Regeringen svigter den grønne omstilling

Regeringsgrundlagets ambition om grøn omstilling afspejler sig ikke i den nyligt lancerede vækstpakke, vækstplan.dk, ligesom idéen om "grøn vækst" er fuldstændig fraværende. Væk er de ambitioner, man kunne have forventet af en regering bestående af SF og de Radikale, om at udklække de dygtigste virksomheder indenfor miljøteknologi og ressourceeffektivitet, hvilket historisk set er sket gennem høje miljøkrav.

Danmark skal derimod tiltrække virksomheder ved at gøre det billigere at forurene. Med vækstpakken aflyses den planlagte afgift på lastbiler, CO₂-afgiften lettes for de virksomheder, der belaster klimaet allermest, spildevandsafgiften lettes for virksomheder med det højeste vandforbrug, og afgiften fjernes fra forurenende emballage.

Formålet med planen er ikke at skabe arbejdspladser her og nu. Planen i sig selv skaber nemlig kun få tusinde arbejdspladser. Nej, formålet med planen er angiveligt at ruste Danmark til at springe på det globale opsving, der lurer lige om hjørnet, og som, når det kommer, vil skabe titusinder af nye arbejdspladser i Danmark.

Der kan fremhæves mange absurditeter i regnemodellerne, der ligger til grund for vækstpakkens joboverslag. En af dem er forventningen om, at der ligger et opsving og venter rundt om hjørnet. Et opsving, der igen vil bringe stabile vækstrater tilbage i økonomien.

Tag højde for naturens grænser

For den kriseanalyse, der ligger bag regeringens vækstpakke, er mildt sagt ikke komplet. Det skyldes, at de nyliberale mainstreamøkonomer, der siden valget er blevet regeringspartiernes nye økonomiske rådgivere, ikke formår at inddrage de såkaldte "eksternaliteter" i deres analyser.

Eksternaliteter er her det ressourcegrundlag og de økosystemer, som ikke alene økonomien er afhængig af, men som udgør menneskets og andre levende væseners eksistensgrundlag. Men fordi eksternaliteterne ikke er væsentlige i de økonomiske modeller, har økonomerne og dem, der lytter til økonomerne, ikke opdaget, at økonomien for længst er stødt på naturens grænser.

Og det i en sådan grad, at de økonomiske aktiviteter hvert eneste år ødelægger lidt mere af det, fremtidige generationer skal leve af, og trykker os lidt dybere ned i krisen.

Væksten er for længst blevet uøkonomisk. Omkostningerne ved væksten i form af ødelagte økosystemer, miljøkatastrofer og klimaforandringer er større end gevinsterne.

Udover at være en kulmination på mange års bobleøkonomi forårsaget af en uansvarlig økonomisk politik og en skruppelløs finanssektor, er den nuværende krise et udtryk for, at vi er ved at køre kloden i sænk. At klimaet er på vej i fuld fart ud over sine ’tipping points’, hvormed ukontrollerbare, irreversible processer sættes i gang, der fundamentalt vil ændre livsbetingelserne på kloden.

Og den er et udtryk for, at ressourcelagrene, der udgør de centrale råstoffer og materialer i vores økonomi, er ved at være udtømt.

Naturgrundlaget er med andre ord blevet den mest knappe og kritiske ressource i økonomien. Formår vi ikke forvalte vores naturgrundlag på en måde, der er radikalt anderledes, undergraver vi mulighederne for fremtidig velstand og velfærd.

Vækst er ikke løsningen

Så i modsætning til, hvad den økonomiske tænkning bag regeringens vækstplan antager, så står vi ikke med en række forskellige og isolerede kriser (økonomisk krise, klimakrise, ressourcekrise, etc.), som vi kan tage fat på og løse en ad gangen, men derimod med en række forbundne kriser, der forhindrer hinandens løsning. Den eneste vej ud af den mangesidede krise, vi befinder os i, er en vej, der rummer løsning på samtlige af de kriser, vi står i.

Opgaven er altså ikke igen at skabe økonomisk vækst. Økonomien er allerede vokset ud over sit ressourcegrundlag. Verdenssamfundet forbruger årligt, hvad der ville kræve 1,5 jordkloder at understøtte, og for Danmark er tallene værre.

Hvis alle forbrugte som danskerne, ville vi have brug for mere end fire jordkloder. Og selvom disse tal naturligvis er forbundet med usikkerheder, viser det tydeligt, at økonomiens træk på ressourcer og biokapacitet ikke skal vokse, men tværtimod reduceres markant.

Forestillingen om, at det er muligt at afkoble økonomien fra ressourcegrundlaget og miljøbelastningen på en sådan måde, at økonomien fortsat vokser, samtidig med at miljøbelastningen som f.eks. CO₂-udledningen falder, er og bliver en luftig illusion, der aldrig er lykkedes i praksis.

Beskæftigelse i centrum

Den eneste vej ud af krisen er at sætte miljø- og klimakrisen ind helt centralt i det politiske fokus og betragte den økonomiske krise som det, den først og fremmest er, nemlig en beskæftigelseskrise. I stedet for en vækstplan er der brug for en beskæftigelsesplan, der har grøn omstilling som sit omdrejningspunkt og sit formål, og som indeholder tre centrale elementer.

Det første element handler om ressourceforbrug og genanvendelse med fokus på omstilling fra den lineære økonomi, vi har været vant til (producér – forbrug – smid væk), til en cirkulær økonomi (producer – forbrug – genanvend), hvor alt affald elimineres og alle de materialer og råstoffer, der indgår i vores forbrugsgoder, bygninger m.v. separeres efter endt brug og indgår i nye produkter, samtidig med at de produkter, der produceres, designes til lang holdbarhed.

Kun på den måde er det muligt at reducere vores ressourceforbrug med i første omgang en faktor fire (så vi kommer indenfor det økologiske råderum der faktisk tilkommer os) og på længere sigt faktor ti (så fattige befolkningsgrupper får mulighed for økonomisk vækst), samtidig med at vi kan opretholde den materielle levestandard, vi har tilegnet os, og som vi nødigt vil give afkald på.

Omstilling til en cirkulær økonomi vil kræve kolossal innovation og nytænkning af design for stort set alle de materielle ting, vi omgiver os med, men det vil også skabe nye arbejdspladser. Dels produktionsjobs og dels i genanvendelsesindustrier.

Det andet element handler om CO₂-udledningen. Her skal fokus særligt rettes mod bygningsmassen, energiforsyningen og transporten, og omstillingen vil kræve store investeringer.

F.eks. skal stort set hele bygningsmassen gennemgå en omfattende renovering, der skal investeres i nye vedvarende energianlæg, og den kollektive transport skal blive mere tilgængelig. Også her er der store beskæftigelsespotentialer primært i forhold til byggeri (renovering) og anlæg.

Et tredje element handler om noget så livsnødvendigt som fødevareproduktionen. I dag anvendes 80 % af landbrugsarealet til at dyrke dyrefoder, bl.a. til vores kolossale svineproduktion.

Verden går mod seks graders opvarmning inden år 2100, og udover at det kan medføre helt uoverskuelige katastrofer, risikerer vi også, at mulighederne for at dyrke fødevarer i vores del af verden mærkbart forringes.

Af hensyn til både klima og fødevaresikkerhed har vi brug for en omfattende omstilling af vores landbrugsproduktion, til en højere grad af selvforsyning. Også her er der store beskæftigelsesperspektiver.

Det kræver mere arbejdskraft at producere fødevarer af høj kvalitet til hjemmemarked og noget eksport end at være de mest effektive til at producere smågrise til verdensmarkedet.

Brug for et opgør med vækst

Når regeringen med sin vækstplan.dk svigter den grønne omstilling, skyldes det måske det grundlæggende modsætningsforhold, der er mellem økonomisk vækst og omstilling.

For hvis omstillingen skal lykkes, kræver det en erkendelse af, at den økonomiske vækst ikke kommer tilbage, og at den heller ikke er ønskelig, fordi den er uforenelig med en løsning på klima- og miljøkrisen.

En anden vision for samfundet er påkrævet, og her spiller Enhedslisten en betydelig rolle. Den har da også allerede lanceret en beskæftigelsesplan, en klimaplan, initiativer for omstilling til en cirkulær økonomi i finansloven, forslag om en bæredygtighedskommission, en jordbrugerfond og en indikator for livskvalitet, der kan erstatte BNP.

Men trådene skal samles, og der skal formuleres en sammenhængende vision for det samfund, der skal vokse ud af vækstsamfundets ruiner.

For jo længere tid der går, før der breder sig en erkendelse af, at vi skal en helt anden vej, jo mere held får de borgerlige kræfter med at undergrave det velfærdssamfund, vi brugte årene med høj vækst til at opbygge.

Og jo tættere rykker vi på en økologisk krise, der kan accelerere helt ud af vores kontrol. For en ting er ganske sikkert: At omstille os til et samfund uden økonomisk vækst kommer vi til under alle omstændigheder.

Maria Reumert Gjerding er miljø- og klimapolitisk rådgiver i Enhedslisten.