Lørdag den 8. august var der protestdemonstrationer imod Israels bombninger i Gaza over hele verden. I Danmark indkalder Mellemfolkeligt Samvirke til ny demonstration mandag den 11. august på Christiansborg Slotsplads.
Over hele verden var der lørdag den 8. august protestdemonstrationer imod Israels bombninger i Gaza. Dagen var udråbt til »Gaza day of rage«, som en samlende manifestation imod israelske drab på civile i Gaza.
Størst var demonstrationen i Cape Town i Sydafrika med mindst 100.000 – og måske op mod 200.000 – deltagere ifølge oplysninger fra den sydafrikanske avis Mail and Guardian. Den skriver at demonstrationen er den største siden afskaffelse af apartheid.
I Cape Town appellerede ærkebiskop og modtager af Nobels fredspris Desmond Tutu til Sydafrikas præsident Jakob Zuma og det sydafrikanske parlament om at stoppe al våbenhandel med Israel.
Det sydafrikanske nyhedsbureau Iolnews rapporterer, at der i demonstrationen sås jøder og kristne som gik sammen med de muslimske demonstranter.
I London gik ifølge mellem 20.000 (ifølge avisen The Guardian) og 150.000 (ifølge arrangørerne) mennesker i demonstration. Mange var familier med børn og jødiske grupper, som bar palæstinensiske flag og bannere som krævede stop for drabene på civile i Gaza, skriver The Guardian.
På de britiske øer (der som begreb også omfatter Irland) var der desuden demonstrationer i Manchester, Edinburgh og Dublin.
På den anden side af jorden i Melbourne og Sydney samledes et par tusinde deltagere. Også i Berlin, Paris, New York og mange andre steder var der demonstrationer.
Læs Mail and Guardians reportage fra Cape Town
Læs internetmediet lolnews reportage fra Cape Town
Læs om demonstrationen i London i The Guardian
Læs Stop The War Coalitions reportage fra London
I København samledes en snes demonstranter ved fredsvagten lørdag på Christiansborg.
Mandag den 11. august kl. 16.30 har Mellemfolkeligt Samvirke indkaldt til demonstration på Christiansborg Slotsplads under parolerne For Fred og lige rettigheder! Hæv blokaden! Stop besættelsen!
Her vil man bl.a. kunne høre talere fra Enhedslisten, SF, Socialdemokratiet og Dennis Kristensen fra fagbevægelsen.
Mellem talerne optræder The Savage Rose, Isam B (fra Outlandish), Shaka Loveless m fl.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96