Jeg har fået en chance for at leve mit liv, som den jeg er, siger Fernanda Milán, efter at protestbølge har fået Flygtningenævnet til at give hende asyl i Danmark.
Den 26-årige transkønnede politiske flygtning fra Guatemala, Fernanda Milán, har fået asyl i Danmark.
Fernanda Milán har nu fået flygtningestatus som den første transkønnet, da flygtningenævnet vurderede, at hun er individuelt og konkret forfulgt på baggrund af sin kønsidentitet.
Hovedpersonen fik selv den glædelige nyhed allerede i november sidste år, men har ikke ønsket at stå offentligt frem før nu på grund af den lange og hårde asylproces, hun har været igennem.
– Jeg er meget taknemmelig over alle de mennesker, som har hjulpet mig med at kæmpe, for jeg kunne næsten ikke klare det selv til sidst, udtaler Fernanda Milán i en pressemeddelelse og forsætter:
– I Guatemala måtte jeg flygte, fordi jeg kæmpede for transkønnedes rettigheder. Nu har jeg fået en chance for at leve mit liv, som den jeg er. Som kvinde og som aktivist.
Læs artiklen »Transkønnet anerkendt som FN-flygtning« hos Politiken.
Historien er både en sejr for transkønnede flygtninges rettigheder generelt og en sejr for græsrodsaktivismen i Danmark.
Det mener de aktivister, som har ført kampagne for at gøre opmærksom på sagen.
T-Refugee Project, en supportgruppe, der blev oprettet for at hjælpe Fernanda Milán, har stået bag en underskriftindsamling, demonstrationer foran Flygtningenævnet samt støttefester i sensommeren sidste år.
Desuden har organisationen LGBT Danmark rettet henvendelse til både myndigheder og politikere samt lagt pres på Flygtningenævnet.
– Fernanda har været frontkæmper. Hun har kæmpet for sin egen overlevelse, men hun har også kæmpet for de transkønnede asylansøgere, som kommer efter hende. Vi håber, at Fernandas sag betyder, at det bliver lettere for fremtidige transkønnede asylansøgere, siger talsperson for T-refugee Project, Stine Larsen.
Hun er ikke i tvivl om, at ændringen af Flygtningenævnets afgørelse skyldes det store arbejde, som mange forskellige aktører har lagt i kampagnen for Fernanda Milán.
Læs artiklen »Asylsag om transaktivist genoptaget« hos Modkraft.
Læs artiklen »Udvisning kan koste trans-aktivist livet« hos Modkraft.
Inden Fernanda Milán fik asyl, har hun oplevet at få to afslag, et af Udlændingeservice og et af Flygtningenævnet, før protester førte til en genoptagelse af sagen.
Flygtningenævnets kovending problematiserer nævnets egne tidligere afgørelser og bør give anledning til at kigge på gamle sager med nye øjne, mener de involverede aktivister.
– Der har kun været ganske få trans-sager for Flygtningenævnet de sidste tyve år, og de er blevet afvist. Ud fra det, vi kender til dem, mener jeg, der er grund til at problematisere disse afgørelser, siger Søren Laursen, retspolitisk talsperson for LGBT Danmark.
Fernanda Milán selv mener, at det er vigtigt, at aktivister holder det danske asylsystem op på Flygtningenævnets nye praksis, for andre asylansøgeres status er ikke automatisk sikret fremover.
– Andre flygtninges konventionsstatus er ikke nødvendigvis sikret fremover, fordi jeg har fået asyl. Flygtningenævnets nye praksis tegner sig i den rigtige retning, men jeg tror, det er vigtigt, at aktivister holder dem op på den nye praksis i fremtidige asylsager, lyder det fra Fernanda Milán.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96