Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
Strategi
29. oktober 2015 - 9:08

Reformprogram og strategi for økologi og socialisme

Til næste folketingsvalg bør Enhedslisten stille op på og forsøge at vinde tilslutning til et radikalt reformprogram, ikke på at indgyde befolkningen falske forventninger til et arbejderflertal.

Det er tydeligt, at Socialdemokraterne ikke er en del af vores samfundsforandrende projekt, men i bedste fald et korrektiv til den borgerligt/liberalistiske samfundsmodel. Derfor er det nødvendigt med en selvstændig platform, vi kan handle ud fra. Et reformprogram.

Sådan et program er en logisk følge af den vedtagelse, Årsmødet i foråret gjorde om Enhedslistens parlamentariske erfaringer.

Det er også en logisk følge af den situation, vi står i efter den socialdemokratisk ledede regerings under tiden direkte og nådesløse angreb på samfundets udsatte borgere og mindst bemidlede. Angreb, som blev efterfulgt af et valgnederlag.

Derfor vil vi opfordre hovedbestyrelsen til at påbegynde en systematisk indsamling og bearbejdning af ideer til sådan et program. Og vi vil opfordre hele den radikale venstrefløj til at blande sig i udviklingen af vores reformprogram.

Hvilken type program?

Reformprogrammet skal have en sådan karakter, at det fra dag ét kan angive en retning for håndteringen af de brændpunkter, som vi står over for, i og uden for de parlamentariske forsamlinger. Vi taler således om en fælles referenceramme for græsrødder, ildsjæle, faglige frontkæmpere og gode parlamentarikere.

Reformpolitikken skal løbende videreudvikles og revideres i samspil med samfundsforandrende bevægelser uden for parlamentet. Den skal tage sit udgangspunkt i konkrete problemer og behov, som opleves og udtrykkes af befolkningen.

Hvor radikale og systemudfordrende reformerne skal være, afhænger af hvor mobiliseret befolkningen er. I perioder med hurtigt voksende mobilisering skal vi derfor også være parate til at udvikle vores reformpolitik hurtigere end nu, hvor mobiliseringen og radikaliseringen foregår forholdsvis langsomt.

Reformprogrammet skal have appel både før, under og efter et valg.

Samtidig skal vores svar på hverdagens konkrete problemer være så tilpas fordomsfrit og kreativt tænkte, at de i sig selv kan engagere og inspirere til mobilisering og aktivitet. Vi skal ikke være bange for at komme med forslag, som er helt anderledes end traditionel venstrereformistisk politik, hvis virkeligheden indbyder til det. Blot skal vi have vores orienteringspunkter i orden.

Derfor skal alle reformforslagene referere tilbage til nogle få overordnede principper, fx:

  • Bæredygtig produktion og forbrug (de store omstillingsprocesser inden for landbrug, transport, energi, byggeri m.v.);
  • Udvidelse af demokratiet (lønarbejdermagt udvides, forbrugermagt udvides, borgermagt udvides, herunder udvidede rettigheder over for arbejdsgivere og statsmagt, retssikkerhed);
  • Udvidelse af solidariteten (Robin Hood-politik & ret og adgang til at udvikle en lokal og bæredygtig produktion).

Reformprogrammet skal give røde og grønne svar på konkrete problemer. Vi skal ikke lade os begrænse af, at sådanne svar indimellem kan komme i konflikt med fx kommunalfuldmagten, EU's konvergenskrav eller Verdensbankens finanspolitiske retningslinjer.

Vi skal prøve at få de nødvendige svar vedtaget i Folketinget uanset. Hvor de måtte støde mod sådanne institutionelle rammer, vil det give anledning til at overveje, hvordan disse rammer kan ændres. Det er kun godt.

Men vi skal altid foreslå en reform med henblik på at løse et konkret samfundsmæssigt problem, ikke som taktisk rambuk mod en uelsket institution. Det skal være vores motiv, og det skal være vores argument.

Enhedslisten skal ikke være en korrigerende kraft til Socialdemokraterne. De sidste bastioner er faldet jf. flexicurity og socialpolitikken, tænk fx på kontanthjælps-, fleks- og førtidspensionsreformen.

Enhedslisten skal sætte dagsordenen i forhold til de massive hverdagsproblemer, som toner frem, for i mange politiske sammenhænge står Enhedslisten frontalt over for alle de andre politiske partier.

Vi kan ikke foreslå »SF plus 10 %«, men er tvunget til at udvikle egne svar. Vi skal vise, at vi vil noget helt andet end den socialdemokratiske velfærdsafvikling, men også noget andet og mere end den socialdemokratiske velfærdsstat.

Programmet skal heller ikke på forhånd afstemmes med, hvad vi kan få Socialdemokraterne, LO eller FTF med på.

At sætte forandring i gang

Det er noget svært noget at få hul på, altså at komme ind i den bølge, hvor progressive reformer og folkeligt pres på skift løfter hinanden frem. Hvor kan man starte?

Vi ser det sådan: Vi skal gå til valg på et reformprogram, som er en naturlig forlængelse af vort daglige politiske arbejde, og som viser, hvilken vej vi anser det for nødvendigt at gå. Altså et program, som, hvis det gennemføres, vil fremme lighed, arbejdsmiljø, selvforvaltning, økologi, retssikkerhed, frihedsrettigheder, menneskerettigheder og demokrati på som mange områder som muligt.

Reformforslagene skal være realistiske. De skal derfor referere til erkendte behov og problemer, der skal angives en finansiering, og vi skal kunne pege på kræfter i samfundet, som på en god dag vil medvirke til at løfte reformerne.

Vi taler her om svar, der peger frem mod et brud med markedsøkonomien, peger frem mod socialisme og økologi med evig tanke for at nedbringe ressourceforbrug og destruktion af naturgrundlaget. Det er i sig selv ret vanskeligt, men ikke umuligt.

Vi skal lave lyttemøder, vi skal selv finde alliancer lokalt og på landsplan, vi skal understøtte overalt, hvor det pipler (fx Syg i Svendborg).

Systemoverskridende reformer

Vi skal agitere for dette program, fordi vi på den måde implicit agiterer for socialismen, noget, som vi ellers sjældent gør. Men også fordi det faktisk ikke er utænkeligt, at enkelte af reformforslagene vil vinde folkelig opbakning og derfor vil blive taget op af andre partier. Og vedtaget, selv hvis venstrefløjen ikke får flertal.

Og sådanne vundne slag kan man bygge meget på. Det vil i sig selv være en konkret forbedring af befolkningens livsvilkår, men vil også udvikle befolkningens smag for og tro på røde og grønne svar.

Hvis vi en dag får flertal, alene eller sammen med andre radikale venstrepartier, vil det formodentlig ske i en situation, hvor den folkelige kamp for forandring allerede er så fremskreden, at man kan gennemføre ret radikale reformer: Socialisering af finansvæsen? Fordeling af det nødvendige arbejde gennem orlovsordninger, basisindkomst og nedsat arbejdstid?

Realiserer vi reformprogrammet, vil sådan en mobiliseret og topengageret bevægelse formodentlig begynde at presse på for endnu mere radikale reformer, og så kører den revolutionære mølle.

På den måde bliver reformprogram-diskussionen til en del af den strategiske diskussion, hvilket vi også mener, den bør være.

Reformprogrammet sætter ikke revolutionen på dagsordenen, men rummer reformer, som viser ud over kapitalismen (altså viser ikke-kapitalistiske løsninger på menneskelige problemer) og på den måde giver befolkningen nogle erfaringer med grønne produktionsformer, radikale frihedsrettigheder, kollektive ledelsesstrukturer og ansvarsformer. Noget, som giver smag for mere.

Men det endelige brud med kapitalismen, kan efter vores mening ikke indløses af Folketinget alene. Det skal samtidig med vores reformpres vokse op som et krav nedefra. Men de langsigtede, revolutionære mål er sigtepunkterne for reformarbejdet.

En omstilling og begyndende demokratisering af produktionslivet vil tage form som lokale eller afgrænsede svar på konkrete problemer, men må før eller siden slå over i varige rettigheder og institutionelle ændringer, hvor produktionsgrundlagets indretning gøres til genstand for en åben, offentlig og forpligtende diskussion.

En socialistisk forfatning, som opsummerer de vigtigste af revolutionens landvindinger, skal på et senere tidspunkt konfirmeres af Folketinget og af en folkeafstemning. Den forudsætter naturligvis, at befolkningen allerede har gjort revolutionen til en realitet og ikke blot en årsmødevedtagelse. Derfor vil sådan en socialistisk forfatning ikke være en del af vores reformprogram frem mod det kommende folketingsvalg.

Reformprogrammet skal vise, hvor vi kan starte, altså hvad der er venstrefløjens politik på mellemlangt sigt.

Hvad kunne det betyde, helt konkret?

Eksempel 1: Demokratiets udvidelse, og hvad skal vi leve af:

Produktionslivet kan demokratiseres gennem en knibtangsbevægelse: 

1) Fortrængning af markedslogikken gennem små og store reformer. Det kan fx være kampen for udvidede rettigheder til de ansatte, kommunal produktion, fuld indlicitering af DONG, Københavns Lufthavn, pengeoverførsel m.v., leje af jord på jordrentevilkår via offentlig jordfond/nationalisering af jord, delsocialisering af pengeinstitutter, herunder ny sparekasselovgivning, ophjælpning af alternative non-profit ejendomsformer så som leje af jord, non-profit gennem medarbejdereje, kooperativt eje, andelseje – men også ført igennem via kollektive selvhjælpsbevægelser så som netværket Formuerne Tilbage Til Folket, Samsø Økologiske Jordbrugsfond.

2) Fortsat kritik af de kapitalistiske magtkoncentrationer med fokus på deres konkrete skadesvirkninger. Der formuleres principielle retningslinjer for socialiseringskrav, når systemet træder i dysfunktion, fx ved total udflagning af Danfoss og Grundfoss eller ved allarmerende arbejdsløshed.

Eksempel 2: Tilkæmpede kommunale reformer, der bryder med markedslogikken:

Et jordnært eksempel, hvor den grønne omstilling går hånd i hånd med demokratisering af ejerforhold inden for den eksisterende samfundsmodel:

Opsætning af vindmøller møder ofte lokal modstand. Lokal lodsejer tjener på jorden, og energiselskab høster provenuet. Et reformsvar kunne være lokalt ejerskab. Kommunen eller lokale laug overtager ejerskabet.

Lykkes det, kunne der efterfølgende rejse sig et lokalt krav om, at provenuet også kan bruges til fx energirenoveringer af kommunale bygninger. Dette vil kræve lovændringer, som kommunale byråd kan presse på for at få gennemført. Et krav, det vil være Enhedslistens opgave at udmønte parlamentarisk.

På den måde kan der skabes lokal mobilisering, også uden for vores egne rækker, for at skabe et pres for at ændre styrkeforholdene i kampen for demokratisering af ejerforholdene af energiproduktionen. Samtidig bliver den grønne omstilling et mere grundfæstet folkekrav.

Peder Hvelplund, Jens Peter Kaj Jensen og Søren Kolstrup er medlemmer af Enhedslisten

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce