertære kommunister og autonome.

En af disse grupper, solidaritetsbevægelsen RAZAM (Sammen) lagde fornyelig en erklæring ud på nettet, hvor man erklærede, at forudsætningen for få frie og fair valg i Hviderusland er, at Den Nationale Valgkommission skal træde tilbage.

Det hed, at der i den nationale og i de regionale valgkommissioner udelukkende sidder »Lukashenko marionetter«, som siden 1996 har accepteret fusk ved det ene valg efter det andet.

Valgkampens tre faser

I Hviderusland kan oppositionen godt prøve at opstille til valg, men det er ikke nemt at slippe gennem nåleøjet. Heller ikke for partier, der allerede er registreret af myndighederne.

I første fase skal der dannes officielle støttegrupper for hver enkelte kandidat. Der kræves personlige oplysninger om over 100 aktivister i hvert region.

I juni sorterede Den Nationale Valgkommission en snes af disse støttegupper fra, men accepterede de nødvendige papirer fra ialt otte kandidaters støttegrupper. Her i blandt fra Sergej Kaljakins initiativgruppe. Også Lukashenkos støttegruppe blev anerkendt.

De otte kandidater fik dermed lov til at deltage i anden fase, indsamling af underskrifter fra vælgere, der anbefaler den pågældende kandidat. Frem til 10. september skal Valgkommissionen tjekke de personlige oplysninger om mindst 100.000 stillere for hver af de otte kandidater.

Først når disse stillerunderskrifter er godkendt, kan tredje fase, den egentlige valgkamp, starte. De kandidater, der er registreret, får tildelt tid i primetime i september med gratis adgang til statens radio og tv til en præsentationsprogram samt en afsluttende tv-debat den 3.oktober.

Den 21. august meddelte lederen af Lukashenkos valgkamp Mihail Orda, formand for Hvideruslands faglige landsorganisation, at over to millioner har anbefalet Lukashenko som kandidat. Fem andre kandidater meddelte, at de har indleveret over 100.000 underskrifter.

Sergej Kaljakin fra LPSM meddelte, at hans støttegrupper havde indsamlet knap 70.000 underskrifter og betvivlede de officielle tal om antallet af Lukashenko-støttere.

Lukashenko er hver dag i medierne. Alle har hørt, at Lukashenko ikke ønsker noget borgerligt demokrati med en kløft mellem rige og fattige. Alle kender hans nye dekret om en såkaldt »snylterskat«, der skal ramme »alle de parasitter, der ikke tager arbejde, men nyder af samfundets sociale goder«. Og alle ved, at oppositionen ifølge præsidenten er ballademagere, der er købt og betalt af Vesten.

Og forleden bekendtgjorde Lukashenko, at han fra 1.september forhøjer folkepensionen med 5 procent. Men, sagde han, »det vigtigste er nu, at vi holder sammen, for ikke at blive løbet over ende af fremmede magter«.

I 2010 var der tegn på liberalisering forud for præsidentvalget. Men under valgkampen blev 15 oppositionsaktivister arresteret, og der var politirazzia på et par af oppositionens valgkontorer. Ti kandidater fik deres underskiftslister anerkendt og deltog i valget.

Lukashenko besejrede allerede i valgets første runde de ni andre kandidater. Det hed sig, at ud af de 91 procent vælgere, der deltog, havde 80 procent stemt på ham, imens de tre bedstplacerede oppositionskandidater fik to procent hver. Det blev meddelt, at seks procent af vælgerne havde sat kryds i feltet: »Stemmer imod alle«.

Da valgresultatet 19. december blev offentliggjort opstod der uroligheder på Uafhængighedspladsen i Minsk, hvor 20.000 var forsamlet. Ukendte provokatører forsøgte at storme regeringsbygningen. Politiet slog hårdt ned og 300 blev arresteret, bl.a. alle tilstedeværende oppositionskandidater.

Et vidunder?

»Det Hviderussiske Vidunder«, som Lukashenko tidligere talte om, når det gik godt, har flere aspekter.

Landets økonomi bygger på et stort industripotentiale fra sovjettiden, men også på favorable importpriser på olie fra Rusland. På dette grundlag er der bevaret en vis velfærdsstandard.

På FN’s liste med Indeks for menneskelig udvikling (HDI) på ialt 187 lande indtog Hviderusland i 2013 en placering som nr. 53. Højere end Rusland og Ukraine.

Disse data forholder sig dog ikke til social ulighed eller til at et omfattende forvaltningsapparat og politi ihærdigt sørger for opretholdelse af den social ro. I Hviderusland er indkomstskatten 13 procent for de fleste. Dog beskattes private forretningsfolk med 16 procent.  

Landets industripotentiale bygger primært på statsejede virksomheder. Men privatisering blev allerede påbegyndt, inden at Lukashenko i 1994 blev præsident, og omfattede primært detailhandelen.

De statsejede industrivirksomheder kom efterfølgende i stigende grad til at virke efter markedsøkonomiske principper. Styret havde længe fastholdt en række nøgleindustri-virksomheder som statsejendom, men blev i 2008 af IMF påtvunget at iværksætte en omfattende privatisering.

Hviderusland har i de seneste år på pragmatisk vis balanceret mellem Vesten og Rusland. Imens Rusland åbner sig for hviderussiske varer, har en række russiske statsejede virksomheder placeret sig solidt i Hviderusland.

I løbet af Lukashenkos 20 år som præsident er der opstået en superrig elite. En netværk af forretningsfolk og topembedsfolk har opnået lukrative indtjeninger. Dette blev muligt som konsekvens af at mindre og mellemstore virksomheder blev solgt eller forpagtet til private. Men også takket være omfattende videresalg af russisk olie og olieprodukter og ved at finde sin plads inden for it-branchen, banksektoren, forsikring – og sidst men ikke mindst i tilknytning til landets våbenindustri.

Den 68-årige Vladimir Peftijev indgår i denne elite og betegnes som Hvideruslands første milliardær. Hans to vigtigste områder er telekommunikation og våbenindustri.

Han startede sin business i 1993 ved at udnytte sin adgang til militærudstyr fra sovjethæren, som han videresolgte via kontakter i landets øverste ledelse. Foruden salg af våben, kontrollerer han tips- og lotteribranchen i Hviderusland og er hovedaktionær i to banker.

Ifølge polske og hviderussiske kilder har han nære forbindelser til Lukashenkos to voksne sønner. Og præsidentens kone er ansat hos Peftijev. 

Det er tvivlsomt, hvor troværdige de officielle hviderussiske almene oplysninger om indkomster er. Men vedrørende 2013 fortalte de, at kløften mellem de mest velhavende og mest fattige ikke er ret meget større end i Danmark. Siden er arbejdsløsheden vokset, og de fattigste er blevet ramt.

Inden sommerferien meddelte flere industrivirksomheder, at de gik over til 4-dages uge. På fredage stoppede samlebåndene på Køleskabsfabrikken Atlant i Minsk, på Minsk Automobilfabrik og Mohiljev Togvognsfabrik. De ansatte fik, ifølge netavisen Naviny, som kompensation udbetalt 2/3 af fredagens dagsløn.

Op til 80 procent af industrivirksomhederne har i første halvår af 2015 praktiseret dette, hvilket er nyt. Årsagen er faldende efterspørgsel på hjemmemarkedet og et eksportfald. Alene industrieksporten faldt i årets første kvartal med 40 procent.

Regeringen er dog optimistisk. Premierminister Kobjakov lover vækst på over én procent til næste år, og at den vil bygge på 24 procents eksportforøgelse.

Han håber, at Hvideruslands eksport allerede vil stige i løbet af efteråret. Især til Rusland, hvor hviderussiske selskaber er aktive på Krim-halvøen. Men også til Asien og Latinamerika. Hviderusland står bag opførelse af industrivirksomheder i Kina, Venezuela og Pakistan.

Stabilitet, McDonalds og Stalin

... Efter fire dage som gæst hos partiet Retfærdig Verden, havde jeg et par timer inden flyafgang, og gik en tur i centrum af Minsk.

Af en millionby at være virker Minsk hverken stresset eller larmende. Der kører en del vestlige biler. Trafikken er ikke overvældende. En velorganiseret offentlig transport med trolleybusser og busser - samt ikke mindst en effektiv og smuk metro - er billig.

Byen er genopstået på ruinerne efter Anden Verdenskrig. Et totalt smadret Minsk blev i 1944 befriet af sovjethæren efter tre års nazi-tysk rædselsregime. Byen er præget af et omfattende boligbyggeri fra sovjettiden, men i centrum er der også flere nye strømlinede højhuse i glas og beton.

Her er både hviderussiske, russiske og tyske storbanker og McDonalds. Et skilt meddeler: »Her åbnes snart Hvideruslands første KPC- fastfood«.

Sovjettiden mærkes på hvert skridt. Store bogbutikker med et væld af flotte bøger og albums – både på hviderussisk og russisk. Byens teatre byder på et varieret program og er velbesøgte. Kæmpe- varehuse er fyldte, primært med hviderussiske tekstiler, lædervarer, el-varer og porcelæn.

I centrum går jeg ned ad Karl Marx Gade. Kommer til Frederich Engels Gade og går videre til Lenins Gade. På byens centrale plads er en stor Leninstatue foran regeringsbygningen nabo til en nyrestaureret katolsk kirke med stort foto af paven ved indgangen. Med lidt god vilje kan Lenin og paven se hinanden.

Efter et indkøb i en stor boghandel sidder jeg på en cafe på den grønne og brede Masherov Boulevard. Til en kop kaffe og en velsmagende pirog sidder jeg og gennemgår de nyindkøbte bøger og cd-er. En ældre mand spørger høfligt, om der er plads ved mit bord.

Han sætter sig med sin kop kaffe, og vi kommer i snak. Alyaksei Ivanovitj er pensioneret skolelærer. Han kigger med interesse på mine nye bøger. Han er hviderusser. Taler - som de fleste her - flydende russisk.

Han bemærker, at det nu er sjældent han køber bøger. »De var mere tilgængelige i gamle dage (i sovjettiden)«. Nu går hans pension til mad, medicin og husleje.

»På enkelte felter er det gået tilbage i forhold til sovjettiden« tilføjer han. »Men vi har heldigvis undgået borgerkrig, som den naboerne i Ukraine er grebet af. Og vi har stabilitet og tryghed«.

Til det forestående præsidentvalg vil han stemme på Lukashenko: »Han står for stabilitet, han værner om de gamle værdier og respekterer vor historie. Det er usikket, hvad de andre kandidater kan tilbyde. De vil blot rage til sig. Det har Lukashenko allerede gjort. Nu er han mæt og deler med os andre. Så vi kan lige så godt beholde ham...«

Jeg rejste fra Minsk kort før fejringen af Uafhængighedsdagen, 3.juni. Uafhængighedsdage i alle andre eks-sovjetrepublikker er knyttet til deres brud med Sovjetunionen, men ikke i Hviderusland.

Her fremhæver plakater, transparenter og bannere, at 3. juni er årsdagen for befrielsen af Minsk i 1944 efter tre års nazi-tysk besættelse, der kostede republikken 3 millioner liv.

Derfor hyldes partisanerne og krigsveteranerne, Sovjethæren samt Iosif Stalin, som hærfører og statsmand...

»Det mindste onde«

Forud for præsidentvalget står der tilbage, at Lukashenko har en sikker opbakning på omkring 30 procent af vælgerne. Især blandt pensionister og landbobefolkningen. Desuden accepterer 20-30 procent af vælgerne ham som »det mindste onde«.

Oppositionen er splittet. Efter at være udelukket af den videre valgkamp opfordrer LPSM nu sine tilhængere til at møde op ved valget og sætte kryds ved feltet: »Imod alle«.

Foruden de politiske fanger, der fortsat sidder bag træmmer, vil enhver ny manifestation mod Lukashenkos styre medføre nye politiske fanger. Akkurat som efter valget i 2010.

Summa summarum: Hviderusland er ikke noget diktatur, men i den autoritær-korporative stat er det præsidenten og hans nærmeste kreds, der fører sig frem som historiens subjekt og omdrejningspunkt.

Aksel V. Carlsen er lektor emeritus, ph.d i historie og statskundskab.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce