Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
Strategi
15. december 2015 - 13:57

Reformstrategi skal underminere borgerlig logik

Venstrefløjen skal turde udfordre højrefløjens ideologiske hegemoni på spørgsmål som ejendomsret og skat. Et svar til kritikere af mit indlæg om nødvendigheden af ekspropriation af banker og ejendom.

Tak for kommentarerne til mit debatindlæg » Venstrefløjen skal ikke bluffe: Kernen i en reformstrategi er ekspropriation af banker og ejendom« som blev bragt på Modkraft i november.

Margit Kjeldgaard, Crumlin, Jacob Jensen og ’Socialingeniøren’ har alle reageret på mit indlæg. Jeg vil gerne kvittere for de meget relevante bemærkninger og den sobre tone. Tak skal I have.

Og så vil jeg selvfølgelig også forsvare mig, men uden at dette forsvar skulle give anledning til det indtryk, at jeg anser mig selv for ufejlbarlig.

Da jeg skrev mit indlæg, oplevede jeg det selv sådan, at det nærmest formerede sig ukontrolleret. Det ene ord førte til det andet, indtil jeg pludselig stod med otte sider, hvilket var langt mere end jeg havde tænkt mig at skrive. Indlægget berørte også langt flere emner, end jeg oprindelig havde tænkt mig – vel at mærke uden at komme ordentligt omkring det hele.

En kritik, der påpeger forekomster af løse ender og ting, der mangler at blive behandlet tilstrækkeligt dybtgående, løber således åbne døre ind!

Denne selvkritik får mig dog ikke til at springe ud som flagellant. I en strategi-diskussion er det vigtigt, at der er nogle åbne ender, og at vi tænker over tingene sammen, snarere end at vi tiltror individuelle genier at klare ærterne for os.

Hvis mit indlæg – med de fortrin, fejl og mangler det nu måtte have – ses som et bidrag til en sådan kollektiv brainstorm, ja så indfrier det så rigeligt de ambitioner, jeg havde med at skrive det.

Magtforhold – ikke økonomisk råderum - afgør den økonomiske politik

Jeg er dog bange for, at jeg har formuleret mig uklart. I hvert fald er det tydeligt, at Socialingeniøren og jeg taler forbi hinanden. For det første har jeg ikke argumenteret for offentlig sparsommelighed (men derimod mod frås i den private sektor).

Men jeg har heller ikke påstået, at der mangler økonomisk råderum for ekspansiv, keynesiansk finanspolitik i Danmark og Nordeuropa – eller for den sags skyld andre steder (historisk har man set eksempler på statsgæld, der i procent af bruttonationalproduktet, BNP, overstiger selv den aktuelle græske).

Når der ikke føres keynesiansk økonomisk politik skyldes det ikke, at det økonomiske råderum ikke er tilstede. Det skyldes derimod, at kapitalen ikke ønsker en sådan politik og heller ikke føler sig tvunget til at acceptere den; netop fordi den i dag ikke er konfronteret med en trussel om ekspropriation.

Af samme grund opfattes den aktuelle krise af kapitalen som en oplagt mulighed for at øge egen indtjening og styrke egne magtpositioner. (For en uddybning af denne pointe; læs Naomi Kleins Chokdoktrinen).

Og hermed er vi tilbage ved det, der er mit indlægs hovedpointe:

Skal man dæmme op for kapitalens aktuelle aggressive offensiv og vende slagets gang til fordel for progressive reformer (Margit Kjeldgaard har jo helt ret i, at »reformbegrebet« er blevet noget belastet), ja så kræver det, at man får genrejst en troværdig trussel om ekspropriation.

Sagt på en anden måde: Man får ikke progressive reformer af at rejse meget små og beskedne reformkrav, altså det nogle vil kalde ’realistiske’ krav. Det får man først, hvis man rejser revolutionære krav om ændrede ejendomsforhold; krav som imidlertid kun får troværdighed, hvis man faktisk mener dem.

Hvilket jo så igen placerer dem, der gerne vil have progressive reformer, men frygter revolutioner i et dilemma, som vi er nødt til at forholde os til med betydelig omtanke, når vi udformer vores politiske strategi.

Problemet med keynesiansk økonomisk politik

En ting er imidlertid diskussionen om, hvorvidt keynesiansk, ekspansiv finanspolitik er mulig i en situation, hvor kapitalen ikke føler sig truet og derfor har andre dagsordner end at imødegå truslen.

En anden diskussion omhandler om den keynesianske økonomiske politik er ønskelig. Det synes jeg, der er gode socialistiske og demokratiske grunde til at mene, at den ikke er.

For keynesiansk ekspansiv finanspolitik indebærer, at man vælger at låne penge til investeringer af kapitalen og de velstående befolkningsgrupper, fremfor at beskatte dem. Det er udtryk for en fordelingspolitik, som vender den lette ende opad. Statsgælden indebærer tillige statsstøtte til kapitalen; den indebærer, at vi binder samfundet til fortsat blind økonomisk vækst – og sidst, men ikke mindst, indebærer den, at staten kommer i lommen på sine kreditorer, dvs. kapitalen, hvilket begrænser den politiske handlefrihed betydeligt.

En gældsat stat regeres mindst lige så meget af Standard & Poor’s, Moody´s og Fitch som af folkevalgte.

Vælger man i stedet at beskatte sig til de midler, der skal anvendes til nødvendige investeringer og tilmed med henblik på at opbygge en offentlig formue, frem for statsgæld, vil den politiske handlefrihed være langt større, idet man ikke længere ville være underlagt finansmarkedernes diktater.

Eller sagt på en anden måde: Den norske stats økonomiske situation er at foretrække frem for den græskes.

Hvis staten ovenikøbet træder ind i rollen som kreditor, frem for debitor, vil den have langt større kontrol med samfundsøkonomien, end den har i dag, og dette vil således kunne være et led i bestræbelsen på at sikre demokratisk kontrol med økonomien.

Demografisk udfordring?

Socialingeniøren gør sig store bekymringer for, om der vil være arbejdskraft nok i Danmark i fremtiden. Det gør jeg ikke.

For det første fordi fertiliteten i Danmark er langt større end i andre vestlige lande (uden offentlige daginstitutioner). For det andet fordi det ikke vil være noget problem for Danmark at tiltrække udenlandsk arbejdskraft, så længe vi opretholder et konkurrencedygtigt lønniveau (altså lønninger, der er højere end dem, man får i udlandet).

Og det er vel at mærke ikke en teoretisk antagelse, men derimod en praktisk erfaring: Indvandringen af arbejdskraft fra – især Østeuropa – har i mange år langt oversteget antallet af asylansøgere. Ender det anderledes i 2015, vil det alene være en undtagelse, der bekræfter reglen.

Og bemærk at ingen – ej heller Dansk Folkeparti – reelt modsætter sig denne indvandring af arbejdskraft fra det øvrige Europa.

Socialingeniøren har derimod fuldstændigt ret i, at Danmark er et land med rekordstore overskud på betalingsbalancen og en voksende udlandsformue, hvilket jeg vender tilbage til i mit svar til Jacob Jensen.

Danmark og Verden

Selvom afsættet for mit indlæg var overvejelser om et reformprogram for Enhedslisten, og selvom der er mange danske eksempler i det, så var det ikke tænkt som et indlæg, der alene – ja end ikke specielt – forholder sig til danske forhold.

De betragtninger, jeg gør mig om socialdemokrater, handler ikke specielt om det danske socialdemokrati eller Mette Frederiksen, men sådan set om alle europæiske socialdemokratier (selvom vi da skal give Jeremy Corbyn, Labours nye venstreorienterede formand, en chance).

Det samme gælder betragtningerne om kapitalen og dens forhold til den revolutionære trussel og betragtningerne om de frustrerede keynesianere. Heller ikke disse betragtninger skal alene ses i et snævert dansk perspektiv.

Og når vi taler venstrefløjsstrategi i dag – f.eks. med fokus på samfundsovertagelse af banker og udvidelse af den offentlige sektor og forslaget om at øge skatteopkrævning frem for statslig låntagning og gældsætning – ja så forestiller jeg mig også det som en politisk dagsorden, der går på tværs af landegrænser og i øvrigt bør drøftes med allierede og samarbejdspartnere i andre lande.

Den politiske virkelighed i Danmark er en del af en større europæisk og global politisk virkelighed. Skulle vi få held med at flytte denne virkelighed et andet sted hen i Danmark, er det meget vanskeligt at forestille sig, at dette skulle ske ude af takt med tilsvarende politiske processer andre steder i Europa og verden.

Et scenario, hvor Danmark bevæger sig i socialistisk retning samtidig med, at resten af verden står stille eller fortsætter i bakgear; ja det er simpelthen ikke særligt sandsynligt.

Følgelig vil kapitalen i en situation med socialistisk fremdrift i Danmark kun kunne flygte fra en socialistisk inspireret forandringsproces til en anden, hvilket i sagens natur mindsker problemet med kapitalflugt betydeligt.

Men lad os da blot koncentrere os lidt om danske økonomiske forhold, for selvfølgelig har disse betydning for, hvordan vi konkret kan agere politisk her i landet. Nationale forhold er ikke uden betydning. Venstrefløjen i Danmark står åbenlyst over for andre muligheder og begrænsninger, end den gør i Grækenland.

Kapitalflugt og skat

Da chefen for den Europæiske centralbank, Mario Draghi, affyrede sin sidste store bazooka tilbage i foråret og sendte ekstra euro svarende til fem gange det danske BNP i omløb (ekspansiv pengepolitik er grundet den lave inflation i eurozonen fortsat mulig og tilladt) udløste det, som man vil erindre, et spekulationspres mod den danske krone.

Finansmarkederne søgte at spekulere kronen ovenud af fastkurspolitikken ift. euro – altså således at kronen ville være blevet mere værd målt i euro, hvis spekulationsbestræbelserne ellers havde båret frugt.

Sammen med Socialingeniørens betragtninger om betalingsbalance og udlandsformue understreger det, at Danmark er et land, som kapitalen flygter til, snarere end fra. Og under krisen har Danmark, sammen med få andre lande, været omtalt som »sikker havn« for kapitalen.

Det skriver jeg ikke for at bagatellisere den problemstilling omkring kapital- og hjerneflugt, som Jacob Jensen rejser, men derimod for at nuancere den og undgå, at vi henfalder til ren afmagt og defaitisme.

Kapitalens tilflugtsmuligheder har faktisk vist sig mere begrænsede, end vi ofte formår at bilde os selv og hinanden ind. Og selv om der er store muligheder for at flytte penge rundt i verden, så er der altså ikke et uendeligt reservoir af produktionsfaktorer til stede overalt på kloden, som disse penge ubesværet kan træde i forbindelse med. Også det begrænser flugtmulighederne.

Jacob Jensen mener ikke, vi kan køre med et særskilt højt skattetryk i Danmark. Det undrer mig nu noget, for skattetrykket i Danmark er faktisk højere end i langt de fleste andre lande og eksempelvis markant højere, end det er i de lande, hvor danskere skal begå sig på deres første fremmedsprog og derfor alt andet lige har nemmest ved at tilpasse sig.

Og sådan har det været i årtier uden, at der er større belæg for påstanden om massiv udvandring af kapital og velhavere. I forhold til sidstnævnte er det i øvrigt værd at nævne, at den mere velhavende del af danske befolkning typisk bor i ejerboliger. En omstændighed der nok skal få ethvert forsøg på masseflugt fra deres side til at begrænse sig selv!

Jacob Jensen bekræfter mig i, at jeg har ret, når jeg skriver, at det har størknet til en uimodsigelig kendsgerning, at skattetrykket er for højt og ikke lader sig forhøje. Liberalisternes ideologiske hegemoni står således så stærkt, at rigtig mange venstreorienterede ikke vover at udfordre det!

Skat – semantik og substans

Og så alligevel. For faktisk er den substantielle forskel på det, Jacob Jensen skriver og det jeg skriver, ikke stor. For Jacob Jensen går ind for, at hovedparten af produktionen bringes under samfundskontrol, og at fællesudgifterne finansieres direkte fra produktionen.

Men dette betyder jo også, at den offentlige sektor reelt kommer til at stå for en langt større andel af produktionen af brugsværdier (de være sig såvel materielle eller immaterielle) end den gør i dag.

Følgelig vil en langt større andel af vores forbrug og dermed vores indkomst rette sig mod brugsværdier produceret af det offentlige. Og netop skattetrykket er et udtryk for størrelsen af denne andel.

Hvis jeg forstår Jacob Jensen ret, skal man dog ikke betale for en del af de offentligt producerede brugsværdier over skatten, men derimod med de penge, man har efter skat. Dog således at dele af denne betaling går til at finansiere andre brugsværdier end dem, man umiddelbart betaler for (altså det Jacob Jensen kalder fællesudgifterne).

Køber man f.eks. en offentligt produceret charterferie for penge, man har efter skat, skal man altså betale en »overpris«, hvor man betaler noget ekstra udover, hvad selve charterferien reelt koster. Dette »ekstra« går så til at finansiere (andre) velfærdsgoder.

Det adskiller sig dog ikke fra den moms og de afgifter, vi allerede betaler i dag. Når man køber mælk og cigaretter, betaler man jo også for en lang række andre brugsværdier: børnehaver, ældrepleje, veje…

Og hvad betalingen for selve den brugsværdi som ens køb retter sig i mod angår (in casu charterferien), ja så er der jo her reelt tale om brugerbetaling. Om brugerbetaling så skal betragtes om en skat eller ej; ja det vil man sikkert kunne diskutere længe, men selve substansen og facit forbliver nu det samme:

Den offentlige sektor skal udgøre en langt større andel af samfundsøkonomien end den gør i dag med den konsekvens, at en langt større andel af borgernes forbrug og indkomst skal tilgå den offentlige sektor.

Det er mere et spørgsmål om semantik end om substans, hvorvidt man vil kalde det et forøget skattetryk.

Set i min optik foreslår Jacob Jensen reelt en drastisk forhøjelse af skattetrykket, men søger blot at camouflere, at det er det, han gør.

Og hvem ved – måske virker det? Hvor mange tænker til daglig over, at mindst 20% af det, de betaler ved kassen i Netto, er skat?

Hvad skal vi have i sigtekornet her og nu?

Det, der adskiller Jacob Jensen og mig er således reelt ikke holdningen til skattetryk – altså forstået som det, skattetrykket er udtryk for. Forskellen består derimod i, at Jacob Jensen med stormskridt er vandret længere ind i den revolutionære proces end jeg.

Det tjener Jacob Jensen til ære og udstiller måske mig som en forsigtig-Peter…

Min vurdering af den aktuelle politiske situation er imidlertid den, at det ikke vil være muligt her og nu at mobilisere for en generel samfundsovertagelse af størstedelen af det private erhvervsliv (herunder eksempelvis rejsebureauer). Sådanne krav vil snarere føre til demobilisering end til det modsatte.

Derfor er det mit mere beskedne forslag, at vi – altså her og nu – holder fokus på socialisering af den finansielle sektor og går mere offensivt ind i kampen for at udvide den offentlige sektor.

Skatten og klassekampen

Den sidste kamp kan vi ikke undgå, fordi højrefløjen jo offensivt fører den i modsat retning. Vi kan f.eks. ikke undgå at tage stilling til, om vi vil kræve registreringsafgiften gen-forhøjet.

Hvis Jacob Jensen har ret i, at befolkningen ikke vil acceptere højere skatter, ja så har Liberal Alliance vel vundet en sejr ved finanslovsforhandlingerne, der gælder til evig tid?

Kampen om skattetrykket er efter min opfattelse ikke en kamp mellem en afmægtig venstrefløj og en bred befolkning, der generelt ønsker lavere skatter. Selvfølgelig vil man gerne have de ting, man køber, billigst muligt. Det gælder også dem, man køber af det offentlige og altså betaler over skatten.

Men folk ved godt, at skat er betaling for ting, som de har brug for eller kan få brug for, hvis uheldet er ude.

Og selv om skattetrykket i Danmark er et af verdens højeste (afhængigt af hvilken statistisk opgørelsesmetode, man spørger), så er det ikke Danmark, men derimod USA der har en Tea-party-bevægelse til trods for, at skattetrykket i dette land åbenlyst er alt, alt, alt for lavt!

Følgelig vil det være meget vanskeligt at stable en ædruelig argumentation på benene for det synspunkt, at modstand mod skattetryk skulle være en automatisk funktion af skattetrykkets størrelse.

Tværtimod er modstand mod skattetryk snarere en funktion af kapitalens styrke, hvorfor denne modstand netop er størst i lande, hvor kapitalen står stærkest.

Kapitalen har store interesser i skattelettelser og lav skat. Af (bl.a) følgende grunde:

  1. Fordi den selv – ift. nogle skatter f.eks. selskabsskat - får skattelettelser.
  2. Fordi den håber at kunne reducere lønomkostninger, hvis lønmodtagere får skattelettelser, der så igen minimerer krav om lønstigninger.
  3. Fordi en underfinansiering og dermed udsultning af den offentlige sektor vil skabe et marked for private firmaer, der levere velfærdsydelser til dem, som måtte have råd til at betale herfor. Jo mere udsultet den offentlige sektor bliver, desto mere lukrativt bliver dette marked. En offentlig sundhedssektor, der er på hælene, er eksempelvis lig med en god forretning for privathospitaler.
  4. Fordi – sidst, men absolut ikke mindst – en reduktion af det offentlige forbrug (potentielt) indebærer en tilsvarende forøgelse af det private forbrug og dermed en større efterspørgsel efter de ting, der netop produceres i den private sektor. Jo mindre der betales til det offentlige, desto mere til det private, som således øger sin indtjening.

Kampen om skattens og den offentlige sektors størrelse er således i allerhøjeste grad klassekamp.

Og det er mere end det. Det er også kamp mellem en kapitalistisk produktionsmåde, hvor profit, akkumulation og blind vækst er Moses og profeterne, og så en produktionsmåde, som trods alt det venstrefløjen end – og ofte med rette -  måtte kunne kritisere den for, har fokus på at tilfredsstille de menneskelige behov, som vi løbende definerer (og dermed re-definerer) som væsentlige.

Og det i en proces, der nok kunne gøres betydelig mere demokratisk end den er i dag, men som omvendt vel ikke kan betegnes som dybt udemokratisk? Og som i hvert fald foregår mere demokratisk end beslutningsprocesser i den private sektor.

Som nævnt ovenfor handler det for kapitalen om at flytte forbrug fra den offentlige til den private sektor. For skatteyderne kan det godt indebære skattelettelser.

Men det indebærer bare ikke, at størrelsen af de uomgængelige udgifter, som de fleste mennesker har, bliver mindre. Mindre skat til et offentligt sundhedsvæsen vil indebære en større uomgængelig udgift til private sygesikringsordninger. Mindre skat til uddannelse giver større udgifter til brugerbetaling. Mindre skat til finansiering af dagpenge og kontanthjælp resulterer i større udgifter til private lønforsikringsordninger.

Netop fordi den offentlige sektor tager sig af at producere de vigtigste ting i samfundet, vil skattelettelser ikke betyde, at man sparer udgiften til disse ting. Den betyder bare, at man skal betale for dem med de penge, man har tilbage efter skat i stedet for.

Selvfølgelig kan det indebærer en marginal besparelse for nogle og en ekstra udgift for andre, men det er en illusion at tro, at skattelettelser betyder, at folk generelt får flere penge mellem hænderne til det sjove.

Forskellen er først og fremmest, at pengene vil gå til kapitalen i stedet for staten.

Crumlin nævner i sin kommentar et oplagt eksempel: De tvungne arbejdsmarkedspensioner. Danske lønmodtagere betaler hver måned flere tusinde kroner ind til pension. En pension, som selvfølgelig reelt er en del af lønnen.

Men ligesom de penge, der betales i indkomstskat kommer pensionsopsparingen aldrig i nærheden af egne bankkonti og indgår altså ikke i den disponible indkomst. Tvungen pensionsopsparing adskiller sig som sådan ikke fra kildeskat.

Man kunne jo have forestillet sig, at de samme penge var blevet brugt til at hæve folkepensionen i stedet. I så fald ville denne kunne forhøjes endog rigtig meget – og uden at det ville gøre nogen som helst forskel på lønmodtagernes disponible indkomst.

Men skattetrykket ville selvfølgelig være blevet stærkt forøget – altså på papiret.

I de mange år, hvor vi sparer op til pension er forskellen på pensionsopsparing og skattebetaling altså ens. Og eksemplet viser jo også, at når man ophører med (i tilstrækkelig grad) at skattefinansiere et gode (en tryg pensionisttilværelse på folkepension), ja så må udgiften i stedet afholdes af de penge, man har tilbage efter skat.

Og pensionsopsparingen antager i realiteten karakter af en slags skat til kapitalen, som således får stillet enorme pengetanke til rådighed for sin akkumulation.

Jacob Jensen ønsker at ændre ejendomsforhold frem for at tale om skat. Men eksemplerne ovenfor – i kombination med det, jeg skrev i mit tidligere indlæg – skulle gerne overbevise om, at man faktisk ændrer på ejendomsforhold, når man ændrer på beskatning.

Og man gør det interessant nok på en måde, hvis legitimitet, der hersker stor politisk konsensus om.

Igen er der altså mere tale om forskelle i måder at formulere tingene på end på det, der formuleres. Tilføjes kan det, at jeg er meget enig i de bemærkninger, Jacob Jensen gør omkring incitamenter og innovation, og nødvendigheden af, at disse størrelser grundigt medtænkes i socialistiske samfundsvisioner.

Jeg vil dog ikke tage den bold op her. Men det er absolut vigtigt, at den tages op og behandles seriøst!

At få Margit ud af afmagtens kløer

Jeg oplever således at være på ganske god bølgelængde med Jacob Jensen.

Til gengæld bliver jeg noget mismodig af at læse kommentaren fra Margit Kjeldgaard, som ikke blot er en mangeårige kampfælle, men også en tidligere og god kollega.

Hos Margit Kjeldgaard synes afmagtsfølelsen at være så dyb, at man kun befinder sig få skridt fra venstrefløjens betingelsesløse kapitulation!

Margit Kjeldgaard har således på forhånd opgivet enhver tanke om socialisme i vor tid, og forsikrer dermed kapitalen om, at den såvel aktuelt som i en lang årrække frem i tid ikke har grund til frygt!

Afmagten udspringer af de samme årsager, som Jacob Jensen anfører, nemlig frygten for kapitalflugt. Jeg vil ikke gentage de argumenter desangående, som jeg allerede har fremført ovenfor.

Men ud over det har Margit Kjeldgaard nogle andre konkrete indvendinger, som jeg kort vil forholde mig til.

Margit Kjeldgaard mener f.eks. ikke, det kan lade sig gøre at socialisere bankerne. For det vil blot føre til et sort lånemarked og lån på tværs af grænser.

Men den, der udlåner penge ulovligt, kan i sagens natur ikke have noget retskrav på at få sine penge tilbage. Der vil ikke være noget politi eller nogen domstol til at bakke et sådant krav op.

Den omstændighed vil uden tvivl begrænse interessen for at udlåne penge uden om loven. De eneste, der vil involvere sig i en sådan aktivitet, vil være mafia-organisationer, som selv sørger for at få inddrevet deres tilgodehavender med de metoder, de nu anvender.

Den omstændighed vil til gengæld dæmpe interessen fra låntagernes side betydeligt.

Og udenlandske långivere vil tilsvarende være forsigtige med at udlåne penge, hvis der ikke findes retsinstanser i Danmark, som vil bakke deres fordringer op.

Hvor langt rækker politisk forbrug som strategi?

Margit Kjeldgaard har altså opgivet at gøre banksektoren offentlig. Vi skal nøjes med at foreslå én offentlig samfundsbank, som så altså skal eksistere ved siden af de andre banker, herunder de store såkaldte systemiske banker, der nu har skatteyderne som permanente kautionister (om ikke formelt juridisk, så reelt). Den private banksektor bliver i alt væsentligt ikke antastet.

Den samfundsbank vil i givet fald blive et ret så beskedent foretagende. Det vil blive en bank for det politiske bank-forbruger. En bank som derved primært kommer til at appellere til de samme kunder som andre banker såsom Merkur eller JAK, der netop appellerer til den politisk bevidste forbruger.

For Margit Kjeldgaard er politisk forbrug et afgørende omdrejningspunkt. Det er det lille lys, der er at finde i hendes afmagts tætte mørke. Ikke bare i forhold til banker, men i forhold til alle slags forbrug.

Det er således Margit Kjeldgaards håb, at det politiske forbrug vil eliminere dårlige kapitalistiske virksomheder fra markedet, ja at markedet ligefrem vil »ekspropriere« kapitalen.

Jeg vil meget nødigt tage modet fra politiske forbrugere, især hvis håbet til politisk forbrug er det eneste håb, som er tilbage. Deres indsats er uden tvivl med til at bære tingene i den rigtige retning.

Men jeg må erkende, at jeg er meget skeptisk over for denne strategis rækkevidde. Det er nu en gang ikke muligt at boykotte kapitalismen, når man bor midt i den. Og det forekommer mig, at politisk forbrug ofte tenderer i retning af at være en identitets- og statusmarkør for den enkelte – akkurat som så meget andet forbrug - mere end en egentlig politisk strategi.

Nok kan penge ændre verden. Men det gælder nu en gang især for dem, der har rigtig mange penge. At øve politisk indflydelse med penge er at underkaste sig princippet om »en dollar en stemme«; altså et princip der står i skærende kontrast til demokratiets grundprincip om, at alle mennesker er lige.

For os der ikke har mange penge må midlet fortsat være at organisere os og på demokratisk vis kæmpe sammen for fælles krav og visioner.

Hvem laver det vigtigste – offentlig eller privat?

Margit Kjeldgaard kritiserer min fremstilling af den offentlige sektor som stedet, hvor de vigtige og de nødvendige ting fremstilles, og af den private som en sektor, der mere tager sig at producere det overflødige og luksusbetonede.

På et højere filosofisk niveau kan man til evig tid diskutere, hvad der er basale behov, og hvad der er mere luksusbetonet.

For en ryger er tobak f.eks. et ret så basalt behov – næsten vigtigere end alt andet. For andre er tobak i bedste fald overflødigt og anses tilmed ofte som voldsomt generende.

Mange vil opfatte svineproducenter og slagteriarbejdere på svineslagterier, som folk der producerer helt basale, nødvendige fødevarer til det daglige forbrug. Men for vegetarer og muslimer er det arbejde, der udføres af svineproducenter og slagteriarbejdere i bedste fald fuldstændigt værdiløst – og nok i de fleste tilfælde tillige skadeligt eller direkte vederstyggeligt.

I et historisk perspektiv kan man se, at mennesker har lavet smykker, opført bedehuse og holdt fester lang tid før, de fik elektricitet, fjernvarme og kloakker.

Set i det lys kunne man jo argumentere for, at en god fest er vigtigere end en god kloak…

Og sådan kan vi blive ved med at svæve rundt i de filosofiske luftlag og problematisere enhver antagelse, folk måtte gøre sig om det nødvendige, det luksusbetonede – og det skadelige.

Og facit på denne filosofiske diskussion må vel ende samme sted, som den gjorde for David Ricardo i 1817, hvor han i sine afsluttende bemærkninger i Principper for den politiske økonomi og beskatningen anførte, at brugsværdi ikke kan måles med nogen fælles standard. Af den simple årsag at forskellige mennesker har forskellige behov.

Men vi kan nu en gang ikke tilbringe hele vores liv i de filosofiske luftlag, selvom man givetvis kan have det meget sjovt der.

I praksis er vi alle nødt til – løbende – at tage stilling til, hvilke behov der er vigtige, og hvilke der er mindre vigtige at tilfredsstille.

Det gør vi selvfølgelig alle i forhold til vores eget private forbrug, men det gør vi jo også som samfundsborgere, når vi diskuterer, hvad samfundets ressourcer skal anvendes på.

Og en sådan diskussion har Margit Kjeldgaard og jeg så også med hinanden. 

Når Margit Kjeldgaard anfører, at demokrati og jura er den rene luksus og som sådan et eksempel på noget overflødigt i den offentlige sektor; er jeg uenig.

Tværtimod er demokrati og jura oplagte eksempler på, at det offentlige (re-)producerer ting, der på en helt anden måde end lakridskonfekt og pålægschokolade udgør bærende konstruktioner i samfundet.

Margit Kjeldgaard synes omvendt at have ganske godt fat i nakken på mig, når hun anfører, at den private sektor jo forestår produktionen af mad, tøj og boliger og dermed det, som det fleste nok vil være enige i, hører til blandt det vigtigste her i tilværelsen.

Her kunne jeg selvfølgelig undvige og henvise til, at jeg jo netop ikke har påstået at alt, hvad der bliver produceret i den private sektor er luksusbetonet og relativt overflødigt, men derimod bare at det oftest er i den private sektor, at man finder det luksusbetonede og overflødige.

Men jeg vælger nu alligevel at tage handsken op.

Når landbrugsstøtten i mange år har været den vigtigste post på EU's budget, har det den historiske årsag, at der var mangel på fødevarer i Vesteuropa, da man i sin tid stiftede fællesmarkedet.

Landbrugsstøtten er således vidnesbyrd om, at det i allerhøjeste grad bliver betragtet som en offentlig opgave at sikre fødevare-forsyning. I det her tilfælde dog via offentlige støtte-ordninger til ’private’ landmænd og ikke gennem produktion, som direkte forestås af det offentlige selv.

Vender vi blikket mod boligsektoren, genfinder vi samme mønster. Igen er det offentlige på banen med boligsikring, rentefradrag og ret så megen regulering – for at sikre folk tag over hovedet. Og netop offentlig indgreb i byggeriet har i øvrigt ofte været det, man greb til, når man følte behov for at regulere konjunkturerne.

Nok er bygge- og bolig-sektoren ’privat’, men den er det i en endog meget tæt økonomisk interaktion med det offentlige.

At sikre alle tøj har derimod – mig bekendt – aldrig været et opgave som det offentlige har taget på sig. Det har så til gengæld altid været et centralt fokusområde for mange frivillige velgørende organisationer, som her har fyldt den rolle ud.

I vores del af verden har de fleste – blandt andet takket være offentlige overførselsindkomster – en indkomst, der er stor nok til at sikre dem tøj på kroppen. Og tøj handler jo om meget andet end at holde varmen.

Når man køber et stykke tøj i en tøjbutik, er det, man betaler for, vel først og fremmest et signal, som man kan sende til sine sociale omgivelser. I den henseende befinder tøj sig jo en del trin oppe på Maslows berømte behovspyramide.

Men bortset fra det må jeg vel nødtvungent bøje mig for Margit Kjeldgaards argument?

Selvfølgelig kan man finde eksempler på meget vigtige funktioner i samfundet, som varetages af det private. Selv har jeg jo netop nævnt bankvirksomhed.

Omvendt vil man også kunne finde eksempler på ufornuftig brug af penge i det offentlige. F.eks. er jeg selv dybt forarget over de fratrædelsesordninger som Regions Syddanmark giver deres sundhedsdirektører!

Men tiden trænger altså til et modspil til den lodret tåbelige retorik, som i øjeblikket dominerer det ideologiske luftrum og ifølge hvilken, det er den private sektor, der er den vigtigste, og hvor det nogle gange sågar lykkes at fremstille den offentlige sektor, som en sektor, der snylter på den private.

Det eneste gode, der kan siges om denne retorik er da, at den til fulde demonstrerer, at de borgerliges aktuelle ideologiske hegemoni absolut ikke skyldes intellektuel overlegenhed!

Jeg håber derfor, at Margit Kjeldgaard vil være med til at levere dette helt nødvendige modspil. Ikke kun fordi det er nødvendigt, men også fordi det bliver direkte fornøjeligt at give de borgerlige tørt på.

For i den her diskussion er der da - for nu at blive i luftkrigsmetaforen - lagt op til det Spitfire-piloterne under Anden verdenskrig kaldte et »Stuka-party«!

Ulf V. Olsen er medlem af Enhedslisten.

Læs også Ulf V. Olsens artikel »Venstrefløjen skal ikke bluffe: Kernen i en reformstrategi er ekspropriation af banker og ejendom« på Modkraft

Læs også Jens Peter Kaj Jensen, Søren Kolstrup og Peter Hvelplunds artikel »Reformprogram og strategi for økologi og socialisme« på Modkraft

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce