Queer - oprør eller bekræftelse?

I en moderne, liberalistisk verden, befriet fra traditionernes snærende bånd er vi overladt til vores egen lykkes smed. Dels i skabelsen af vores helt eget unikke liv. Dels i udfrielsen af vores helt eget autentiske selv. Med queer-begrebet har vi nu også muligheden for at skabe vores helt eget køn. Vi behøver nemlig slet ikke at være henholdsvis mand eller kvinde. Vi kan være alt muligt imellem. Endnu et område af tilværelsen er henlagt til frit valg på alle hylder. Eller er det snarere til frit fald?

Queer-begrebt ser kønnet som en konstruktion og udfordrer både den traditionelle opfattelse af det, en mand og en kvinde er, og den heteroseksuelle livsform. Det første er i sig selv ikke epokegørende nyt.

Det er en fortsættelse af bl.a. Simone de Beauvoirs afvisning af kønnet som essens og skæbne. Med feminismens tilbagetog, som startede i 80erne, og nyere tids hjerneforskning, der lægger kraftig vægt på kønsforskellen som determineret biologi, udgør Queer nutidens modpol til kønsdeterminismen.

Det andet, Queers problematisering af den heteroseksuelle livsform som norm, er derimod nyt.

Ifølge Queer cementerer den heteroseksuelle livsform sig selv som  uomgængelig norm  i en  heteronormativ matrix i det patriarkalske samfund.  Med mere eller mindre synlige magtstrukturer privilegerer denne matrix den hvide, heteroseksuelle mand på bekostning af andre individer.

Queer er derfor ikke blot et analyseredskab til dekonstruktion af undertrykkelsen af andre køn og seksualiteter end den heteroseksuelle mand, men også til at demaskere ekskluderende forestillinger om race, etnicitet, handicappede – og andre identitetsmarkører, der adskiller sig fra fortællingen om den hvide, heteroseksuelle mand.

Dog vil jeg her primært forholde mig til Queer som dekonstruering af køn.

Queer: køn som konstruktion

I udgangspunktet anser Queer den heteronormative matrix som et fastlåst, binært kønssystem, som de enkelte individer er tvungent ind i. Her er to kategorier - mand og kvinde - som udgør hinandens modpoler. De udmøntes desuden i begreber, værdier, adfærd etc. som betegnes henholdsvis maskulint og feminint. 

Det ene kan ikke tænkes uden som modsætning til det andet og implicit opfattes det maskuline som positivt og det feminine som negativt. Kønsrelaterede magtdiskurser med tilsvarende fastlåste normer for mænds og kvinders opførsel er en konsekvens af denne konstruktion. Ikke en konsekvens af kønnet som essens fastlagt af menneskets biologi, hvilket er en antagelse den heteronormative matrix bygger på.

Queer opfatter kønnet som en række af handlinger, gestik, retorik som reproducerer kønnet som en bestemt kultur. Ved bevidst eller ubevidst at queere denne reproduktion, dvs. obstruere kønnets traditionelle fremtoning og ”performe” kønnet skævt, kantet, modsat - anvises og udleves nye veje og muligheder for kønnet og den kønnede person. Homoseksuelle, biseksuelle, transvestitter, transseksuelle etc. er ikke afvigere.

De udlever bare en anden variation af  køn end den heteroseksuelle mand eller kvinde. En variation som ikke nødvendigvis er fastlagt men fortsat foranderlig.

Dette multiple perspektiv på køn synes umiddelbart truende fra den heteroseksuelle norms perspektiv. Konkret er ovenstående individer udsat for hate crimes , fordømmelse og diskrimination. Kulturelt har gueer-tankegangen etableret sig i en slags subkultur, mens heteronormativiten galoperer derud af med kønsstereotyp adfærd og tankegang.

Aldrig har piger været så meget prinsesser. Aldrig har drenge være så testosteronstyrede til forsvar for reptilhjernens overruling. ”Lyserødt” og ”lyseblåt” fremtræder i dag ekstremt skingert i en ellers leverpostejsfarvet normalitet, hvor den heteroseksuelle kernefamilie (uanset om folk er skilte eller ej) pr. definition er fundamentet for enhver livskvalitet.  

Queer som åbenbaring

Da jeg første gang stiftede bekendtskab med queer gennem Judith Butler (1) på universitetet, var det en befrielse at anskue kønnet som flydende. Pludselig kunne jeg jonglere rundt med begærsretning, kønsidentitet, kønsrolle og biologisk køn. Lige hvad jeg manglede for at kunne anskue mine egne kønsfrustrationer mere konstruktivt.

Biologisk var jeg kvinde. Mentalt var jeg (overvejende) mand. Seksuelt var jeg tiltrukket af mænd. Frustrationen var, at de mænd, jeg mødte, kunne enten ikke imødekomme min kvindelige krop eller min mandlige hjerne. Ikke fordi jeg tænkte specielt ”mandeligt” eller ved, hvad det vil sige.

Måtte blot konstatere i romantiske-seksuelle konstellationer kom jeg manden i forkøbet ved at sige min mening, som det passede mig, og handle aktivt på mine følelser og mit begær. Det blev opfattet som ukvindeligt, aggressivt og det sidste desuden som en invitation til gratis ludersex.

Queer-begrebet var en åbenbaring, fordi jeg omsider kunne identificere mit kaotiske, skizofrene selv: Biologisk kvinde, kønsidentitet som mand, begærsretning mænd. Man kan sige, at jeg fandt måden at være kvinde på. I virkeligheden var jeg jo bare bøsse. For mig var det dog fortsat svært at finde passende partnere for romantisk-seksuelle forbindelser.

Andre har været heldigere, kan jeg forstå.  

En person – flere køn

I filmen ”Goddag, mit navn er lesbisk” (2009 af Iben Haahr Andersen, Minna Grooss), udtaler en biseksuel kvinde, at hun seksuelt med en kvinde oplever den ultimative feminitet og med mand oplever sig selv som bøsse. Voila; det bedste(?) fra begge verdener praktiseret særskilt, eksklusivt. Hvorfor nøjes med det halve, når man kan få det hele.

Men pointen er vel ikke bare, at få tilfredsstillet sit dobbelte begær, men at man oplever sin egen kønnethed meget mere sammensat og forskelligt end, normen foreskriver.

Derfor indskrives ens seksuelle praksis i en fortolkningsramme, der benævnes ”queer”.

Det lyder til at være ret perfekt at være kvinde med en kvinde og være mand med en mand alt efter behov, og hvad dagen byder på. Men måske er det udtryk for det modsatte; at lade sig nøjes med. For hvorfor som kvinde ikke (også) være kvinde med en mand, hvorfor ikke (også) være maskulin med en kvinde? Uden at blive til mand eller kompromitteret kvinde af den grund?

Pågældende kvinde føler vel, at hun er sig selv, uanset om hun er sammen med en kvinde eller en mand.

Men ikke desto mindre sig selv udspaltet i to forskellige sider, der ikke umiddelbart lader sig sammenføje, eller smelte i mødet, eller rettere i kødet(!), med den Anden (om denne Anden er en kvinde eller en mand). Det synes her som om, at selv som såkaldt queer-person, er kønspolariteten kommet derud, hvor man ikke engang i sig selv er hel, men er delt op i to halve med hvert sit køn.

En gammel myte fortæller, at mennesket var et androgynt, tvekønnet væsen, der blev splittet i to, hvorefter mennesket blev dømt til at rende efter sin bedre halvdel i en kønnet verden. Her er denne jagt flyttet (tilbage) helt ind i os selv i jegets kerne.

Er det en fordel?

Queer som polarisering på ny  

For mig at se, ser det ud til, at kønnet bliver fanget i samme polarisering og stereotypisering, som Queer påstår at gøre op med. Implicit og eksplicit trækker Queer på den samme kategorisering, som den traditionelle kønsopfattelse står for. Uanset om det er seksuel praksis eller crossdressing etc..

Når kvinder ”er” mænd og indtager maskuline attituder, og mænd ”er” kvinder med feminine ditto, karakteriserer maskulinitet og feminitet det samme i denne verden, som i den såkaldte kønsstereotype, heteroseksuelle normalitet. Når en kvinde skal illudere en mand, tager hun et overskæg på. Eller hun går som om hun har skidt i bukserne og tager sig til skridtet.

En transvestit eller dragqueen undergraver måske opfattelsen af sig selv som mand eller hvad, det vil sige at være mand, ved at tage kvindetøj på. Men ikke det, vi definerer som maskulint eller feminint.

Tværtimod.

Den maskuline krop kontra det feminine outfit understreger hver sin kvalitet eller den betydning, vi tildeler netop disse benævnelser. Hvis f.eks. hans slanke mandeben i nylonstrømper forekommer mere ideale kvindelige, er det en ekstra bonus for The freakshow. Ikke en ændring af, hvad maskulinitet eller feminitet, mandligt eller kvindeligt, er.

Den transseksuelle er en person, der bærer et biologisk køn og er på vej mod en fysisk transformation for at få et andet. Så vidt det lader sig gøre indenfor biologiens og teknologiens rammer. Vedkommende undergraver ikke kønnet som essens.

Tværtimod.

Vedkommende understreger nødvendigheden af at tilhører et køn, og at dette tilhørsforhold er korrekt og føles autentisk. Selvom det ikke er det i streng biologisk forstand.  

Hverken hos transvestitten eller den transkønnede er kønnet flydende. Hos den første er det et mix af to meget faste kategorier. En bestemt primær krop af et køn iscenesat en mængde sekundære attributter fra det modsatte. Det vil sige en mand iscenesat med feminitet. Eller en kvinde iscenesat med maskulinitet. Den anden, den transseksuelle, er i transit. Fra et køn til et andet i hver sin kategori, hvor netop det binære kønssystem forudsættes og håndhæves.

Hvorfor ellers gøre al besværet for at skifte køn?

Den transseksuelle eksponerer kønsforskellens eksistentielle betydning, dog uden at åbenbare en ultimativ sandhed om den. Hvorvidt man dybest set ønsker kønsskifte pga. kønnenes ydre status og sociale praksis eller pga. en indre fremmedgørelse, fortoner sig vel i det ubevidste. Altså, om identitetsproblemet vedrørende sit køn skyldes ydre omstændigheder eller indre tilskyndelser.

Men hvis man samtidig accepterer queer-begrebets præmis, at kønnet er flydende og som sådan kan udleves i diverse variationer, hvorfor så alligevel fastholde det ene, mand eller kvinde, som ens egentlige identitet?

Queer synes at se igennem, leve gennem, og dermed at overvinde, kønsparadokset. I teori og i praksis. Men jeg vil mene, at queer bærer det med sig og bekræfter det. Nemlig dette, at vi hader kønnet som vilkår og vil overskride det, men alligevel udgør det noget essentielt i os, vi ikke vil eller kan fornægte. Men som tværtimod kræver os.

Det eneste flydende og flertydige køn, der findes, så vidt jeg kan se, er hos hermafroditter eller interseksuelle personer eller personer med interseksuelle karakteristika. Alt andet er variationer over kønsrollen – ikke kønnet.

Krydsning, undergravelse og overskridelse af køn er udtryk for sådanne variationer, og de er tiltrængt og velkommende. Men i forhold til kønnet som krop er disse variationer fortolkninger som ud af et spejlkabinet. Vi kan spejle os på ny, men det ændrer ikke kønsforskellen som afgørende betydning som (for)skel.

Det er al ære værd at frigøre sig fra kønnet som skæbne.

Især da denne skæbne stadig er urimeligt fastlåst og forudsigelig  Men kunne man ikke netop nøjes med at afskære skæbnen, og ikke sig selv fra kroppen?

Begreberne feminitet og maskulinitet bør udfordres og endda obstrueres til uigenkendelighed, så vi ikke mere ved hvad, der betegner hvad.

De er sproglige benævnelser, der ofte har været misvisende, eller direkte har manipuleret individers reelle oplevelse af sig selv og andre. Men forskellen på kvinder og mænd er f.eks., at kvinder menstruere, indimellem bliver gravide og føder børn. Desuden har de en krop, der fungerer på andre seksuelle præmisser end mandens. Det sætter sig igennem på arbejdsmarkedet og i privatlivet.

Derfor er feminisme stadig en nødvendig politisk reaktion på virkeligheden.

Hvis Queer som strategi afløser den feministiske dagsorden, kan vi risikere at tilsidesætte ligestillingens pointe.

For så tror vi, at kvinder bare kan lade være med at identificere sig som traditionelle kvinder og dermed undgå at blive opfattet, som kvinder ude i samfundet. En fejl nogle unge kvinder begår.

Queer som utopi

Måske man kan sige, at queer-begrebet repræsenterer et utopisk univers, hvor kønnet ikke har afgørende betydning men er noget, vi leger.

Vi kan afprøve muligheder som måske kan realiseres – måske ikke.

Ordet ”performativ” som indgår i queer-begrebet er velvalgt. På scenen kan vi udleve alle fantasier om kønnet. Men når lyset er slukket og tæppet går ned er vi os selv  i den specifikke, situeret historik, vi udgør som personlighed og krop forankret i tid og sted.

Tidligere i år skrev de to forfattere Kristina Nya Glaffey og Maja Lee Langvad i et åbent brev til Lars Bukdahl (Information d. 21.febr. 2014) at de modsat hans vurdering ikke er identitetskanevalister.

Tværtimod mener de, at de såvel som andre er født med nogle grundvilkår – som f.eks. køn og race, ”som man er tvunget til at forholde sig til, og som man er mærket af”.

I den svenske børnehave og vuggestue Egalia forsøger man sig med kønsneutral pædagogik og brug af det sproglige kønsneutrale pronomen ”hen”. Intensionen er at mindske de kønsstereotype referencer for handlemuligheder og identiteter børn i øvrigt vokser op med.

I TV-udsendelsen Det tredje køn (sendt på DR 26.dec. 2014) udtrykker forældre undren og bekymring for deres børns næsten tvangsprægede fixering på det, der er henholdsvis ”piget” og ”drenget” i forhold til det køn, de selv er.

Hertil forklarer en pædagog, at børn i 4årsalderen bliver vældig optaget af hvilket køn, de har.

Det er et led i deres identitetsdannelse. 

Så måske er det lige at skyde over målet (og sprænge den gode intension), når forældre insisterer på at omtale deres dreng med ”hen”, hvis drengen selv vil signalere, at han er en ”han”.

Mange kvinder befinder sig i en konstant borgerkrig med deres krop i jagten på den perfekte attraktion. Det sidste nye er kvinder under 30, der benytter botox for at eliminere rynker. 

Måske skulle man prøve at påvirke skæbnen i stedet for at modarbejde essensen?

Eller risikerer vi at fornægte os selv som krop og erfaring. Vi tror vi skaber os selv. Men i virkeligheden flygter vi fra os selv.      

Queer kontra heteronormativitet

Ifølge Queer-begrebet er kønnet en konstruktion.

Som sådan udfolder det sig i en subkultur som modreaktion på heteronormativiteten.

En egentlig invasion i selve den heteroseksuelle livsform, dér hvor mænd og kvinder lever og får børn sammen og hvor alt og alle spejler sig i en heteroseksuel kultur, synes ikke at finde sted.

Måske fordi den er en trussel mod den heteroseksuelle tryghed. Måske fordi den i sin nuværende form forekommer som en kopi. Blot med ingredienserne i et andet blandingsforhold.

Kønnet som kropslig erfaring og identitet udgør alligevel en form for essens. Dertil benytter og konstituerer begrebet , (f.eks. gennem italesættelse og performing) det maskuline og det feminine som essenser. Godt nok i princippet løsrevet for det køn de i tidernes morgen blev destilleret fra – mand og kvinde. Men stadig reproducerende de kvaliteter og betydninger, som de da var forbundet med. Set fra den heteroseksuelle norms perspektiv, kan begge dele opfattes som skaberi eller hykleri.

Det kan Queer-kulturen naturligvis være ligeglad med og for den transkønnede kan det være fuldstændig ligegyldigt, om andre opfatter én som retfærdiggørelse af heteronormativitetens binære kønssystem.

Men man kan få den tanke, at  heteronormativiteten og Queer hver for sig er tilfredse med at befinde sig i hver sin lejr, fastlåst, som hinandens indbyrdes modsætninger – som normalitet kontra anormalitet eller kritik af undertrykkende normalitet.

Ligesom de traditionelle kategorier for mand – kvinde. 

1. Judith Butler (f. 1956), amerikansk queer feministisk teoretiker m.m. Har bl.a. skrevet Gender Trouble (1990), Bodies That Matter (1993), Undoing Gender (2004).