Regnefejl på regnefejl danner grundlag for sparepolitikken

Det kan undre, at SF og Enhedslisten ikke i de seneste år har gjort meget mere ud af et fatalt fejlskøn af den tidligere finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) – det var på hele 43.6 milliarder kr. (jf. »Regeringen sparer milliarder på velfærd med henvisning til et EU-krav« i Politiken).

Men det bekræfter vel blot endnu engang, at den politiske hukommelse er kort, selv når det har vidtrækkende politiske og sociale konsekvenser.

Claus Hjort Frederiksen underrettede i februar 2010 EU-Kommissionen om, at Danmark i 2010 ville få et underskud på de offentlige finanser på 94,4 milliarder kroner, svarende til 5,5 procent af bruttonationalproduktet (BNP).

Da Danmark igennem fastkurspolitikken har knyttet sig tæt til Euroen – og de regler, der gælder for budgetdisciplin – førte fejlskønnet til, at Danmark fik en såkaldt 'henstilling' (dvs. i realiteten et krav) fra EU-kommissionen om, at nedbringe det årlige underskuddet med hele 24 milliarder kr. (svarende til en togfond).

Finansministeriets notat 24. marts 2011:
Danmark kan først få ophævet henstillingen, hvis (og kun hvis) faktiske EU-tal viser, at underskuddet er bragt ned under 3 pct. af BNP, og hvis Kommissionens prognose peger på, at underskuddet vil forblive under 3 pct. af BNP fremadrettet. Det er ikke tilfældet på nuværende tidspunkt.
Det har således ingen betydning for Danmarks EU-henstilling om at konsolidere de offentlige finanser og sikre et underskud på under 3 pct. af BNP senest i 2013, at Danmarks Statistik den 23. marts har offentliggjort nye skøn for underskuddene på de offentlige finanser på 2,9 pct. af BNP i 2010 og 4,4 pct. af BNP i 2011.
(»Konsekvenser for Danmarks EU-henstilling som følge af nye tal for de offentlige finanser i Danmark«).

Regnefejlen udløser to store politiske gevinster

Claus Hjort Frederiksen fik med en enkelt indberetning to store politiske gevinster:

1. GenopretningsPakken: Danmark ud af krisen – regningen betalt (maj 2010) (pdf-fil) og tilbagetrækningsreformen (»Aftale om en tilbagetrækningsreform«)
2. Den næste regerings økonomiske politik blev placeret i en 'EU-spændetrøje' size small.

I realiteten skrev Claus Hjort Frederiksen allerede i foråret 2010 sammen med det Radikale Venstre den næste regerings helt centrale økonomiske politik.

Det fremgår også tydeligt af regeringsgrundlaget, »Et Danmark, der står sammen« (pdf-fil), side 9:

»Udgangspunktet for (SRSF) regeringen er VK-regeringens økonomiske politik i bredeste forstand, herunder genopretningsaftalen og forårets aftaler herunder tilbagetrækningsreformen.«

Claus Hjort Frederiksen og Margrethe Vestager (der har en fortid i Finansministeriet), udnyttede altså en gigantisk regnefejl og EU-kommissionen til at svinebinde først Dansk Folkeparti til omfattende velfærdsbesparelser og derefter Socialdemokratiet og SF til at gøre det beskidte arbejde færdigt, ved at omsætte forringelserne til lovgivning (såkaldte reformer).

Alle de brutale forringelser af efterlønsordningen, dagpengesystemet, kontanthjælpen, førtidspensionen, fleksjobordningen m.m. – samt udsalget af DONG til verdens førende spekulationsbank Goldman Sachs – kan føres direkte tilbage til Finansministeriets regnefejl på 43.6 milliarder kr. i foråret 2010.

Når regeringen først har anmodet EU-kommissionen om at få en henstilling (budgetkrav) kan den ikke annulleres - uanset hvor meget Finansministeriet har regnet forkert.

Den kan først ophæves, når statsregnskabet og EU-tal viser,  at underskuddet rent faktisk er bragt ned under tre procent af BNP.

Det første den nye regering gjorde var at lave en ny 2020-plan, der byggede på EU-henstillingen, og efterfølgende har Finansministeriet i beslutningsoplæggene til regeringens centrale økonomi-udvalg anvendt netop EU-henstillingen og 2020-planen krav om budgetbalance som den centrale og ufravigelige begrundelse for de store sociale nedskæringer.

Samtidig har man anvendt de gængse regnemetoder (hvilket også fremgår af regeringegrundlaget side 8).

Endnu en fatal regnefejl

Harvard-økonomerne Carmen Reinhart og Kenneth Rogoffs, der også har en fortid i Den Internationale Vatlutafond (IMF), gennemførte i 2010 et studie, der påviste, at lande med en gældsbyrde på over 90 procent af BNP har en markant lavere vækstrate på minus 0,1 procent – sammenlignet med lande med en gæld under 90 procent af BNP.

En 28 årig økonomistuderende på University of Massachusetts Thomas Herndon efterviste i april 2013 en simpelt og fatal fejl i Reinhart og Rogoffs regneark (Does High Public Debt Consistently Stifle Economic Growth? A Critique of Reinhart and Rogoff (pdf-fil)).

De to Harvard-professorers analyse, ’Growth In A Time Of Debt’, har siden offentliggørelsen i 2010 været fremhævet og anvendt af politikere og økonomer verden over som et væsentligt intellektuelt fundament for en stram spare- og budgetpolitik (den såkaldte austerity-, eller i dårlig dansk oversættelse: nøjsomhedspolitik).

Vejen ud af den økonomiske krise gik først og fremmest gennem nedskæringer i de offentlige udgifter og gældsreduktion frem for gennem en keynesiansk stimulanspolitik, og det mente de, at de havde videnskabelig bevist for (!)

Nobelprismodtageren Paul Krugman og andre kritikere havde allerede længe inden Herndons afsløring afvist Reinhart og Rogoffs 90-procentsgrænse (jf. »Economics and Politics« i New York Times).

De har længe kritiseret Harvardprofessorerne for at konkludere, at høj gæld var skyld i, at væksten faldt. I stedet – lød kritikernes argument – er det langt mere sandsynligt, at ringe økonomiske vilkår, som resulterer i lavere skatteindtægter og forhøjer sociale udgifter, ville få gælden til at stige (jf. » En fejl i et regneark og vupti – en teori ligger i ruiner« i Information).

Og i oktober 2012 erkendte Den Internationale Valutafond (IMF) at sparepolitikken byggede på en optimistisk vrangforestilling. I World Economic Outlook indrømmede IMF, at fonden og andre rådgivende organisationer »systematisk« har undervurderet sparepolitikkens negative konsekvenser.

Ifølge IMF’s cheføkonom Olivier Blanchard er konsolideringspolitikkens sande omkostninger (målt i tabt produktion og arbejdsløshed) snarere tre gange højere end antaget (jf. »Eurokrisen forlænget ved en fejl« i Information).

Eurokrisen forlænget ved en fejl

Sparepolitikken har direkte forværrer og forlænget Euro-krisen. Og anvisningerne på, hvordan eurolandene kommer tilbage på ret køl, har forringe velfærden ved markant at øget utrygheden og uligheden.

De bivirkninger kunne måske accepteres, hvis kuren faktisk virkede og førte til fuld beskæftigelse uden fattigdom. Men der er sket det modsatte (!)

Regeringens økonomiske politik (fastspændt i en EU-henstilling), bygger altså på en stribe af fatale fejlvurderinger og videnskabelig fusk.

Konkret har det betydet, at regeringen blev tvunget til at lave store stramninger i 2013. Hvilke ifølge det Økonomiske Råd (»Dansk Økonomi • Forår 2012« (pdf-fil)) har dæmpet væksten i Danmark med mindst et procentpoint, i forhold til en situation med en neutral finanspolitik.

Men sandheden er, at hvis Europa skulle hurtigere ud af finans- og Euro-krisen, så var Danmark et af de lande, der skulle have ført en ekspansiv finanspolitik i årene 2011-2013. Præcist som der var lagt op til med S-SF’s finanspolitiske plan Fair Løsning.

Finansminister Bjarne Corydon har efterfølgende indrømmet, at Fair Løsning også byggede på en regnefejl (»S-minister anerkender fejlskøn i rød plan« i Avisen.dk). Men Fair Løsning var en langt bedre og langt mindre fejlspecificeret plan for Danmark (og Europa) end Venstres (og Vestagers) »Genopretningspakke«.

At Finansministeriet samtidig regnede helt forkert, da man skulle skønne over konsekvenserne at opstramningerne i dagpengesystemet – fuldender kun billede.  

Regnefejlene er tilsyneladende systematiske, når de understøtter en neo-liberal krisepolitik (austerity).

Og præcis derfor har SRSF-regeringens økonomiske begrundelse for store sociale nedskæringer også været forkert.

Hvis ikke regeringen havde bygget hele sin økonomiske politik op omkring Finansministeriets fejlspecificeret skøn, havde der ikke været økonomiske argumenter for den danske spare- og nøjsomhedspolitik.

Der havde kun været et politiske argument; at man bevidst ville straffe de arbejdsløse, kontanthjælpsmodtager og de syge økonomisk.

Det ville Margrethe Vestager efter min vurdering ikke være sluppet godt fra.

De Radikale gik til valg på, at man lytter, også til økonomerne. Det har man gjort. Men man har konsekvent lyttet til de forkerte økonomer: Dem, der tog fejl.

Efter at nøjsomhedspolitikken (for de udsatte grupper!) er gennemført og de mere velslåede har fået skattelettelser, skriver Margrethe Vestager på sin facebook profil (5. marts):

»Sådan! DK makroøkonomiske udfordringer udgør ikke længere betydelige makroøkonomiske risici og er ikke længere identificeret som ubalancer.«

Det betyder, at der enten er råd til at genoprette nogle af reformerne, eller nye skattelettelser. Vestager og Corydon er nok udelukkende til det sidste. Selvom (seriøse) økonomer er enige om, at det har en meget lille beskæftigelseseffekt.

Den prioritering gør det også endnu vanskeligere i fremtiden at genoprette dagpenge- og kontanthjælpssystemet.

I Sverige lægger Socialdemokraterne op til at ville forbedre dagpengesystem, et system der allerede i dag er langt bedre end det som Vestager og Hjort Frederiksen har dikteret.

Ud fra Vestagers logik er de svenske socialdemokrater – modsat Corydon og Helle Thorning-Schmidt – vel direkte økonomisk uansvarlige?

Hjorts forklaring

Selv forklarer finansminister Claus Hjort Frederiksen i Politiken, marts 2011,  en del af fejlskønnet (på de 43.6 mia. kr.) med uventede skatteindtægter og afviser enhver spekulation om skjulte dagsordner.

»’Jeg kan klart afvise, at vi laver sådan noget fusk i Finansministeriet’, siger han og holder fast i behovet for de fulde besparelser, fordi han forventer, at Danmarks underskud igen i år ryger i vejret.

Der har været meget fokus på den fatale regnefejl, der foreløbig har betydet af over 34.000 er faldet ud af dagpengesystemet. Men der er tilsyneladende ingen, der afgørende har interesseret sig for Finansministeriets største regnefejl – til dato!

Nu glæder man sig sammen med Vestager over, at der ikke længere er betydelige »makroøkonomiske risici«. Jeg forstår godt at Claus Hjort Frederiksen har travlt med at afvise, at der gemte sig en politisk dagsorden bagved Finansministeriets fejlskøn.

Men han kan vel heller ikke fortænke os andre i at få den tanke – når nu vi kender både de politiske og sociale konsekvenser?

Per Henriksen er medlem af SF