Annonce

Politisk ØkonomiDansk, europæisk og global økonomi
analyse
27. juni 2012 - 14:19

Regionsaftale 2013: Regeringen viderefører VK's ”smalvækst”.

Med økonomiaftalen for 2013 tildeles sundhedsvæsenet i regionerne i alt et realløft på 1,1 mia. kr. Det er langt fra det løft på 3 mia. kr. årligt til sygehusene, som S + SF gik til valg på.

Sundhedsvæsenet i regionerne tildeles et realløft på i alt 1,1 mia. kr med økonomiaftalen for 2013. Det er bedre end nulvæksten/minusvæksten for kommunerne i kommuneaftalen for 2013, men langt fra det løft på 3 mia. kr. årligt til sygehusene, som S + SF gik til valg på i ”Fair Løsning”.

S + SF har med regionsaftalen for 2013 i stedet videreført VK's genopretningspolitik, idet det i aftalen tildelte realløft holder sig nøje indenfor den samlede ramme for sundhedsvæsenet i ”Genopretningsaftalen” på 5 mia. kr. for hele perioden 2011 til 2013.

Også på dette område har S + SF overtaget en stram, borgerlig økonomisk politik og har altså for det regionale sundhedsvæsen videreført ”smalvækst”.

SRSF fortsætter hermed en gennem lang tid pågående økonomiske udhuling af det offentlige danske sundhedsvæsen. Indtil 2008 steg udgifterne til sundhedsvæsenet årligt med 3 til 4 mia. kr. Den lave ramme er dermed udtryk for, at behov ikke opfyldes, og forbedringer i behandlingen ikke kan gennemføres og/eller at medarbejderne skal løbe hurtigere.

Dette kan vanskeligt tænkes ikke på længere sigt at forringe service- og behandlingseffektivitet på de offentlige sygehuse og at skabe flere stressproblemer på sygehusene.

På et væsentligt punkt er der dog tale om opfyldelse af valgløfterne, idet der nu indføres en differentiering af behandlingsgarantien med 2 måneders frist for mindre alvorlige sygdomme og lidelser.

Dette må anerkendes som et klart og meget centralt fremskridt. VK's hidtidige behandlingsgaranti betød, at selv perifere tilfælde og kosmetiske operationer kunne forlange behandling indenfor en måned.

Hvis de offentlige sygehuse ikke kunne leve op hertil, kunne de herefter i stedet få behandlingen udført af private sygehuse for det offentliges regning. 

Med indførelsen af den differentierede behandlingsgaranti fjernes en vigtig del af en mekanisme, som i årevis ellers har ført til budgetoverskridelser og personalefyringer sidst på året.

Hermed bliver det lettere for det offentlige sygehusvæsen at prioritere patienterne efter sygdommenes alvor og tilpasse indslusningen af patienter efter kapaciteten. Dette har givet også reduceret omkostningspresset.

På et andet punkt fastholdes imidlertid et uhensigtsmæssigt økonomisk pres på sygehuse og medarbejdere, idet de fortsat presses af kravene om, at produktiviteten år for år skal øges i de årlige økonomiaftaler – men uden at staten leverer mere end delvis finansiering heraf.

Resterende finansiering må regionerne selv levere gennem effektivisering, hvis det er muligt, og ellers med besparelser – hvis de vil undgå budgetoverskridelser, som man risikerer at skulle inddække med sidste øjebliks endnu større besparelser og dermed fyringer, hvilket vi tidligere har set.

Endelig er det på den ene side godt, at regionsaftalen for 2013 øremærker 200 mio. kr til psykiatrien. Men på den anden side skidt, at dette kun udgør en tredjedel af, hvad en rapport fra Dansk Sundhedsinstitut fornylig har fastslået, der er behov for.

1. Hovedpunkterne i aftalen.

I ”Aftale om regionernes økonomi for 2013” er der afsat 1,1mia. kr. til realvækst på driften for sygehusområdet, fordelt med ca. 673 mio. kr. til øget behandlingsaktivitet på sygehusene, heraf 200 mio. kr. til psykiatrien og ca. 350 mio. kr. til det øvrige sundhedsområde, herunder praksissektoren. I alt et realløft til det regionale sundhedsvæsen på 1,1 mia. kr.

Endvidere indføres en udredningsgaranti, som indebærer, at alle patienter inden for 1 måned efter, at henvisning fra den praktiserende læger er modtaget på sygehuset, skal være udredt eller som minimum have en plan for et videre udredningsforløb, hvis udredningen ikke er afsluttet inden for fristen.

Og der indføres en differentieret behandlingsgaranti under det udvidede frie sygehusvalg. Den differentierede ret indebærer, at fristen for patientens udvidede frie sygehusvalg fastsættes til 2 måneder fra patientens samtykke til behandlingstilbud på grundlag af den gennemførte udredning og 1 måned for patienter med mere alvorlige sygdomme.

2. Den økonomiske ramme.

S + SF gik i ”Fair Løsning” til valg på, at regionerne årligt skulle tilføres 4 mia. kr. i snit, heraf omkring 3 mia. kr. årligt til sygehusvæsenet, ekskl. effektivisering.

Tabel: Økonomi for regionerne ifølge Fair Løsning 2020.

Men med økonomiaftalen for 2013 er dette på ingen måde opfyldt, idet det tildelte realløft kun er på 1,1 mia. kr. Tværtimod har S + SF med regionsaftalen for 2013 fastholdt genopretningspolitikken, idet det i aftalen tildelte realløft holder sig nøje indenfor den samlede ramme på 5 mia. kr. for hele perioden 2011 til 2013.

I perioden 2011 til 2012 er brugt 3,8 mia. og med løftet på 1,1 mia. kr i 2013 nås samlet – 4.9 mia. kr.

Regionsaftalen for 2013 peger på, at S + SF har opgivet den politik og det velfærdsløft blandt andet til sundhedssektoren, som de gik til valg på. Og altså i stedet har videreført genopretningspolitikken dvs. overtaget en stram, borgerlig økonomisk politik og for det regionale sundhedsvæsen altså har videreført ”smalvækst”.

3. Fortsat udhuling af sundhedsvæsenet fra økonomisiden.

SRSF fortsætter hermed en gennem lang tid pågående økonomisk udhuling af det offentlige danske sundhedsvæsen. I en årrække har de danske sundhedsudgifter ligget relativt konstant mellem 6,5 og 7 procent af BNP, hvor sundhedsudgifterne i en række med danske sammenlignelige lande i Nordvesteuropa som andel af BNP er vokset med omkring 9 pct.

Denne udvikling er fortsat under ”genopretningspolitikken”, hvor væksten i sundhedsudgifterne til årligt at udgøre op mod 4 mia. kr er blevet barberet ned til 5 mia. kr. over 3 år, altså reduceret med 2/3. Denne økonomiske udhuling vil også i 2013 klart fortsætte, jf. ressourcetilførslen for det offentlige sygehusvæsen forbliver kraftigt nedskåret i forhold til hidtidig stigningstakt samt jf. den kun delvise finansiering af aktivitetsstigninger.

Dette er et problem, fordi stigning i udgifterne til sundhedssektoren hidtil ikke blot skyldes VK's behandlingsgaranti, men også skyldes reelt stigende behov og efterspørgsel efter sundhedsydelser. Den lave ramme er udtryk for, at behov ikke opfyldes, og at forbedringer i behandlingen ikke kan gennemføres, og/eller at medarbejderne skal løbe hurtigere. Dette kan vanskeligt tænkes ikke på længere sigt at forringe service- og behandlingseffektivitet på de offentlige sygehuse og at skabe flere stressproblemer på sygehusene.

4. Differentieret behandlingsgaranti er fremskridt, men kun delvis finansiering af aktivitetsstigninger er et problem.

På et væsentligt punkt er der dog tale om opfyldelse af valgløfterne, idet der nu indføres en differentiering af behandlingsgarantien med 2 måneders frist for mindre alvorlige sygdomme og lidelser. Dette må anerkendes som et klart og meget centralt fremskridt.

VK–regeringen indførte med behandlingsgarantien uanset karakteren af sygdom og lidelse et system, hvor i hvert fald de mest velfungerende borgere selv kunne bestemme, om vedkommende skal behandles og for hvad? Resultatet var selvsagt en stærkt stigende efterspørgsel på behandlinger og dermed følgende dramatisk stigning i sundhedsudgifterne.

Systemet indebar samtidig en dramatisk overbehandling af de stærkeste. Sygehusene behandlede hellere forholdsvis raske med mindre skavanker end dem som er meget syge, fordi de var nemmere og hurtigere samt for at undgå, at de efter en måned henvendte sig til privathospitalerne på regionernes regning, men uden at regionerne har kontrol.

Væksten i sygehusudgifter før 2011 med op til årligt 4 mia. kr har – ud over stigende behov – i betydelig udstrækning skyldtes denne hidtidige behandlingsgaranti, som betød, at selv perifere tilfælde og kosmetiske operationer kunne forlange behandling indenfor en måned. Hvis de offentlige sygehuse ikke kunne leve op til hertil, kunne de herefter i stedet få behandlingen udført af private sygehuse for det offentliges regning.

Med indførelsen af den differentierede behandlingsgaranti fjernes en vigtig del af den mekanisme, som i årevis ellers har ført til budgetoverskridelser og personalefyringer sidst på året.

Hermed bliver det lettere for det offentlige sygehusvæsen at prioritere patienterne efter sygdommenes alvor og tilpasse indslusningen af patienter efter kapaciteten. Dette har givet også reduceret omkostningspresset.

Dette betyder dog på den anden side ikke, at alle økonomiske problemer er løst for det offentlige sygehusvæsen, idet udgiftspresset ikke alene har hængt sammen med behandlingsgarantien, men også med utilstrækkelig finansiering af øget aktivitet.

Sygehuse og medarbejdere presses af kravene om, at produktiviteten år for år skal øges i de årlige økonomiaftaler.

I aftalen for 2013 er der med regeringen aftalt en aktivitetsstigning på 3 procent og i denne forbindelse blandt andet afsat et statsligt aktivitetsbestemt tilskud på 2.707 mio. kr. på landsplan.

Heri var der imidlertid IKKE fuld omkostningsdækning, idet kun godt 1.250 mio. kr. udbetaltes med fuld DRG/DAGS-takst, mens de resterende 1.457 udbetales med 70 pct. af DRG/DAGS – takst.

Aktivitetsstigningen er således igen i 2013 langt fra fuldt finansieret. Og når regionerne ikke får den øgede aktivitet fuldt finansieret og stadig er underkastet en behandlingsgaranti, er der således stadig indbygget en risiko for en betydelig manko mellem tilførte midler og afholdte omkostninger.

Som regionerne selv må finansiere med effektivisering, hvis det er muligt, og ellers med besparelser – hvis de vil undgå budgetoverskridelser, som man risikerer at skulle inddække med sidste øjebliks endnu større besparelser og dermed fyringer, hvilket vi tidligere har set.

5. Løft til psykiatrien godt, men utilstrækkeligt.

Endelig må det i sig selv anerkendes som godt, at der med økonomiaftalen for 2013 tilføres flere midler til psykiatrien. 200 mio. kr. ud af de i alt 673 prioriteres hertil.

MEN det må lige så klart siges at være langt fra tilstrækkeligt i forhold til blot psykiatriens aktuelle behov, idet psykiatrien i dag lider af mangel på ressourcer, utilstrækkelig behandlingskapacitet, for tidlig udskrivning og for dårlig kvalitet i behandlingen. Samt i dele af psykiatrien, navnlig børne- og ungdomspsykiatrien og socialpsykiatrien af omfattende ventetider og ventelister. Dette skyldes, at psykiatrien i årevis har været holdt på smalkost - også i forhold til det øvrige sygehusvæsen.

Figur: Udgiftsudviklingen i psykiatrien og somatikken.

Den har i betydelig udstrækning fået midler fra den såkaldte satspulje, som er begrænsede og tildeles år for år. Midler, som slet ikke har stået mål med behovene. Antallet af danskere i behandling med psykiatriske diagnoser steg med 48 procent fra 2000 til 2009, mens udgifterne/bevillingerne i psykiatrien i perioden fra 2000 til 2011 kun steg med 15 procent.

Dette hænger ikke mindst sammen med, at udbygningen af psykiatrien er blevet finansieret fra den såkaldte satspulje, der gives fra år til år og dermed kun i begrænset omgang har kunnet anvendes til en mere vedvarende oprustning af psykiatrien.

Derfor er stigende behandlingsbehov langtfra blevet modsvaret af tilsvarende stigning i de således bevilgede midler.

Dette var også erkendt af S + SF forud for valget, som i ”Fair Løsning” ville afsætte 2 mia. kr. til et løft af psykiatrien samt få psykiatrien over på faste bevillinger på finansloven. Siden regeringsdannelsen er ambitionsniveauet imidlertid sunket betydeligt. Med økonomiaftalen for 2013 får psykiatrien således kun en tiendedel heraf.

Ifølge en aktuel undersøgelse fra Det Danske Sundhedsinstitut er der imidlertid behov for langt mere. Rapporten konkluderer, at der er behov for ekstra 3.000 indlæggelsesdage og yderligere ambulant behandlingskapacitet svarende til næsten 1200 fuldtidsstillinger.

Ifølge Lægeforeningen svarer det til et behov for tilførsel af 0,6 mia. kr. eller 3 gange så meget, som faktisk tildelt i økonomiaftalen for 2013.

Figur: Faktisk ressourcetilførsel til psykiatrien i 2013 kontra behov for ressourcetilførsel.

 

Henrik Herløv Lund, uafhængig økonom og velfærdsdebatør - cand. scient. adm.
Ikke partitilknyttet medlem af Centrum – Venstre
Kendt fra den tidligere "Alternative Velfærdskommission"


HENVISNING:

Den fulde minirapport af samme navn på 33 sider, inkl. resume, illustrationer, noter og dokumentation. Kan downloades på www.henrikherloevlund.dk/Artikler/Regionsaftale2013.pdf

Vederlagsfrit abonnement på nyhedsbrevene "KRITISKE ANALYSER" (om velfærd, økonomi og neoliberalisme) og "KRITISKE DISKUSSIONER" (om regering, politik og ikke borgerligt alternativ) kan tegnes ved at maile til herloevlund@mail.dk

Alle rapporter og artikler kan downloades på www.henrikherloevlund.dk  under "Artikler og rapporter"

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce