Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
Anmeldelse
22. maj 2015 - 16:16

Reel kvindefrigørelse fordrer opgør med markedsdominans

Norsk feminist argumenterer i bogen »Er jeg fri nu? - tidsklemte kvinder i verdens bedste land« overbevisende for nedsat arbejdstid til alle som et oplagt kvindekrav.

Er kvindefrigørelse det samme som ligestilling? Eller drejer kvindekamp sig også om noget andet? Eksempelvis et opgør med et samfund, der producerer stressede og udbrændte familier?

En ny bog mener i hvert fald, at kvindekampen skal mere end blot ligestille kvinder med mænd, der er i samme situation. Temaet er lagt, og hvad det drejer sig om, er ikke mindst nedsættelse af arbejdstiden for alle. For alle rammes af en »tidsklemme« – et begreb, forfatteren kredser rundt om bogen igennem.

Forfatteren Linn Stalsberg tager i bogen Er jeg fri nu? med undertitlen »tidsklemte kvinder i verdens bedste land« udgangspunkt på det norske samfund. Men hendes glimrende analyse af især familiernes situation kan næsten ligeså godt anvendes i forhold til det danske samfund.

Hun har en god historisk gennemgang af udviklingen, der har ført til moderne families »tidsklemme«, der på ingen måde er kvindefrigørelse. Selv om der er vokset store fremskridt ud af kvindeoprøret for årtier siden frem til i dag.

Frihed fra tidsklemmen og en bedre balance mellem hjem og job kunne være et feministisk krav i dag. Frihed kan også betyde frihed fra markedets magt eller en arbejdsplads, hvor man føler sig ufri.

Frihed betyder en mulighed for at være med og bestemme både over eget hverdagsliv og i samfundet i øvrigt. Og forfatteren mener derfor, at frihed altid har været og altid må være en væsentlig del i al feminisme.

Og som det grundlæggende i hele bogen er kvindefrigørelse et stærkt begreb, som rummer meget mere end ’blot’ ligestilling.

Læs indledningen til Linn Stalsbergs bog på Modkraft

Dobbeltrollen

Kvinder i Norge – og i Danmark - tager stadig størstedelen af husarbejdet og børnepasningen. Lande som Norge, Sverige og Danmark har samtidig en høj erhvervsfrekvens for kvinder, og kombinationen med fuldtidsarbejde og ansvar hjemme kan være en temmelig barsk opgave.

Det giver Linn Stalsberg en del eksempler på.

Nogle løser problemet ved at ansætte en au pair, have en deltidsarbejdende partner eller inddrage bedsteforældre. Men det er private løsninger, de færreste har mulighed for, og det har andre konsekvenser, der næppe er frigørende.

At støtte op om folks private løsninger på tidsklemmen kan ende med en lang nedvurdering af velfærdsstaten - skriver forfatteren. Det er efter hendes mening ikke god feminisme eller familiepolitik.

Og hun fortsætter: »Feminister ved, hvor afgørende velfærdsgoder er, for kvinders mulighed for både at arbejde og have børn. Derfor skal vi feminister altid støtte op om en politik og ideologi, som konsekvent støtter velfærdsstaten. Og skal vi gøre dette, skal feminismen altid være samfundskritisk.«

Forfatteren gennemgår den historiske udvikling, hvor hun blandt andet nævner en væsentlig pointe, inden hun går over til den afgørende løsning på problemstillingen, nemlig at nedsætte arbejdstiden for alle.

Familierne er gået fra at være èn-indtægtsfamilie til to-indtægtsfamilier. Og mennesker i dette samfund arbejder stadig, som har vi en hjemmegående ægtefælle.

Den forlængelse af arbejdstiden er sket, og sker, på trods af den teknologiske udvikling.

Nedsæt arbejdstiden for alle

Linn Stalsbergs politiske hovedpointe er at nedsætte arbejdstiden - ikke bare for de stressede børnefamilier, men for alle.

Hun anvender flere indfaldsvinkler i argumentationen for dette krav, solidaritet med de arbejdsløse, flere i arbejde, tid til mere åndsaktivitet, miljøgevinster som mindre forbrugerræs, mindre børnetid i institutioner.

I bogen refereres til det gamle og velkendte kvindekrav - reduktion af den daglige arbejdstid til seks timer om dagen/30 timer om ugen.

Som Linn Stalsberg skriver: »Sekstimersdagen er mere end en helt almindelig arbejdslivsreform, for den udfordrer arbejdslivets position i sig selv. Den viser, at vi kan have andre identiteter og kulturer, end arbejdslivet giver os. Den truer teorien om ’human ressources’«.

Ligestilling ser forfatteren ligestilling med mænds vilkår. Det er en mandlige norm, der bliver lagt til grund, fordi lønarbejdet sættes i første række. Linn Stalsberg mener selvfølgelig, at ligestillingskampen er vigtig og selvfølgelig, men den har sine begrænsninger. Men hun pointerer (og har erfaret), at ligestillingsfeminismen i for stor grad spiller i samklang med markedsøkonomien.

Vigtigt indspark

Linn Stalsberg kommer i bogen godt rundt om hele problemstillingen, som når hun skriver:

»Historien og hverdagen er imidlertid fuld af paradokser og fortrængninger, som at vi ødelægger miljø, natur og dyreliv i vores higen efter penge. Eller at det vi køber for pengene stort set laves af underbetalte og overarbejdende mennesker i andre lande. At reel ligestilling stadig er oceaner væk.«

Hun slutter bogen af med en oprisning af, hvad hun blandt andet drømmer om: »At have det lidt mindre hektisk i hverdagen. Slippe for den dårlige samvittighed, jeg i perioder har haft over for ungerne. Slippe for savn. Have mere tid med mine nærmeste. Slippe for forbrugerpresset. Leve på en måde, som tager hensyn til miljøet. Vide, at vi i dag drifter samfundet til menneskenes og jordens bedste i fremtiden. For det sidste er også en form for ufrihed og stress: At vide at måden, vi lever på, er ødelæggende for jordkloden. Ikke at stole på, at politiske valg som træffes, er til det fælles bedste.«

Bogen er et vigtigt indspark i kønsdebatten og genfremfører kravet om nedsat arbejdstid for alle, en kamp som synes »glemt«.

Svend Vestergaard er medlem af redaktionen for internettidsskriftet Socialistisk Information, hvor anmeldelsen også bringes.

Linn Stalsberg: Er jeg fri nu? - tidsklemte kvinder i verdens bedste land. Forlaget Solidaritet, 303 sider, 100 kroner

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce