Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
Venstrefløj
12. juni 2015 - 10:23

Regeringen blev ikke trukket til venstre

Støtteparti eller opposition? Det har ikke været let for Enhedslisten at finde sine egen ben i forhold til regeringen. Interview med Pelle Dragsted, Pia Boisen og Michael Voss, der alle er medlemmer af Enhedslisten.

Enhedslisten har i snart fire år udgjort det parlamentariske grundlag for regeringen, men har samtidig været i opposition til det meste af dens politik. Det har til tider været en svær balancegang at finde den rigtige taktik.

Folketingskandidat og politisk rådgiver Pelle Dragsted diskuterer her med Michael Voss og Pia Boisen, begge medlemmer af Enhedslistens hovedbestyrelse, hvad venstrefløjen har lært af snart fire års parlamentarisk arbejde med Socialdemokraterne i regering.

Mange vælgere føler sig svigtet og havde forventet noget andet af en Socialdemokratisk-ledet regering. Men hvad havde Enhedslisten egentlig forventet? Vidste partiet – i 2011 – hvad det kunne regne med, når Socialdemokraterne kom til magten, eller blev det taget på sengen?

Pelle Dragsted: Både og. Jeg tror ikke, der var nogen, der havde forventet en dans på roser, men nok at fællesmængden havde været større. Der var jo elementer i »Fair Løsning«, som trak i en fornuftig retning, og som kun ville kunne gennemføres i et samarbejde med Enhedslisten.

I sig selv kan det ikke overraske, at Socialdemokraterne ikke fører en progressiv politik, hvis man kigger rundt omkring i Europa. Men omfanget i det højresving, der skete allerede efter den første finanslov, var overraskende.

Pia Boisen: Jeg troede ikke på, at man kunne trække Socialdemokraterne til venstre. Men jeg er overrasket over, hvor stringent deres konkurrencestatspolitik har været. Før valget var der jo på Christianborg en række fællesinitiativer, så jeg kan godt forstå, at man havde forventet noget andet end det, der skete.

Jeg ved ikke, om organisationen som sådan havde gjort sin stilling klar, der er altid en tendens til, at man fortrænger historien og tror bedre om Socialdemokraterne og de Radikale, når de ikke er i regering. 

Michael Voss: Jeg synes, at nogen i Enhedslisten havde for store forventninger – vi havde været i opposition rigtig længe, og der var kommet en ny generation i partiet. Det virkede på mig, som om denne generation byggede deres politiske vurderinger på erfaringer fra de sidste ti år. De havde kæmpet mod regeringen sammen med Socialdemokraterne og SF.

Det overraskende er ikke Socialdemokraternes borgerlige politik, men at de slet ikke forsøgte at rette med bare en lille taktisk venstredrejning, da deres eget bagland vendte dem ryggen.

Pelle Dragsted: En anden ting var den parlamentariske situation. Der har ikke været en finanslov, hvor vi har haft fat i nosserne i regeringen, fordi Lars Løkke har stået parat til en billig pris. Vores muligheder for at presse, når vi sad ved bordet, har været mindre, end jeg troede.

I en eller anden grad overvurderede vi, hvor langt vores parlamentariske muskler rakte. En stærk bevægelse udenfor ville selvfølgelig ændret tingene, men en Løkke i klar opposition havde givet os bedre muligheder.

Michael Voss: Det burde have været tydeligere, at vi ikke var en del af regeringsblokken, og det er vores fallit, at kun en tredjedel af dem, der har forladt Socialdemokraterne, er gået til os, og to tredjedele til DF.

Pelle Dragsted: Nogle gange er vi rigtig dårlige til at fejre vores sejre, nu har vi en vælgeropbakning på mellem 8-10 procent.

Jeg tror ikke, det skyldes manglende evner hos os, at vi ikke har vundet flere vælgere.  Det tager tid at rykke folks holdninger, og det er ikke sådan, at vi bare kunne have fået de S-vælgere, der er gået til DF. De er langt fra os.

Store pludselige vælgerryk, som dem vi ser i Grækenland og Spanien sker ikke, med mindre at samfundet er kastet ud i alvorlige kriser, der har taget legitimiteten fra de gamle partier.  

Så Enhedslisten kunne ikke have gjort det bedre?

Pelle Dragsted: Når folk skifter parti, så skal de være frustrerede over det, som de går fra, og det, som de går til, skal være attraktivt, så jeg siger bare, at vi har fået de fleste af de vælgere, som vi kunne få på nuværende tidspunkt med vores radikale program.

Vi ser jo i Europa, at det kan lade sig gøre at blive et masseparti, men det kræver også, at vi kan udvikle os og ramme bedre end i de følelser og spørgsmål, som driver vælgerne. Vi har været ret gode til det, men der er sikkert situationer, hvor vi kan blive bedre.

Pia Boisen: Der ligger nogle grænser for, hvor langt vi kan nå, når vi fortæller traditionelle socialdemokrater, at det var skidt at opgive betalingsringen, at man godt kan glemme turen til Thailand hver vinter, og at det er fint med østeuropæere – på danske overenskomster. Vi vil jo ikke lave om på vores udlændinge-, kultur- eller miljøpolitik.

Pelle Dragsted: Har vi fx tænkt ordentligt igennem, hvad betalingsringen betyder for en arbejderfamilie i Rødovre. Det er jeg ikke sikker på. Jeg har nogle venner, to pædagoger, der var blevet nødt til at flytte fra deres hus, hvis den var blevet indført. Og lidt det samme med vores forslag om registreringsafgift, som vil have store konsekvenser for folk i udkants-Danmark.

Pia Boisen: Der er også en værdipolitisk akse med kultur, indvandring, sikkerhed, skolepolitik osv., hvor de skuffede socialdemokratiske vælgere slet ikke kan se sig som Enhedslisten-folk, her tilbyder DF sig som Socialdemokraterne + ti procent. Det samme gælder forandringsaksen: »Det Danmark du kender« er jo præcis lavet til de vælgere.

Michael Voss: Jeg tænker på de 3F’erne, der gik op og ned ad trapper for at få en ny regering, de troede, at der kom forandringer. Når Socialdemokraterne og SF så bliver afprøvet og ikke leverer, så må det være vores ambition at vinde dem, der bliver skuffede, og ikke kun en tredjedel. Vi er nødt til at spørge, som Nyrup en gang gjorde: Kunne vi have gjort det lidt bedre?

Har Enhedslisten ikke i praksis fredet regeringen, når man på forhånd har afskrevet sig muligheden for et mistillidsvotum, og Socialdemokraternes regerings-erfaring er, at de kan bruge Enhedslisten som sikkert parlamentarisk grundlag samtidig med, at de gennemfører den overordnede økonomiske politik sammen med de borgerlige.

Pelle Dragsted: Holdningen har hele tiden været, at hvis regeringen ikke kunne finde flertal for finansloven, så var vi parat til at vælte den. Men den lejlighed har aldrig budt sig.

I venstrefløjstraditionen er finansloven der, hvor man tager det afgørende slag. Det har bare vist sig, at det ikke er det bedste sted. Hvis man skulle vælte regeringen, så ville jeg faktisk foretrække at gøre det umiddelbart efter en konkret uenighed – med et mistillidsvotum, og ikke pr. efterkrav ved finansloven.

Men det har Enhedslisten heller ikke gjort?

Pelle Dragsted: Nej, men det har været drøftet rigtig meget, både i hovedbestyrelsen og i folketingsgruppen. Man er endt med, at vi stiller ikke et mistillidsvotum, med mindre der er et bedre regeringsalternativ. Argumentet har været, at vi muligvis, med et mistillidsvotum, kunne blive populære i situationen, men tre uger efter et valg ville folk vende os ryggen og spørge, hvorfor fanden vi væltede regeringen og gøre os ansvarlige en borgerlig regering. Det er den holdning, der har været flertal for - jeg har selv været meget i tvivl i mange situationer.

Pia Boisen: Hvis man ikke vil vælte regeringen, med mindre der et bedre alternativ, så har man på forhånd afskrevet sig muligheden, med den parlamentariske situation vi har nu. Men jeg synes, vi havde lejligheden i forbindelse med den anden finanslov, hvor det, vi fik tilbudt på dagpengespørgsmålet, virkelig var krummer. Sandhedens øjeblik var den anden finanslov.

Vi ved jo ikke, hvad der ville være sket, men når vi stemte ja til den finanslov, så blev det rigtig svært videre frem.

Michael Voss: Min holdning har været, at vi ikke skulle stille en mistillidsdagsorden, med mindre der var noget bedre i udsigt, men det mener jeg ikke længere. Vi havde stået bedre, hvis vi ved bestemte lejligheder – lærerkonflikten, på et givet tidspunkt i dagpengesagen eller i DONG-sagen, havde sagt, at hvis I laver det indgreb eller hvis I ikke ændre dagpengereformen for alvor, så stiller vi et mistillidsvotum. Jeg tror, vi har fralagt os et våben der.

Pelle Dragsted: Med finansloven er problemet, at vi siger nej til noget, fordi det ikke er godt nok. Hvis man skal vælte regeringen, så vil jeg droppe fokus på finansloven, og lade straffen falde umiddelbart. Derfor er jeg lidt mere kritisk i vores tilgang til finansloven. Den skal opveje alt det, der er sket i løbet af året, men folk ser på det, som ligger på bordet. Vreden over det, der er sket et halvt år tidligere, er væk. Så er det bedre at slå til i selve situationen.

Spørgsmålet er så, om Enhedslisten alt i alt skal agere anderledes i fremtiden?

Pelle Dragsted: Vi kan ikke gøre det så meget anderledes, der er ikke nogen genvej. Vi går på to ben, og i det parlamentariske arbejde prøver vi at lave aftaler, hvis de rykker på styrkeforholdene, og hvis de ikke gør, laver vi ingen aftale.

Pia Boisen: Jeg tror, vi skal starte med at gøre op med begrebet arbejderparti. Det er et underligt begreb. Ligesom der er ikke noget glasloft for, hvor store vi kan blive, så er der ingen grænse for, hvor lille Socialdemokraterne kan blive. Det er parti på linje med alle andre.

Michael Voss: Jeg er åben for, at vi må tage diskussionen om, hvor de står nu. Når de ikke reagerer på utilfredsheden i baglandet, så tyder det på, at det ikke er det samme parti som for 20 år siden. De mister den organiske forbindelse til den folkelige bevægelse.

Pia, hvad betyder det konkret at gøre op med begrebet arbejderparti?

Pia Boisen: Der ligger i begrebet »arbejderparti«, at Enhedslisten og SF og Socialdemokraterne nok skal finde ud af at føre politik sammen, og når det mislykkes er det en tilfældig fejl. Det tror jeg ikke på. Vi og Socialdemokraterne har grundlæggende forskellige synspunkter på alle de store spørgsmål.

Så Enhedslisten går efter at få gennemført på sin politik, uanset om det er Venstre eller DF, der hjælper, så er det et fedt?

Pia Boisen: Ja.

Hovedbestyrelsen skrev i sin sidste beretning, at Enhedslisten skal åbne en diskussion om et nyt hovedperspektiv med større vægtning på »fremførelse og udbredelse af vores egen politik og samfundsvisioner – i forhold til at fokusere på de forbedringer, vi måske kan få regeringen med på.« Er det sket?

Michael Voss: Hvis vi snakker om en S-ledet regering om 4, 8 eller 12 år, så kan der ske så meget. Det vil jeg ikke spå om. Men hvis blokkene nærmer sig hinanden frem til det næste valg, så en S-regering ikke er totalt urealistisk, så skal vi ikke gentage sidste valgkamp. Vi kan ikke køre en valgkamp på, at vi skal skabe forandring ved at beholde den regering, vi har.

Vi må sige, at en regering, der gentager de sidste års politik, vil vi være i opposition til, og måske skal vi sige direkte, at hvis de griber ind som i lærerkonflikten eller laver en svinestreg som DONG, så vil vi stille en mistillidsdagsorden.

Pelle Dragsted: Valgkampsledelsen har jo truffet en række beslutninger i forlængelse af det. Vores kampagne går ikke på et genvalg af Helle Thorning, men på en styrkelse af Enhedslisten. Sidste gang var det et hovedslogan at trække regeringen til venstre, men det bliver der ikke lagt op til denne gang.

Pia Boisen: Vi skal udvikle vores politik på mellemlangt sigt. Vi kommer nemt til forholde os til det, som regeringen spiller ud med, og så har vi nogle programmatiske fremtidsvisioner, men vi mangler at udvikle, hvad vi vil på mellemlangt sigt, hvis vi kunne bestemme – den del skal vi have udviklet.

Pelle Dragsted: Jeg tror ikke, vi helt i løbet af de næste ti år kan udelukke en form for keynesiansk nyorientering, hvor Socialdemokraterne kan udfordre os. Man kan ikke fuldstændig udelukke det. Hvis de taber valget, vil der i hvert fald komme et markant venstresving – retorisk.

Pia Boisen: Men de har jo bundet sig fuldstændig op med budgetlov, EU-rammer, frihandelsaftale med USA og så videre.

Pelle Dragsted: Det har du ret i, Pia. Et venstrekeynesiansk sving ville ikke være noget der skete isoleret i Danmark.

Michael Voss: Måske kan Socialdemokraterne komme igen med vælgertal, men jeg tror ikke, de igen kan rodfæste sig som folkelige partier. Hvis der kommer en ny-keynesiansk bølge i Europa, så understreger det kun, at vi ikke bare skal hjælpe Socialdemokraterne med det, men at vi skal udvikle nogle bud på, hvordan vi går videre med en politik, som bryder med rammerne.

Maja Ekebjærg og Aage Skovrind er redaktionsmedlemmer i magasinet Solidaritet, hvor artiklen også har været bragt i nummer 1/2015.


Red. note: Se også linkbox på Modkraft Biblioteket om Valget 2015 - og venstrefløjen/Herunder afsnittet: Kritik og argumenter ift. valgets temaer

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce