Queerbegreber skal (også) kunne analyseres og dekonstrueres

Tidligere på sommeren skrev jeg et debatindlæg på Modkraft: »Queer – oprør eller bekræftelse«.

På Facebook er indlægget blevet kritiseret voldsomt. Jeg blev blandt andet opfattet som transfobisk og uvidende om queer-begrebet. Jeg er blevet bebrejdet at opfatte andres liv som performance og for at udøve kønsessentialisme.

Derfor vil jeg her komme med en opsummerende og uddybende kommentar.

Mit ærinde med indlægget var at forsøge at beskrive min oplevelse af queerforståelsen i krydsfeltet mellem et strukturelt, et konkret (fænomenologisk) og et mere individuelt og personligt niveau.

Min pointe var og er blandt andet, at kønnet og ens kønsidentitet netop er blodig alvor for de fleste, ikke en performance eller leg. Den enkeltes oplevelse af sig selv og valg i tilværelsen afspejler dette og skal respekteres.

Derfor respekterer jeg selvfølgelig transkønnedes kønsidentitet såvel som andres.

Med en konstruktivistisk tilgang til køn synes queer at tilbyde et enormt frigørelsespotentiale ved at udfordre normative og traditionelle opfattelser af køn og kønsidentitet. Heri er jeg dog blevet skuffet på et personligt plan. Desuden forekommer det mig, at queer på nuværende tidspunkt er kommet til kort som den samfundsomvæltende kønsrevolution, som jeg håbede på.

Queerdiskurser er langt fra integreret i en heteronormativ matrix. Den traditionelle, heteronormative kønsdiktomi synes fortsat at være overvejende intakt i den almene tankegang om, og italesættelse af, køn på institutioner, arbejdspladser uddannelsessteder, i familier, medier, dating, kærlighed og seksualitet mellem mænd og kvinder – og især med hensyn til børn og deres adfærd.   

Det forstår jeg som resultatet af to ting :

Dels at queerdiskursen som den fremtræder i den samfundsmæssige offentlighed som teori, kunst og subkultur cementerer kønsdiktomien i stedet for at udfordrer den (dvs. det heteronormative er egentlig ikke udfordret )

Dels at opdelingen - kategorisering mellem hvad der er queer og hvad der er heteronormativt som indbyrdes, polariserede modsætninger – foretrækker den polarisering, som den kommer til udtryk i diverse retorikker og diskurser. 

I en kritik af queerdiskursen som en konstruktivistisk tilgang til køn opfatter jeg crossdressing og kønskorrigerende operationer som eksempler på en bekræftelse af kønsdiktomi og ikke på, at kønnet er flydende, som queer-diskursen anviser.

Den opfattelse kan givetvis opfattes som kønsessentialisme og måske i modstridende med mange transkønnedes selvopfattelse, men ikke desto mindre respekterer denne opfattelse transkønnedes kønsidentitet, uanset hvordan den er konstitueret.

Cross dressing – et eksempel på at queer-diskursen kommer til kort

En formulering fra min første artikel satte problematikken med cross dressing på spidsen og blev opfattet som stødende i nogle af Facebook-kommentarene: »Når en kvinde skal illudere en mand, tager hun et overskæg på. Eller hun går, som om hun har skidt i bukserne og tager sig til skridtet.«

Observationen stammer fortrinsvis fra demonstrationer af queer som fænomen og tankegang i workshops, festivaler, performance og aktioner.

Jeg er klar over at folk, der identificerer sig med queer ikke (sædvanligvis) gør sådan. Og hvis de gør, er det naturligvis deres egen sag.

Mig bekendt er der mange, der benytter sig af cross dressing i forskellige sammenhænge, inklusiv mig selv. Jeg knytter ikke denne praksis til bestemte grupperinger – ej heller transkønnede, som det af nogle tilsyneladende blev opfattet på Facebook.

Min intention eller pointe var, og er, ikke at gøre nar af – eller nedgøre - folk, der i en eller anden grad identificerer sig som queer, cross dresser eller transkønnet etc. men at anfægte en diskurs, der ikke virker efter hensigten.

Idet jeg oplever, at queer og det heteronormative står uintegreret over for hinanden, var intensionen med eksemplet[g3]  at formidle det bekendtskab mange - uanset graden af ens heteronormative tilhørsforhold eller livsform – fortrinsvis er eksponeret for.

Måske er det udtryk for en vulgarisering eller karikatur af queer. Måske er det ikke.

Uanset: Eksemplet udfordrer ikke kønsdiktomien.  Det gør cross dressing som princip heller ikke. 

Ideen og formålet med cross dressing og gender bending er, som jeg har forstået det,  at illudere/være et andet køn end det, man er kropsligt mærket som, eller at sløre forskellene mellem kønnene.

Hvis det skal lykkes, - så skal cross dressing’en være i overensstemmelse med de herskende koder for de pågældende køns påklædning og evt. kropsattituder.

Man bliver (vel) faktisk nødt til at reproducere det pågældende køns dress og attituder. Ellers kommer budskabet ikke igennem.

Jeg har selv benyttet cross dressing i kunstneriske og personlige sammenhænge. Jeg har fortolket Den lille havfrue i jakkesæt og været TV-vært (også i jakkesæt) i en kortfilm om kvinderollen i det 21. århundrede.

Se filmen: »Kvinden i det 21 århundrede«:

Jeg mener ikke, at jeg overskred kønnet som diktomi. Men forhåbentlig fik jeg reflekteret og illustreret det mentale og handlingsmæssige snævre råderum for køn.     

Naturligvis må folk gå klædt fuldstændig som det passer dem.

Men i forhold til at overskride det binære kønssystem eller kønsdiktomien, så kommer cross dressing til kort, selvom det udvider kønsrollen for den enkelte.

Judith Butler refererer til the drag queen/king som kønsundergravende fænomen. I sin kønsimitation afslører vedkommende, at kønnet, imitationen henviser til, selv er en imitation – altså ikke en original udgave af det pågældende køn. En drag queen/king (Jf. hjemmesiden transwhat.org) er fortrinsvis en performativ figur - altså en, der optræder – men vedkommende kan også være en person in real life.

Men om en person er på scene eller ej forstyrrer ikke opfattelsen af, hvad en mand eller kvinde er. Eller hvad maskulinitet eller feminitet er. Koder for feminitet bruges til at signalere kvinde, mens subjektet bag er mand. Og vica versa. 

Jeg tror heller, at mange heteronormative mennesker, som burde være dem, der blev (mest) udfordret, bliver udfordret i, hvad er en mand eller kvinde er.

Hr og fr Hakkebøf – et eksempel på modstilling mellem queer og det heteronormative

I forbindelse med årets Queerfestival interviewede Mads Ananda Lodahl arrangørerne op sin Modkraft-blog.

De udtalte, at alle var velkomne undtagen hr. og fr. Hakkebøf: »For eksempel er hr. og fr. Hakkebøf ikke velkommen, da de allerede har et rum ude i det eksisterende samfund (som ikke inkluderer os) og støtter og fostrer normen.«

Men hvem er hr. og fr. Hakkebøf egentlig? Hvis de defineres som prototyper indlejret i den heteronormative matrix og u(den)forstående for det queerske koncept, burde de så ikke netop være velkomne?

Så havde de måske et alternativ til den performative glamour-udgave af queer i årets vinder af Eurovision Song Contest: Concita Wurst.

Udtalelsen udtrykker umiddelbart en polariserende, afstandtagende attitude til det heteronormative. Den anlægges lidt mere ekstremt  i bogen Queer Jihad – Se den heteroseksuelle verdensorden går i stykker, hvor en aggressiv retorik er fremtrædende.

Begge dele, tror jeg, er med til at uddybe modsætningen mellem den heteronormative og queerske mentalitet.

Jo mere queer eller kønnet anskuet som konstruktion vil blive integreret i det heteroseksuelle samfund, jo mindre vil queer have berettigelse som modkultur og svinde ind.

Det synes både queermiljøet og/eller queermentaliteten (som ikke nødvendigvis er bundet til queermiljøet) og det heteronormative samfund og/eller den heteronormative mentalitet at have det fint med.

Men jeg synes, det er ærgerligt.

Ligesom jeg personligt har måtte sande, at queer kun er forblevet et frigørende potentiale –  ikke et realiseret, levet liv. Det kan det givetvis for andre – og super duper for det.

Blot vil jeg vove at påstå, at kønsdiktomien på et overordnet plan er uantastet. Og – desuden – at den heteroseksuelle verdensorden ikke er gået i stykker, desværre.

Hvis man anskuer det binære kønssystem som et magthierarki, som den heteronormative matrix benytter sig af, mens udtrykket kønsdiktomi dækker over en neutral diskurs (med kønsforskelle), kan man måske påstå, at det binære kønssystem fortsat huserer i den heteronormative matrix, mens kønsdiktomi er indlejret i queer-diskursen og queer-kulturen.

Identitet – hvordan dannes den?

Selv identificerer jeg mig ikke med det heteronormative og har ej heller en livsstil de fleste vil forbinde med den »normale« heteroseksuelle livsform.

Både på et personligt, akademisk og kunstnerisk plan er queer en referenceramme for mig - om ikke en egentlig identitets[g7] markør.

Men det forekommer mig, at selve queer-teori eller queer-mentaliteten/diskursen, som den udmønter sig i den kulturelle offentlighed og mere private sfære – inklusiv min egen – er en fortsat uløst problematik.

Der er et kønsparadoks mellem forståelse af køn som konstrueret, samtidig med at kønnet har essentiel karakter – for alle.

På Facebook fremlagde en debattør det på denne måde:

»Jeg mener, at det er vigtigt at skelne imellem to forskellige ting her. Det ene er påstanden om, at kønnet er en social konstruktion og derfor ikke bør være definerende for vores identitet. Det andet er, at køn, uanset om det er en social konstruktion, fylder rigtig meget i vores samfund i dag, og at det derfor er meget vigtigt at give folk plads til at definere deres egen kønsidentitet.«

Umiddelbart er jeg ganske enig. Det underbygger min egen analyse, der har konstateret et kønsparadoks hos folk: man vil gerne dekonstruere og overskride kønnet. og i dette er kønsidentiteten (alligevel) påtrængende uomgængelig.

Spørgsmålet er dog hvor meget selvdefinering er resultat af egen fri vilje: Definerer vi virkelig selv vores kønsidentitet?

Jeg tror, at det er lige så passende at sige, at definitionen for ens kønsidentitet er givet på forhånd. I hvert fald som de fleste oplever den. Uanset om den er i overensstemmelse med biologiske kategorier eller heteronormative normer eller ej.

I den svenske børnehave Egalia, som jeg refererede til i en tidligere artikel, omtales alle børn med det kønsneutrale pronomen hen. Nogle forældre gør det også med deres børn.

Ifølge pædagoger og forældre er denne henning en del af en større  pædagogiske vision med at åbne op for et større kønsspektrum. Ved at distancere sig fra brugen af hun og han håber man, at børnene ikke automatisk reproducerer traditionelle og stereotype kønsroller, som resten af samfundet har tendens til.

Hen er primært beregnet for personer man ikke ved, om er en dreng eller pige. Det får børnene at vide. Samtidig bruges det altså også til at undgå at italesætte børnenes køn i øvrigt.

Ikke desto mindre har nogle af børnene en stærk bevidsthed om deres køn og trang til at demonstrere det. Enten ved eksplicit at omtale sig som en »han« eller som en pige at insistere på at have lyserødt tøj på.

Forældrene undrer sig og er frustrerede. Det var netop dette, de havde forventet at undgå. En pædagog siger forklarende, at i fireårs alderen bliver børnene meget bevidste om deres køn. Det er et led i deres identitetsudvikling – hvorledes man adskiller sig fra andre. 

Ved at følge nogle af børnene i udsendelsen kunne man få den kætterske tanke, at forsøget på at undgå at kønne børnene, gør dem desto mere interesseret i at bekræfte det. Således bliver kønsidentitet mere vigtig og stereotyp, end den behøver.  Drengen fokuserer på at fremstå som en »rigtig« dreng og pigen som en »rigtig« pige, fordi de voksne anonymiserer kønnet.

Kønsidentiteten synes ikke her at blive defineret af børnene selv gennem fri leg og udfoldelse. Snarere synes den givet på forhånd, og børnene har brug for at bekræfte den.

I den proces synes cis-kønnede mennesker ikke forskellige for transkønnede. I nogle tilfælde ønsker transkønnede en kønskorrigerende operation. Jeg har forstået det således, at det er for at konsolidere ens kønsidentitet. I udgangspunktet er det måske konstruktivt, at et barn omtales som han eller hun i overensstemmelse med dets kønsidentitet.

Henning af børnene kan gøre det svært at italesætte kroppen overfor børnene uden at tabusere køn og kønsforskel. Især for de forældre, der konsekvent undgår enhver italesættelse.

Det virker ikke specielt pædagogisk eller hensigtsmæssigt for en harmonisk udvikling af kønsidentiteten. Børn skal før eller siden kende forskellen mellem drenge og piger. Ellers er vi langt tilbage før seksualundervisningens indtog.

Ovenstående er et eksempel på, at den konstruktivistiske tilgang til køn kan blive så konstrueret, at børns kønsidentitet ignoreres og tilsidesættes.

I dobbelt forstand er det at smide barnet ud med badevandet. Det tjener hverken barnet eller den queerske intension om, at mennesker frit kan kønne sig.      

Kønsidentitet - strukturelt og personligt

For mig at se er kønnet uomgængeligt, men jeg vil ikke gøre mig klog på, hvornår en kønsidentitet er sand, ægte eller autentisk.

Men hvis man anskuer kønnet som konstrueret og åbner op for at dekonstruere mænd og kvinders kønsidentitet i den heteronormative matrix, så er andre kønsidentiteter vel også til diskussion (?)

Lige så vel som den heteronormative matrix kan blive genstand for analyse, så kan queer vel også – som subkultur, mentalitet og diskurs?

Som jeg har forstået det handler queer først og fremmest om en strategi for analyse og dekonstruktion – ikke en ideologi. Så queer kan vel udmærket selv tåle at blive dissekeret og problematiseret.

Det må også være muligt at forholde sig kritisk til en bestemt kultur eller diskurs, uden at det opfattes som disrespekt for mennesker, der benytter sig af den, når man henviser til praksis.

Hvis man dekonstruerer moderskabet, så betyder det ikke (nødvendigvis) at man mistænkeliggør den enkelte kvindes valg og måde at håndterer moderskabet på.

Når mange bøsser efter sigende har en seksuel præference med enten at være »giver« eller »modtager« ved et analt samleje, kan man (vel) godt påvise en vis parafrasering af den heteroseksuelle seksualnorm uden at klandre den enkeltes bøsses seksualitet. 

Udvidelse af kønsrolle

Ved et debatarrangement sidste år tog Mads Ananda Lodahl afsæt i det her udsagn: »Jeg er ikke en mand.«

Den udtalelse minder om min oplevelse af min kønsidentitet (og seksuelle orientering): »Jeg er jo bøsse«.

Som jeg forstår pointen ved de deklamationer og deres subversive strategi, så inkarnerer Mads Ananda Lodahl ikke den traditionelle manderolle, ligesom jeg ikke inkarnerer den traditionelle kvinderolle. Udsagnene undergraver, hvad det det vil sige at være (heteronormativ) mand eller kvinde.

Jeg synes dog, at det vil være mere befriende og revolutionært at sige: »Gu er jeg mand (eller kvinde i mit tilfælde) selvom jeg ikke optræder som sådan«.

De første udsagn holder den traditionelle kønsrolle intakt, selvom der tages afstand fra den.

Den sidste udtalelse udvider dens råderum.   

Kønsidentitet som personlig oplevelse eller erfaring

Selv har jeg accepteret kønsdiktomi således at definere køn som forskel og betydning. Med det som udgangspunkt kan man/jeg udvide råderummet til at være den person, man/jeg er.

Det gør jeg bedst ved at anerkende mit grundvilkår som kropslig mærket kvinde. Jeg oplever min kønsidentitet defineret af det vilkår. Ikke af noget som helst andet. Hverken mine følelser, tanker eller mit begær. Ergo – ikke af den person, jeg er.

Om den oplevelse er årsag til eller virkning af, at jeg oplever mig selv som cis-kønnet kvinde, fortoner sig i det uvisse.

Såvel som andres kønsidentitetsfølelse dybest set (som jeg umiddelbart ser det) forbliver et mysterium dybt forankret i det ubevidste eller i kemiske hjerneprocesser (om i og for sig kan være identiske).

Når min kønsidentitetsfølelse opleves som decideret bundet til kropsmærkning og køn, mens andres ikke er det, f.eks. hvis kønsidentitetsfølelsen er modsat kropsmærkningen, kan det måske være svært at indgå i en dialog om køn.

Måske er det derfor, at jeg trods min ikke-heteronormative livsstil og indstilling alligevel kan komme i karambolage med folk, der identificere deres liv som queersk.

Min italesættelse af kønnets og dets betydning vil – alt andet lige – divergere fra en italesættelse af kønnet, som noget man gør eller performer.

Uanset at jeg bekender mig til en konstruktivistisk tilgang til køn, så er jeg (biologisk) et køn, nemlig kvinde. Det er mit vilkår, og det må jeg forholde mig til. Uanset hvor »ukvindelig« jeg er, så er jeg stadig kvinde. På godt og ondt.

Ved at tænke sådan – og acceptere det - er jeg en bedre agent for min person(lighed) ude i verden. Ikke fordi omverden anerkender mig mere (tværtimod indimellem) – men fordi jeg selv gør.

Min personlige og politiske kamp for at definere min kønsidentitet på egne præmisser  er ikke nødvendigvis i modstrid med andres – f.eks. de transkønnedes.

Den kan måske blot ikke italesættes indenfor samme paradigme eller med samme terminologi.

Det er der ikke noget odiøst i. Vi har forskelligt vilkår, og vores kampe indebærer ikke nødvendigvis  identiske interesser eller implikationer.

Når jeg påpeger, at queer eller queer-diskursen, som den udspiller sig, ikke har nok frigørelsespotentiale for mig som homolight cis-kønnet kvinde, der lever heteroseksuelt, er denne betragtning ikke ny.

I den akademiske verden har alternative kønteoretiske positioner længe været repræsenteret (af f.eks. Lois McNay,  og Elizabeth Grosz). 

I en anmeldelse af bogen Queer Jihad – se den heteroseksuelle verdensorden går i stykker på Modkraft, påpeger Camilla Tved, at bogen »sparker ned af« – fra bøsser og deres kamp til feminister og ciskønnede kvinder:

»I al absurdhed bruger Queer Jihad 300 sider på at give fingeren til det heteronormative samfund, samtidig med, at de reproducerer selvsamme samfunds binære kønsstereotyper, herunder usynliggørelse af cis-kvinders seksualitet og queer-feministiske erfaringer.

Dermed ender Queer Jihads bog med at gå fra at være et potentielt banebrydende aktivistisk baseret queer-projekt, til at være antifeministisk og kønsstereotypt og dermed alt andet end queer.«

Udover at en kønsoverskridende dagsorden for mig at se er udtryk for en utopisk side af queer, så er en anden utopi måske i spil, som ikke rigtig kan lade sig gøre: At kunne inkludere alle kønspraktikker under en stor hat.

De er nemlig ikke kompatible, og kampene for frihed og lighed er heller ikke.

På den politisk-aktivistiske front har der nogle steder været utilfredshed med forsøg på at forene feministers og transkønnedes politiske kampe. På et tidspunkt kunne man læse i det svenske magasin Astra (august 2013, nummer 2) om en kontrovers i samarbejdet mellem feminister og transmiljøet i Norge.

En løsning kunne måske være at acceptere, at der kun delvis kan gøres fælles front - uden at det devaluerer nogle af parterne.      

Kvindelighed kontra feminitet

På et tidspunkt tilbød jeg i en queer-sammenhæng et kunstnerisk og aktivistisk projekt med en tematisering af kvindeligt begær.

Jeg fik at vide, at den italesættelse ville være ekskluderende. I stedet blev det foreslået at benævne projektet som feminint begær. Hermed ville prædikatet af en essens blive adskilt. Så kunne alle være med – også dem, der ikke nødvendigvis hørte under kønskategorien »kvinder«.

For mig omgik det hele pointen. Mit ønske var at tematisere et subjekt som tilfældigvis er kropsmærket  som kvinde som en tilføjelse til subjektet mand, som historisk har inkarneret mennesket som det universelle subjekt.

Min erfaring som subjekt er situeret af min kropsmærkning som kvinde. Ikke af en diffus psykologisk afledning af kvinden i den kulturelle kodning som såkaldt feminitet.

Det såkaldte feminine er netop ofte i direkte modstrid med min erfaring og oplevelse ved at være kvinde.

Ikke desto mindre – eller netop derfor - ønsker jeg, at det queerske og heteronormative kunne tale bedre sammen. Eller endnu bedre: leve sammen.

Pernille Rübner-Petersen er cand.mag i moderne kultur og kulturformidling