Annonce

Politisk ØkonomiDansk, europæisk og global økonomi
analyse
12. november 2012 - 13:05

Refeudalisering – tilfældet Danfoss

Skal vi godtage argumentet om, at de store virksomheder ’desværre’ bliver nødt  til at flytte ud, hvis de ikke får bedre vilkår?

Mange store danske virksomheder har en fondsbaseret ejerstruktur. En del af overskuddet henlægges til uddeling via almenvelgørende og kulturelle formål. På den måde kan virksomhederne sætte deres fodaftryk på kunsten i det offentlige rum, vise hvor godgørende, de er, og befæste deres magt.

Ja, når de klager over, at lønningerne hertillands er for høje, håber de vel, at en stor del af offentligheden får sympati med deres nød.

Skal vi andre blive ved med at bøje os i støvet for disse nådigherrer og -fruer? Og skal vi godtage argumentet om, at de ’desværre’ bliver nødt til at flytte ud, hvis de ikke får bedre vilkår?

Eller skulle vi kræve en undersøgelse af fordelene ved fondseje- og uddelinger?

Mæcenvirksomhed

Store virksomheder skal have store profitter, det er den måde, de er blevet store på, og derudover skal de også blive ved med at have høje profitter.

Men profitterne investeres ikke kun i nye produktionsanlæg og gives heller ikke blot til aktionærerne. Husk på, at aflønning af direktører og hele managementsegmentet er en del af omkostningerne, bortset fra optioner og aktier. Der skabes også fonde, som kan gå til de formål, som ejerne brænder for.

På den ene side fører dette til en mikroøkonomisk tankegang på højeste sted. Dvs. bortset fra de små eller store Hassan’er som rigmandsfolket dyrker, kan resten af samfundet gå ad h. til eller tages for givet. Det, der støttes, er naturligvis det mest spektakulære, kunst eller de farverige fattige eller en ’sag’, som ejerne har grund til at interessere sig for. Hvem vil mon bruge fonde til kloakanlæg?

På den anden side er der også et element af nådigherre over det. Feudalherrer- og fruer var jo også ind imellem gode over for deres folk. De ville bare selv bestemme.

Således kan vi glæde os over den Moebius skulptur (en kompleks geometrisk figur), der pryder Madeskov Rundkørsel på Als, og som er designet af Jens Martin Skibsted (se billede). Sågar Piet Hein har fået sig et eftermæle i form af en Kube på Als, også finansieret af Bitten og Mads Clausen Foundation. Naturligvis har Ecco Sko, hvis ejere har sponsoreret Prins Joachims bryllupper, opstillet en fodskulptur ved Bredebro, lavet af Peter Brandes.  

Det er ikke kun skulptørerne, der tjener på industribaronernes offentlige udstilling og promovering af (deres egen opfattelse af) kunsten. Medregnes skal også firmaer, der får kontrakter på at opstille skulpturerne, der ofte er hele ingeniørværker - Danfoss har dog nok haft noget overskudsstål, der kunne bruges, sammen med en møtrik eller to. Der skal laves produktionstegninger. Derefter er der fremstilling, transport og opstilling. Til al overflod hedder firmaet, der har udført og opsat Moebius og Kube skulpturerne, Royal Tee Art Design. Den megen godgørenhed og veldædighed giver således midlertidigt nådsensbrød til mange mellemmænd/kvinder.

Alsion med udsmykning af Olafur Eliasson er finansieret for Syddansk Universitet af Fabrikant Mads Clausens fond (naturligvis), Realdania, staten og Sønderborg Kommune for den nette sum af 535 millioner kr. Her uddeltes Kronprinsparrets priser (indstiftet, dvs. betalt, af Bikubenfonden) for 2012 i begyndelsen af oktober. Parret optræder, som om det er dets egen godgørenhed, der tilflyder de unge kunstnere og socialaktivister.

Ekstrabladet kunne for et par år siden bringe en rapport om kongehusets forhold til dets venner. ”Når de kongelige sætter sig om bord i Danfoss-koncernens private jetfly, er det altid på foranledning af dronning Margrethe. – Det er altid på deres initiativ, siger Jørgen Mads Clausen til Ekstra Bladet. ” (”Vor tids grever og baroner”, Ekstrabladet, d. 15. april 2010, http://ekstrabladet.dk/flash/kongelige/danskekongelige/article1329906.ece).

Salig Mærsk gav os en dyr gave i form af Operaen. Det lod ikke til, at man havde indtænkt de løbende omkostninger. Det Kgl. Teater gjorde så den tillægsdumhed kort efter at bygge Skuespilhuset, hvad der fik økonomien til at falde fra hinanden. Dårligt koordinerede beslutninger fører til endnu værre tilstande. Kritisable arbejdsforhold- og miljø samt faktisk indtrufne katastrofale arbejdsulykker er indirekte og utilsigtede konsekvenser af de storhedsdrømme, der herskede i slutningen af halvfemserne og begyndelsen af nullerne.

Der er da bestemt fonde, man nødig ville leve foruden, og derudover er den danske fondsejerstruktur også ret speciel. Financial Times rapporterer (”A model for healthier profits”, d. 5. dec. 2011), at 120 danske fonde er ejere af virksomheder, hvad der beskytter mod fjendtlige overtagelser, men som også giver betragtelige skattefordele for hensættelser til almenvelgørende og kulturelle formål.

 Danske virksomheder og staten

Danske virksomheder har nydt godt af direkte statsstøtte og erhvervsfremme mere generelt. Derudover er der organisationer som Danida, IFU (Investeringsfonden for Udviklingslande), blandede kreditter, eksportkreditter for blot at nævne nogle ordninger til virksomhedernes gavn. Ok, sådanne organisationer findes også i andre OECD-lande.

Men en stor del af de danske storvirksomheder har tjent sig op p.gr. af danske politikker. Hvad ville Danfoss have været uden udbredelsen af fjernvarme? Det har haft et taknemmeligt marked. Og nu antyder firmaet fint, at det kan udflage og lægge den største del af sin produktion uden for landet. Et brændende spørgsmål er, om det så vil blive ved med at plastre Sønderjylland til med skulpturer.

Lad os se på virksomhedens årsrapport fra 2011. Resultatet af den primære drift var på 4,2 milliarder kr. i 2011 mod 3,3 milliarder kr. i 2010. Der er absolut intet, der ser dårligt ud for Danfoss, bortset fra de internationale udfordringer, som det dog har forstået at håndtere indtil videre. Regnskabsåret 2009 viste negativt resultat, men siden er Danfoss altså kommet stærkt tilbage. I lønninger betalte koncernen i 2011 7,2 milliarder kroner, ca. 21% af omsætningen på 33,9 milliarder, en procentsats, der faldt fra 23% i 2010. Så der er allerede skåret i lønudgifterne. Den betalte selskabsskat i 2011 var 867 millioner kr.

Politikere fra blå til rød (minus Enhedslisten og det halve SF) stiller lavere selskabsskat i udsigt i håbet om, at så vil virksomhederne nok ikke flytte mere produktion ud. Det vil de da. En mere konform gruppe end danske erhvervsledere, der hilder sig selv i ét væk, mens de bevidner deres store problemer og utæmmelige virkelyst til landets bedste (”men desværre”...), kan man ikke forestille sig. Det er lige ved at blive monotont. Tænk, hvis der var bare én, der ville stille sig op og afvige. Der er et enkelt eksempel på mulig uoverensstemmelse, nemlig mht CO2-kvoter. EU-kvoterne er blevet så billige, at det er ved at være en vits, så nu foreslår Connie Hedegaard, at man udsætter udstedelsen af planlagte nye kvoter, så de stiger i pris og på den måde motiverer til energibesparende investeringer. DI, der var meget grøn omkr. COP15 i 2009, vil ikke være med til at gøre kvoterne dyrere, og finansministeriet regner på det.

Dansk industri er i sig selv dyr, den er bygget op til at levere – relativt set – kvalitetsprodukter, og alt dette er opbygget omkring danske politikker. Hvis virksomhederne skal basere sig på det billigste, vil de ikke kunne hævde sig nogen steder. Så i stedet for deres fodslæbende og uoriginale udtalelser, skulle de se at komme foran. I stedet for at kræve af staten, at de skal betale mindre til den, skulle de stille krav til statens politik, så deres produkter blev almindelige standarder. Det her race to the bottom med flødeskum på toppen er selvdestruktivt, om det foregår i Danmark eller udenfor. Det er rigtigt, at EU's  udbudspolitik gør, at danske virksomheder kan blive for dyre, men så er det om at ændre EU’s udbudskrav, ikke om at løbe fra tidligere tiders kvalitet (eller postulat om den).

Og arbejdskraften

Dernæst er der hele spørgsmålet om arbejdskraftens uddannelse og reproduktionsforhold, som Danfoss og de andre virksomheder nyder godt af. Den ene halvdel af velfærdsstaten. Den anden er støtte til dem uden for arbejdsmarkedet, hvad der imidlertid betinger at arbejdskraften kan se frem til et liv i nogenlunde balance. I stigende grad kræver virksomhederne bedre uddannelse, men altså også lavere virksomhedsskat og afgifter. Hvis ikke de klager over manglende uddannelse, er det folks arbejdsvillighed- og vilje, der er noget i vejen med. Klart mener de, at lønnen skal ned, hvad der harmonerer dårligt med uddannelseskravet. Nogle gange kommer forskellige hensyn i regulær konflikt, for det er tit manglen på villige ufaglærte til lav løn, der efterspørges, som vi ser på byggepladser og i landbruget.

Virksomhederne har købt sig fred og fordragelighed gennem den danske arbejdsmarkeds- og velfærdsmodel. Men den kan så ikke være fremtiden. Det er fagbevægelsen nu ved at tage bestik af. Det værste argument, der findes, er forestillingen om, at hvis man bare skærer det og det bort, så bliver man konkurrencedygtig og ’har bevaret velfærdsstaten’. Nej, der er ikke nogen ende på den nedadgående skrue. Det er ikke som den Moebius-skulptur, der blot krænger sig rundt om sig selv.

Jeppe på Bjerget

Med alle de penge virksomhedsejere og rigmænd drysser ud over landet for at befæste deres magt og vælde, forekommer det, at der skulle være nok til at gøre andre ting. Men nej, ned med lønnen, ned med overførslerne …

Ubegribeligt med den affable mentalitet, folket er begyndt at indtage over for stormogulerne. Vi er blevet lakajer. Ingen drømmer om andet end at ligge i baronens seng. Så mæcener får, hvad de vil have.  At Jeppe på Bjerget spilles igen og igen, skyldes måske stykkets dobbelthed over for Jeppe, i skift stakkel og opblæst nar. Et højst aktuelt teaterstykke.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce